Vejledning for privatister ved studentereksamen
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1981/22017@1981-03-27/da
Indhold
I henhold til bekendtgørelse af 3.januar 1972 om studenterkurser og om studentereksamen for privatister, senest ændret ved bekendtgørelse af 10. oktober 1979 gives der mulighed for at aflægge studentereksamen som privatist.
a) Privatister indstilles til eksamen af de lærere, der har undervist dem i de forskellige fag. Undervisningen skal for hvert fags vedkommende have været regelmæssig og have strakt sig over mindst hele det sidste skoleår - for eksaminander der tidligere har været indstillet til eksamen, de sidste 6 måneder - inden eksamen.
b) Der skal i samme eksamenstermin aflægges prøve i samtlige eksamensfag, hørende til den pågældende linie og gren (med enkelte afvigelser hvad angår engelsk/tysk på den klassisk-sproglige gren samt engelsk/tysk og latin på den samfundssproglige gren - se ovennævnte bekendtgørelses § 14 og § 17).
c) Eksamensopgivelserne er hele det i henhold til bekendtgørelsen læste pensum, jvf. dog de efterfølgende regler for de enkelte fag. Eksamensopgivelserne skal godkendes af direktoratet inden privatisten kan indmeldes til eksamen og skal indsendes på særlige blanketter i 3 eksemplarer til direktoratet inden 1. februar.
d) På alle eksamensopgivelsesskemaerne anføres navn, adresse, cpr.nr. og eventuelt telefonnummer.
e) Der skal vælges prøveform i fagene fransk og historie og prøveformen skal klart fremgå af eksamensopgivelserne.
f) Privatisten vil inden eksamens afholdelse få returneret det ene eksemplar af eksamensopgivelserne med meddelelse om hvorvidt disse kan godkendes.
g) Indmeldelse til eksamen indsendes inden 20. marts på særlig blanket til direktoratet med de indstillende læreres (dimisorers) påtegning.
h) Der gives ikke årskarakterer. Eksamensresultatet er gennemsnittet af eksamenskaraktererne, udregnet efter de regler, der gælder for studentereksamen ved gymnasieskolerne.
i) Eksamen afholdes på en af direktoratet bestemt institution. Privatisten vil herfra få meddelelse om tidspunkter for eksamens afholdelse.
j) Eksamensbedømmelsen foretages for hvert fag af to censorer. Eksaminationen ved mundtlige prøver foretages af en af censorerne. Privatisten må selv medbringe bøger, kilder duplikerede noter m.v. til eksaminationen, da man ikke kan påregne, at censorerne medbringer materialer til de enkelte privatisters pensum. Der skal ved hver eksamination medbringes personnummerbevis.
P.d.v.
Henrik Andreasen
adjunkt
DANSK
Efter bekendtgørelsen af 16. juni 1971 stilles der krav om tekstlæsning inden for bestemte perioder, områder, genrer og typer. Kravene kan opfyldes på forskellige måder; der foreligger ikke en normeret beskrivelse af fuldt pensum, men det kan nævnes, at i den tidligere bekendtgørelse for faget var tekstlæsningens omfang følgende: I løbet af de tre gymnasieår skulle læses mindst 8 større værker og 350-400 sider mindre tekster.
Der skal være en vis bredde i tekstlæsningen, f.eks. skal mange forskellige teksttyper være gennemgået, ligesom bekendtgørelsen rummer krav om fordeling på perioder.
Et indtryk af mulighederne kan man få gennem ideer og forslag i »Vejledning og retningslinier for undervisningen i gymnasiet« § 4 (Direktoratet for gymnasieskolerne og højere forberedelseseksamen, 1971).
På pensaindberetningsskemaet skal anføres de tekster, der er læst, svarende til bekendtgørelsens krav på fagets forskellige områder.
Ved mundtlig eksamen prøves eksaminanden efter en forberedelsestid på 30 minutter i en ulæst tekst. Teksterne skal ifølge bekendtgørelsen svare til de områder, der er arbejdet med.
Angående eksamen henvises iøvrigt til »Vejledning vedrørende praktiske forhold ved afholdelsen af studentereksamen«, der udsendes af direktoratet for gymnasieskolerne og højere forberedelseseksamen.
ENGELSK
Den sproglige linies nysproglige gren:
Intensivt læses ialt ca. 275 normalsider, hovedsagelig af sproglig sværere art, omfattende:
1) Et rimeligt varieret udvalg af skønlitteratur (novelle, drama, roman.
2) Ikke-skønlitterære tekster, ca. 50 normalsider, belysende almentkulturelle forhold i engelsktalende lande.
3) Et udvalg af poesi, ca. 35 normalsider.
4) Enten et skuespil af Shakespeare, hvoraf det intensivt læste skal udgøre ca. 40 normalsider,
eller ca. 40 normalsider ræsonnerende tekster af kulturbeskrivende art, fortrinsvis fra det 20. århundrede.
Ingen enkelt tekst må indgå med mere end 50 normalsider, og indenfor hver enkelt genre skal der være mindst to forskellige tekster.
Ekstensivt læses mindst 500 normalsider, fortrinsvis af nyere dato, repræsenterende forskellige genrer.
Der prøves til eksamen kun i det intensivt læste.
Den sproglige linies musiksproglige og samfundsfaglige grene :
Intensivt læses ca. 225 sider prosa af forskellig sværhedsgrad, omfattende:
1) Et rimeligt varieret udvalg af skønlitteratur (novelle, drama, roman).
2) Ikke-skønlitterære tekster, 40-60 sider, belysende almenkulturelle forhold i engelsktalende lande. Heri kan indgå læsestof af specielt faglig art. Enkelte digte kan indgå i læsningen.
Ingen enkelt tekst må indgå med mere end 50 normalsider, og indenfor hver enkelt genre skal der være mindst to forskellige tekster.
Ekstensivt læses mindst 350 sider, fortrinsvis af nyere dato, repræsenterende forskellige genrer.
Den matematiske linie :
Intensivt læses mindst 150 sider, repræsenterende forskellige genrer (novelle, drama, roman), samt ikke-skønlitterære tekster (lettere essayistisk eller journalistisk stof).
Ekstensivt læses mindst 250 sider, fortrinsvis af nyere dato, repræsenterende forskellige genrer.
Der opgives til eksamen ca. 200 sider fordelt på det intensivt og det ekstensivt læste.
Ingen enkelt tekst må indgå med mere end 50 normalsider.
TYSK
For alle, som indstilles til studentereksamen med fuldt pensum, såvel privatister som elever, der går til eksamen på særlige vilkår, gælder følgende:
På den sproglige linies nysproglige, musiksproglige og samfundssproglige grene skal det til eksamen opgivne pensum opfylde kravene i bekendtgørelsens § I B og i overensstemmelse hermed omfatte mindst 300 og højst 450 sider. Der kan heri ikke indgå stof, som er læst i 1. gymnasieklasse.
På den matematiske linie skal det til eksamen opgivne pensum opfylde kravene i bekendtgørelsens § 6 II og i overensstemmelse hermed omfatte mindst 150 og højst 225 sider.
FRANSK
Prøveform a : Der skal være læst 325 normalsider. Prøven foregår på grundlag af ekstemporaltekster.
Prøveform b : Elever på særlige vilkår opgiver 180 normalsider af det pensum, der er læst i de to sidste gymnasieklasser.
Privatister opgiver det læste pensum (325 normalsider).
RUSSISK
Der skal være læst 125 normalsider.
Eksamen for privatister og elever på særlige vilkår foregår på grundlag af ekstemporaltekster.
KLASSISKE FAG
For elever der går til eksamen på særlige vilkår og privatister i latin, græsk og oldtidskundskab er læsepensum lig eksamenspensum.
HISTORIE
Pensumskemaet skal indeholde en nøje angivelse af pensums indhold. Hver periode eller område skal anføres med en betegnelse, der tydeligt viser dets indhold og tidsafgrænsning. For hvert afsnit skal de læste bøger eller bogafsnit angives med forfatter, bogtitel, udgivelsesår og de læste sider. Det samme gælder de til pensum hørende kilder, der anføres under de afsnit, hvor de hører hjemme.
På pensumskemaet anføres den ønskede eksamensform.
a) Der gives eet eksamensspørgsmål i det opgivne stof. Eksaminationstiden er ca. 20 minutter. Der gives forberedelsestid på mindst 40 minutter, hvori eksaminanden må benytte alle hjælpemidler, herunder egne notater.
b) Der gives to spørgsmål i det opgivne stof. Eksaminationstiden er ca. 20 minutter. Der gives en forberedelsestid på mindst 20 minutter, hvori eksaminanden må benytte de opgivne kilder samt atlas og årstalsliste.
Vedrørende pensums omfang gælder følgende:
A) Eksaminander, der har fulgt undervisningen på en skole eller et kursus skal som pensum have det læste pensum i den klasse, som de har gået i (dog kun i et omfang svarende til det nedenfor under B anførte).
B) Privatister, der ikke har fulgt undervisningen på en skole eller et kursus, skal have et pensum, der mindst har følgende omfang:
Historie :
Tiden før ca. 1930:
Tre perioder af et omfang som f.eks. Grækenland i oldtiden, verdenshistorie 1660-1789, Danmarks historie 800-1241, Danmarks historie 1848-1901. Mindst een periode skal ligge før 1500 og mindst een, højst to i Nordens historie. En af perioderne kan erstattes med et emne (som f.eks. renæssancen, den industrielle revolution, den russiske revolution).
Der skal til de tre afsnit læses tilsammen mindst 60 sider kildetekster, hvoraf højst 1/4 kan erstattes med billeder.
Til de tre afsnit må man regne med, at der skal læses grundbogsstof i et omfang af ca. 150 sider.
Tiden efter ca. 1930:
Ca. 25 års verdens og Nordens historie. En mindre del af dette stof kan være emner, men mindst 15 års almindelig historie må høre til pensum.
Til dette læses mindst 60 sider kildetekster.
Man må påregne, at der til tiden efter ca. 1930 skal læses grundbogsstof i et omfang af mindst 225 sider, i de fleste tilfælde noget mere.
Som grundbøger eller fremstillinger kan i hovedsagen benyttes de i gymnasiet almindeligt anvendte bøger, men enhver egnet fremstilling kan bruges. De læste værker skal ikke være videnskabelige fremstillinger (dele af sådanne kan dog i visse tilfælde benyttes), men må på den anden side heller ikke være forenklede populære fremstillinger, der i kvalitet ligger under seriøse artikler i presse og tidsskrifter.
Samfundskundskab .
Fem områder udvalgt efter fordelingsreglerne i bekendtgørelsen af 16. juni 1971 om undervisningen i gymnasiet m.v., afsnittet om undervisningen i samfundskundskab i § 12.
Til disse områder må der læses de relevante afsnit i de ved gymnasierne anvendte bøger i samfundskundskab eller samfundsfag. Andre egnede fremstillinger kan også benyttes, men ellers må der gælde de samme bemærkninger, som anført ovenfor vedrørende fremstillinger i historie. Den samlede mængde fremstillings- eller grundbogsstof skal mindst omfatte 150 sider.
SAMFUNDSFAG
Eksamen på særlige vilkår .
Fuldt pensum til mundtlig eksamen omfatter:
1) Pensum for det hold den pågældende elev/studerende har fulgt, dvs. såvel lærebogsstof, tekst og tabelmateriale som holdets speciale efter de regler, der gælder for holdet.
2) Ud over det under punkt 1 anførte, skal der yderligere opgives mellem 450-550 sider. Disse opgivelser kan være såvel lærebogsstof som tekst og tabelmateriale. Opgivelserne skal ske med en rimelig vægtning af de fire hovedområder: sociologi, økonomi, politologi og international politik.
Skriftlig eksamen foregår efter de samme regler, der gælder for holdet iøvrigt. Hvad angår pensum henvises til skrivelse fra direktoratet af 5. juli 1978 (regelsamling 02-13), om de obligatoriske områder, der forudsættes bekendt ved skriftlig eksamen.
Privatister .
Fuldt pensum til mundtlig eksamen omfatter lærebogsstof, tekst- og tabelmateriale samt et speciale.
1. Af lærebogsstof skal opgives 800-900 sider med en rimelig vægtning af de fire hovedområder: sociologi, økonomi, politologi og international politik. Af sociologiske lærebøger kan f.eks. nævnes Ole Tonsgård: »Sociologi 1-2« (Gyldendal 1975 og 1978). I økonomi kan f.eks. nævnes Helge Nørgård: »Nationaløkonomi« (Gyldendal 1977), Peter Dencik og Peter Kongshøj Madsen: »Krise og krisepolitik« samt »Kriseteori« (begge Samfundsfagsnyts forlag, 1978), Peter Kuhlmann og Hans-Erik Lystrup Nielsen: »Arbejdsløshed - nu eller altid?» (Danmarks Radio 1979). I politologi kan bl.a. Erik Rasmussen: »Dansk politik« (Gyldendal 1975), og Jesper Due og Jørgen Steen Madsen: "Staten og de sociale klasser 2, Om statsteori' (Gyldendal 1978) indgå i opgivelserne. International politik beskrives bl.a. i Bjarne Frederiksen: "International politik' (Gyldendal 1977), Niels Amstrup: »Dansk udenrigspolitik« (Gyldendal 1975), Ivar Danø og Vagn Rhode: »De europæiske fællesskaber, beslutningsprocesser og integrationsteorier« (Forlaget Europa 1978), og Jens Erik Torp: »Økonomiske udviklingsteorier for udviklingslande« (Mellemfolkeligt samvirke 1976).
Ikke alle lærebøger kan klart henføres til eet af ovennævnte fire hovedområder, idet de er tværdisciplinære , dvs. de behandler emnerne på tværs af to eller flere hovedområder. Det skal derfor understreges, at opgivelserne gerne må indeholde lærebøger, der går på tværs af de fire hovedområder. Opgives en eller flere af sådanne lærebøger, kan det være med til at sikre en sammenhæng mellem to eller flere hovedområder. Det gælder f.eks. om følgende lærebøger: Joachim Israel: »Sociologisk grundbog I og II« (Gyldendal 1974 og 1975), Povl Markussen: »Sociologiske grundproblemer 1-5« (Gyldendal og samfundsnyts forlag 1978-1980), og Flemming Schmidt: »Økonomiske grundproblemer I« (Gyldendal 1978).
2. Med hensyn til tekst- og tabelmateriale opgives 80-120 sider, alt efter sværhedsgrad og lærebøgernes bredde.
Materiale hentes f.eks. fra forskellige statistiske puplikationer fra Danmarks Statistik (Statistisk 10-årsoversigt, Levekår i Danmark o.lign.) og fra forskningsinstitutter, f.eks. Socialforskningsinstituttet, fra bøger, tidsskrifter og aviser. Materialet skal således dels supplere lærebogsstoffet (f.eks. med henblik på at sikre, at forskellige teoretiske opfattelser dækkes, eller for at dække områder, der ikke dækkes i lærebøgerne), dels støtte fremstillingen i lærebøger og tekster i form at tidsrækker, vedtægter, traktater, lovstof m.v..
3. Specialet skal bygge på et trykt eller stencileret grundlag, som i forvejen skal godkendes af fagkonsulenterne, ligesom det skal stilles til rådighed for censor inden eksamen.
Specialet kan f.eks. bygge på een eller flere grundbøger (gerne i uddrag), der behandler et samfundsfagligt emne, samt tekst og tabelmateriale til belysning og supplering af grundbogsmaterialet. I alt skal der opgives mellem 100-150 sider (afhængig af sværhedsgrad).
I de følgende to eksempler på specialeopgivelser, er der ikke tale om egentlige grundbøger, men snarere om materialesamlinger:
Eksempel 1:
Titel: Dansk energipolitik (1978), ialt ca. 120 sider.
Meadows m.fl.: »Grænser for vækst?», 1972 s. 28-33. »Energiøkonomi og planlægning«, Handelsministeriets energioplysningsudvalg, bog 3, 1975, s. 23-28, 39 og 42-55.
»Om grænser for vækst«, NOAH's emneserie, nr. 3. Handelsministeriet: »Energi og vi«, 1975, Artikler med modsatte opfattelser af dansk energipolitik, af Bent Elbek og Niels I Meyer.
Bent Elbek: »Danmark i ligevægt år 2005«, Teknik og Miljø 10.10.74. »Sociale forandringer«, Open University 1973, s. 7-19.
I. Asimov: »Kan vi sætte fremskridtet i stå?», Det Bedste, april 1976, s. 33-36.
Johs. Glavind: »Haves: Politisk økonomi, Ønskes: Politisk økologi«, uddrag af artikel i Information 7.6.77.
»Operation indoktinering«, Uddrag af artikler i Information 19.10.74. AIM-undersøgelse om befolkningens holdning til A-kraft.
Maja Nauer: »Ja og nej til A-kraft i alle politiske partier«, Information 9.7.77.
Handelsministeriet: »Dansk energipolitik 1976«, s. 105-116.
»VS's energiplan«, Ny Politik, jan. 1977.
»Et valg mellem energiplaner«, Finanstidende 23.9.77.
Eksempel 2.
Titel: Danmark, EF og Den tredie Verden (1979), ialt ca. 140 sider.
Peter Dencik og Per Kongshøj Madsen »Krise og krisepolitik«, 1978 s. 35-55.
Dencik og Kongshøj: »Betalingsbalance, stukturproblemer og økonomisk politik«, forskningsrapport 1977.
Bjarne Frederiksen: »International politik«, 1977, s. 45-59.
Dan og Joachim Israel: »Oliekrisen og den nye økonomiske verdensorden«, 1977, s. 115-132.
»Internationale økonomiske udviklingstendenser«, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 1978.
Ivar Danø og Vagn Rhode: »De europæiske fællesskaber, beslutningsprocesser og integrationsteorier«, 1978, s. 32-77.
Pensum til skriftlig eksamen er angivet i skrivelse fra direktoratet af 5. juli 1978 (regelsamling 02-13) om de obligatoriske områder, der forudsættes bekendt ved skriftlig eksamen. De obligatoriske områder præciseres som følgende udvalgte punkter under de fire hovedområder:
Under sociologi: Den lille gruppes sociologi. Interaktion. Kommunikation og meningsdannelse.
Under økonomi: Det økonomiske kredsløb. Den økonomiske politik. Arbejdsmarkedet. Økonomiske teorier.
Under politologi: Det danske politiske system.
Under international politik: Danmarks udenrigspolitik, herunder EF. Samarbejde og konfrontation på det internationale plan, såvel indenfor som udenfor internationale organisationer. Forholdet mellem i- og u-lande.
Disse punkter kan naturligvis også indgå som en delmængde af pensum til mundtlig eksamen. Det faglige niveau er angivet ved de lærebøger, der omtales under pensum til mundtlig eksamen.
GEOGRAFI
Pensum kan vælges på så mange forskellige måder, at det ikke er muligt kort at give en beskrivelse af fuldt pensum. Dimissor må ved henvendelse til fagkonsulenten sikre sig, at der læses et pensum, der kan anses som tilstrækkeligt.
BIOLOGI
Pensum i biologi kan på alle sproglige og matematiske grene sammensættes på mange forskellige måder. Hvis man derfor ikke har og ikke vil komme til at følge undervisningen i biologi til studentereksamen og derfor ønsker at opgive et helt individuelt pensum, må man på et meget tidligt tidspunkt rådføre sig med en erfaren biologilærer eller fagkonsulenterne.
Følgende to afsnit henvender sig kun til elever/studerende, der tildeles ret til eksamen på særlige vilkår efter at have deltaget i biologiundervisningen i gymnasiet eller på et studenterkursus.
Sproglig linie og matematisk linie, matematisk-fysisk gren og matematisk-samfundsfaglig gren.
Det tilrådes at opgive det samme læsestof som det hold man har gået på, da holdets læsepensum består af det stof, man inden for bekendtgørelsens rammer har læst i løbet af året. Dette læsestof fremgår af holdets normale pensaindberetningsskema.
Det kan være umuligt at opgive enkelte rapporter/laboratoriejournaler over forsøg, øvelser eller undersøgelser, som holdet har udført. Det skal derfor præciseres over for elever/studerende, der tildeles ret til eksamen på særlige vilkår, at hun/han foruden læsestoffet også skal opgive et antal rapporter/laboratoriejournaler, der i omfang nogenlunde svarer til holdets.
Matematisk linie, naturfaglig gren .
Det tilrådes at opgive samme læsestof, som det holdet har læst gennem de to undervisningsår. Dette læsestof fremgår af holdets indberetningsskema. Det præciseres, at holdet kun opgiver ca. halvdelen af det læste stof.
Med hensyn til rapporter/laboratoriejournaler over udførte forsøg, øvelser eller undersøgelser, der skal opgives til eksamen, henvises til afsnittet for sproglig linie og matematisk linies ikke naturfaglige grene.
FYSIK
Matematisk linie, matematisk-fysisk gren :
De i bekendtgørelsen nævnte centrale områder fastlægges i forordet til »Kompendium i fysik«, Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere forberedelseseksamen, 2. udg. 1975. Herudover skal pensum indeholde tre valgfrie emner, svarende til et omfang på ca. 40 timer, samt 20 øvelser med rapporter.
Matematisk linie, matematisk-naturfaglig og matematisk-samfundsfaglig gren:
De i bekendtgørelsen nævnte centrale områder fastlægges i Cirkulæreskrivelse af 28. august 1973, j.nr. 10-31-03/72 i forbindelse med »Kompendium i fysik«, Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere forberedelseseksamen, 1975. Herudover skal pensum indeholde 20 øvelser med rapporter .
KEMI
Matematisk linie :
Pensum fremgår af bekendtgørelse og undervisningsvejledning.
Der gøres opmærksom på, at pensum foruden de teoretiske emner under 1) Almen kemi, 2) Uorganisk og organisk kemi, 3) Valgfrit stof, også omfatter det eksperimentelle stof.
MATEMATIK
Pensumkravet for privatister og for elever, der skal til eksamen på særlige vilkår, er det i bekendtgørelsen anførte pensum for den pågældende linie og gren.
Til eksamen opgives hele det ifølge bekendtgørelsen obligatoriske pensum, herunder på mF-grenen et valgfrit emne.
For elever, der skal til eksamen på særlige vilkår, bemærkes det, at omfanget af eksamensopgivelserne som hovedregel vil være et ca. dobbelt så stort sideantal, som det holdet iøvrigt opgiver.
MUSIK
Pensumkravene er de samme som for gymnasieelever (jvf. Undervisningsministeriets bekentgørelse nr. 186 af 1. april 1976). Af hensyn til udvælgelsen af ekstemporalopgaven i musikkundskab er det nødvendigt med en præcis angivelse af det opgivne stof, altså for hvert punkt komponist, værk, sats. Rubrikken »sang« skal foruden de 30 sange indeholde oplysning om den selvvalgte sangs titel, komponist og toneart. Eksaminationen omfatter de punkter der er beskrevet i bekendtgørelsen under afsnittet eksamen .