Gelex

Skrivelse om lønberegning for deltidsbeskæftigede lærere (Til rektorerne for de private seminarier)

OphævetVersion 1981-06-16fra 1981-06-16 til 2006-08-01
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1981/22037@1981-06-16/da

Indhold
  1. Indledning

Rigsrevisionen har efter gennemgang af lønregnskaber for seminarierne henledt undervisningsministeriets opmærksomhed på, at der tilsyneladende råder nogen usikkerhed med hensyn til lønberegningen for deltidsbeskæftigede lærere i tilfælde, hvor det samlede løntimetal, der er blevet tildelt en lærer i et undervisningsår, har været lavere end det, der tidligere var påregnet eller har været forudsat efter en for ansættelsesforholdet fastsat beskæftigelsesgrad. Det er i forbindelse hermed af rigsrevisionen konstateret, at der i nogle tilfælde er ydet løn efter et i sin tid påregnet eller forudsat højere timetal.

I denne anledning skal man anføre følgende:

1. Tjenestemandslønnede og overenskomstansatte seminarieadjunkter og -lektorer.

a. Der bør såvel i opslag af deltidsstillinger for sådanne lærere som i ansættelsesbrevet eller ansættelseskontrakten eller en til ansættelsesbrevet/ansættelseskontrakten knyttet følgeskrivelse angives en minimumsbeskæftigelse (timetal eller beskæftigelsesgrad) svarende til det løntimetal, som med sikkerhed vil kunne tillægges den pågældende. Er minimumsbeskæftigelsen angivet i følgeskrivelsen, men ikke i ansættelsesbrevet/ansættelseskontrakten, bør ansættelsesbrevet/ansættelseskontrakten dog være lydende på ansættelse med nedsat timetal.

Man skal fra undervisningsministeriets side ikke indvende noget imod, at der tillige gives oplysning om et forventet højere timetal, og at dette foreløbig danner grundlag for beregning og anvisning af løn (a conto løn), men der må i så fald tages forbehold om regulering for den del af lønnen, der overstiger lønnen for den fastsatte minimumsbeskæftigelse. Endelig lønregulering må ske ved afslutningen af undervisningsåret.

I tilfælde, hvor det løntimetal, der er tildelt eller fremtidig vil kunne tildeles en deltidsansat, måtte være lavere end det, som efter forudsætningerne for ansættelsesforholdet kan lægges til grund for lønberegningen, må det bestående ansættelsesforhold bringes til ophør under iagttagelse af det herfor gældende varsel, således at der i forbindelse med etablering af et nyt ansættelsesforhold og udfærdigelse af ansættelsesbrev/ansættelseskontrakt m.v. fastsættes en minimumsbeskæftigelse i overensstemmelse med ovenstående.

Giver spørgsmålet om de ansættelsesmæssige forudsætninger anledning til tvivl om grundlaget for lønberegningen, bør det hidtidige ansættelsesforhold ligeledes opsiges, således at der herigennem tilvejebringes den fornødne afklaring.

b. Ansøgning om nedsættelse af timetallet mod forholdsmæssig lønnedsættelse vil kunne imødekommes i den udstrækning, hvori det vil være foreneligt med de tjenstlige hensyn, herunder en rimelig timetalsfordeling, og en imødekommelse bør ved angivelse af en omtrentlig beskæftigelsesgrad eller på anden måde være betinget af muligheden for en regulering med henblik på sikring af den påkrævede overensstemmelse mellem løn og timetal. Der vil efter omstændighederne også for denne lærergruppe kunne være anledning til at fastsætte en minimumsbeskæftigelse. Knytter der sig usikkerhed til timetalsudviklingen på længere sigt, vil dette kunne tale for kun at bevilge nedsættelse af timetallet for en begrænset periode.

Såfremt der i tilfælde, hvor der allerede er bevilget timetalsnedsættelse, måtte være uoverensstemmelse mellem det tildelte timetal og den beskæftigelsesgrad, som ligger til grund for lønudbetalingen, bør overensstemmelse søges tilvejebragt i forståelse med den ansatte gennem ændring af timetalsnedsættelsen i op - eller nedadgående retning.

2. Timelærere.

a. Kvotalønnede. De pågældende lærere oppebærer efter undervisningsministeriets cirkulære af 28. september 1971 om aflønning af visse timelærere ved statsseminarierne en kvotadel af lønnen for tjenestemandsansatte seminarieadjunkter og -lektorer, og det forudsættes herved, at aflønning - efter varigheden af ansættelsesforholdet - sker på grundlag af timetallet i det enkelte undervisningsår eller semester. Man går ud fra, at den af rigsrevisionen påpegede usikkerhed ikke gør sig gældende for disse timelærere.

b. Timelønnede. Der ydes løn efter de af finansministeriet fastsatte regler om vederlæggelse m.v. af timelønnet undervisning, jfr. senest finansministeriets cirkulære af 10. januar 1980. Efter den som bilag til timelønscirkulæret medsendte standardansættelseskontrakt skal der gives oplysning om, hvor meget det samlede arbejdstimetal omtrentligt vil udgøre, medens betaling ydes på grundlag af det derefter opgjorte - højere eller lavere - timetal.

Må der imødeses et væsentligt lavere timetal end forventet ved ansættelsen, således at der ikke vil være rimelig overensstemmelse mellem det i ansættelseskontrakten angivne omtrentlige timetal og det faktiske timetal, vil der dog efter omstændighederne kunne blive tale om krav på betaling efter det timetal, der er angivet i ansættelseskontrakten. Ansættelsesforholdet må derfor i tilfælde af en sådan upåregnet nedgang i timetallet snarest opsiges, og et eventuelt nyt ansættelsesforhold indgås på grundlag af det ændrede timetalsskøn.

Drejer det sig om bortfald af enkelte timer, skal der ikke ydes betaling for disse timer, når de af seminariet aflyses med 1 uges varsel eller derover.

Såfremt der som følge af afhængighed af et tilstrækkeligt antal tilmeldinger eller af andre grunde knytter sig særlig usikkerhed til oprettelsen af hold i et fag, vil ansættelse kunne ske med forbehold om, at der oprettes hold i faget.

Man anmoder seminarierektorerne om, hvor det ikke allerede er tilfældet, at anvende den af finansministeriet udarbejdede standardansættelseskontrakt og gennem rettidig opsigelse eller aflysning eller ved et efter forholdene begrundet forbehold at sørge for, at der i videst muligt omfang bliver overensstemmelse mellem aflønningen og det faktiske timetal.

Særlige problemer bedes forelagt for undervisningsministeriet.

P.m.v.

e.b.

E. Paludan-Muller

Versioner

  1. 1981-06-16 · til 2006-08-01