Skrivelse om lønklassificering for det ved håndarbejdsseminarierne ansatte personale (Til samtlige håndarbejdsseminarier)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1981/22083@1981-12-30/da
Indhold
I tilslutning til den samtidig hermed udsendte skrivelse vedrørende cirkulære om tjenestetid for de ved håndarbejdsseminarierne fastansatte lærere og forstandere skal det herved meddeles, at finansministeriet har tiltrådt følgende lønklassificering for det ved seminarierne ansatte personale.
Lærerne vil med virkning fra 1. august 1979 (ved Skals håndarbejdsseminarium dog fra 1. februar 1980) være at indplacere i lønrammeforløbet 18/26/29, således at det ved institutioner med tilknyttet højskole- eller husholdningsskoleafdeling vil være afgørende for placeringen i disse lønrammer, at den pågældende har sin hovedbeskæftigelse ved seminariet. Det er herved normalt forudsat, at den pågældende mindst har halvdelen af fuldt timetal, incl. eventuelle timer ved husholdningsskolen eller højskoleafdelingen. Det er endvidere forudsat, at seminarielærere, der efter de hidtidige regler har været placeret i lønrammerne 16/31 bevarer denne placering for deres ansættelsestid ved seminariet. Man vil senere vende tilbage til spørgsmålet om oprettelse af stillinger i lønramme 16/31, alternativt overenskomststillinger med aflønning efter overenskomst med de respektive organisationer under Akademikernes Centralorganisation for seminarielærere, der (som hovedbeskæftigelse) underviser i et eller flere af fagene pædagogik, psykologi, undervisningslære, samfundskundskab samt kultur- og kunsthistorie.
Forstandere vil - med virkning fra samme tidspunkt som lærerne - være at indplacere i lønramme 34 med særligt tillæg, der pr. 1. april 1981 udgør 16.460 kr. i årligt grundbeløb.
Pedeller forudsættes klassificeret i lønramme 5. Forinden endelig stillingtagen til deres aflønning skal man udbede sig oplysning om pedellernes beskæftigelsesgrad og hidtidige aflønning.
Det administrative personale forudsættes aflønnet på grundlag af den mellem finansministeriet og HK indgåede overenskomst af 25. marts 1981.
Hvad endelig angår det timelønnede personale, skal det oplyses, at dette - med virkning fra 1. august 1981 - skal aflønnes efter timelønscirkulærets sats III eller IV, jfr. vedlagte eksemplar af det seneste cirkulære af 10. januar 1980 således, at sats III anvendes i fagene pædagogik, psykologi, undervisningslære, samfundskundskab samt kultur- og kunsthistorie, medens sats IV anvendes i andre fag. Der vil fremkomme nærmere meddelelse om anvendelsen af timelønssatserne i forbindelse med gennemførelsen af vejledningstimer, medvirken ved studieintroduktion m.v.
Med henblik på indplaceringen af seminarielærerne i lønrammeforløbet 18/26/29 - og i øvrigt i anledning af ovenstående - skal man anmode om, at der snarest og senest den 18. januar 1982 for hver enkelt ved seminariet ansat må blive udfyldt og indsendt et skema som vedlagte. Yderligere eksemplarer heraf kan rekvireres hos direktoratet for statens indkøb (tlf. (01) 114041).
Med hensyn til skemaernes udfyldelse skal der bl.a. henvises til drøftelserne på kurset på Zahles seminarium den 19. november og 20. november 1981.
Det bemærkes herved, at der til brug for indplaceringen skal gives oplysning om omfang af sådan forudgående virksomhed, som vil kunne medregnes i lønancienniteten med angivelse af ansættelsesperioder (til- og fratrædelsestidspunkt), ansættelsessted, beskæftigelsens art samt timetal (eller eventuel anden form for beskæftigelsesgrad) og aflønning (placering i lønramme eller lignende) inden for de enkelte ansættelsesperioder.
Eventuelle tvivlsspørgsmål vedrørende skemaernes udfyldelse m.v. kan rettes til ovenstående telefonnummer samt til fuldmægtig Jette Lou (01) 92 51 48 og overassistent Bente Munkberg (01) 92 51 47.
P.m.v.
e.b.
Kr. Lund-Andersen
fm.