Gelex

Vejledning om en a-kasses pligt til at vejlede mv.

OphævetVersion 2012-04-27fra 2012-05-01 til 2015-05-27
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/mt/2012/39@2012-04-27/da

Indhold
  1. Indledning

Vejledning om en a-kasses pligt til at vejlede mv.

I bekendtgørelse nr. 53 af 25. januar 2012 er der fastsat regler om en a-kasses pligt til at vejlede mv. I bekendtgørelsen er der fastsat regler om den minimumspligt, som a-kasserne har til at yde vejledning og bistand om spørgsmål indenfor a-kassens sagsområde. A-kassen afgør i vidt omfang selv eller ved aftale med medlemmet, hvordan den vil informere, vejlede og bistå et medlem, medmindre der er regler om bestemte formkrav. Pligten til at vejlede er dog en aktiv pligt. Det er vigtigt, at a-kassen i sin information og vejledning sætter særlig fokus på jobsøgning, effektiv henvisning til job og aktiviteter, der kan sikre, at et medlem hurtigt kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Indsatsen skal være afbalanceret mellem hensynet til arbejdsmarkedets behov og hensynet til de forudsætninger, medlemmet har for at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Informationen og vejledningen skal også have fokus på samspillet mellem jobcenteret, a-kassen og andre aktører. Vejledningen af det enkelte medlem skal derfor tilrettelægges således, at medlemmet får en forståelse for dette samspil. Den gode vejledning sker i et samarbejde med de aktører, der kan bidrage til at afklare, hvilke muligheder et medlem har for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. På denne måde vil medlemmet opleve vejledningen som en helhed og få det bedst mulige udbytte af denne. Kapitel 1 Generelle pligter Til § 1 En a-kasse har pligt til at vejlede og yde et medlem bistand om spørgsmål inden for a-kassens sagsområde, jf. § 30 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Vejledningen bør sikre, at medlemmet får tilstrækkelig orientering om de rettigheder og pligter, som medlemmet har efter reglerne, og om hvordan medlemmet lettest og mest effektivt kan opfylde de eventuelle krav, der er i lovgivningen. A-kassen kan fx holde vejledningssamtaler ud over de obligatoriske samtaler i kapitel 2. I det omfang et medlem ikke behersker det danske sprog tilstrækkeligt godt eller fx er høre- eller synshandicappet, vil det endvidere være en følge af vejledningspligten, at a-kassen normalt bør tilvejebringe den fornødne bistand, fx i form af tolkebistand. Til § 2 § 2, stk. 1, er ikke udtømmende i forhold til, hvad der skal informeres om ved ledighedens indtræden efter § 65, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. A-kassen skal således også informere om manglende rådighed ved sygdom mv., aftjening af værnepligt, frihedsberøvelse, forsørgelse på institution samt om andre grunde til manglende rådighed, fx manglende bopæl og ophold i Danmark. A-kassen skal give informationen efter § 2 hurtigst muligt, når et medlem bliver ledigt. Til § 2, stk. 1, nr. 1 A-kassen skal informere et medlem om, at det er en grundlæggende betingelse for ret til ydelser, at medlemmet er tilmeldt som arbejdssøgende i jobcenteret, og at medlemmet skal sikre sig en kvittering, når medlemmet selv har tilmeldt sig på Jobnet. A-kassen skal herunder informere om, at medlemmet skal 1) tilmelde sig som arbejdssøgende i jobcenteret på 1. ledige dag, 2) afmelde sig i jobcenteret, når medlemmet er syg eller i arbejde på fuld tid i mindst 14 dage, og 3) gentilmelde sig i jobcenteret, når medlemmet igen skal have ydelser fra a-kassen. A-kassen skal også informere om, at et medlem skal være tilmeldt i jobcenteret for at kunne afvikle en effektiv karantæne. A-kassen skal endelig informere om, at et medlem kan tilmelde og afmelde sig som arbejdssøgende i jobcenteret ved brug af digitale selvbetjeningsværktøjer, og at medlemmet kan få bistand af a-kassen og jobcenteret til at bruge disse værktøjer. Til § 2, stk. 1, nr. 2 A-kassen skal informere om, at et medlem for at bevare retten til dagpenge skal lægge sit CV ind i Jobnet senest 3 uger efter tilmelding hos jobcenteret. A-kassen skal informere om, at CV’et skal indeholde en beskrivelse af medlemmets tidligere beskæftigelse, uddannelse, kvalifikationer og øvrige forhold, der har betydning for at styrke den enkeltes jobmuligheder samt mindst et beskæftigelsesmål inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft. A-kassen skal også informere om, at CV’et vil indgå som et element i en rådighedsvurdering af medlemmet. Har et medlem tidligere fået godkendt et CV, skal medlemmet derfor også informeres om, at det kan få konsekvenser for retten til dagpenge, hvis medlemmet i forbindelse med en gentilmelding gør det godkendte CV ikke-tilgængeligt. A-kassen skal endelig informere om, at et medlem kan få bistand af jobcenteret og a-kassen til at lægge sit CV ind i Jobnet. Til § 2, stk. 1, nr. 3 og 4 A-kassen skal informere om et medlems pligt til aktivt at søge rimeligt arbejde fra 1. ledige dag. A-kassen skal også informere om, at et medlem har pligt til at kunne overtage rimeligt arbejde, som medlemmet er henvist til, med dags varsel fra 1. ledighedsdag. Medlemmet skal have information om, hvordan rimeligt arbejde defineres, jf. bekendtgørelse om rådighed. A-kassen skal også informere om, at et medlem aktivt skal søge arbejde, og at medlemmet har pligt til at tage imod henvist arbejde, når medlemmet deltager i tilbud, medmindre jobcenteret har fritaget medlemmet for de pligter. A-kassen skal desuden informere om, at et medlem har pligt til at søge job, der er slået op i Jobnet, efter krav fra jobcenteret eller a-kassen. A-kassen skal endelig informere om, at mellem- eller højtuddannede medlemmer kan have en særlig udvidet geografisk rådighedsforpligtelse. Til § 2, stk. 1, nr. 5 A-kassen skal informere et medlem om, at en del af medlemmets rådighedsforpligtelse er at opretholde kontakten til jobcenteret, a-kassen og andre aktører gennem hele ledighedsforløbet. At opretholde kontakten betyder bl.a., at medlemmet 1) skal møde til aktiviteter under det individuelt tilpassede kontaktforløb hos jobcenteret, i a-kassen og hos andre aktører, 2) skal give besked til jobcenteret og a-kassen om forhold, der har betydning for, at kontakten kan opretholdes, fx ændringer i medlemmets opholds- og bopælsadresse, og 3) skal give besked om sygdom og ferie efter reglerne herom, herunder melde ferie senest 14 dage før ferien skal holdes, medmindre der er tale om ferie på enkeltdage. Til § 2, stk. 2 A-kassen skal informere om, at medlemmet har pligt til at gå på Jobnet mindst hver 7. dag for bl.a. at se nye ledige job, og for at bekræfte, at pågældende fortsat er arbejdssøgende. A-kassen skal også informere om, at medlemmet første og anden gang, medlemmet ikke bekræfter arbejdssøgningen rettidigt, vil få en påmindelse om hurtigst muligt og senest inden 7 dage at bekræfte arbejdssøgningen, og at medlemmet bliver afmeldt efter udløbet af fristen, hvis medlemmet ikke overholder denne pligt. Der skal også informeres om, at et medlem uden yderligere påmindelse automatisk afmeldes i jobcenteret 3. gang. A-kassen skal også vejlede om, at der ikke er adgang til dagpenge, før vedkommende igen tilmelder sig i jobcenteret. Til § 2, stk. 3 A-kassen skal blandt andet informere medlemmet om: 1) Kontaktforløbet med jobcenteret, kontakten med a-kassen og anden aktør og hvad det som minimum indebærer. 2) Henvisningen til job, herunder jobsamtaler, som et vigtigt redskab i hele kontaktforløbet. 3) Hvad en jobplan er, hvem der udarbejder den og hvordan. 4) De tilbud om aktivering, der kan gives, og minimumskravene for aktivering. 5) Mulighederne for 6 ugers selvvalgt uddannelse, jf. kapitel 8 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats samt mulighederne for under ledighed i øvrigt at deltage i uddannelse. Til § 2, stk. 5 A-kassen skal informere om, at medlemmet på første sygefraværsdag skal anmelde sygefraværet til a-kassen ved enten at foretage registrering af sygdom på ”Min Side” på Jobnet eller ved kontakt til jobcenteret eller a-kassen. A-kassen skal videre informere om, at hvis medlemmet anmelder sygefraværet senere end første sygefraværsdag, kan det få betydning for medlemmets ret til sygedagpenge fra kommunen. Det er kommunen, som træffer afgørelse om retten til sygedagpenge. A-kassen skal endvidere informere medlemmet om, at 1) medlemmet på baggrund af a-kassens indberetning af sygefraværet til kommunen via NemRefusion vil få tilsendt et underretningsbrev og en blanket til brug for anmodning om sygedagpenge, 2) medlemmet skal anmode om sygedagpenge hos kommunen ved at udfylde og sende blanketten til kommunen, 3) fristen for at anmode om sygedagpenge er 8 dage fra afsendelse af underretningsbrevet fra NemRefusion, og at fristen vil fremgå af underretningsbrevet, 4) hvis der trods medlemmets anmeldelse af sygefraværet til a-kassen ikke er sendt et underretningsbrev og blanket fra NemRefusion, skal medlemmet kontakte kommunen og anmode om sygedagpenge senest 3 uger efter første sygefraværsdag, og 5) hvis medlemmet anmoder om sygedagpenge efter fristen på 8 dage eller 3 uger, kan det få betydning for medlemmets ret til sygedagpenge fra kommunen. Det er kommunen, som træffer afgørelse om retten til sygedagpenge. Til § 3 A-kassen skal informere om konsekvenserne ved ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. A-kassen skal også informere om selvforskyldt ledighed og de sanktioner, medlemmet kan blive pålagt ved afslag, ophør og udeblivelse. A-kassen skal særskilt informere om, at der gælder de samme regler, hvis et medlem ikke vil medvirke til møder, aktiviteter og tilbud hos en anden aktør, som hos jobcenteret. Fx sanktioner ved afslag, udeblivelse eller ophør fra møder eller aktiviteter. A-kassen skal informere om, at medlemmet skal give besked om ændrede forhold, der kan få betydning for retten til dagpenge. Medlemmet skal fx give besked om sygdom og ferie efter reglerne herom. Til § 4 A-kassen skal give informationen til alle medlemmer, som a-kassen indplacerer i en (ny) dagpengeperiode, jf. bekendtgørelse om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode. A-kassen kan vælge at give den skriftlige information i elektronisk form. Hvis a-kassen vælger at vejlede elektronisk, skal a-kassen sikre sig, at medlemmet kan få vejledningen og dokumentation for, at vejledningen er givet. Til § 5 Forud for vejledningssamtalen For at sikre, at et medlem har en målrettet jobsøgning, skal a-kassen vejlede om, at jobsøgningen skal være realistisk og seriøs. Det skal også præciseres, at hvis den ledige har vanskeligt ved at finde tilstrækkeligt mange job inden for eget fagområde, skal den ledige udvide sin jobsøgning. A-kassen skal samtidig orientere medlemmet om, at pågældende til vejledningssamtalen skal medbringe kopi af eksempler på jobansøgninger med henblik på, at a-kassen kan rådgive om den bedst mulige udformning af ansøgninger. Hvis et medlem søger arbejde inden for områder, hvor der ikke søges skriftligt, skal medlemmet mundtligt kunne redegøre for sin jobsøgning. A-kassen fastlægger ud fra en individuel vurdering antallet af eksempler på jobansøgninger, som medlemmet skal medbringe til vejledningssamtalen. Til § 7 Pligten til at bistå egne medlemmer med digital tilmelding og afmelding samt med at lægge et medlems CV ind i Jobnet fremgår af kapitel 6 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. A-kassen afgør selv, hvordan den vil yde bistand til det enkelte medlem. Hvis et medlem har behov for særlig bistand eller anmoder herom, skal a-kassen yde denne særlige bistand. Hvis et medlem tilmelder sig jobcenteret i a-kassen, har a-kassen pligt til at informere om, at medlemmet skal lægge sit CV ind i Jobnet hurtigst muligt og senest 3 uger efter tilmelding i jobcenteret. A-kassen har også pligt til at informere om, at jobcenteret og a-kassen yder den fornødne hjælp til, at medlemmet kan bruge de digitale selvbetjeningsværktøjer og lægge sit CV ind i Jobnet. Kapitel 2 Samtaler Til § 8 A-kassen har den første kontakt med alle ledige medlemmer, der er tilmeldt i jobcenteret. A-kassen skal derfor, når et medlem bliver ledigt, holde en CV-samtale med medlemmet inden 3 uger efter tilmeldingen. A-kassen skal under denne samtale bl.a. vejlede om, at medlemmet har pligt til hurtigst muligt og senest inden 3 uger at oprette et fyldestgørende og korrekt CV om tidligere beskæftigelse, uddannelse, kvalifikationer og øvrige forhold, der har betydning for at styrke den enkeltes jobmuligheder. A-kassen skal også vejlede om, at medlemmet skal angive mindst et beskæftigelsesmål inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft. Under samtalen skal det aftales, hvordan den lediges jobsøgning kan understøttes. Medlemmet skal vejledes om pligten til at se på nye job og svare på henvendelser fra arbejdsgivere i Jobnet. Samtalen skal også bruges til at afklare den lediges kompetencer og fremtidige jobmuligheder, herunder afklare eventuelle behov for karriereskift og bredere jobsøgning. Medlemmet skal også informeres om, at CV`et løbende skal ajourføres med oplysninger, der er relevante til brug for jobcenterets henvisning til job, og at oplysningerne skal gøres tilgængelige for a-kassen og jobcenteret. Til § 9, stk. 1 A-kassen skal sikre sig, at den ledige har gjort sig bekendt med den information, der er givet efter §§ 2 og 3. I det omfang medlemmet ikke er bekendt med vejledningen, skal a-kassen vejlede om rettigheder og pligter. Til § 9, stk. 2 Krav til jobsøgning A-kassen skal vejlede den ledige om, at pågældende skal søge job inden for et passende antal fagområder og stillingsbetegnelser, som pågældende kan varetage, og hvor der er behov for arbejdskraft. Som grundlag for a-kassens vurdering af jobmulighederne på det relevante arbejdsmarked kan a-kassen bruge Arbejdsmarkedsbalancen og andre relevante værktøjer, fx jobbanker samt a-kassens kendskab til det lokale eller regionale arbejdsmarked. Med baggrund i a-kassens viden om det relevante arbejdsmarked kan a-kassen herudover pege på konkrete arbejdsgivere, som den ledige kan søge arbejde hos. Den ledige skal ved samtalen i a-kassen inddrages i afklaringen af hvilke forventninger, der er til jobsøgning i perioden frem til rådighedssamtalen i a-kassen. Målet er, at den ledige guides hen på jobområder, hvor der er behov for arbejdskraft, ligesom den ledige bliver præsenteret for krav om og muligheder for at udvide sit søgeområde. Gennemgang af jobansøgninger A-kassen gennemgår under samtalen de ansøgninger, den ledige har medbragt i kopi med henblik på konkret vejledning om eller afklaring af den lediges fortsatte arbejdssøgning. Vejledningen kan således både handle om, hvordan pågældende bedst muligt præsenterer sine kvalifikationer over for en kommende arbejdsgiver og om, at det afhænger af fagområde og hvilken jobsøgningsmåde, der er bedst. Fx om arbejdssøgningen skal foregå på baggrund af stillingsopslag eller ved uopfordrede ansøgninger, samt om ansøgningen skal være skriftlig eller ske ved personlig henvendelse. Der kan opstå situationer, hvor den ledige ikke har mulighed for at medbringe kopi af jobansøgninger. Fx fordi den ledige er indkaldt til vejledningssamtalen umiddelbart efter ledighedens indtræden. I disse tilfælde skal a-kassen ved vejledningssamtalen rådgive den ledige om, hvordan den ledige bedst søger arbejde. A-kassen skal oplyse den ledige om, at der ved den følgende rådighedssamtale i a-kassen skal medbringes kopi af et nærmere angivet antal jobansøgninger, som skal danne grundlag for en vurdering af, om den ledige søger seriøst og realistisk. Hvis den ledige søger arbejde inden for områder, hvor der ikke søges skriftligt, skal pågældende orienteres om, at pågældende i stedet for skal kunne redegøre mundtligt for jobsøgningen. A-kassen fastlægger ud fra en individuel vurdering antallet af jobansøgninger, den ledige skal medbringe til rådighedssamtalen. Antallet af jobansøgninger, som den ledige anmodes om at medbringe, skal afspejle den lediges situation på det aktuelle tidspunkt – fx kan antallet af fagområder, som den ledige skal søge job inden for, og kvaliteten af den lediges jobansøgninger indgå i vurderingen. Plan for jobsøgning Samtalen udmøntes i en skriftlig plan for jobsøgning, således at den ledige bliver klar over inden for hvilke fagområder, der primært skal søges arbejde. Det skal også fremgå inden for hvilket geografisk område, der skal søges arbejde. Den ledige skal søge det arbejde, pågældende kan varetage inden for de udpegede områder. Planen skal sikre, at den ledige forstår hvilke krav, der stilles til den aktive jobsøgning, således at den ledige ikke senere i forbindelse med rådighedsvurderingen møder krav, som pågældende ikke var bekendt med. Det skal fremgå af planen, at formålet med jobsøgningen er, at den ledige hurtigst muligt kommer i ordinær beskæftigelse. Plan for jobsøgning skal derfor fastlægge: 1) Den lediges kompetencer og kvalifikationer samt ønsker til job. 2) De fagområder, herunder stillingsbetegnelser, inden for hvilke den ledige primært skal søge arbejde. 3) Inden for hvilket geografisk område, pågældende skal søge. 4) Hvor den ledige kan finde de job, som skal søges. 5) At arbejdssøgningen skal være realistisk og seriøs. 6) At den ledige skal søge det arbejde, pågældende kan varetage inden for de udpegede områder. 7) Andre relevante forhold (fx oplysninger om arbejdsgivere, der aktuelt mangler arbejdskraft, oplysninger om pålagt jobsøgning og konkrete forslag til at få den ledige hurtigst muligt tilbage på arbejdsmarkedet). 8) Hvor mange jobansøgninger, den ledige skal medbringe kopi af til den efterfølgende rådighedssamtale. Den skriftlige »plan for jobsøgning« udleveres til den ledige i forbindelse med samtalen eller sendes umiddelbart efter mødet. A-kassen skal informere om, at den ledige ved den følgende rådighedssamtale med udgangspunkt i planen skal kunne redegøre for sin jobsøgning, herunder oplyse om hvilke job, der er søgt med angivelse af stillingsbetegnelse for de søgte job. Til § 9, stk. 3 A-kassen skal vejlede om, at hvis medlemmet bliver henvist til et job uden at få det, bliver medlemmet omfattet af et systematisk henvisningsforløb. Der skal også vejledes om konsekvenserne, hvis medlemmet ikke har fået job efter 3 måneder. Til § 9, stk. 4 A-kassen skal vejlede om, at medlemmet skal være til rådighed for arbejdsmarkedet, når medlemmet har fået et tilbud på under 4 uger eller en jobplan, medmindre jobcenteret har fraveget pligten til arbejdssøgning og pligten til at tage imod henvist arbejde. Der skal samtidig vejledes om, at reglerne om sanktion ved afslag på og ophør i tilbud fortsat gælder, selv om der ikke er udarbejdet en jobplan. Til § 10 Et medlem kan være forhindret i at komme til samtalen i a-kassen på grund af fx arbejde på dagen. A-kassen skal i så fald notere, at samtalen ikke kunne holdes på det fastlagte tidspunkt, og at der hurtigst muligt skal indkaldes til en ny samtale. Til § 12, stk. 2 og 3 A-kassen har pligt til at vurdere, om den lediges jobsøgning kan forbedres. I givet fald skal a-kassen gennem dialog vejlede den ledige om, hvordan jobsøgningen kan forbedres. Som afslutning på rådighedssamtalen skal a-kassen revidere planen for jobsøgning, der på ny skal udleveres eller sendes til den ledige. A-kassen skal ud fra en individuel vurdering pålægge den ledige at medbringe kopi af et nærmere angivet antal jobansøgninger ved den følgende rådighedssamtale – hvis den ledige ikke har søgt skriftligt, skal pågældende forberedes på, at pågældende skal kunne redegøre mundtligt for jobsøgningen. Antallet af jobansøgninger, som den ledige anmodes om at medbringe, skal afspejle den lediges situation på det aktuelle tidspunkt – fx kan ledighedens længde, antallet af fagområder, som den ledige skal søge arbejde inden for, samt kvaliteten af den lediges jobansøgninger, indgå i vurderingen. A-kassen skal oplyse om, at den følgende rådighedsvurdering – for så vidt angår vurderingen af den lediges jobsøgning – vil tage udgangspunkt i planen for jobsøgning og de medbragte jobansøgninger. Kapitel 3 Konkret vejledningspligt Kapitlet i bekendtgørelsen omfatter situationer, hvor der er et særligt behov for vejledning af et medlem. Vejledningen skal i visse tilfælde gives i god tid, før en begivenhed indtræder, fx at retten til en ydelse udløber. Hvis ikke andet er fastsat betyder »i god tid«, at vejledningen skal gives senest 3 måneder, før begivenheden indtræder. Til § 13 A-kassen skal vejlede om, at medlemmet efter sammenlagt 13 ugers ledighed har ret og pligt til tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. A-kassen skal vejlede om, at målet for jobcenterets indsats er, at unge uden uddannelse skal tage uddannelse på ordinære vilkår, og at unge, der ikke har forudsætninger for at gennemføre en uddannelse, skal have en indsats, der så vidt muligt leder dem på vejen mod en uddannelse. I den forbindelse skal der vejledes om dagpengeret og sanktioner, hvis medlemmet, der har fået et pålæg om uddannelse, ikke medvirker, følger op på, udebliver, afslår eller ophører i uddannelsen uden en gyldig grund. Til § 15 A-kassen kan opfylde sin informationspligt ved at fremsende en frigørelsesattest til medlemmet, hvor bl.a. 5-ugers fristen for at indsende attesten fremgår. Der henvises i øvrigt til bekendtgørelse om rådighed. Til § 17 Hvis a-kassen får oplyst, at et medlem vil flytte til et land uden for EØS, skal a-kassen vejlede om, at medlemmet kan bevare medlemskabet af a-kassen under opholdet i udlandet. A-kassen skal endvidere vejlede om betingelserne for, at arbejde i udlandet kan indgå ved opgørelsen af beskæftigelseskravet i § 53 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Hvis et medlem oplyser, at medlemmet rejser til et andet EØS-land, skal a-kassen vejlede om, at udmeldelse af a-kassen først bør ske, når medlemmet har fået et arbejde og er omfattet af arbejdsløshedsforsikringen i det andet EØS-land. A-kassen skal vejlede medlemmet om 1) muligheder for at blive genoptaget i a-kassen og få ret til ydelser, 2) frister for ansøgning om genoptagelse og deraf følgende medregning af arbejds- og forsikringsperioder fra det andet EØS-land, 3) betingelser for medregning af arbejds- og forsikringsperioder i forhold til retten til efterløn. A-kassen skal også vejlede medlemmet om muligheden for at bevare medlemskabet af den danske a-kasse, hvis 1) medlemmet er udsendt af en dansk arbejdsgiver, eller 2) medlemmet ikke kan blive omfattet af arbejdsløshedsforsikringen i det andet EØS-land. A-kassen skal endelig vejlede om frister for ansøgning om genoptagelse i a-kassen, hvis medlemmet skifter arbejde i det andet EØS-land og ophører med at være arbejdsløshedsforsikret. Hvis et medlem ønsker at søge arbejde i et andet EØS-land, skal a-kassen vejlede om muligheden for at få dagpenge i op til 3 måneder i det andet EØS-land. Medlemmet skal vejledes om, at al relevant dokumentation skal gemmes. Der henvises til bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde mv. inden for EØS og i det øvrige udland og vejledning til a-kasserne om arbejdsløshedsydelser mv. EF-forordning om koordinering af sociale sikringsordninger nr. 883/2004. Hvis et medlem oplyser, at medlemmet rejser til Færøerne, skal a-kassen vejlede om, at udmeldelse først bør ske, når medlemmet har fået arbejde og er omfattet af arbejdsløshedsforsikringen på Færøerne. Medlemmet skal vejledes om 1) muligheder for at blive genoptaget i a-kassen og få ret til ydelser, 2) frister for ansøgning om genoptagelse og deraf følgende medregning af arbejds- og forsikringsperioder fra Færøerne, og 3) betingelser for medregning af arbejds- og forsikringsperioder i forhold til retten til efterløn. Medlemmet skal også vejledes om muligheden for at bevare medlemskabet af den danske a-kasse, hvis medlemmet 1) skal arbejde på Færøerne og arbejdet ikke forventes at overstige et halvt år, 2) arbejder eller opholder sig på Færøerne uden at have ret til at blive arbejdsløshedsforsikret der, og 3) arbejder som selvstændig erhvervsdrivende i væsentligt omfang på Færøerne. Medlemmet skal vejledes om, at al relevant dokumentation skal gemmes. Der henvises til bekendtgørelse om medlems- og dagpengeret efter arbejde eller ophold på Færøerne. Til § 23 Andre ydelser fra en a-kasse kan fx være efterløn. Til § 27 A-kassen skal vejlede medlemmet om, at det er en betingelse for at opnå ret til efterløn efter § 75 i loven, at medlemmet ikke har mulighed for at opnå ret til efterløn efter § 74 a i loven. Det betyder, at medlemmet skal afskære sig fra muligheden for at opfylde betingelsen om uafbrudt bidragsbetaling efter den 1. januar 2008 ved at lave et afbrud i bidragsperioden - af kortere eller længere varighed. Tilmelding til efterlønsordningen efter § 75 i loven skal ske senest på medlemmets 47-års-dag. A-kassen skal også vejlede om betydningen af bidragsbetalingens længde i forhold til efterlønnens størrelse. Til § 28 Der henvises til bekendtgørelse om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse med tilhørende vejledning. Til § 28, stk. 2 Ønsker et medlem at melde sig ud af a-kassen, fordi a-kassen har truffet en bebyrdende afgørelse, skal a-kassen særligt vejlede medlemmet om, hvilken betydning en udmeldelse vil få for en senere ret til ydelser. A-kassen skal herunder vejlede medlemmet om, hvad udmeldelsen kan betyde, hvis en afgørelse eventuelt senere måtte blive ændret af Arbejdsskadestyrelsen (CKA), Arbejdsmarkedsstyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Til § 28, stk. 4 Lov om fleksydelse administreres af kommunerne. Det er derfor som udgangspunkt kommunerne, der vejleder om rettigheder og pligter efter denne lov. Mange personer, der bliver visiteret til et fleksjob, vil kun få ret til fleksydelse, hvis der er betalt efterlønsbidrag uafbrudt frem til det tidspunkt, hvor tilmeldingen til fleksydelsesordningen får virkning, dvs. den 1. i måneden efter visitationen til fleksjob. A-kassen skal derfor vejlede om, at det kan have konsekvenser for retten til fleksydelse at få efterlønsbidrag tilbagebetalt. Til § 29, stk. 1 Når a-kassen træffer en afgørelse om, at et medlem ikke har ret til ydelser, fx på grund af en pålagt sanktion, skal a-kassen vejlede medlemmet om, at det er en betingelse for ret til efterbetaling, hvis a-kassens afgørelse bliver ændret af Arbejdsskadestyrelsen (CKA), Arbejdsmarkedsstyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at medlemmet har betalt medlemsbidrag og været tilmeldt i jobcenteret (eventuelt tilmeldt uden ydelse) og til rådighed for arbejdsmarkedet i den periode efterbetalingen vedrører. Kapitel 4 Øvrige bestemmelser Til § 31 Et medlem skal bl.a. oplyse om arbejdssøgning, kontakten til jobcenteret og andre aktører under kontaktforløbet, herunder om deltagelse i tilbud mv., der skal bidrage til en hurtig tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Et medlem skal også oplyse, om medlemmet har lagt sit CV ind i Jobnet, herunder om CV’et er lagt ind inden for fristen. Medlemmet skal endelig oplyse om ønsker for fremtidig beskæftigelse, kurser eller uddannelse. Til § 32 A-kassen skal notere, hvad et medlem er informeret og vejledt om under møder og samtaler i a-kassen. Det skal bl.a. noteres, hvordan vejledningen forud for vejledningssamtalen er gennemført, og a-kassen har også pligt til at notere indholdet af vejledningen, jf. § 5, nr. 3, i bekendtgørelsen. For så vidt angår vejledningssamtalen, jf. § 9, stk. 1 og 2, skal a-kassen notere alle oplysninger, der kan have betydning for vejledningen af den ledige, herunder de oplysninger, som den ledige selv giver. A-kassen skal notere, hvad den ledige er blevet informeret og vejledt om, herunder om planen for jobsøgning. A-kassen skal desuden notere de oplysninger, som et medlem i øvrigt har givet under møder og samtaler i a-kassen om 1) arbejdssøgning, 2) deltagelse i kontaktforløb, herunder deltagelse i jobsøgningskurser og andre kurser, og 3) ønsker for fremtidig beskæftigelse, kurser eller uddannelse. Har et medlem deltaget i et kursus, skal a-kassen notere, hvilket kursus medlemmet har gennemført og hvornår, medmindre kurset er blevet lagt ind i medlemmets CV i forbindelse med en ajourføring af medlemmets kvalifikationer. Hvis et medlem giver oplysninger i a-kassen, som kan give anledning til tvivl om medlemmets ret til ydelser eller øvrige rettigheder inden for a-kassens sagsområder, skal a-kassen notere disse. Der skal herefter ske en opfølgning bl.a. i form af vejledning til medlemmet, hvis medlemmet har særligt behov herfor. Ved møder eller samtaler om et medlems rådighed for arbejdsmarkedet, skal a-kassen notere det ned, der fremgår af bekendtgørelse om rådighed med tilhørende vejledning. A-kassen skal endelig notere, om et medlem har fulgt en jobplan. Til § 33 A-kassen skal informere jobcenteret om de oplysninger, som et medlem har givet til a-kassen. Oplysningerne gives umiddelbart efter, at medlemmet har været til møde eller samtale i a-kassen. Til § 34 A-kassen kan fx opbevare oplysninger og informationer elektronisk i sit edb-system eller opbevare kopi af notaterne. Opbevaring kan også ske ved notering på medlemmets sag. Til § 35 Bestemmelsen informerer om, hvilke konsekvenser det kan få, hvis en a-kasse ikke kan dokumentere, at der er givet information og vejledning til et medlem. Hvis en a-kasse ikke har opfyldt sin pligt til at vejlede mv., er et medlem som hovedregel henvist til at anlægge civilt søgsmål mod a-kassen med påstand om erstatning af det tab, fx af ydelser, som medlemmet måtte have lidt. Kapitel 5 Til § 36 Denne vejledning erstatter vejledning nr. 15 af 19. februar 2007.

Versioner

  1. 2012-04-27 · til 2015-05-27