Rundskrivelse vedrørende arbejdsmarkedsnævnets/arbejdsformidlingens samarbejde med oplysningsforbundene
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1981/3027@1981-03-02/da
Indhold
Arbejdsmarkedsnævnene.
Arbejdsformidlingskontorerne.
På foranledning af arbejdsministeriet fremsendes hermed kopi af arbejdsministerens mundtlige besvarelse i folketinget til folketingsmedlem Dyremose (KF) den 4. februar 1981, idet opmærksomheden henledes på det af arbejdsministerens afsluttende svar - jfr. spalte 5943 - fastslåede princip, hvorefter arbejdsmarkedsnævnet/arbejdsformidlingen er forpligtet til at behandle private organisationer, herunder oplysningsforbundene ens.
P.D.V.
Else Marie Kjerkegaard
kontorchef
Spm. nr. 531
4) Til arbejdsministeren af:
Dyremose (KF):
»Vil ministeren tage initiativ til at ændre den beslutning, der er truffet af arbejdsmarkedsnævnet i Frederiksborg amt, og som indebærer, at arbejdsformidlingen i det fremtidige arbejde med indvandrere og disses danskundervisning primært vil komme til at samarbejde med Arbejdernes Oplysningsforbund?»
Skriftlig begrundelse
Arbejdsformidlingen i Frederiksborg amt havde taget initiativ til, at samtlige oplysningsforbund i samarbejde skulle etablere undervisningsvirksomhed. Dette nægtede AOF, der beskrev sig selv om arbejderbevægelsens serviceorgan og hævdede, at man derfor burde have eneret på undervisningen af indvandrere.
Arbejdsmarkedsnævnet tog denne holdning til efterretning, således at arbejdsformidlingen vil kanalisere fremtidige kursister til AOF.
Dette indebærer, at andre organisationer, som i dag dækker 2/3 af voksenundervisningen i Frederiksborg amt, og som har erklæret sig i stand til at løse opgaven i samarbejde, reelt er udelukket fra at undervise indvandrere. Dette forekommer at være i strid med sædvanlig demokratisk praksis, hvorfor jeg håber, at ministeren vil tage initiativ til at omgøre beslutningen, således at oplysningsforbundene behandles ens.
Arbejdsministeren (Svend Auken):
Jeg er enig med spørgeren i, at AF, arbejdsformidlingen, som offentlig myndighed bør behandle private organisationer som oplysningsforbundene ens. Det samme standpunkt har været taget af arbejdsdirektoratet og arbejdsmarkedsnævnet i Frederiksborg amt. Arbejdsmarkedsnævnet i Frederiksborg amt har drøftet denne sag meget nøje og bl.a. søgt at få oplysningsforbundene og skolelederne for specialundervisning af voksne til at samarbejde om den for fremmedarbejderne så helt afgjort nødvendige danskundervisning.
Formålet må være, at AF kun får en samarbejdspartner i hvert af amtets 8 AF-underområder. Denne betingelse skulle nødvendigvis opfyldes, da det ressourcemæssigt er umuligt for arbejdsformidlingen at indgå i et tæt samarbejde med 68 forskellige skoleledere på amtsplan eller 3-5 forskellige oplysningsforbund i hvert af amtets 19 primærkommuner.
Arbejdernes Oplysningsforbund nægtede imidlertid at være med i samarbejdet under henvisning til, at AOF er et serviceorgan for de faglige organisationer, som indvandrerne står tilmeldt, og at alene AOF derfor skulle forestå den amtsdækkende undervisning. Dette synspunkt støttedes af lønmodtagergruppen i arbejdsmarkedsnævnet. Det samlede arbejdsmarkedsnævn måtte erkende, at det var umuligt for arbejdsformidlingen at indgå i et koordineret samarbejde med samtlige skoleledere og oplysningsforbund i hver primærkommune, som kunne komme i betragtning, og at arbejdsløshedskasserne i Frederiksborg amt via deres ret til støtteanvisning kunne sende deres ledige indvandrermedlemmer på AOFs kurser. Nævnet konkluderede derfor, at selv om det principielt ikke kunne favorisere et enkelt oplysningsforbund, måtte det tage til efterretning, at den helt overvejende del af kursisterne under alle omstændigheder af arbejdsløshedskasserne ville blive kanaliseret til AOF. Når disse forhold tages i betragtning, har arbejdsdirektoratet taget den beslutning, der er truffet af arbejdsmarkedsnævnet, til efterretning, og jeg er enig med arbejdsdirektoratet.
Dyremose.(KF):
Jeg takker ministeren for beskrivelsen af sagsforløbet, der er i overensstemmelse med den beskrivelse, jeg er bekendt med. Men jeg synes, ministeren viger uden om det principielle i sagen, for det normale ville jo være, at når en af en række mulige samarbejdspartnere nægter at gå ind i et samarbejde - og det var det, AOF gjorde - følger man det forslag, som de tre tilbageværende forbund, som i forvejen repræsenterer 2/3p;* sprogundervisningen i det pågældende amt, har stillet om at etablere dette samarbejde, som man oprindelig fra arbejdsformidlingen ønskede. Det vil altså sige, at ministeren er enig i, at bare AOF nægter, så skal vi tilsidesætte demokratiet, så skal vi lade de offentlige instanser henvise til AOF. Og sagen bliver endnu mere ubehagelig af, at det under proceduren i sagen er kommet frem, at AOF på et tidspunkt udtrykte overraskelse over, at der overhovedet var blevet indkaldt til det første stormøde, det møde, der var om samarbejdet, da AOF mente at have fået et forhåndstilsagn fra arbejdsformidlingen om, at AOF skulle tage sig af undervisningen i hele amtet. Derefter - baseret på, at man regnede med, at man havde et forhåndstilsagn - uddelte AOF en skrivelse, hvis essens var, at AOF ikke ville samarbejde med de andre. Som følge af dette hændelsesforløb accepterer ministeren altså, at det er de andre - som har fulgt spillets regler, og som har villet opføre sig ordentligt, fordi de gerne ville have del i denne undervisning - der er blevet tilsidesat, og man giver for offentlige midler AOF et monopol på undervisningen af indvandrerne. Man kan ikke andet end få den tanke, at det er, fordi fagbevægelsen som helhed ønsker, at stemmeretten, som nu skal anvendes af indvandrerne, i hvert fald skal bruges til at stemme socialdemokratisk, for det kan undervisningen også bruges til.
Arbejdsministeren (Svend Auken):
Jeg tror, hr. Dyremose har misforstået mit svar. Jeg startede med at sige, at jeg er enig med hr. Dyremose i, at arbejdsformidlingen som offentlig myndighed bør behandle private organisationer som oplysningsforbundene ens. Herom kan der ingen tvivl være, og jeg har aldrig nogen sinde - og det ligger der heller ikke i mit svar - villet give Arbejdernes Oplysningsforbund en monopolstilling. Men det, hr. Dyremose - hvis han vil prøve at genkalde sig sit eget spørgsmål - rent faktisk spørger om, er, om jeg vil tage initiativ til at ændre den beslutning, der er truffet af arbejdsmarkedsnævnet, altså en afgørelse truffet af arbejdsgivere, lønmodtagere, kommunale repræsentanter og repræsentanter for amtsrådet i Frederiksborg amt, og det er det, jeg har svaret nej til. Jeg har ikke anerkendt det princip, som hr. Dyremose angriber mig for at have anerkendt her i sidste omgang; jeg har blot sagt, at som sagen ligger nu, vil jeg ikke gribe ind over for arbejdsmarkedsnævnet i Frederiksborg amt. Jeg mener i det hele taget, at der skal meget til - det tror jeg også at hr. Dyremose ville være klar over, hvis han satte sig ind i traditionen på dette område - før en minister ændrer et arbejdsmarkedsnævns afgørelse på et område, hvor arbejdsmarkedsnævnet normalt bliver betragtet som suverænt.
Dyremose (KF).
Jeg synes, at ministeren, inden han fortsætter tonen fra sidste spørgsmål, godt kunne have anerkendt, at jeg rent faktisk også ved, at arbejdsmarkedsnævnene normalt er ret suveræne, og at der derfor skal meget til, før man griber ind: den tradition kender jeg udmærket, den har jeg sat mig ind i, og arbejdsministeren kunne godt have undladt den del af sit svar. Det minder lidt om præsten, der skulle råbe højt, fordi argumentet var svagt. Men jeg mener faktisk, at dette er meget vigtigt, fordi man her giver AOF et monopol, og der er tendenser i retning af, har jeg fået at vide, efter at jeg har rejst dette spørgsmål, at der er ved at ske noget tilsvarende i Århus amt, og at der er ved at ske noget tilsvarende i vestegnen i Københavns amt. Der er altså en tendens til, at AOF i en række amter bevisligt er ved at få et monopol, og der er en udbredt fornemmelse i de andre oplysningsforbund af, at det er det samme, der er ved at ske over hele landet. Ministeren ved udmærket godt, at noget sådant kan være vanskeligt at dokumentere men det er en udbredt fornemmelse og derfor kan jeg i hvert fald love ministeren, at jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at samle dokumentation for, at det er ved at ske i de andre amter, som det er sket i Frederiksborg amt. Og hvis det virkelig er tilfældet, er det så alvorlig en sag, at arbejdsministeren bør pålægges af folketinget at gribe ind, selv om arbejdsmarkedsnævnene normalt er ret suveræne.
Knud Lind (FP):
Vi har nu hørt, at man mener, det er noget, der vil brede sig. Det er rigtigt, at arbejdsministeren lige i det konkrete tilfælde måske ikke bør gribe ind, men hvis denne mærkelige undervisningstilbudsform breder sig fra AOFs side, hvad der er mulighed for, agter ministeren så at undersøge dette og eventuelt tage sine forholdsregler, sådan at der bliver en ligelig fordeling?. Det er, som om man fornemmer, at den kommunale valgkamp så småt er begyndt.
Arbejdsministeren (Svend Auken):
Hvis jeg svarede ja til det sidste, hr. Knud Lind spurgte om, ville hr. Dyremose med rette blive fornærmet, så det skal jeg nok undlade at gøre og kun sige, at jeg har fastslået det princip i indledningen af mit svar, som jeg mener vi skal stå fast på, nemlig at arbejdsformidlingen som offentlig myndighed bør behandle private organisationer som oplysningsforbundene ens. Og det er klart, at når det er sagt her, vil det også tilgå alle nævnene over hele landet.
Så synes jeg ikke, der var nogen særlig nedvurdering af hr. Dyremoses viden om arbejdsmarkedsforhold og interesse for samme i at sige, at det er en tradition på det danske arbejdsmarked, at man fra ministeriets side skal være tilbageholdende med at gribe ind på sådanne områder, når et nævn har truffet sin afgørelse i enighed mellem lønmodtagerrepræsentanter og de øvrige medlemmer i udvalget har taget stillingen til efterretning. Der lå altså ingen polemik over for hr. Dyremose heri.
Hermed sluttede spørgsmålet.