Skrivelse om studievejlederens opgaver (Handelsskoler og tekniske skoler)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1981/22084@1981-04-01/da
Indhold
Studievejlederens opgaver
Efter forhandling med Handelsskolernes Lærerforening og Dansk Teknisk Lærerforening fastsættes følgende retningslinier for studie- og erhvervsvejledningen vedrørende handelsskolerne og de tekniske skoler.
Studie- og erhvervsvejledningen udøves under direkte ansvar over for skolens ledelse.
Vejledningen tilrettelægges som en samlet funktion på skolen.
Studievejlederens opgaver er først og fremmest følgende:
1.
a. deltagelse i orientering og vejledning af eleverne under hele uddannelsen, særlig i form af:
- orientering af eleverne om valgmuligheder inden for det valgte uddannelsesområde,
- vejledning af den enkelte elev i forbindelse med valg af uddannelsesretning, fagkombination, valgfrie fag m.v.,
- orientering om erhvervs- og videreuddannelsesmuligheder,
- formidling af hjælp til fremskaffelse af praktikpladser i samarbejde med arbejdsformidlingen,
- orientering om specialpædagogiske foranstaltninger,
- drøftelse af konsekvenser i tilfælde af afbrydelse af uddannelse, herunder orientering om andre uddannelsesmuligheder samt bistand med hensyn til at sætte eleven i forbindelse med andre uddannelsesinstitutioner, arbejdsformidling og evt. andre vejledere,
b. orientering om praktiske forhold, herunder:
- spørgsmål vedrørende befordringsgodtgørelse og uddannelsesstøtte, skattespørgsmål, boligforhold m.v. på grundlag af det af skolen m.fl. udarbejdede informationsmateriale,
c. bistand ved løsning af eventuelle personlige problemer, herunder i fornødent omfang henvisning til andre bistandsmuligheder.
d. vejledning af elever, der på grund af manglende pladskapacitet ikke kan optages, om andre uddannelsesmuligheder,
e. medvirken i løsning af skolens samarbejdsopgaver, herunder
- planlægning og gennemførelse af introduktionsarrangementer for optagne elever,
- orientering af kolleger om principperne for studievejledernes arbejde,
- samarbejde med faglærerne om vejledning af enkelte elever i forbindelse med ønskede eller valgte uddannelsesretninger.
Studievejlederens opgaver omfatter endvidere følgende:
2.
a. etablering og udbygning af kontakten til og samarbejde med andre skoleformer og offentlige myndigheders vejledningsfunktioner, herunder arbejdsformidlingen, socialforvaltningerne og kriminalforsorgen m.fl.,
b. medvirken i den udadvendte oplysningsvirksomhed over for mulige ansøgere og deres forældre, andre uddannelsesinstitutioner, især ved større, samlede informationsarrangementer for folkeskolens elever, samt for faglige organisationer, offentlige myndigheder m.v.,
c. tilvejebringelse af informationsmateriale til brug for vejledningsarbejdet og bistand til udarbejdelse af skolens informationsmateriale.
I udførelsen af ovennævnte opgaver er studievejlederen undergivet de sædvanlige regler om tavshedspligt, der gælder for lærere. Vejlederen bør i enhver henseende være opmærksom på det diskretionshensyn, der er forbundet med funktionen.
Vejledningsfunktionen bør ikke medføre administrative foranstaltninger, som ikke ønskes af eleven.
Skrivelse af 15. februar 1977, I-312 til handelsskoler og tekniske skoler og skrivelse af 1. august 1977, V-380, til de tekniske skoler om studievejlederens opgaver m.v. ophæves.
P.d.v.
Arne Højsteen
udd.kons.