Gelex

Statsskattedirektoratets revisionsmeddelelse vedr. Fly-registeroplysninger

OphævetVersion 1981-04-15fra 1981-04-15 til 1996-01-26
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1981/18264@1981-04-15/da

Indhold
  1. Indledning

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Krav til flyejeren

2.1. Registrering

2.2. Flycertifikat

2.3. Logbog

2.4. Luftdygtighedsbevis

3. Omkostninger ved at anskaffe/holde fly

3.1. Køb

3.1.1. Finansiering

3.2. Driftsomkostninger

4. Den skattemæssige behandling af fly

4.1. Afskrivninger

4.1.1. Erhvervsmæssig benyttelse

4.1.2. Blandet driftsmiddel

4.1.3. Forskudsafskrivning/investeringsfradrag

4.2. Privat benyttelse

4.2.1. Værdiansættelse af privat benyttelse

5. Indhentning af yderligere oplysninger

1. Indledning Statsskattedirektoratet har fremskaffet oplysninger om ejerforhold til motordrevne luftfartøjer fra luftfartsvæsenets register over danske luftfartøjer (nationalitetsregistret). Oplysningerne er udsendt til amtsskatteinspektoraterne samt til Københavns og Frederiksberg kommuner. Oplysninger om fly der ejes af: SAS, DDL, MAERSK AIR, STERLING AIRWAYS, SPIES-CONAIR og GREENLAND AIR CHARTER A/S er ikke medtaget. Et på oplysningerne angivet (+) betyder, at der er registreret flere ejere.

2. Krav til flyejeren

2.1. Registrering Ved køb af fly til anvendelse fra danske lufthavne har ejeren pligt til at lade dette registrere i nationalitetsregistret over luftfartøjer. Registrering sker på grundlag af skriftlig ansøgning, som skal indeholde de fornødne oplysninger om, at anmelderen er ejer, hans erhvervelse af luftfartøjet, herunder om det er købt på afbetaling, byggeår m.v. (bekendtgørelse nr. 381 af 10. juni 1969 af lov om luftfart). Rettigheder over luftfartøjer, som er indført i nationalitetsregistret, skal registreres for at opnå beskyttelse over for aftaler om luftfartøjet og mod retsforfølgning. Registrering sker i et rettighedsregister, der føres af Københavns byret (lov nr. 135 af 31. marts 1960 om registrering af rettigheder over luftfartøjer).

2.2. Flycertifikat For at føre en flyvemaskine kræves et flycertifikat. Erhvervelse af et A-certifikat koster p.t. omkring 25.000 kr. Et A-certifikat giver ret til flyvning om dagen i klart vejr. Certifikatholderen skal kunne dokumentere min. 10 timers flyvning om året. Udgift til erhvervelse af certifikat er normalt ikke fradragsberettiget ved indkomstopgørelen.

2.3. Logbog Ved benyttelse af flyet kræves ført en logbog. Logbogen følger flyet og indeholder oplysninger om bl.a. startsted og -tid samt ankomststed og -tid.

2.4. Luftdygtighedsbevis Ved flyets indregistrering udstedes et luftdygtighedsbevis af luftfartsmyndighederne. Dette bevis skal fornyes hvert år.

3. Omkostninger ved at anskaffe/holde fly

3.1. Køb Prisen på et i Danmark almindeligt benyttet 1-motors 4-personers fly af standardmodel vil variere efter flyets størrelse m.v., men normalt ligge i området 150 - 500.000 kr.

3.1.1. Finansiering Normalt finansieres køb af fly på samme måde som køb af bil. Der erlægges en udbetaling på min. 20% af købesummen, og resten lånes af sælger over normalt 5 år til en rente på (p.t.) mellem 18 og 20% p.a.

3.2. Driftsomkostninger Nedenfor er angivet et eksempel på driftsomkostninger for et fly til ca. 300.000 kr. Hovedreparation skal foretages for hver 2.000 flyvetimer. En hovedreparation koster p.t. ca. 40.000 kr. For hver 50 flyvetimer foretages et periodisk eftersyn. Prisen for et sådant er p.t. ca. 2.000 kr. Udgift til hovedreparation og eftersyn kan i tilfælde af erhvervsmæssig benyttelse fradrages ved indkomstopgørelsen under forudsætning af, at flyet ikke bringes i væsentlig bedre stand end ved erhvervelsen.

Til ovennævnte udgifter skal lægges finansieringsudgifter ved flykøbet. Variable omkostninger: pr. flytime Brændstof 100 kr. Vedligeholdelse og periodiske eftersyn 25 kr. Reservedele 20 kr. Henlæggelse til hovedeftersyn 20 kr. ------ 165 kr. ------ Faste omkostninger: Kaskoforsikring 3,6% 10.800 kr. Ansvarsforsikring 900 kr. Luftdygtighedsbevis 1.000 kr. Hangarleje, varierer mellem 400 kr. og 900 kr. pr. måned 6.000 kr. ---------- 18.700 kr. ----------

4. Den skattemæssige behandling af fly

4.1. Afskrivninger

4.1.1. Erhvervsmæssig benyttelse Anvendes et fly udelukkende til benyttelse i erhvervsmæssigt øjemed, kan det afskrives efter afskrivningslovens afsnit I, og driftsudgifter kan fradrages ved indkomstopgørelsen. Der henvises i øvrigt til vestre landsrets dom af 14. maj 1980, som er omtalt i Ligningsinstruktionen for 1980 (4.27).

4.1.2. Blandet driftsmiddel Et fly, der anvendes både erhvervsmæssigt og privat, afskrives efter afskrivningslovens afsnit II (LSR 1971.137). Kriteriet for, om et driftsmiddel henhører til de udelukkende erhvervsmæssigt anvendte eller til de blandede driftsmidler, er alene den brug, ejeren gør af driftsmidlet. Overladelse af et fly til slægtninges private brug sidestilles med egen privat benyttelse (LSR 1971.137). Et fly tilhørende en kommis blev anset som et rent driftsmiddel, da flyet havde været udlejet hele indkomståret, og da klageren ved sin begrænsede benyttelse af flyet havde betalt leje på lige fod med andre lejere (LSR 1975.59). Se også LSR 1970.56. Afskrivning kan foretages med indtil 30% af anskaffelsessummen, dog højst af 65.000 kr. (afskrivningslovens § 8, stk. 2).

4.1.3. Forskudsafskrivning/investeringsfradrag Der kan foretages forskudsafskrivning på indgåede kontrakter om levering af flyvemaskiner, der er omfattet af afskrivningslovens afsnit I. Reglerne om midlertidigt investeringsfradrag finder ikke anvendelse på anskaffelsessummen for blandede driftsmidler.

4.2. Privat benyttelse Anvendes et fly udelukkende til private formål, kan der ikke foretages afskrivninger m.v. med virkning for indkomstopgørelsen. Et fly medtages i formueopgørelsen til værdien i handel og vandel. I almindelighed accepteres 15% nedskrivning på anskaffelsessummen.

4.2.1. Værdiansættelse af privat benyttelse Ifølge Ligningsvejledningen 1980, punkt S.C. 1.2.5.2., er en hovedaktionær skattepligtig af værdien af privat benyttelse af fly, der stilles til rådighed af selskabet. Værdiansættelsen sker efter samme regler som for f.eks. biler og lystbåde. Fsv. angår fly, kan f.eks. den "normale" leje pr. time for fly anvendes som grundlag, idet der dog må tages hensyn til, om den pågældende selv betaler brændststof m.v.

5. Indhentning af yderligere oplysninger I de danske lufthavne noteres oplysninger om start og landing, dato og luftfartøjets type og reg.nr. samt passagerer. De skattelignende myndigheder vil kunne indhente disse oplysninger under henvisning til skattekontrollovens § 8D.

Hans Westerberg

J. Sandgren

Versioner

  1. 1981-04-15 · til 1996-01-26