Skrivelse om regler for reeksamination på hf (Til rektorerne for samtlige HF-kurser)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1975/22013@1975-08-21/da
Indhold
Til rektorerne for samtlige HF-kurser.
I fortsættelse af direktoratets skrivelse af 17. juni 1975 (j.nr. 11-00-01/75), (Regelsamling nr. 01-02), hvori det i forbindelse med HF-bekendtgørelse af 24. april 1974, § 11, stk. 3, blev meddelt, at det er en betingelse for ret til omgængereksamen i matematik fællesfag i førstkommende sygeeksamenstermin, at den studerende har opnået karakteren 00 eller 03 som den samlede karakter i faget, skal direktoratet herved meddele følgende:
1) HF-studerende ved et ordinært 2-årigt HF-kursus, der opfylder ovenstående betingelse for adgang til omgængereksamen i førstkommende sygeeksamenstermin, kan i matematik fællesfag nøjes med at indstille sig til omgængereksamen enten i den mundtlige eller den skriftlige prøve. Eks. En studerende, der har fået 00 i skriftlig matematik og 6 i mundtlig matematik ved eksamen ved udgangen af 1. HF, kan nøjes med at gå om i den skriftlige prøve.
2) Hvis en studerende vælger at gå om i såvel den skriftlige som den mundtlige prøve i matematik fællesfag, kan den studerende kombinere karakterer opnået ved den ordinære eksamen og omgængereksamen. Eks. En studerende, som har fået 00 i skriftlige matematik og 6 i mundtlig matematik ved den ordinære eksamen ved udgangen af 1. HF, som derefter indstiller sig til omgængereksamen i såvel den skriftlige som den mundtlige prøve førstkommende sygeeksamenstermin, og som ved omgængereksamen får 6 i skriftlig matematik og oo i mundtlig matematik, kan vælge af få sit 6 i mundtlig matematik fra den ordinære eksamen og sit 6 i skriftlig matematik fra omgængereksamen i eksamensprotokollen og på eksamensbeviset som særkarakterer i faget.
3) Selvom en studerende vælger kun at indstille sig til omgængereksamen i f.eks. den skriftlige prøve i matematik fællesfag, betragtes en sådan omgængereksamen som 1 af de 3 gange, som en studerende kan indstille sig til eksamen i samme fag (jvf. HF-bekendtgørelse af 24. april 1974, § 11, stk. 2).
4) I analogi med ovenstående punkter vil tilsvarende regler om omgængereksamen være gældende for studerende, der efter HF-bekendtgørelse af 24. april 1974, § 11, stk. 4 og 5, og første gang i sygeeksamensterminen august/september 1976, indstiller sig til omgængereksamen i følgende fag: biologi tilvalgsfag, matematik fællesfag, engelsk fællesfag, tysk tilvalgsfag, idræt tilvalgsfag og fysik tilvalgsfag. Med hensyn til formning tilvalgsfag betyder disse regler, at kursusstuderende kan vælge at indstille sig til omgængereksamen i den mundtlige prøve, mens den praktiske prøve med bedømmelsen af de i kursusperioden udførte formningsarbejder ikke kan gøres om. Selvstuderende i formning tilvalgsfag kan vælge at indstille sig til omgængereksamen i enten den praktiske prøve eller den mundtlige prøve eller i begge prøver.
5) Direktoratet fremhæver, at bestemmelserne m.h.t. sygeeksamensterminen august/september 1975 udelukkende omfatter matematik fællesfag for de kursusstuderende, der i følge HF-bekendtgørelse af 24. april 1974, § 11, stk. 3, har ret til at indstille sig til omgængereksamen i faget.
6) Kurser, der har tilmeldt studerende til omgængereksamen i såvel den skriftlige som den mundtlige prøve i matematik fællesfag (jvf. punkt 5) skal ikke sende meddelelse til direktoratet, hvis nogle af de tilmeldte studerende i følge de ovenstående bestemmelser skulle ønske at framelde sig den ene af de to prøver. Man skal blot anmode rektor om at orientere censorerne om et eventuelt revideret antal eksaminander ved den mundtlige prøve.
P.D.V.
Jørgen Olsen
undervisningsinspektør