Vejledning vedrørende spørgsmålet om endeligt ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed, jfr. arbejdsløshedslovens § 57, stk. 3. (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1981/3035@1981-05-12/da
Indhold
Arbejdsformidlingskontorerne
De statsanerkendte arbejdsløshedskasser
Det fremgår af arbejdsløshedslovens § 57, stk. 3, at en selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt.
Ved lovens formulering er det herved forudsat, dels at det ikke ubetinget kan kræves, at virksomheden som sådan er ophørt, idet personlig udtræden i visse tilfælde kan tænkes, selv om virksomheden videreføres, f.eks. af et konkursbo, dels at arbejdsophør som følge af sæsonmæssig lukning, kortvarige virksomhedsophør, nedlæggelse af driften på grund af arbejdsmangel, sæsonsvingninger eller lignende, hvor indehaveren ikke har tænkt sig helt at nedlægge driften - ikke medfører, at den erhvervsdrivende kan betragtes som ledig, og der vil derfor ikke kunne udbetales dagpenge under sådanne lukninger.
For at en selvstændig erhvervsdrivende skal kunne anses som ledig, er det således en klar betingelse, at den pågældende er (endeligt) ophørt med virksomheden.
I praksis kan det imidlertid være vanskeligt at sikre, at en erhvervsdrivende ikke blot midlertidigt er ophørt med driften i virksomheden, især i de tilfælde, hvor der efter en tid sker (gen)etablering inden for samme branche.
Disse vanskeligheder kan i særlig grad gøre sig gældende ved former for selvstændig virksomhed, hvor der ikke er en egentlig »fysisk« virksomhed at afvikle, f.eks. mindre håndværksvirksomhed, rådgivningsvirksomhed og lignende.
Sammenhørende med spørgsmålet om, hvorvidt medlemmet er (endeligt) ophørt med den hidtil udøvede virksomhed, er spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende i øvrigt kan betragtes som ledig, herunder navnlig om han er i færd med etablering af anden virksomhed. Også forhold af denne art kan indeholde kontrolmæssige vanskeligheder.
Det er derfor af afgørende betydning, at der ved ledighed tilvejebringes det bredest mulige grundlag for vurdering af spørgsmålet om ophørets endelighed og ledighedens karakter i øvrigt, og at de af medlemmet oplyste forhold i størst muligt omfang kan dokumenteres og kontrolleres.
Der må således på den ene side lægges vægt på, at det klart kan konstateres, at den pågældende er ophørt med den virksomhed, han drev forud for tidspunktet for ledigmeldelsen (neden for under A), på den anden side, at det søges sikret, at den pågældende efter ophøret med den selvstændige virksomhed i øvrigt kan betragtes som ledig, og at der f.eks. ikke er truffet foranstaltninger til etablering af anden virksomhed (neden for under B). A.
DEN SELVSTÆNDIGE SKAL VÆRE (ENDELIGT) OPHØRT MED
VIRKSOMHEDEN (OPHØRSBETINGELSE).
For at det skal være muligt at undgå, at en selvstændig erhvervsdrivende kan melde sig ledig og oppebære dagpenge ved midlertidigt ophør med driften af virksomheden, er det nødvendigt som hovedregel at kræve, at enhver tilknytning til virksomheden er fuldstændig ophørt, og at dette i videst muligt omfang kan dokumenteres.
Der kan i særlige tilfælde efter en konkret vurdering gives tilladelse til, at den selvstændige betragtes som ledig, selv om virksomheden i en periode videreføres, f.eks. af et konkursbo. Dette forudsætter dog, at den pågældende ikke selv deltager ikke selv deltager i afviklingen af virksomheden.
Det skal herved bemærkes, at opfyldelsen af de forpligtelser, der i en konkurssitutation i henhold til konkurslovens § 100 påhviler en skyldner, ikke kan betragtes som deltagelse i afviklingen af virksomheden.
Det skal yderligere bemærkes, at betalingsstandsning eller tvangsakkord ikke i sig selv medfører, at den pågældende betragtes som ledig.
I de tilfælde, hvor virksomheden videreføres af et konkursbo kan det forekomme, at den selvstændige ansættes af boet som almindelig lønmodtager.Forudsat at der herved er tale om en deltidsansættelse samt at betingelserne for dagpengeret i øvrigt er opfyldt, kan det i sådanne tilfælde tillades, at den pågældende oppebærer supplerende dagpenge.
Endvidere kan det i helt specielle tilfælde og efter en konkret vurdering tillades, at en selvstændig betragtes som ledig, hvis det fortsatte eje af virksomheden udelukkende skyldes vanskeligheder med at få denne solgt, og at dette kan godtgøres. Dette forudsætter, at det herudover også kan godtgøres, at det personlige arbejde i virksomheden er ophørt, og at den pågældende ikke har til hensigt at genoptage denne.
Neden for (afsnit A I) angives de nærmere skridt, der sædvanligvis skal foretages for at ophør skal kunne betragtes som endeligt.
For de virksomheder, hvor der ikke er nogen egentlig fysisk virksomhed at afvikle og for aktie- og anpartsselskaber gælder særlige regler (neden for under afsnit A II og afsnit A III). I.
PRÆSISERING AF DE SKRIDT, DER SKAL FORETAGES OG DOKUMENTERES, FOR
AT DET SKAL VÆRE MULIGT AT KONSTATERE (endeligt) OPHØR.
1. Virksomhedens bygninger (lokaler) skal som hovedregel være afhændet.
I tilfælde, hvor der foreligger en ubetinget overdragelse til fremmede af den til virksomheden hørende good-will, inventar og varelager, hindrer det dog normalt ikke retten til dagpenge, at virksomheden fortsætter i de hidtidige af sælgeren ejede lokaler.
Det er således udelukket, at overdragelse kan ske til en ægtefælle.
Derimod kan en ubetinget overdragelse til f.eks. voksne børn betragtes som ophør med virksomheden.
Bortforpagtning er at anse som endeligt ophør af erhverv, forudsat uopsigelighed på mindst 5 år.
I særlige tilfælde kan det efter en konkret vurdering, herunder også af virksomhedens art, godkendes, at forpagtningskontrakten giver forpagteren mulighed for at opsige kontrakten efter kortere tid end 5 år.
2. Lejeaftaler eller forpagtningskontragter skal som hovedregel være ophørt.
I de tilfælde hvor der i leje- eller forpagtningskontrakten er aftalt særligt langt opsigelsesvarsel, kan det dog, forudsat at ophør med virksomheden i øvrigt klart kan konstateres, jfr. punkt 3 - 7, anses for tilstrækkeligt at kontrakten er opsagt.
3. Samtlige maskiner, værktøj, inventar og andre for virksomheden nødvendige driftsmidler samt varelager skal som hovedregel være bortsolgt.
Den selvstændiges fortsatte eje af et enkelt eller flere af sådanne aktiver kan indicere, at ophøret blot er midlertidigt.
4. Leasingkontrakten skal som hovedregel være ophørt og det leasede tilbageleveret.
Denne hovedregel kan efter en konkret vurdering fraviges f.eks. i de tilfælde, hvor det leasede kun har ringe betydning for virksomhedens drift, eller hvor leasingaftalen ikke umiddelbart kan bringes til ophør uden et væsentligt tab for den selvstændige.
Dette forudsætter dog, at den pågældende i øvrigt i tilstrækkelig grad kan anses for at have dokumenteret ophør med virksomheden.
5. Virksomhedens personale skal være afskediget.
6. Virksomheden skal som hovedregel være afmeldt samtlige registre.
7. Skilte og lignende skal være fjernet og annoncering m.v. skal være ophørt.
Det er væsentligt, at kassen forinden udbetaling af dagpenge, indhenter oplysninger om, at de for det konkrete tilfælde nødvendige betingelser er opfyldt, samt at der foretages en konkret vurdering af, om betingelserne for dagpengeudbetaling i øvrigt er opfyldt. II.
SÆRREGLER FOR VIRKSOMHEDER, HVOR DER IKKE ER EN EGENTLIG
»FYSISK« VIRKSOMHED AT AFVIKLE:
De virksomheder, der her typisk er tale om, er sådanne, hvortil det ikke er nødvendigt med specielle dertil indrettede lokaler, store eller kostbare maskiner eller andre særlige driftsmidler, f.eks. mindre håndværksvirksomheder, revisorer eller konsulentvirksomheder, ejendomsmæglere m.v.
Det er ved ophør med disse virksomheder ofte ikke muligt at dokumentere eller på anden måde føre bevis for afhændelse af virksomheden eller virksomhedens driftsmidler, og der er i disse tilfælde desuden gerne tale om driftsmidler, som let kan genanskaffes.
Dette kan ofte medføre, at det primært er medlemmets egne oplysninger på ledighedserklæringen med bilag som må lægges til grund for vurderingen af, om ophøret er endeligt.
Det skal imidlertid understreges, at de pågældende ikke er fritaget for at opfylde de betingelser, der efter virksomhedens art og omfang er mulige at opfylde.
Medlemmet skal som hovedregel afmeldes samtlige registre.
Eventuelt personale skal være afskediget.
Skilte og lignende skal være fjernet og al annoncering skal være ophørt.
Det skal endvidere understreges, at det i disse tilfælde er afgørende nødvendigt, at der bliver foretaget en konkret vurdering af, hvorvidt det pågældende medlem efter samtlige de foreliggende oplysninger kan anses for at være ophørt mere end midlertidigt med virksomheden. III.
SÆRREGLER FOR AKTIESELSKABER OG LIGNENDE.
Ved selvstændig virksomhed, som drives i selskabsform skal der som hovedregel ske opløsning af selskabet eller overdragelse af samtlige aktier eller anparter.
Denne hovedregel kan i særlige tilfælde fraviges efter en konkret vurdering, f.eks. hvis det kan godtgøres, at der ikke er nogen aktivitet i selskabet. IV
TIDSPUNKTET FOR LEDIGHEDENS INDTRÆDEN.
Tidspunktet for ledighedens indtræden må fastsættes efter en konkret vurdering.
Som hovedregel skal det personlige arbejde i virksomheden være helt ophørt, dvs. at ledighed normalt ikke kan anses at foreligge, så længe den pågældende tager del i afviklingen af virksomheden.
Da det efter de foran angivne retningslinier samtidig er en betingelse for dagpengeret, at fuldstændig afhændelse kan dokumenteres, vil det oftest betyde, at dagpengeretten tidligst kan indtræde fra det tidspunkt, hvor virksomheden kan dokumenteres at være ophørt. B.
DEN SELVSTÆNDIGE SKAL I ØVRIGT KUNNE BETRAGTES SOM LEDIG.
Oven for er angivet de betingelser, der som hovedregel skal være opfyldt, for at en selvstændig erhvervsdrivende skal kunne anses for at være endeligt ophørt med den virksomhed, der blev drevet inden ledigmeldelsen.
For dagpengerettens indtræden og bevarelse, er det imidlertid også afgørende, at den pågældende efter almindelige retningslinier kan betragtes som ledig.
Ledighedsbegrebet indeholder dels et krav om, at den pågældende er tilmeldt arbejdsformidlingen som arbejdssøgende, dels om, at der i medlemmets forhold ikke er nogen hindring for, at den pågældende kan og vil påtage sig passende arbejde.
Herved er det også angivet, at opfyldelsen af de i afsnit A I - III nævnte betingelser er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for, at den selvstændige kan anses for dagpengeberettiget.
1. Der kan f.eks. tænkes tilfælde, hvor det klart kan konstateres, at den tidligere virksomhed er endeligt ophørt, men hvor den pågældende samtidig har en ny selvstændig virksomhed under forberedelse, således at pågældende blot »glider over« i den ny virksomhed uden nogensinde reelt at have været ledig.
EKSEMPEL:
I en konkret sag ophørte medlemmet med at drive bagervirksomhed for efter en ombygning at starte skotøjsforretning. Af det i sagen oplyste fremgår, at den ny forretning var under forberedelse allerede inden ophøret af den tidligere virksomhed, og derved også, at medlemmet i den mellemliggende periode ikke reelt har været ledig, idet pågældende blot har været ledig i afventen på den ny virksomheds færdiggørelse og i denne periode må antages i større eller mindre omfang at have deltaget i arbejdet med denne færdiggørelse.
2. Der forekommer endvidere tilfælde, hvor den pågældende ved siden af den ophørte virksomhed driver anden selvstændig virksomhed.
Det er derfor væsentligt, at kassen dels nøje kontrollerer, at ledighedserklæringen og de relevante bilag er korrekt og fuldstændigt udfyldt, dels nøje præciserer over for de pågældende medlemmer, at enhver ændring af de oplyste forhold straks skal meddeles kassen. C.
GENOPTAGELSE AF SELVSTÆNDIG VIRKSOMHED.
Bestemmelsen af § 57, stk. 3, gør det nødvendigt at tage stilling til, om det forhold, at et medlem, efter en ledighedsperiode på ny etablerer sig som selvstændig erhvervsdrivende, reelt indeholder en videreførelse af den tidligere virksomhed.
1. Hvor den tidligere virksomhed var etableret i sådanne fysiske rammer, at afviklingen klart har kunnet konstateres, jfr. foran under afsnit A I, og den ny virksomhed etableres inden for en anden branche og/eller med en anden kundekreds, vil der sædvanligvis ikke være tvivl om, at ophøret med den tidligere virksomhed har kunnet betragtes som endeligt.
2. Er der derimod klart tale om en »ikke fysisk« virksomhed, jfr. foran under afsnit A II, må påbegyndelsen af en virksomhed af samme art, normalt betragtes som videreførelse af den tidligere virksomhed, hvis påbegyndelsen finder sted inden 18 måneder efter ophøret af den tidligere virksomhed.
I særlige tilfælde kan der dog efter en konkret vurdering, herunder af virksomhedens art og medlemmets forhold i øvrigt, ske en lempelse af 18 måneders fristen - f.eks. hvis den pågældende inden genetableringen som selvstændig, har haft lønarbejde af længere varighed, eller hvis virksomheden genetableres et helt andet sted og med en helt anden kundekreds.
Påbegyndes den ny virksomhed efter udløbet af 18 måneders fristen, betragtes ophøret med den tidligere virksomhed som endeligt, medmindre der foreligger oplysninger, der klart indicerer, at ophøret har været af midlertidig karakter.
Når der efter ophør af en »ikke fysisk« virksomhed etableres ny virksomhed inden for en anden branche, vil ophøret normalt kunne betragtes som endeligt.
VEJLEDNING AF MEDLEMMERNE.
Det er af væsentlig betydning, at kassen i forbindelse med ledigmeldingen skriftligt orienterer medlemmerne om de foreliggende retningslinier for dette område, herunder giver medlemmerne fornøden vejledning med hensyn til såvel ophørs- og ledighedsbetingelserne, som de eventuelle konsekvenser af en senere genetablering.
P.D.V.
E.B.
V.Å. Jensen
kontorchef
/Birgitta Engbo Hansen
sekretær