Vejledning om adgangen til besøg m.v. til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (besøgsvejledningen)
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2012/28@2012-03-29/da
Indhold
Vejledning om adgangen til besøg m.v. til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (besøgsvejledningen)
1. Reglerne om adgangen til besøg for indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring, findes i lovens §§ 51-54. Disse bestemmelser indeholder dels regulering af de indsattes ret til besøg (hvilket efter loven også omfatter retten til at have sit barn hos sig i institutionen), dels bemyndigelsesbestemmelser til justitsministeren og til institutionslederne. Bekendtgørelse om adgangen til besøg m.v. til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (besøgsbekendtgørelsen), er udstedt i medfør af bemyndigelsen til justitsministeren i §§ 53-54 og § 105, stk. 2. Da bekendtgørelsen også indeholder regler om konfiskation af genstande hos besøgende, er bekendtgørelsen tillige udstedt efter § 73, stk. 4, om konfiskation. Denne vejledning har til formål at orientere navnlig om væsentlige fortolkningsbidrag fra straffuldbyrdelseslovens forarbejder. 2. Lovens bestemmelser om besøg til indsatte omfatter alle kriminalforsorgens institutioner, dvs. både fængsler, arresthuse og pensioner. Bekendtgørelsens kapitel 1 vedrører besøg til indsatte i fængsler og arresthuse. Kapitel 2 vedrører besøg til indsatte i kriminalforsorgens pensioner og indeholder en angivelse af, at (kun) visse af bekendtgørelsens bestemmelser finder anvendelse i forhold til disse indsatte. Baggrunden for denne opdeling er, at de indsattes lovbestemte rettigheder vedrørende besøg i det hele er relevant i forhold til indsatte i pensionerne. Derimod vil det kun i meget begrænset omfang være relevant i forhold til disse indsatte at foretage begrænsninger i disse rettigheder ud fra ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, således som loven angiver, det kan ske.
3. Af lovens § 51, stk. 1, fremgår det, at den indsatte har ret til besøg mindst én gang ugentligt og af mindst én times varighed. Dette er ”minimumsbesøgstiden”, hvilket understreges af, at det også fremgår af § 51, at der kan gives besøg i videre omfang. Muligheden for at give tilladelse til udvidet besøg bør bl.a. overvejes, når der ønskes tilladelse til besøg af nærstående børn. Sådanne anmodninger bør så vidt muligt imødekommes. Om besøg af børn se i øvrigt nedenfor under pkt. 20-27. Muligheden for at give tilladelse til udvidet besøg bør endvidere udnyttes særligt i forhold til unge indsatte med henblik på at styrke disses mulighed for at bevare kontakten til familien under afsoningen, jf. også vejledning om behandling af 15-17 årige, der anbringes i kriminalforsorgens institutioner. 4. Af § 51, stk. 2 og 3, fremgår det, at indsatte har ret til besøg af advokat og samtaler med sit hjemlands konsulære repræsentanter, og at sådanne besøg ikke er undergivet de tidsmæssige begrænsninger, der er anført i stk. 1, dvs. at disse skal tillades ud over mindstebesøgstiden. Efter lovens § 56, stk. 1, kan indsatte brevveksle ukontrolleret med bl.a. Folketingets Ombudsmand, Den Europæiske Torturkomité og en række andre myndigheder og enkeltpersoner. Samtaler, som personale fra disse myndigheder mv. afholder med indsatte i forbindelse med besøg i institutionen, er heller ikke undergivet de tidsmæssige begrænsninger, som er anført i § 51, stk. 1. Også besøg, som indsatte modtager af sin præst eller lignende fra sit trossamfund efter lovens § 35, stk. 2, skal tillades ud over besøgstiden. Tilsvarende bør besøg af en advokat, der er beskikket for eller valgt af den indsatte i en verserende sag om prøveudskrivning fra forvaring, tillades udover mindstebesøgstiden.
5. Efter bekendtgørelsens § 4 kan besøg af bestemte personer forbydes, og en meddelt besøgstilladelse inddrages, hvis dette i det enkelte tilfælde findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde. Sikkerhedsmæssige grunde omfatter også hensynet til at forebygge strafbart forhold. Efter § 4 skal der foretages en konkret vurdering af, om tilladelse til besøg i det enkelte tilfælde skal nægtes. I denne vurdering skal alle relevante omstændigheder, som taler for eller imod at meddele besøgstilladelse, indgå, og afgørelsen træffes efter en konkret afvejning af omstændighederne i den enkelte sag. Må det f.eks. antages, at der foreligger risiko for indsmugling af narkotika eller lignende, skal det således overvejes, om der foreligger omstændigheder i den konkrete sag, som begrunder, at besøg alligevel skal tillades – evt. som overværet besøg (jf. også nedenfor under pkt. 10). 6. Hvis besøgende til indsatte på afdelinger for negativt stærke indsatte tillige ønsker besøgstilladelse til en indsat i det øvrige fængsel eller omvendt, skal der ved afgørelsen lægges betydelig vægt på, at formålet med afdelingen er at afsondre de negativt stærke indsatte fra indsatte i det øvrige fængsel for at hindre, at de udøver en negativ indflydelse på disse. Er der derfor en formodning om, at den besøgende vil medvirke til at bringe oplysninger fra en afdeling til en anden, herunder udøve negativ indflydelse på indsatte, som ikke er indsat på afdelinger for negativt stærke indsatte, skal besøgstilladelse som udgangspunkt nægtes. 7. Det forhold, at den besøgende og den indsatte kender hinanden fra studiebesøg eller lignende eller fra et tidligere fælles institutionsophold, kan alene begrunde forbud mod besøg, hvis dette i det konkrete tilfælde skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Det forhold, at ansøgeren er indsat i en anden af kriminalforsorgens institutioner eller for relativt kort tid siden er løsladt fra afsoning, kan ikke i sig selv begrunde, at der meddeles afslag på en ansøgning om besøgstilladelse. Om sådanne omstændigheder medfører, at der er sådanne sikkerheds- eller ordensmæssige forhold, som kan begrunde, at der meddeles afslag på en ansøgning om besøgstilladelse, vil bero på en samlet afvejning af disse og andre relevante omstændigheder i sagen. Har ansøgeren umiddelbart forinden haft tilladelse til at besøge den indsatte i en anden af kriminalforsorgens institutioner, vil dette som udgangspunkt med vægt tale for, at besøgstilladelse skal gives. Det kan imidlertid tænkes, at forholdene nu, f.eks. på baggrund af de omstændigheder, der har ført til, at den indsatte er blevet overført til anden institution, er ændret i en sådan grad, at besøgstilladelse må nægtes. 8. Af bekendtgørelsens § 4, stk. 2, fremgår det, at der, inden der meddeles tilladelse til at besøge en indsat i et arresthus eller et lukket fængsel, almindeligvis skal indhentes oplysninger om ansøgeren til brug for sagen fra Det centrale Kriminalregister. Dette indebærer, at det skal kontrolleres, om der i Det centrale Kriminalregister er oplysninger om ansøgeren af relevans for vurderingen af, om besøgstilladelse skal meddeles eller afslås, f.eks. oplysninger om verserende straffesager af relevans for den ordens- eller sikkerhedsmæssige vurdering af sagen. Indhentelse af oplysninger fra Det centrale Kriminalregister kan dog undlades, hvis dette ud fra en konkret vurdering i det enkelte tilfælde skønnes unødvendigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den besøgende er særlig velkendt af institutionen, f.eks. fordi den pågældende umiddelbart inden har haft besøgstilladelse til en anden indsat dér. Efter § 4, stk. 3, kan der i åbne fængsler til brug for sagen indhentes oplysninger om ansøgeren i Det centrale Kriminalregister. Ifølge § 4, stk. 4, skal ansøgeren afgive skriftligt samtykke til indhentelse af oplysninger fra kriminalregistret. Finder institutionen, at der skal indhentes oplysninger fra kriminalregistret, og vil ansøgeren ikke give samtykke hertil, må ansøgningen afslås. 9. Ved behandlingen af sager om besøgstilladelse er såvel den indsatte som den, der ansøger om besøgstilladelse, parter i sagen. Dette indebærer, at begge skal have direkte meddelelse om sagens afgørelse, og at begge har partsbeføjelser efter forvaltningsloven, herunder adgang til partsaktindsigt, ret til partshøring, begrundelse og klagevejledning. Hvis et afslag på besøgstilladelse er begrundet i fortrolige forhold vedrørende den ene part, f.eks. oplysninger om sigtelse for strafbart forhold, kan begrundelsen begrænses i forhold til den anden part, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 3, jf. § 15. Tilsvarende kan det være relevant efter reglerne i forvaltningslovens § 15 at begrænse aktindsigten af hensyn til den anden parts private interesser.
10. Efter lovens § 53 fastsætter justitsministeren bl.a. regler om gennemførelse af besøg under overværelse af personale i institutionen. Sådanne regler er fastsat i bekendtgørelsens § 5. Af § 5, stk. 1, fremgår det, at besøg i almindelighed er uoverværet. Ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 2, kan det bestemmes, at besøg skal gennemføres under overværelse af personale i institutionen, hvis det i det enkelte tilfælde findes påkrævet ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Det vil f.eks. være relevant at overveje tilladelse til overværet besøg, hvis tilladelse til uoverværet besøg på den ene side er betænkelig ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde, mens det på den anden side taler for at give besøgstilladelse, at den besøgende f.eks. har en særlig tæt relation til den indsatte. Er der tale om besøg af nærstående personer, som ægtefælle/samlever, børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre eller andre personer, til hvem den indsatte har en tilknytning, der kan sidestilles med familiebånd, bør tilladelse til overværet besøg i disse tilfælde således overvejes. 11. Besøg af advokat skal altid være uoverværet, jf. lovens § 53, jf. § 51, stk. 2, og bekendtgørelsens § 5, stk. 3. Begrebet ”advokat” omfatter den advokat, der er beskikket for eller valgt af den indsatte som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, og advokater, der efter retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere. 12. Bekendtgørelsens § 5, stk. 4, fastslår, at der ved overværet besøg kan stilles krav om, at samtalen foregår på et sprog, som den, der overværer besøget, forstår. Om et sådant krav skal stilles, beror på en konkret vurdering af, om det i det enkelte tilfælde er forsvarligt, at samtalen føres på et andet sprog.
13. § 7, stk. 1, giver institutionens leder mulighed for, i det omfang forholdene i den enkelte institution og ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn taler herfor, at fastsætte begrænsninger med hensyn til, hvilke genstande der må medbringes ved besøg. Institutionens leder kan efter § 7, stk. 1, bl.a. bestemme, at besøgende ikke må medbringe genstande, som er vanskelige at undersøge, og andre genstande, som det ikke er de indsatte tilladt at have i institutionen. Hvis særlige hensyn til ordenen eller sikkerheden i institutionen gør det påkrævet, kan institutionens leder således bestemme, at den besøgende ikke må være iført yderbeklædning, som kan virke som en magtdemonstration over for andre, eller yderbeklædning med racistiske eller andre stærkt krænkende symboler eller slogans. Bekendtgørelsens § 7, stk. 2, 1. pkt., indeholder et forbud mod at medbringe mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr samt tilbehør m.v. hertil ved besøg. Det kommunikationsudstyr, som er omfattet af bestemmelsen, er elektronisk udstyr, der sætter – eller sammen med andre enheder vil kunne sætte – en person i stand til at kommunikere med andre i lyd, tale eller på skrift. Forbuddet i § 7, stk. 2, 1. pkt., omfatter således udover hele mobiltelefoner f.eks. også satellittelefoner, walkie talkie enheder, (håndholdte) computere og personsøgere. Omfattet er også f.eks. trådløse telefoner og trådløse hovedtelefonsæt (såkaldte headset), der sætter besidderen i stand til at kommunikere via en enhed, der er tændt i det omgivende område. Visse tv-spil (såkaldte spillekonsoller) vil også kunne være omfattet. Besiddelse af tilbehør til eller enkelte dele af kommunikationsudstyret, herunder f.eks. batteri til en mobiltelefon, en enhed, der kan oplade et sådan batteri, eller sim-kort, der etablerer forbindelsen fra en mobiltelefon, er også omfattet af forbuddet i § 7, stk. 2. Ifølge bekendtgørelsens § 7, stk. 2, 2. pkt., kan visse advokater imidlertid medtage det pågældende udstyr, hvis advokaten i forbindelse med besøget fremviser dette over for personalet med henblik på, at det kan dokumenteres, at udstyret tages med ud af institutionen efter besøget. Udstyret kan evt. registreres. En registreringsordning kan være særlig relevant i større institutioner, hvor der afvikles mange besøg, og hvor det kan være vanskeligt for personalet at erindre, hvorvidt advokaten har medbragt en mobiltelefon m.v. i forbindelse med besøget. Kommunikationsudstyr medbragt af advokaten må kun anvendes af advokaten. 14. § 7, stk. 3, i bekendtgørelsen pålægger institutionerne pligt til på forhånd at orientere besøgende om, hvilke genstande der ikke må medtages ved besøg. I den forbindelse skal det bemærkes, at det er strafbart uretmæssigt at medtage mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr i lukkede fængsler og arresthuse, jf. straffelovens § 124, stk. 4. Henset til, at der er tale om genstande, som det er lovligt at være i besiddelse af uden for institutionerne, er det i bemærkningerne til loven forudsat, at der i lukkede fængsler og arresthuse opsættes informationsmateriale til bl.a. de besøgende om det strafbelagte forbud mod at medbringe mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr. Udover ovennævnte er det forudsat, at en besøgende i lukkede fængsler og arresthuse påmindes om forbuddet mod at medtage mobiltelefon og lignende kommunikationsudstyr, herunder de strafbare konsekvenser der kan være derved, inden der foretages undersøgelse af den besøgendes yderbeklædning m.v. Oplyser en besøgende om besiddelsen på dette tidspunkt, vil der ifølge lovens forarbejder formentlig i almindelighed ikke være grundlag for at rejse tiltale for (forsøg på) overtrædelse af straffeloven. § 7, stk. 3, i bekendtgørelsen pålægger derudover institutionerne pligt til på forhånd at orientere besøgende om, at der kan ske konfiskation af genstande og penge, som søges indsmuglet til indsatte. Denne forhåndsorientering kan hensigtsmæssigt gives ved optryk på den blanket, hvorpå besøgstilladelse meddeles. Stillingtagen til, om der skal ske konfiskation hos besøgende, skal ske under hensyn til proportionalitetsgrundsætningen, således at konfiskation undlades, hvis dette må anses for et uforholdsmæssigt indgreb. 15. Bekendtgørelsens § 8 regulerer spørgsmålet om undersøgelse af medbragte genstande. Efter § 8, stk. 1, skal det i lukkede institutioner fastsættes som et vilkår for besøgstilladelse, at den besøgende lader medbragte genstande undersøge. I åbne institutioner kan der fastsættes vilkår herom. Et sådant vilkår indebærer, at den besøgende skal lade medbragte genstande undersøge, hvis institutionen træffer afgørelse herom i forbindelse med besøgets afvikling. Den besøgende skal i forbindelse med, at der gives besøgstilladelse, gøres bekendt med vilkåret, hvilket hensigtsmæssigt vil kunne ske ved, at vilkåret er optrykt på den blanket, der anvendes, når der meddeles besøgstilladelse.
16. Efter lovens § 52, 2. pkt., kan det gøres til et vilkår for besøg, at den besøgende lader sin yderbeklædning undersøge. Ved ”yderbeklædning” forstås beklædning indtil undertøjet. Af § 9 fremgår det, at der i lukkede institutioner skal stilles vilkår om undersøgelse af yderbeklædning og undersøgelse ved anvendelse af kriminalforsorgens narkotikahunde, mens der i åbne institutioner kan stilles vilkår herom. Også disse vilkår vil det være hensigtsmæssigt at optrykke på den blanket, der anvendes, når der meddeles besøgstilladelse, jf. ovenfor under pkt. 15 vedrørende vilkår om undersøgelse af medbragte effekter. 17. I § 10 skelnes mellem almindelig undersøgelse af besøgendes yderbeklædning, som efter § 10, stk. 1, foretages således, at den besøgende opfordres til at fremvise genstande, som den besøgende har i lommer mv., og eventuelt undersøgelse af yderbeklædning ved anvendelse af metaldetektor. Af § 10, stk. 2, fremgår det, at der i lukkede institutioner tillige kan foretages videregående undersøgelse af besøgendes yderbeklædning, hvis der i det enkelte tilfælde er en begrundet mistanke om, at den besøgende vil foretage indsmugling. Videregående undersøgelse foretages efter § 10, stk. 3, ved, at den besøgende opfordres til at aftage sin yderbeklædning med henblik på, at institutionen kan foretage en nærmere undersøgelse af denne. 18. Bekendtgørelsens §§ 9-12 indeholder nærmere regler om gennemførelse af undersøgelse af besøgendes yderbeklædning. Ifølge § 13 skal der gøres notat om baggrunden for en videregående undersøgelse og resultatet heraf. 19. Bekendtgørelsens § 9 og § 11 indeholder bestemmelser om undersøgelse af den besøgende ved anvendelse af kriminalforsorgens narkotikahunde. En sådan undersøgelse kan f.eks. ske ved, at den besøgende sætter sig på en skammel, hvorefter hunden søger rundt om, under og op ad personen og markerer, hvis den får fært af narkotika. Undersøgelsen vil også kunne foregå ved, at den besøgende passerer en narkotikahund, eller at hunden passerer den besøgende eller eventuelt flere besøgende, og at hunden markerer, hvis den får fært af narkotika. Det er fastsat i bekendtgørelsens § 11, at såfremt undersøgelse ved hjælp af narkotikahunde skal finde sted, skal den besøgende gøres bekendt med, at undersøgelsen kun kan gennemføres med den pågældendes samtykke, og at det kan medføre afvisning, hvis den besøgende nægter at lade sig undersøge. Om en besøgendes nægtelse af at lade sig undersøge i det enkelte tilfælde skal medføre afvisning, vil bero på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Ved denne vurdering skal det bl.a. tillægges vægt, hvad baggrunden for den besøgendes afvisning er. En besøgstilladelse vil således, hvis narkotikahunden markerer, eller undersøgelse ved narkotikahund nægtes, kunne inddrages, hvis der er en så konkret mistanke om, at den pågældende skjuler narkotika andre steder på sin person end i yderbeklædningen, at inddragelse af besøgstilladelsen findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Hvis det ikke er tilfældet, vil besøget kunne afvikles, herunder eventuelt som et overværet besøg, hvis det findes påkrævet ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Der vil også være mulighed for at afvikle besøget og efterfølgende gennemføre undersøgelse af den indsatte efter reglerne i § 60, stk. 1, og eventuelt efter § 60, stk. 2, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Hvis afslag på besøg overvejes, skal institutionen have særlig opmærksomhed på, at det sikres, at børn kan bevare kontakten til forældre, der er indsat i kriminalforsorgens institutioner. Besøg vil således i disse situationer som alt overvejende hovedregel skulle tillades gennemført, eventuelt som et overværet besøg.
20. Ansøgninger om tilladelse til besøg af børn, dvs. personer under 18 år, bør så vidt muligt imødekommes, hvis børnene er nærstående til den indsatte, se også pkt. 3 om muligheden for udvidet besøg. Ansøgninger fra andre børn bør i almindelighed ikke tillades, medmindre relationen mellem barnet og den indsatte med vægt taler herfor. I vurderingen heraf bør bl.a. indgå, om relationen hidrører fra tiden inden indsættelsen. Efter bekendtgørelsens § 14 skal børn normalt ledsages af en voksen under besøg. Om dette udgangspunkt i det enkelte tilfælde kan fraviges, beror på en konkret vurdering af bl.a. barnets alder, modenhed og forhold til den indsatte samt institutionens type mv. Hvis barnet er 15 år eller mere, vil dette med vægt tale for at tillade besøg uden ledsagelse af en voksen. Af bekendtgørelsens § 14, stk. 2, fremgår det, at besøg af børn normalt kun kan finde sted med samtykke fra forældremyndighedens indehaver. I tilfælde, hvor forældrene har fælles forældremyndighed, skal det i det enkelte tilfælde overvejes, om der skal indhentes samtykke fra begge forældrene. Indsatte, som får besøg af børn, bør - ligesom den der ledsager barnet - vejledes om vigtigheden af at holde øje med børnene, uanset om besøget afvikles i besøgsafdeling eller i opholdsafdeling.
21 . Det er ved loven forudsat, at den hidtidige praksis med at udstationere den indsatte, overføre den indsatte til afsoning uden for fængsel eller arresthus, jf. lovens § 78, eller eventuelt benåde den pågældende for i videst muligt omfang at undgå, at børn anbringes i afsoningsinstitutioner, opretholdes. 22. Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 54, stk. 1, har en indsat har ret til at have sit barn under 1 år hos sig i institutionen, hvis den indsatte selv er i stand til at passe barnet. Ifølge bekendtgørelsens § 15, stk. 1, skal der, inden der gives tilladelse til, at et barn medbringes i institutionen, indhentes en udtalelse fra de sociale myndigheder om, hvorvidt ophold i institutionen hos den dømte er foreneligt med hensynet til barnet. Baggrunden herfor er, at det ved loven er forudsat, at der i vurderingen af, om den indsatte er ”i stand til at passe barnet”, indgår en vurdering af, om opholdet i institutionen hos den dømte er foreneligt med hensynet til barnet. Denne vurdering påhviler de sociale myndigheder, som i givet fald kan træffe bestemmelse om anden anbringelse, eventuelt tvangsmæssigt efter sociallovgivningens regler. Den dømte skal give samtykke til, at der indhentes en udtalelse fra de sociale myndigheder. Skal en sådan udtalelse indhentes, og vil den dømte ikke give samtykke hertil, må anmodningen afslås. 23. Hvis de sociale myndigheder mener, at ophold i institutionen hos den dømte er foreneligt med hensynet til barnet, imødekommes ansøgningen, medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder, som – trods udtalelsen fra de sociale myndigheder - giver grundlag for at antage, at den dømte ikke selv kan passe barnet i institutionen. I kravet om, at den dømte skal være ”i stand til at passe barnet”, ligger ikke blot, at den dømte skal være i stand til at imødekomme barnets fysiske behov, men tillige efter fængslets vurdering skal være i stand til at imødekomme barnets behov i bredere forstand, herunder barnets sociale, følelsesmæssige og omsorgsmæssige behov. Det påhviler institutionen løbende at påse, at det fortsatte ophold i institutionen er foreneligt med hensynet til barnet og om nødvendigt at tage fornyet kontakt til de sociale myndigheder, jf. også underretningspligten efter § 153, stk. 1-3, i lov om social service og bekendtgørelse nr. 1466 af 16. december 2010 om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service. 24. Som det fremgår af bekendtgørelsens § 15, stk. 2, kan det, for så vidt angår børn under 1 år, undlades at indhente en udtalelse fra de sociale myndigheder, hvis særlige tilfælde i det enkelte tilfælde taler derfor, og der ikke foreligger omstændigheder, som giver grundlag for at antage, at den dømte ikke er i stand til at passe barnet i institutionen, og den dømte forinden har givet samtykke til, at institutionen underretter de sociale myndigheder om, at barnet opholder sig hos den dømte i institutionen. Tilladelse til at have barnet hos sig i institutionen, uden at der forinden indhentes udtalelse herom fra de sociale myndigheder, vil f.eks. kunne komme på tale, hvis den straf, der skal udstås, er ganske kort, og institutionen eventuelt på grundlag af sagens oplysninger eller forhåndskendskab til dømte umiddelbart kan vurdere, at den pågældende er i stand til at selv at passe barnet under opholdet i institutionen. 25. Retten til at have sit barn, der er fyldt 1 år, men ikke 3 år, hos sig i institutionen er reguleret i straffuldbyrdelseslovens § 54, stk. 2 og bekendtgørelsens § 16, stk. 1-2. Også for så vidt angår børn, der er fyldt 1 år, men ikke 3 år, forudsættes det, at den indsatte er i stand til selv at passe barnet, jf. ovenfor pkt. 22-23. Derudover er det en betingelse, at institutionen og de sociale myndigheder finder, at forholdene i institutionen er forenelige med hensynet til barnet. Formålet med denne yderligere betingelse er at sikre, at de aktuelle forhold i institutionen indgår i vurderingen af, om barnet kan anbringes i institutionen. Til brug ved vurderingen af, om forholdene i institutionen er forenelige med hensynet til barnet, indhenter de sociale myndigheder en udtalelse fra kriminalforsorgen om forholdene i den pågældende institution, herunder de bygningsmæssige forhold og den aktuelle sammensætning af indsatte. Det forudsættes, at kriminalforsorgen giver de sociale myndigheder mulighed for at besigtige institutionen. Såvel institutionen som de sociale myndigheder skal vurdere, om det vil være forsvarligt at anbringe barnet i den pågældende institution, og anbringelse kan således kun ske, hvis begge instanser finder, at forholdene i institutionen er forenelige med hensynet til barnet. Det forudsættes, at sagsgangen bliver sådan, at de sociale myndigheder først foretager deres vurdering, og at institutionen herefter bl.a. på grundlag af de sociale myndigheders vurdering foretager sin endelige vurdering af spørgsmålet. Den dømte skal, i forbindelse med at han giver samtykke til, at der indhentes en udtalelse fra de sociale myndigheder om, hvorvidt opholdet hos den dømte er foreneligt med hensynet til barnet, jf. ovenfor pkt. 22, orienteres om, at ovennævnte oplysninger om institutionen indgår i overvejelserne om, hvorvidt barnet kan modtages i institutionen 26 . Efter bekendtgørelsens § 16, stk. 3, kan det tillades, at et barn har ophold i institutionen i en begrænset periode, efter barnet er fyldt 3 år, hvis det er det bedste for barnet, og ganske særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde taler derfor. Også i disse sager skal de sociale myndigheder inddrages, jf. pkt. 22 og 25. Om tilladelse skal gives, beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, hvor i øvrigt indgår varigheden af opholdet, barnets alder, alternative muligheder for barnet mv. 27. Hvis det er nødvendigt for, at anbringelse sker i en institution, der med hensyn til indretning og klientel er egnet til ophold for barnet, må den dømte acceptere et ændret valg af afsoningssted. Heri ligger også, at der kan blive tale om at ændre afsoningsstedet, hvis det er nødvendigt for, at den dømte og barnet kan få ophold i en særlig afdeling, der med hensyn til indretning og klientel er egnet til ophold for barnet.
28. Bekendtgørelsens § 18 pålægger institutionerne løbende at være opmærksomme på, om der i institutionen er indsatte med ringe kontakt til omverdenen, og så vidt det – også under hensyn til sikkerhed og orden – er muligt at bidrage til at øge den indsattes kontakt til omverdenen. Efter § 19 skal institutionen i forhold til disse indsatte overveje, om der kan formidles besøg af egnede personer som besøgsvenner. 29. §§ 20-22 indeholder nærmere regler om godkendelse af besøgsvenner, videregivelse af oplysninger, tavshedspligt m.v. Da ordningen med besøgsvenner ikke er relevant i forhold til pensionerne, omfatter disse bestemmelser ikke pensionerne. Af bekendtgørelsens § 22, nr. 1, fremgår det, at udlevering af oplysninger om den dømte til en besøgsven kun må ske med den dømtes skriftlige samtykke. Samtykkeerklæringer findes i Klientsystemet. Formålet med besøgsordningen er, at den indsatte får lejlighed til at tale med en person, der ikke er knyttet til institutionen, om såvel almene emner som sine egne personlige og sociale forhold. I institutioner, som er tilknyttet en ordning med besøgsvenner, bør der i institutionen udpeges en eller flere personer blandt personalet med den opgave at formidle kontakt mellem indsatte og besøgsvenner. Det vil i almindelighed være rigtigst, at institutionens nærmere udformning af ordninger vedrørende besøgsvenner sker efter drøftelse med repræsentanter for de indsatte eller på anden måde i samråd med de indsatte.
30. På en række områder overlades den nærmere regulering til den enkelte institution: 1) Institutionen kan bestemme, at de besøgende skal indhente forudgående tilladelse fra institutionen til at besøge den indsatte (lovens § 52). 2) Institutionens leder fastsætter nærmere regler om besøgenes afvikling (lovens § 53, stk. 2). Det er forudsat, at der herunder kan fastsættes regler om, i hvilket tidsrum der kan afvikles besøg, og at der fastsættes regler, hvorefter de besøgende skal underrettes om eventuelle særlige forskrifter, der er nødvendige af ordens- eller sikkerhedshensyn (herunder f.eks. vilkår om undersøgelse af effekter og yderbeklædning og undersøgelse ved anvendelse af kriminalforsorgens narkotikahunde, begrænsninger med hensyn til, hvilke genstande der må medbringes ved besøg, og muligheden for konfiskation af genstande, som søges indsmuglet til indsatte), og om andre praktiske forhold, som er af betydning for den besøgende. 3) Institutionen kan, i det omfang ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn taler herfor, fastsætte begrænsninger med hensyn til antallet af personer, der samtidig kan godkendes som besøgende til en indsat, og antallet af personer, der samtidig kan aflægge besøg hos den indsatte (bekendtgørelsens § 2). 31. Sådanne lokale bestemmelser kan omfatte alle personer, herunder også advokater eller konsulære repræsentanter, jf. dog nedenfor under pkt. 34 om de særlige forhold vedrørende reglernes anvendelse i relation til repræsentanter for Folketingets Ombudsmand, medlemmer af Folketinget, Den Europæiske Torturkomité og visse andre, som indsatte efter lovens § 56, stk. 1, kan brevveksle ukontrolleret med. 32. Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2, kan institutionen endvidere under hensyn til sikkerheds- og ordensmæssige forhold i den enkelte institution fastsætte regler om, at den besøgende skal medbringe legitimation. Der kan stilles krav om, at den besøgende skal medbringe billedlegitimation. Er sådanne regler fastsat bør den besøgende, eventuelt ved optryk på den blanket, der anvendes, når besøgstilladelse gives, vejledes om, at det vil medføre afvisning, hvis fornøden legitimation ikke medbringes ved besøget. 33. Institutionens leder kan, under hensyn til forholdene i den enkelte institution og i det omfang ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn taler herfor, fastsætte begrænsninger for, hvilke genstande de besøgende må medtage eller være i besiddelse af under besøget, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1. 34. Af bekendtgørelsens § 24 fremgår det, at afgørelser, som skal træffes efter bekendtgørelsen, træffes af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil.
35. Efter lovens § 56, stk. 1, har de indsatte ret til ukontrolleret brevveksling med en række myndigheder og enkeltpersoner. For alle disse – bortset fra de i bestemmelsen nævnte advokater – gælder, at de ikke er omfattet af flere af lovens bestemmelser om besøg. Dette betyder, som nævnt ovenfor under pkt. 4, bl.a., at sådanne samtaler ikke er omfattet af den almindelige besøgsregel i lovens § 51, stk. 1. Heller ikke § 52 om indhentelse af forudgående tilladelse til besøg, vilkår om undersøgelse af medbragte genstande og af den besøgende og administrative regler på disse områder omfatter sådanne repræsentanter. Endelig er det forudsat, at de nævnte myndigheder m.v. kan tale med de indsatte uden overværelse af institutionens personale. 36. Vejledning nr. 44 af 30. maj 2011 om adgangen til besøg m.v. til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (besøgsvejledningen), bortfalder.