Kirkegårde. Gravsteder. Brugsret
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1978/12040@1978-05-08/da
Indhold
Kirkeministeriets skrivelse af 8. maj 1978 til N.N.
Med henvisning til Deres og Deres søster fru O.O.'s skrivelse af 25. januar 1978 vedrørende brugsretten til gravsted litra L, nr. 94 og 95 på A kirkegård, hvori Deres moder fru P.P. og R.R. er begravet henholdsvis den 11. december 1973 og den 6. juni 1977, skal man meddele, at da udgifterne ved erhvervelse af gravstedet ifølge det oplyste i sin tid er afholdt af Deres moders bo og hendes samlever, ovennævnte R.R., med halvdelen hver, havde De og Deres søster indtil R.R.'s død i 1977 brugsretten til gravstedet sammen med ham, og ved hans død - ved hvilken han efter det for ministeriet oplyste efterlod sig 2 børn af et tidligere ægteskab - er hans andel i brugsretten gået i arv til hans børn, således at brugsretten nu tilkommer Dem og Deres søster sammen med R.R.'s børn. Derimod har R.R.'s efterlevende ægtefælle fru S.S., med hvem han efter Deres moders død indgik ægteskab, ikke andel i brugsretten, og det er i så henseende uden betydning, at gravfæstebrevet er udstedt til hende. Derimod har hun ret til til sin tid at blive begravet i gravstedet, såfremt pladsforholdene tillader det.
Væsentlige dispositioner over gravstedet såsom flytning af lig og urner, anbringelse, ændring eller fjernelse af mindesmærker og ændring af gravstedets anlægsplan kræver enighed mellem de brugsberettigede. Under forudsætning af en sådan enighed vil gravstedet - med kirkegårdsbestyrelsens samtykke - kunne deles, således at brugsretten til den gravplads, hvori R.R. er begravet, overdrages til fru S.S. i eventuelt fællesskab med R.R.'s børn, medens De og Deres søster bevarer brugsretten til den gravplads, hvori Deres moder er begravet.
Efter den anledning Deres skrivelse dertil giver, bemærkes endelig, at der ikke kan forventes meddelt tilladelse til, at liget af Deres moder opgraves og brændes, og at urnen derefter nedsættes i et andet gravsted.