Vejledning om aflønning af klienter og om kalkulationer på værkstedsinstitutioner, som drives efter bistandslovens § 91
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1981/19011@1981-10-05/da
Indhold
1.
Indledning.
1.1.
Aflønning af klienter.
Efter bistandslovens § 95 fastsætter amtsrådet efter retningslinier udarbejdet af socialministeren regler om blandt andet beregning og udbetaling af arbejdsvederlag under beskæftigelse på værkstedsinstitutioner. De nærmere retningslinier herom findes i socialministeriets cirkulære af 18. marts 1976 om institutioner under amtskommunerne samt i socialministeriets cirkulære af 29. juni 1979 om institutioner under amtskommunerne for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.
Personer, der er beskæftiget på en værkstedsinstitution med henblik på erhvervsmæssig optræning, uddannelse, arbejdsprøvning eller omskoling (revalideringsklinikker og optræningsværksteder), modtager enten en ydelse fra det sociale udvalg i deres opholdskommune beregnet efter bistandslovens kontanthjælpsregler eller et arbejdsvederlag fra institutionen - i almindelighed mindstelønnen inden for vedkommende fagområde, normalt svarende til den aftalte mindsteløn på store overenskomstområder, pr. 1. marts 1981 kr. 38,90 pr. time.
Personer, der henvises til beskæftigelse på beskyttede værksteder, aflønnes såvidt muligt i forhold til deres arbejdsindsats, idet dog timeløn vil kunne anvendes efter en vurdering i det enkelte tilfælde. Der er ikke i cirkulærerne givet retningslinier om, hvorledes en indsatsafhængig aflønning på beskyttede værksteder kan/bør beregnes.
En undersøgelse på revalideringsklinikker og optræningsværksteder har vist, at der på disse institutioner ikke er væsentlige problemer med beregning af arbejdsvederlag, og at der ikke forekommer uligheder i beregningen fra den ene værkstedsinstitution til den anden. For de beskyttede værksteders vedkommende har det derimod vist sig, at der findes overordentlige store forskelle i beregningsmetoderne.
Da sådanne forskelle i beregning af klientaflønning er utilfredsstillende, såvel på værksteder inden for samme amtsråds ansvarsområde, som på landsplan, har socialstyrelsen derfor udarbejdet et forslag til aflønning af klienter, som vil kunne anvendes på samtlige beskyttede værksteder, der drives i henhold til bistandslovens § 91, jfr. neden for under pkt. 2.
1.2.
Kalkulationer.
Efter reglen i bistandslovens § 91, stk. 2, sidste punktum, må værkstedsinstitutioner ikke påføre andre virksomheder ubillig konkurrence. Dette gælder såvel i forhold til andre værkstedsinstitutioner, som drives efter § 91, som over for virksomheder i det private erhvervsliv.
Et redskab, som blandt andet kan sikre, at der ikke finder ubillig konkurrence sted, er, at der anvendes samme regler for kalkulation på alle værkstedsinstitutioner.
Der har tidligere kun været udarbejdet et kalkulationssystem for de værkstedsinstitutioner, som indtil 1. januar 1980 henhørte under Statens Åndssvageforsorg. For de øvrige værkstedsinstitutioner, som drives med hjemmel i bistandslovens § 91, er der aldrig blevet udarbejdet noget kalkulationssystem.
Teknologisk Institut i København har derfor efter anmodning fra socialstyrelsen udarbejdet et kalkulationssystem, som vil kunne anvendes af samtlige § 91-værksteder. Det for de tidligere værksteder inden for åndssvageforsorgen gældende kalkulationssystem må herefter betragtes som bortfaldet.
1.3.
Sammenhængen mellem aflønning og kalkulation.
Nedenfor er under pkt. 2 og 3 nærmere redegjort for henholdsvis aflønning af klienter og kalkulationer, og man skal som indledning hertil fremhæve den stærke sammenhæng, der er mellem disse to områder.
Hensynet til ikke at påføre den enkelte værkstedsinstitution merudgifter er i videst muligt omfang tilgodeset i det nu udarbejdede kalkulationssystem. Den arbejdsløn, som ville være blevet udbetalt på det åbne arbejdsmarked, indgår i kalkulationen, og derved sikres, at den foreslåede lønberegningsform generelt set ikke vil medføre merudgifter i forhold til de nu anvendte aflønningsformer.
2.
Aflønning af klienter på beskyttede værksteder.
Som nævnt i indledningen har en foretagen undersøgelse vist, at der ikke foreligger særlige problemer omkring aflønning på revalideringsklinikker og optræningsinstitutioner, men at der derimod findes væsentlige forskelligheder i lønberegningsmetoderne på de beskyttede værksteder. Aflønningen på disse værkstedsinstitutioner strækker sig fra helt skønsmæssigt fastsatte timelønninger og en akkordløn svarende til halvdelen af salgsprisen til et kompliceret job-merit-vurderingssystem, hvor lønnen er afhængig af arbejdets sværhedsgrad og en række momenter, som arbejdspræstation, arbejdskvalitet, punktlighed m.v.
Ved afvejelsen af den mest hensigtsmæssige aflønningsform på beskyttede værkstedsinstitutioner kan problemet i første række afgrænses efter klientelets art:
1. Meget lidt produktive klienter.
2. Ikke-pensionister.
3. Pensionister.
2.1.
Meget lidt produktive klienter.
Regler om aflønning af denne klientkategori er fastsat i pkt. 26, stk. 2, sidste pkt., i socialministeriets cirkulære af 29. juni 1979, efter hvilken arbejdere, der på grund af deres handicap kun kan yde en indsats, som afkaster en meget beskeden indtjening til virksomheden, kan aflønnes med en arbejdsdusør på mindst 5% af den aftalte mindsteløn på store overenskomstområder, pr. 1. marts 1981 kr. 38,90 pr. time.
Socialstyrelsen finder det rimeligt, at der ikke fastsættes noget minimumskrav med hensyn til den kvantitative produktionsevne hos dette klientel. Hvis en beskyttet beskæftigelse ud fra en samlet vurdering af kientens situation er det bedst mulige tilbud, og hvis den pågældende har mulighed for at tilpasse sig forholdende på et beskyttet værksted, og i øvrigt fungerer på en tilfredsstillende måde i produktionsforløbet, bør den pågældende kunne optages på et sådant værksted, selv om produktionsevnen er beskeden.
Man skal dog påpege, at denne klientgruppe i mange tilfælde vil være bedre placeret i en dagcentergruppe, hvor der er bedre mulighed for at fastholde og udvikle klienternes almene færdigheder.
2.2.
Ikke-pensionister.
En del af de beskyttede værksteder under den tidligere særforsorg får henvist et mindre antal klienter til optræning. Disse klienter modtager efter reglen i socialministeriets cirkulære af 29. juni 1979, pkt. 25, enten arbejdsvederlag efter regler, der gælder for optræningsinstitutioner, eller kontanthjælp efter bistandslovens kapitel 9.
Beskyttede værkstedsinstitutioner får endvidere henvist et antal klienter, som ikke opfylder betingelserne for at førtidspension eller invalidepension, men som af fysiske eler psykiske årsager m.v. ikke er i stand til at opnå eller fastholde normal beskæftigelse i det private erhvervsliv. Til denne gruppe klienter, som under den beskyttede værkstedsinstitutions særlige forhold vil kunne yde en arbejdsindsats, der svarer til det normale, bør der ydes en løn svarende til den aftalte mindsteløn på store overenskomstområder, pr. 1. marts 1981 kr. 38,90 pr. time. Det forudsættes, at de pågældende, hvis manglende sociale tilpasningsevne gør dem uegnede til aflønning med tidløn, overføres til en indsatsbestemt aflønning efter de nedenfor under pkt. 2.3. omtalte regler.
Endelig må nævnes, at en klient, som under optræning har ophold på en døgninstitution for børn og unge eller en døgninstitution for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, i stedet for ydelse fra opholdskommunen efter bistandslovens kap. 9 eller arbejdsløn oppebærer et beløb til pesonlige fornødenheder og andre ydelser i overensstemmelse med reglerne i socialministeriets cirkulære af 29. juni 1979, pkt. 50 og pkt. 69-70.
2.3.
Pensionister.
Klienter beskæftiget på beskyttede værksteder forudsættes som hovedregel at blive aflønnet efter arbejdsindsats (akkordløn), jfr. pkt. 83 i socialministeriets cirkulære af 18. marts 1976 og pkt. 26 i socialministeriets cirkulære af 29. juni 1979. Ved beregning af lønnen må udgangspunktet tages i den aftalte mindsteløn på store overenskomstområder, pr. 1. marts 1981 kr. 38,90 pr. time.
En del værkstedsinstitutioner tager udgangspunkt i ungarbejderlønningerne ved beregning af klientlønningerne. Ungarbejderlønnen anvendes i industrien til arbejdere under 18 år og bør i almindelighed ikke anvendes ved beskyttede værksteder, hvor der kun beskæftiges voksne. Undtagelse kan dog gøres, når arbejdet er af en sådan beskaffenhed, at det tilsvarende arbejde på det åbne arbejdsmarked vederlægges med ungarbejderløn.
2.3.1.
Beregning af arbejdsløn.
Langt de fleste arbejdsopgaver vil kunne underkastes et tidsstudie, jfr. også bemærkningerne herom under pkt. 3, kalkulationer.
I tidsstudiet indregnes et tillæg på 15% til personlig og teknisk spildtid, således at man herudfra kan fastsætte et styktal pr. time, som ville indgå i lønberegningen på en virksomhed i det åbne arbejdsmarked med en maskinpark som det beskyttede værksteds.
På grundlag af den aftalte mindsteløn på store overenskomstområder, pr. 1. marts 1981 kr. 38,90 pr. time, og den ved hjælp af tidsstudiet udregnede styktid, beregnes herefter akkordlønnen for den omhandlede arbejdsopgave således:
timeløn/styktal pr. time = akkordløn
Som nævnt i indledningen vil det forhold, at den arbejdsløn, som ville være blevet udbetalt på det åbne arbejdsmarked, indgår i produktets pris, betyde, at denne aflønningsform ikke generelt set vil medføre merudgifter.
I nogle tilfælde kan akkordløn ikke anvendes, for eksempel ved lagerarbejde, kantinearbejde eller lignende, ligesom der i socialministeriets tidligere nævnte cirkulære af 29. juni 1979, pkt. 26, i virksomheder, der udelukkende eller væsentligst beskæftiger personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, kan udbetales timeløn i videre omfang. Hvor det skønnes rimeligt at udbetale tidløn, bør der af værkstedslederen i samarbejde med en værkstedsassistent foretages en vurdering af klientens arbejdsindsats set i forhold til en normal arbejdsindsats, og lønnen bør også i disse tilfælde beregnes ud fra den aftalte mindsteløn på store overenskomstområder, pr. 1. marts 1981 kr. 38,90 pr. time. I sådanne tilfælde bør lønvurderinger tages op til revision mindst 2 gange om året eller ved ændringer af arbejdsopgaven.
3.
Kalkulationer.
Formålet med indførelse af et fælles kalkulationssystem på værkstedsinstitutioner er hovedsagelig at opnå en ensartet prisfastsættelse på de produkter, der fremstilles på værkstederne og at undgå klager over ubillig konkurrence.
Da der er et stærkt behov for, at der såvel ved den tidligere åndssvageforsorgs værksteder, som ved værkstederne i revalideringssektoren, anvendes samme kalkulationssystem, har socialstyrelsen ladet udarbejde et fælles kalkulations- og prisfastsættelsessystem for værkstedsinstitutionerne.
3.1.
Kalkulationssystemet.
En anvisning i brug af kalkulationssystemet med de 4 skemaer, hvoraf systemet består, samt et eksempel på et udfyldt sæt skemaer er vedlagt som bilag.
Som det vil fremgå er kalkulationen sammensat af følgende elementer:
1.
Materialeudgifter (heri indkluderes spild, brok, værdiforringelse af specialværktøjer og emballage).
2.
Arbejdsløn. Arbejdslønnen baseres på tidsstudier, der udmøntes i tidsvurderingsskemaet. På grundlag af det centi-minutforbrug, som fremgår af tidsvurderingsskemaet, og det styktal, kalkulationen omfatter, fremkommer minutforbruget, der påføres kalkulationsskemaet. Dette minutforbrug ganges med minutfaktoren, hvorved man når frem til arbejdslønnen i hele ører.
Minutfaktoren har hidtil mindst været baseret på lønningerne på arbejdsmarkedet, som de fremgår af Dansk Arbejdsgiverforenings Lønstatistikker, men vil for fremtiden skulle beregnes af værkstedsinstitutionerne mindst efter den aftalte mindsteløn på store overenskomstområdet, pr. 1. marts 1981 kr. 38,90 pr. time.
Til det på tidsvurderingsskemaet beregnede rene tidsforbrug lægges en tillægstid, der omfatter personlig spildtid, samt øvrig uproduktiv tid. Tillægstiden fastsættes for tiden til 15%.
Ved kalkulation af lønudgiften skal der tillige indberegnes de lønafhængige omkostninger, som feriegodtgørelse, søgnehelligdagsbetaling, sygeløn, ATP og arbejdsskadeforsikring udgør.
De samlede lønafhængige omkostninger fastsættes for tiden til 23%.
3.2.
Dækningsbidrag.
Et tredie element i kalkulationen er det dækningsbidrag, der
fastsættes på grundlag af værkstedets dækningsgrad, det vil sige den del af vareprisen, som skal dække værkstedets generelle omkostninger.
Der vil kun kunne fastsættes rent vejledende satser for dækningsgradens størrelse, idet det i vidt omfang vil afhænge af det enkelte værksteds produktionsform, hvor stor en dækningsgrad produktionen kan og bør bære.
I tilfælde. hvor kunden selv leverer materialer til produktionen, vil der efter det udarbejdede kalkulationssystem ikke indgå materialeudgifter i beregning af dækningsgraden. Dækningsbidraget vil derfor udelukkende blive beregnet på grundlag af arbejdsløn + de lønafhængige omkostninger.
I tilfælde, hvor materialer indkøbes af værkstedet selv som led i produktionen, og hvor materialeudgiften udgør en ikke ubetydelig del af varens pris, vil det ofte være rimeligt, at dækningsbidraget udelukkende beregnes af arbejdsløn + de lønafhængige omkostninger, idet varen ellers ikke vil kunne leveres til konkurrencedygtig pris. Det kan i sådanne tilfælde være nødvendigt at anvende en højere dækningsgrad ved beregningen, jfr. neden for under pkt. 3.3, hvor det udtrykkeligt er anført, at der er tale om minimumssatser.
Det må ved beregningen i disse tilfælde tages i betragtning, at værkstedet ved indkøb af materialer vil kunne have behov for at få godtgjort rentetab, svind, udgifter til lagerplads m.m.
Det bemærkes, at Teknologisk Institut i forbindelse med udarbejdelse af systemet har undersøgt dækningsgrader for private virksomheder af nogenlunde tilsvarende art som § 91-værkstederne og har fundet frem til følgende dækningsgrader (minimumssatser):
Lønsystuer 25 - 30% Mindre tekstilfremstilling 30 - 40% Mindre metalforarbejdning 35 - 40% Mindre træindustri 20 - 30% Møbelfremstilling 25 - 35% Montage 20 - 30%
3.3.
Minimumssystem.
Det skal understreges, at kalkulationssystemet er et minimumssystem, som skal følges således, at kalkulationerne gerne må være udregnet med større faktorer og dækningsgrader, end de her anførte.
3.4.
Vedligeholdelse af kalkulationssystemet.
Da der i kalkulationssystemet indgår en række variable satser, vil socialstyrelsen løbende følge systemet, således at der med jævne mellemrum vil blive taget stilling til, hvorvidt den enkelte procentsats bør revideres.
Et begrænset antal skemaer vedr. systemet kan rekvireres hos socialstyrelsen.
Underskrift 1
Socialstyrelsen, den 5. oktober 1981 N. Raaschou-Nielsen /Birthe Juul