Ikke selve loven: Vejledning

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1981/60244@1981-12-31/da

Indhold

1. Indledning

Indholdsfortegnelse

Ulovlige forureninger og deres effekter.

Lovgrundlag.

Konstatering og anmeldelse af forurening.

Opsporing.

Modforanstaltninger. Beredskab

Politisag.

Omkostninger og erstatninger.

Afslutning af sager vedr. ulovlig forurening.

Bilag 1. Lovgrundlag.

Bilag 2. Cirkulæreskrivelse vedrørende etablering af vagtberedskab.

Bilag 3. Adresseliste.

Forord

Siden miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden har der været rettet en række forespørgsler til Miljøstyrelsen om, hvilke myndigheder, der i henhold til loven, har pligt til at forfølge sager om kortvarige forureninger i vandløb, søer eller kystnære dele af søterritoriet, herunder også forureninger som iagttages uden for normal arbejdstid. I samme forbindelse har man efterlyst en vejledning om, hvorledes opsporing og rapportering omkring de nævnte forureninger rent praktisk kan tilrettelægges.

Miljøstyrelsen har i den anledning i juni 1978 rettet henvendelse til bl.a.

Amtsrådsforeningen i Danmark

Hovedstadsrådet

Kommunernes Landsforening

Københavns og Frederiksberg kommuner

Fiskeriministeriet

Justitsministeriet

Landbrugsorganisationerne

Industrirådet

Danmarks Sportsfiskerforbund

Dansk Dambrugerforening,

som har rådgivet miljøstyrelsen ved udarbejdelsen af denne vejledning.

Vejledningen omhandler først og fremmest forurening, der stammer fra land. Forurening fra skibe er dog kort nævnt, hvor det er skønnet praktisk, f.eks. i forbindelse med tiltalerejsning og ansvar.

Miljøstyrelsen har den 5. december 1979 i en cirkulæreskrivelse til samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og Hovedstadsrådet henstillet, at der etableres et nærmere samarbejde mellem disse og anklagemyndigheden bl.a. med henblik på at skabe grundlag for et betydeligt højere niveau for de fremsatte bødepåstande i en række sager om overtrædelse af miljølovgivningen.

Miljøstyrelsen udsender samtidig med denne vejledning en cirkulæreskrivelse (bilag 2) til amtsrådene om, at rådene tager initiativ til at udarbejde en vagtordning i de tekniske forvaltninger, hvorefter man også uden for normal arbejdstid - enten direkte eller via 0-0-0 opkald til alarmcentralen (politiet/hovedbrandstationen i København) - kan anmelde pludselig opstået forurening af vandløb, søer og kystnære dele af søterritoriet, idet ansvaret for opfølgning af anmeldelsen som hovedregel påhviler amtsrådet som ansvarlig for vandområdernes kvalitet.

Bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet og de kystnære dele af søterritoriet varetages af Miljøstyrelsen. For sådanne forureninger videreføres den hidtidige beredskabsordning, hvorefter anmeldelse sker til Søværnets Operative Kommando i Århus, jf. side 9.

1. Ulovlige forureninger og deres effekter

I årene 1970-76 er der investeret knapt 2 milliarder kroner (1977-priser) i kommunale spildevandsrensningsanlæg, hvortil kommer store investeringer på erhvervsvirksomheder til forureningsforebyggelse og rensning. I mange vandløb har man imidlertid ikke kunnet måle den forventede forbedring af tilstanden (bestemt som forureningsgrad), hvilket for en del skyldes ulovlige tilførsler. Uanset at de fleste af de ulovlige forureninger kun er af kort varighed, kan skaderne (særligt på dyrelivet) være vanskeligt oprettelige eller endog uoprettelige. De kortvarige forureninger medfører ikke udviklingen af en særlig forureningsfauna, men forsvinden af nogle eller alle dyrearter i det ramte område. Ulovlige vandforureninger kan forekomme i forbindelse med landbrugsdrift (f.eks. afløb af ensilagesaft, ajle og møddingvand eller uforsigtig omgang med bekæmpelsesmidler). Endvidere har tilførsel af skadelige stoffer i forbindelse med uforsvarlig indretning eller drift af f.eks. køleanlæg, galvaniske bade, olietanke, kemisk industri, levnedsmiddelindustri, dambrug og kommunale rensningsanlæg ført til en række alvorlige, pludselige forureningstilfælde.

Miljøbeskyttelseslovens (i det følgende blot betegnet som "loven") § 1, stk. 2 anfører:

"Loven skal særlig anvendes til at søge sikret de kvaliteter i de ydre omgivelser, som er af betydning for menneskers hygiejniske og rekreative levevilkår og for bevarelse af et alsidigt dyre- og planteliv."

Skal dette mål nås for vandløb, søer og havet, er det nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt, at en tilfredsstillende vandkvalitet (f.eks. bestemt som forureningsgrad) opnås i vandområderne. Det må samtidig søges forhindret, at plante- og dyreliv (herunder fiskeliv) ødelægges af kortvarige forureninger og forgiftninger.

Såfremt de kortvarige forureninger ikke forhindres, vil heller ikke de af amtsrådene opstillede målsætninger for vandområdernes kvalitet kunne opfyldes, og omkostningerne til de nødvendige rensningsforanstaltninger vil ikke få den tilsigtede effekt.

Kravet må derfor være, at kvaliteten er tilfredsstillende til enhver tid.

Der er 3 hovedgrupper af forureninger, som kan forhindre opfyldelsen af ovennævnte målsætninger:

1.1. Langvarige, uacceptable vandforureninger, der sker trods overholdelsen af vilkårene i en udledningstilladelse, og som heller ikke på anden måde skyldes lovovertrædelse eller lignende.

Konstatering af sådanne forureninger er et led i amtsrådenes/Hovedstadsrådets tilsyn med forureningstilstanden i vandløb, søer og de kystnære dele af søterritoriet.

Disse forureninger medfører ikke politisager. Amtsrådet må gøre den ansvarlige opmærksom på forholdet og tage spørgsmålet om ændring af vilkårene for udledningstilladelsen op til fornyet behandling efter reglerne, især i lovens § 25.

1.2. Langvarige vandforureninger, der sker som følge af, at udledning eller lignende er foretaget uden den fornødne udledningstilladelse eller i strid med vilkårene i en sådan tilladelse eller mod givne forbud eller påbud.

Konstatering af sådanne forureninger er et led dels i det amtskommunale/kommunale tilsyn med offentlige og private spildevandsanlæg, dels i amtsrådenes/Hovedstadsrådets tilsyn med forureningstilstanden i vandløb, søer og de kystnære dele af søterritoriet. Der kan skrides ind over for denne gruppe forureninger på 2 måder, der kan anvendes samtidigt eller hver for sig, idet den ene vedrører de fremtidige foranstaltninger, mens den anden vedrører spørgsmålet om straf for allerede begåede overtrædelser.

Hvis vilkårene i en udledningstilladelse ikke overholdes, eller hvis der ikke foreligger nogen udledningstilladelse, må amtsrådet tage spørgsmålet om udledningstilladelse op og foranledige sagen behandlet efter reglerne i loven, tilsynsbekendtgørelsen, spildevandsbekendtgørelsen og spildevandscirkulæret.

Disse forureninger kan altså tillige medføre politisager, der i disse tilfælde i reglen rejses efter begæring af amtsrådet/Hovedstadsrådet eller af kommunalbestyrelsen, jf. denne vejlednings kapitel 6.

1.3. Kortvarige vandforureninger, der klart strider mod lovens § 17, stk. 1, eller må anses som overtrædelser af givne forbud, påbud eller vilkår.

Konstateringen af disse forureninger er ikke et normalt led i amtsrådenes/Hovedstadsrådets tilsyn med vandområdernes tilstand, men dels kan en del kortvarige lovovertrædelser opdages i forbindelse hermed, dels kan amtsrådene/Hovedstadsrådet supplere det normale recipienttilsyn med tilsyn for konstatering og opsporing af sådanne kortvarige forureninger med henblik på eventuel politianmeldelse og retsforfølgning. Nærværende vejledning omhandler specielt den her nævnte forureningstype.

Det er ikke tanken, at amtsrådenes/Hovedstadsrådets tilsyn med de kommunale spildevandsanlæg eller kommunernes tilsyn med de private spildevandsanlæg skal tilrettelægges specielt med henblik på at opdage sådanne kortvarige overtrædelser af udledningstilladelser. Ved tilsynet med såvel kommunale som private anlæg bør det sikres, at den for driften ansvarlige foretager driftskontrol, og at spildevandsanlæggene, herunder disses alarmanordninger og opsamlingsbassiner m.v., er installerede og intakte i overensstemmelse med vilkår i en given tilladelse og eventuelle påbud eller forbud. Efter miljøbeskyttelsesreglementet har kommunerne tilsynet med, at møddinger, gylletanke, ajlebeholdere og ensilagebeholdere m.v. er forsvarligt indrettede og drevne.

Erfaringerne har vist, at uanset oplysning om de kortvarige forureningers store skadelighed, og uanset det forebyggende tilsyn, forekommer denne type forureninger så ofte, at myndighederne fortsat må søge ulovlighederne bragt til ophør, bl.a. ved i medfør af lovens § 83 at begære politisag rejst mod den eller de ansvarlige i tilfælde, hvor lovovertrædelse er klart dokumenteret.

Især 4 forhold, som de lokale eller regionale myndigheder har ansvar for, vil kunne bidrage til at nedbringe antallet af kortvarige, ikke uvæsentlige forureninger.

Øget tilsyn fra kommunerne med særligt forurenende virksomheder (lovens kapitel 5) og med landbrugs overholdelse af miljøbeskyttelsesreglementet. Intensiveringen af tilsynet kan ske i samråd med amtsrådet.

Øget sandsynlighed for, at forureninger opdages, jf. kapitel 3, og at dette kan medføre straf og måske tillige erstatningsansvar, jf. kapitel 6 og 7.

Øget sandsynlighed for domfældelse, hvilket forudsætter, at et for domstolene acceptabelt bevismateriale fremskaffes, før og i forbindelse med tiltalen, jf. kapitel 4.

Forstærkede bestræbelser på, at bøder bliver af en sådan størrelsesorden, at ulovlige forureninger ikke kan betale sig, og at der derfor opnås en præventiv virkning.

2. Lovgrundlag

I bilag 1 er gengivet de bestemmelser i miljøbeskyttelseslovgivningen, som hyppigst finder anvendelse omkring ulovlige forureninger af vandløb, søer og havet.

Miljøbeskyttelseslovens § 17 forbyder enhver tilførsel til vandløb, søer eller havet af stoffer, der kan forurene vandet, medmindre tilførslen sker i medfør af en tilladelse - typisk til spildevandsudledning.

Forbudet i § 17 gælder helt klart for stoffer som slam, ajle og ensilagesaft, jf. kapitel 4, I, 1 i spildevandscirkulæret af 17. april 1974.

Det administrative grundlag for bekæmpelse af forurening fra land af vandløb, søer og havet kan kort beskrives som følger:

Amtsrådene/Hovedstadsrådet har i 1975-76 opstillet foreløbige recipientkvalitetsmålsætninger, jf. miljøbeskyttelseslovens §§ 61-62. På grundlag af de planlagte anvendelser af vandområder (f.eks. drikkevandsindvinding til mennesker og husdyr, badevand, fiskevand) fastsættes grænser for forureningen af de enkelte recipienter (dvs. vandområder, der modtager spildevand). Disse grænser danner udgangspunkt for kommunernes planlægning og udbygning af rensningsanlæg, jf. lovens § 21. Når der er godkendt en § 21-spildevandsplan for en kommune, skal tilladelser til udledning af spildevand, som gives i medfør af lovens § 18, være i overensstemmelse med denne plan. I hver enkelt § 18-tilladelse, som således er konkret tilpasset forholdene i recipienten, fastsættes grænser for spildevandets mængde og sammensætning samt for den kontrol med udledningen, som den for anlægget ansvarlige som minimum skal udføre. I princippet gælder en § 18-udledningstilladelse kun for de stoffer, der er nævnt i tilladelsen. Udledningen af andre stoffer i mængder eller koncentrationer, der kan forurene, herunder forgifte, recipienten, er naturligvis forbudt.

Man bør ved konstateringen af en overtrædelse af lovens § 17, stk. 1, være opmærksom på, om der i tilfælde af ensilagesaft-, gylle-, ajle- eller møddingsvandforurening tillige er sket overtrædelse af miljøbeskyttelsesreglementet, og om der i tilfælde af tilførsel af bekæmpelsesmidler eller andre gifte til vandområder tillige er sket overtrædelse af lov om kemiske stoffer og produkter med tilhørende bekendtgørelser, af olietankbekendtgørelsen eller af lov og bekendtgørelse om kemikalieaffald og om olieaffald.

Opmærksomheden henledes endvidere på lov om beskyttelse af havmiljøet. Kapitel 10 om beredskab indeholder bestemmelser om opgavefordelingen mellem miljøstyrelsen, amtsråd og kommunalbestyrelser i tilfælde af olie- og kemikalieforurening af havet, de kystnære dele af søterritoriet og havnene. Bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet og de kystnære dele af søterritoriet varetages af miljøstyrelsen. Sanering af kyststrækninger og bekæmpelse af forurening i havne forestås af kommunalbestyrelsen, jf. miljøstyrelsens strandrensningsvejledning. Amtsrådet forestår og koordinerer indsatsen på kysterne i forbindelse med alvorlige og omfattende forureninger, der rammer flere kommuner.

Loven om beskyttelse af havmiljøet indeholder endvidere bestemmelser om forebyggelse af forurening fra skibe.

3. Konstatering og anmeldelse af forurening

Al anmeldelse af nyopdagede, pludselige forureninger af vandløb, søer eller havet sker ved telefonopkald til alarm-centralen. Drej 0-0-0 og meld: "Vandforureningsalarm".

Dersom anmeldelse ikke er sket til alarmcentralen, men til en anden myndighed, skal denne straks viderebringe anmeldelsen til alarmcentralen.

Hvad angår olie- og kemikalieforurening fra skibe af havet og de kystnære dele af søterritoriet, findes der en særlig beredskabsordning, hvorefter anmeldelse sker til Søværnets Operative Kommando i Århus, tlf. 06 12 30 99.

Amtsrådet/Hovedstadsrådet må under tilsynet med recipienterne antages allerede at have fået kendskab til de fleste af de langvarige forureninger. Privatpersoners, interesseorganisationers og myndigheders anmeldelse af langvarige forureninger til amtsrådet bør derfor så vidt muligt kun ske inden for normal arbejdstid, jf. adresse- og telefonlisten i bilag 2. Amtsrådet/Hovedstadsrådet træffer derefter som recipientansvarlig myndighed beslutning om, hvorvidt der skal indgives politianmeldelse, og hvordan sagen i øvrigt skal behandles.

De kortvarige , ikke uvæsentlige vandforureninger opdages i reglen af dem, der færdes ved de berørte vandområder, medens overtrædelsen sker eller kort tid derefter. Det kan f.eks. være dambrugsejere og øvrige bredejere, lejere af fiske- eller jagtrettigheder, eller repræsentanter for myndigheder, som f.eks. embedslæge, fiskerikontrol eller amtskommunernes og kommunernes personale beskæftiget med vandløbsvedligeholdelse og tilsyn.

Da sporene, især i rindende vand, hastigt forsvinder, mens virkningerne på dyre- og plantelivet kan være langvarige, bør enhver, der opdager en sådan pludselig, ikke uvæsentlig forurening eller pludselig tilførsel af skadelige stoffer, sørge for, at sagen straks anmeldes ved 0-0-0-opkald til alarmcentralen.

Alarmcentralerne er placeret på særligt udpegede politistationer - bortset fra alarmcentralen for 01/02-området, der er knyttet til hovedbrandstationen i København. Alarmcentralerne er i besiddelse af tilkaldeinstruks for den eller de blandt amtsrådenes tekniske personale (i København og på Frederiksberg kommunens tekniske personale), hvis opgave det er straks at komme til stede med det nødvendige udstyr og yde den ønskede tekniske assistance samt i fornødent omfang at tilkalde politiet og andre myndigheder. Denne beredskabsordning vil kunne etableres som en udbygning af den ordning, der findes i forbindelse med beredskabet ved uheld med farlige stoffer på landjorden, jf. nedenfor kapitel 5. Endvidere underretter alarmcentralen den politikreds, hvori forureningen er sket (i de tilfælde, hvor alarmcentralen ikke ligger hos den pågældende politikreds).

Såfremt den ulovlige tilførsel ikke er ophørt på det tidspunkt, hvor myndighederne finder frem til forureningskilden, bør forholdet så vidt muligt foranlediges bragt til ophør omgående, jf. også nedenfor kapitel 5. Amtsrådet giver den forureningsansvarlige påbud om at ophøre med udledningen, jf. kapitel 8.

Endvidere bør skadelidte og personer eller virksomheder, der står i fare for at lide skade, snarest underrettes om det skete.

Amtsrådet bør være koordinerende myndighed for de nødvendige undersøgelser - også i de tilfælde, hvor politiet er direkte inddraget. Såfremt forureningen berører flere amtskommuner, vil det i reglen være mest praktisk, at amtsrådet på det sted, hvor forureningen først er iagttaget, eller til hvilket anmeldelsen er sket, tager initiativet til iværksættelse af undersøgelser og snarest igangsætter et samarbejde med de øvrige berørte amtsråd og myndigheder.

I øvrigt kan amtsrådet lokalt træffe aftale med politiet, kommunalbestyrelserne og eventuelt med fiskerikontrollen om den mest rationelle fremgangsmåde og arbejdsfordeling med henblik på hurtig fremskaffelse af bevismateriale, mens det endnu findes, og optagelse af politirapport på et tidspunkt, hvor eventuelle beviser endnu er til stede.

Ordningen forudsætter, at amtsrådet råder over kvalificeret personale, der uden for normal arbejdstid har adgang til prøvetagningsudstyr, prøveflasker, måleudstyr (f.eks. for vandhastighed, ilt, temperatur og pH) og har forbindelse med kvalificerede analyselaboratorier.

I tilfælde af ikke uvæsentlige, lovstridige tilførsler og forureninger bør amtsrådets forvaltning sikre sig, at der optages politirapport så snart som muligt.

Amtsrådet/Hovedstadsrådet anmoder, jf. tilsynsbekendtgørelsens § 10, stk. 2, endvidere politiet om tiltalerejsning vedrørende de forhold, som efter amtsrådets skøn klart strider mod lovens § 17, stk. 1, eller må anses som grov overtrædelse af givne forbud, påbud eller vilkår. Det er hensigtsmæssigt at sikre en hurtig igangsættelse og ekspedition af disse straffesager - eventuelt gennem passende bemyndigelser til amtskommunens tekniske forvaltning.

Dersom anmeldelse af pludselige, ikke uvæsentlige forureninger af vandløb, søer og havet sker direkte til amtsrådet/Hovedstadsrådet, skal amtsrådet/Hovedstadsrådet i fornødent omfang kontakte politiet samt orientere alarmcentralen om, at anmeldelse allerede er modtaget. Tilsvarende videregiver politiet direkte modtagne anmeldelser til amtsrådet og alarmcentralen.

Anmeldelse af en konstateret vandforurening vil undertiden blive indgivet til kommunalbestyrelsen, som er tilsynsmyndighed over for private udledere. Det drejer sig for det første om den underretning efter lovens § 53, som den, der er ansvarlig for forureningen, i tilfælde af uheld eller driftsforstyrrelser skal give kommunen. For det andet drejer det sig om anmeldelse af (klage over) forurening, som helt klart skyldes udledning fra en bestemt virksomhed, med hvilken kommunen fører tilsyn, hvilket medfører, at der sjældent er behov for egentligt opsporingsarbejde i recipienten, men nok for andre recipientundersøgelser. I begge tilfælde underretter kommunen straks amtsrådet (eventuelt via alarmcentralen), og der træffes aftale mellem forvaltningerne om arbejdets tilrettelæggelse.

Det bemærkes, at underretning efter lovens § 53 om væsentlige forureninger af vand mest hensigtsmæssigt - og også lovligt - gives ved anmeldelse via alarmcentralen, idet kommunalbestyrelsen vil blive underrettet via amtsrådets vagtordning.

Politiets opgaver inden for den i nærværende vejledning omhandlede lovgivning er fastlagt i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 24. september 1974, hvis fulde ordlyd gives i bilag 1.

4. Opsporing

Flere ting skal undersøges, inden f.eks. tiltalerejsning kan ske.

Hvorfra stammer forureningen eller forgiftningen?

Hvilke stoffer er tilført vandområdet (og hvornår)?

Er der begået en ulovlighed?

Hvem er ansvarlig(e) for forureningen?

Det forudsættes i det følgende, at amtsrådet forestår eller koordinerer opsporingsarbejdet.

Undersøgelse af skadens karakter og omfang har væsentlig interesse for forløbet af en straffesag og for efterfølgende påbuds- eller forbudssager vedrørende den ulovlige udledning. Sådanne undersøgelser vil endvidere være af betydning i forbindelse med vurderingen af spørgsmålet om erstatningskrav.

4.1. Hvorfra stammer forureningen eller forgiftningen?

Det tilkaldte personale fra amtsrådet bør være i besiddelse af kortmateriale, som viser dels vandløbssystemets sammenhæng, dels de vigtigste kilder til spildevandsforurening samt endelig de beskyttelseskrævende anvendelser af vandløbet (f.eks. kreaturvanding, fiskevand og dambrug). Som anført foran, vil de kortvarige forureningstilførsler i mange tilfælde ske fra andre kilder end de egentlige spildevandsanlæg.

Der skal gøres opmærksom på, at mens personale fra amtsråd eller kommunalbestyrelse eller personer, som af disse er bemyndiget hertil, har adgang til offentlige og private ejendomme for at tilvejebringe de nødvendige oplysninger (ifølge lovens § 51), skal privatpersoner have ejers tilladelse til at færdes på anden mands grund (jf. lov nr. 107 af 31. marts 1953 om mark- og vejfred m.v. § 17), se bilag 1.

Såfremt forureningskilden ikke straks opdages, må den søges opstrøms så hurtigt som muligt. Ved selve opsporingsarbejdet er vandanalyser sjældent til nogen nytte, medmindre det drejer sig om målinger, der kan udføres på stedet, f.eks. ved transportabel iltmåler, ammoniaktestudstyr eller pH-måler. Derimod kan hensigtsmæssigt udtagne og korrekt mærkede prøver være værdifulde ved den senere præsentation af bevismaterialet. Til korrekt mærkning af prøverne hører også en præcis steds- og tidsangivelse, idet man ved transporttidsberegninger kan fastlægge forureningens udbredelse. Såfremt "giftproppen" allerede er strømmet forbi det sted, hvor forureningsskaden registreres, bør man først søge ned langs vandløbet for at tids- og stedfæste "giftproppen" og udtage prøver foran og i den forurenede vandmasse. Derpå bør man søge op ad strømmen efter forureningskilden. Hvis der er flere personer til stede, bør man samtidig søge efter "giftproppen" og kilden. Det bør altid undersøges, om der er flere kilder til samme forurening.

Kilden bør søges på det sted, hvor der er tegn til, at der indenfor et begrænset område er sket en radikal ændring af de tidligere livsbetingelser. Den må søges f.eks. nær grænsen mellem forekomsten af døde og levende fisk eller grænsen mellem døde (gul-røde) og levende (grå-brune) ferskvandstanglopper (Gammarus). Visse forureningstegn kan dog også iagttages som fysiske ændringer, f.eks. olie- eller slambelægning af vandløbets bredder eller eventuelle misfarvninger.

Forureningskilder, der ligger langt oppe i rørsystemer, kan være vanskelige at efterspore. Kommunalbestyrelsen har pligt til at medvirke til eller overtage opsporingen, såfremt det påvises, at forureningen af recipienten stammer fra et spildevandsanlæg, hvor kommunalbestyrelsen har ansvaret for driften og fører tilsyn med tilledningen til anlægget. I øvrigt bør kommunerne altid orienteres om amtsrådets/Hovedstadsrådets arbejde med akutte vandforureninger, og kommunerne skal som tilsynsmyndighed med private udledere bistå amtsrådet/Hovedstadsrådet i fornødent omfang.

Eftersporingen af kilden for f.eks. de ret kortvarige ensilagesaftudledninger kan på tilsvarende måde koncentreres opstrøms vandløbsstrækninger med forekomst af "lammehaler" (uldagtige, gullige bakterie- og svampekolonier, der kan dannes på få dage). Dog må man være opmærksom på, at "lammehaler" skal have f.eks. sten eller planter at hæfte sig på, og at forureningen kan blive så kraftig, at "lammehaler" heller ikke kan klare sig.

"Lammehaler" kan imidlertid sammen med et karakteristisk dyreliv være tegn på mere permanente forureninger. Ved eftersporing af de kortvarige forureninger i sådanne områder, bør man koncentrere sig om tegnene på den nyligt stedfundne pludselige ændring i livsbetingelserne. Kortvarige forureninger giver ikke anledning til udvikling af et særligt dyreliv, men nok til at dyrearter forsvinder.

Mens forekomsten af døde fisk som oftest (se dog under 4.3) er et sikkert tegn på en ulovlig tilførsel, betyder manglen på døde fisk ikke nødvendigvis, at et for fisk skadeligt stof ikke er tilført. Selv i et vand, der af naturen er "fiskevand", kan fiskebestanden imidlertid mangle, enten som følge af tidligere kortvarige forureninger eller forgiftninger, som følge af ikke passable opstemninger, eller som resultat af at mere permanente forureninger har forjaget bestanden. Ved visse giftpåvirkninger springer fiskene ligefrem ud af vandet, en iagttagelse der både kan bidrage til en tidsfæstelse af den skadelige tilførsel, og til at kilden findes. Man skal til gengæld være opmærksom på, at nogle fisk, som f.eks. ørreder, synker til bunds, når de dræbes, og først kommer til overfladen med bugen opad, når forrådnelsen efter nogle timer (afhængig af temperaturen) er kommet godt i gang.

Det skal bemærkes, at man sjældent alene ved hjælp af prøver fra recipienten kan finde frem til en ulovlig tilførsel, dels fordi antallet af skadelige stoffer er så stort, at man ikke med rimelig udsigt til resultat kan søge helt i blinde, dels fordi vandet fører gifte som en dræbende prop ned gennem vandløbet. Derimod kan man bagefter påvise forureningen på grund af forekomst af døde fisk m.v., men der er kun i ringe omfang mulighed for at eftervise stoffet, selv efter ret kort tids forløb. Dertil kommer, at en del gifte selv ved meget lave koncentrationer er dræbende for fisk, og at giften kan forekomme i endnu lavere og vanskeligere påviselige koncentrationer i de dræbte fisk.

4.2. Hvilke stoffer er tilført vandområdet (og hvornår)?

Når kilden til den pludselige forurening er fundet, må det af myndighederne søges oplyst, dels gennem direkte iagttagelser, dels gennem forespørgsel, hvad der på skadetidspunktet specielt er blevet tilført vandområdet fra det pågældende sted, udover hvad der eventuelt permanent tilføres. Det bør herunder vurderes, om der eventuelt samtidig har været flere kilder til forureningen af hensyn til fordeling af eventuelt erstatningsansvar.

Især når det drejer sig om særligt forurenende stoffer, for hvilke der gælder klare udledningsforbud (såsom slam, den stærkt iltforbrugende ensilagesaft, den både iltforbrugende og giftige ajle samt ammoniak, cyanid, bekæmpelsesmidler og andre gifte), kan en prøve fra selve udløbsstedet indeholde restkoncentrationer, selv om udledningen i hovedsagen er ophørt, hvorfor også denne prøve kan tjene som yderligere dokumentation for den ulovlige udledning. Desuden kan fotografier af brønde, møddinger, ensilagestakke og afløb herfra være velegnede som dokumentation.

Af hensyn til bl.a. opsporing af eventuelle andre kilder til forureningen og af hensyn til eventuelle erstatningssager, bør prøver fra vandløbet oven for udledningsstedet og på vej ned mod skadestedet normalt udtages.

For møddingvand gør der sig særlige forhold gældende. Det er nødvendigt at påvise forurening af vandløbet, når der er tale om udledning af vand fra møddinger, der har eksisteret lovligt og uændret siden miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden i oktober 1974. Dette skyldes, at møddingvand i den tidligere gældende lov (vandløbsloven af 1969) ikke var anført som et stof, det var direkte forbudt at udlede, men dog omfattet af forbudet mod udledning af "væsker, der kan skade vandløbet eller forurene, herunder forgifte dets vand", jf. kapitel 4, I, 1 i spildevandscirkulæret af 17. april 1974.

Da stoffernes farlighed foruden af fortyndingsgraden også kan afhænge af vandets temperatur, iltindhold og surhedsgrad (pH), bør disse parametre altid søges målt. Tillige bør vandføringen og tidsrummet, hvori en tilførsel har fundet sted, søges oplyst, foruden udledningsart og -mængde. Resultaterne indføjes på samme skema som laboratorieanalyserne, så sammenhørende tal straks kan bruges til nødvendige beregninger.

4.3. Er der begået en ulovlighed?

Forudsætningen for at anklagemyndigheden vil rejse straffesag mod en forurener er, at lovovertrædelse kan dokumenteres på en sådan måde, at der er rimelig sandsynlighed for, at domfældelse kan ske. Der skal samtidig gøres opmærksom på, at det nødvendige bevismateriale så vidt muligt bør fremskaffes, før begæring om tiltalerejsning fremsættes.

Der kan være tale om overtrædelse af lovens § 17, stk. 1, udledning foretaget uden den i loven krævede tilladelse samt om overtrædelse af vilkår, givet i endnu gældende kendelser i medfør af tidligere lovgivning eller i tilladelser, givet i medfør af miljøbeskyttelsesloven.

Ved ulovlige udledninger fra landbrugsejendomme vil reglementets bestemmelser om møddinger, gødningstanke og ensilagestakke m.v. ofte være overtrådt, og straffesagen kan i sådanne tilfælde også omfatte reglementsovertrædelsen.

Forureninger, der ligger inden for fastsatte vilkår i en kendelse eller tilladelse, kan som tidligere nævnt ikke medføre straffesag (men måske erstatningssag). De pågældende vilkår bør i så fald tages op til revision (skærpelse) efter reglerne i lovens §§ 25 og 44.

Det forhold, at flere har bidraget til en forurening, fritager ikke den enkelte lovovertræder for strafansvar. Det er i retspraksis statueret, at tiltaltes viden om, at der var flere, der foretog samme slags udledning til samme vandløb, ikke kunne fritage ham for ansvar, men tværtimod burde have gjort ham særligt agtpågivende.

Det forhold, at man giver tilsagn om at ophøre med eller om at undlade at gentage lovovertrædelsen, fritager heller ikke for strafansvar, hvorimod fortsættelse eller gentagelse, efter at påtale er sket, må betragtes som en skærpende omstændighed.

En kendelse af 27. juni 1962 fra Overlandvæsenskommissionen for Vejle m.fl. amtsrådskredse vedrørende erstatning fastslår, at man med farlige gifte (som f.eks. cyanider) skal være så påpasselig, at begrebet "hændeligt uheld" ikke eksisterer.

Det bemærkes, at nogle bekæmpelsesmidler er langt farligere for fisk og andre vandorganismer, end man skulle antage efter klassificeringen i henhold til lov om kemiske stoffer og produkter.

Skulle anklagemyndigheden efter samråd med amtsrådet/Hovedstadsrådet undtagelsesvis være i tvivl om et givet stofs skadelighed over for ferskvandsorganismer, vil Miljøstyrelsens Ferskvandslaboratorium, Lysbrogade 52, 8600 Silkeborg, være behjælpelig med at fremskaffe de ønskede oplysninger.

Det er tidligere nævnt, at analyseresultater, "lammehaler" og døde fisk kan være gode indicier på, at loven er overtrådt, men at lovovertrædelser ikke altid manifesterer sig på den måde eller ved umiddelbart påviselige skader. Analyseresultaterne kan ligeledes være intetsigende, fordi prøven er udtaget for sent, eller fordi udtagnings-, konserverings- eller analyseteknikken er ufuldkommen, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at lovovertrædelse ikke har fundet sted. Det er tidligere nævnt, at fiskedrab selvfølgelig kun kan ske, hvor der er en bestand af levende fisk.

Omvendt er massedød af fisk ikke nødvendigvis en direkte følge af lovovertrædelser, men kan f.eks. være et resultat af masseforekomst af snyltere eller af giftige alger, der kan slå fisk ihjel. Grønne planters aktivitet i sollys i kalkholdigt vand kan medføre en forhøjelse af pH til skadelige værdier, og planternes (grødens) dominerende iltforbrug om natten kan medføre et for fisk uacceptabelt lavt iltindhold. Lavt iltindhold kan også skyldes, at iltforbrugende slam ved pludseligt barometerfald kan lette fra en søbund eller ved tordenskyl spules fra mere til mindre forurenede vandløbsstrækninger.

4.4. Hvem er ansvarlig(e) for forureningen?

Ansvaret er sjældent vanskeligt at placere, når de tidligere beskrevne undersøgelser er gennemført. Såvel en virksomhed som virksomhedens leder og en ansat på virksomheden kan drages til ansvar i en straffesag, jf. nærmere Miljøstyrelsens cirkulæreskrivelse af 5. december 1979 vedrørende overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven.

5. Modforanstaltninger. Beredskab

Når en myndighedsrepræsentant (ved alarmcentralen, brandinspektøren (udrykningslederen), amtsrådet, kommunalbestyrelsen, politiet eller eventuelt fiskerikontrollen) modtager anmeldelse om vandforurening, bør vedkommende i første række vurdere, hvorvidt der er tale om en akut fare (katastrofesituation) på grund af stoffet/stoffernes farlighed og mængde. I givet fald skal beredskabsindsatsen, jf. Miljøstyrelsens vejledning nr. 8/74 fra november 1974 om beredskab ved uheld med farlige stoffer på landjorden, ledes af brandinspektøren (udrykningslederen i kommuner uden brandkommission eller eget udrykningskorps). Ved forurening eller risiko for forurening af vandområder bør amtsrådet altid straks inddrages i arbejdet. Der henvises i øvrigt til Miljøstyrelsens beredskabsvejledning.

Fra beredskabsvejledningens kapitel 10 skal citeres følgende:

"Ingen foranstaltninger eller bestræbelser, som iværksættes for at begrænse skadernes videre udbredelse, må forsinkes eller undlades på grund af tvivl om, hvem der skal afholde de dermed forbundne udgifter."

Også i den mindre alvorlige situation, hvor anmeldelse - som hovedregel - via alarmcentralen indgives til amtsrådet, må amtsrådets repræsentanter hurtigst muligt vurdere, hvorvidt og hvorledes der kan iværksættes effektive afhjælpende foranstaltninger. Det drejer sig dels om standsning af udledningen ved henvendelse til forureneren, dels om begrænsning af skaderne ved varsling af dambrugere og bredejere med mark- og kreaturvanding, og om muligt ved opsamling af forureningen. Også når amtsrådet har påbegyndt opsporingsarbejdet, bør det løbende vurderes, om der er behov for yderligere indsats, eller om beredskabet kan afblæses. I vandløb vil det i denne forbindelse være af værdi, om amtsrådets teknikere ved transporttidsberegninger (eventuelt skøn) skaffer sig grundlag for at vurdere en giftprops transport ned gennem vandløbet.

6. Politisag

Som anført i kapitel 1, bør myndighederne for at modvirke de ulovlige forureninger af vandløb, søer og kystnære dele af søterritoriet, begære politisag rejst i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 83 - eller, hvis forureningen stammer fra et skib, i medfør af lovgivningen om beskyttelse af havmiljøet - mod den eller de ansvarlige i alle de tilfælde, hvor en lovovertrædelse er klart dokumenteret.

Politiet kan af egen drift rejse sag, men som hovedregel vil det være amtsrådet/Hovedstadsrådet, der over for politiet begærer rejst politisag. I tilfælde af forurening fra en virksomhed, hvor kommunalbestyrelsen har forestået sagsbehandlingen (f.eks. hvor det drejer sig om ulovlige udledninger til det kommunale kloaknet) eller hvor forureningen opdages i forbindelse med kommunens tilsyn med en virksomhed, vil det dog sædvanligvis være kommunalbestyrelsen, der begærer rejst politisag. Hvor der i forbindelse med en sag om ulovlig udledning fra en landbrugsejendom, jf. lovens § 17, tillige søges rejst politisag om overtrædelse af reglementet, bør amtsrådet efter aftale med kommunalbestyrelsen medtage dette forhold i begæringen.

I forbindelse med tiltalerejsning i anledning af en konstateret lovovertrædelse skal der fremskaffes det for domfældelse nødvendige bevismateriale, herunder oplysninger om overtrædelsens eventuelle skadevirkninger, jf. herved det i kapitel 4 om opsporing anførte. Myndigheden bør endvidere over for politiet udtale sig om sin bedømmelse af forholdets strafværdighed og hvilken konkret sanktionspåstand, der bør nedlægges i sagen. Myndigheden bør med udtalelsen om sanktionspåstanden - typisk krav om bøde - tilstræbe, at denne fastsættes under hensyn til overtrædelsens grovhed, skadevirkninger m.v., samt til den eventuelle økonomiske fordel, der er indvundet eller tilsigtet. Det vil endvidere ved sanktionspåstanden som tidligere nævnt være af betydning, at denne fastsættes til et niveau, hvor den må forventes at få en reel præventiv virkning.

Der kan i denne forbindelse i det hele henvises til Miljøstyrelsens cirkulæreskrivelse af 5. december 1979 vedrørende overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven. Cirkulæreskrivelsen indeholder bl.a. rigsadvokatens opfordring af 9. oktober 1979 til anklagemyndigheden om at indsende afgørelsen i straffesager vedrørende overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven til såvel den lokale tilsynsmyndighed som Miljøstyrelsen snarest efter, at afgørelsen er truffet og for dommes vedkommende inden ankefristens udløb (14 dage).

Miljøstyrelsens Ferskvandslaboratorium har forpligtelse til at følge udviklingen i ferskvandsområderne, såvel forureningstilstanden, som den er oplyst i amtsrådenes/Hovedstadsrådets oversigter, som de mere eller mindre akutte overtrædelser af lovens § 17, stk. 1, der resulterer i politisager.

Amtsråd/Hovedstadsrådet eller kommuner, der rejser eller får kendskab til sådanne sager, bør derfor uafhængigt af anklagemyndighedens indsendelse af afgørelser til miljøstyrelsen til orientering tilsende:

Kopi af tilsynsmyndighedens henvendelse (så snart den er sket) til anklagemyndigheden bilagt rapporter og lign. og med følgende oplysninger:

Den berørte recipient og hvad den er planlagt til efter recipientkvalitetsplanen.

Udlednings- eller tilførselsstedets nøjagtige geografiske beliggenhed (gerne med kort, der også viser forbindelsen til recipienten) og ejendomsnavn.

Overtrædelsens art (det forurenende stofs art og mængde, eventuelt analyser).

Overtrædelsestidspunktet/-perioden.

Hvilke påbud er givet?

Kopi af anklageskriftet samt, så snart afgørelsen er truffet, enten kopi af udenretligt vedtagne bødeforlæg (med dato for vedtagelsen),

eller en fuldstændig doms- og/eller retsbogsudskrift i de tilfælde, hvor sagen er afgjort indenretligt.

7. Omkostninger og erstatninger

Erstatningskrav kan tages under behandling under en eventuel straffesag (jf. retsplejelovens § 991), men ofte afgøres erstatningsspørgsmål i forbindelse med ulovlige forureninger dog af domstolene ved civilt søgsmål.

I medfør af miljøbeskyttelseslovens § 86 kan spørgsmålet om, hvorvidt der skal svares erstatning for forurening af grundvandet eller af vandløb, søer eller havet, afgøres af landvæsensretten, hvis parterne er enige herom.

Erstatningskrav for forurening af vandområder rejses ofte af dambrugere eller af andre bredejere, der ifølge ferskvandsfiskeriloven har fiskeretten, eller af de personer eller organisationer, der har lejet den. Det påhviler efter almindelige regler den, der søger erstatning - specielt i forbindelse med private erstatningskrav - at foranledige de til erstatningssagens gennemførelse nødvendige undersøgelser over skadens omfang og årsag udført. De i denne vejledning omhandlede analyseresultater kan i et vist omfang også være af betydning for en civil erstatningssag.

Erstatningsudsætninger af fisk i vande, for hvilke der er udsætningsplan, skal forelægges fiskeriministeriet til godkendelse, jf. ferskvandsfiskerilovens § 49, stk. 1.

Omkostningerne ved undersøgelser udført i forbindelse med straffesager afholdes i første omgang af vedkommende myndighed, men kan af retten i straffesagen lægges oven i bøden som sagsomkostninger, der betales af den dømte. Der henvises i øvrigt til afsnit 10 i beredskabsvejledningen.

Bestemmelser om civilretligt ansvar for forurening fra skibe findes i søloven. Opmærksomheden henledes navnlig på sølovens kapitel 12 om ansvar for olieskader.

8. Afslutning af sager vedrørende ulovlig forurening

Da sager vedrørende ulovlig forurening i de forskellige faser fra anmeldelse via opsporing og modforanstaltninger til eventuel tiltalerejsning normalt involverer såvel politiet som amtsrådet/Hovedstadsrådet og kommunalbestyrelsen, bør myndighederne gensidigt orientere hinanden samt sikre sig, at sagen afsluttes korrekt.

Opmærksomheden henledes på, at den myndighed, som konstaterer en ulovlig forurening eller til hvem, denne indberettes, omgående må meddele den ansvarlige påbud om, at den ulovlige tilstand bringes til ophør (hvis forureningen ikke allerede er ophørt). Der er her tale om et såkaldt lovliggørelsespåbud, hvori de i miljøbeskyttelseslovens kapitel 10 indeholdte regler om forhåndsvarsling og ankevejledning ikke skal følges. Et mundtligt meddelt påbud af denne karakter bør dog hurtigst muligt følges op af en skriftlig tilkendegivelse over for den ansvarlige. Det understreges, at det ikke er nødvendigt ved ulovlige forureninger (overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 17), at meddele sådanne påbud, forinden politisag begæres rejst.

I forureningssager, som kan give anledning til administrative indgreb efter eksempelvis lovens §§ 25, 42 og 44 eller reglementets kapitel 11, bør de kommunale myndigheder i tilfælde, hvor påbud eller forbud - afhængig af situationen - kan meddeles af såvel kommunalbestyrelse som amtsråd/Hovedstadsrådet aftale, hvilke skridt der mest hensigtsmæssigt bør tages. Initiativet til en sådan drøftelse bør - i sager af den karakter nærværende vejledning principielt tager sigte på - tages af den myndighed (som regel amtsrådet/Hovedstadsrådet), der har forestået den forudgående behandling af sagen om den ulovlige forurening.

Lovgrundlag Bilag 1.

Lov om miljøbeskyttelse. (Lov nr. 372 af 13. juni 1973, jf. lovbekendtgørelse nr. 345 af 25. juni 1981)

Vedrørende forurenende stoffer

§ 17. Stoffer, der kan forurene vandet, må ikke tilføres vandløb, søer eller havet eller oplægges så nær herved, at der kan være fare for, at de skylles ud deri. Der kan dog efter § 18 meddeles tilladelse til, at spildevand tilføres vandløb, søer eller havet.

Stk. 2. Ministeren for forureningsbekæmpelse kan fastsætte regler om eller bestemme, at de stoffer, der er nævnt i stk. 1, i særlige tilfælde kan tilføres vandløb, søer eller havet, herunder godkende kemiske midler til bekæmpelse af grøde. Endvidere kan ministeren meddele tilladelse til, at der i begrænset tid og i videnskabeligt øjemed iværksættes forsøg med kemiske midler i overfladevand.

Vedrørende spildevandsanlæg

§ 18. Tilladelse til, at spildevand tilføres vandløb, søer eller havet, jf. § 17, stk. 1, meddeles af amtsrådet.

Stk. 2. Ministeren for forureningsbekæmpelse kan efter forhandling med de kommunale organisationer fastsætte regler om, at tilladelse i henhold til stk. 1 i visse tilfælde meddeles af kommunalbestyrelsen.

§ 19. Spildevandsanlæg, der er lovligt udført med tilladelse efter hidtidig lovgivning, eller hvortil tilladelse efter denne lovgivning ikke var fornøden, kan fortsat anvendes.

Stk. 2 . Ministeren for forureningsbekæmpelse kan fastsætte regler om, at amtsrådene eller kommunalbestyrelserne, jf. § 18, stk. 2, inden nærmere angivne tidsfrister skal tage spørgsmålet om sådanne anlægs fortsatte benyttelse op til afgørelse.

§ 25. Hvis et bestående spildevandsanlæg ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt, herunder ikke opfylder de krav, der er fastsat efter § 6 og § 20, kan amtsrådet eller kommunalbestyrelsen, jf. § 18, stk. 2, påbyde, at der foretages den nødvendige forbedring eller fornyelse af anlægget.

Vedrørende særligt forurenende virksomhed

§ 42. Foreligger der ikke godkendelse som foreskrevet i §§ 35-36 og § 38 eller overtrædes vilkårene for en godkendelse som nævnt i §§ 35-38, kan den myndighed, der kunne have eller har meddelt godkendelse, nedlægge forbud mod fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden, anlægget eller indretningen fjernet.

§ 44. Medfører virksomheder, anlæg eller indretninger af de kategorier, der er optaget i bilaget til loven, forurening, som ikke skønnes at være uvæsentlig, kan kommunalbestyrelsen meddele påbud om foretagelse af afhjælpende foranstaltninger.

Stk. 2. Kan forureningen ikke afhjælpes, eller overtrædes påbud i medfør af stk. 1, kan kommunalbestyrelsen nedlægge forbud imod fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden, anlægget eller indretningen fjernet.

Stk. 3. Medfører forureningen overhængende, alvorlig fare for sundheden, kan forbud umiddelbart nedlægges.

Stk. 4 . Hidrører forureningen fra en virksomhed, anlæg eller indretning, som er godkendt i henhold til §§ 35-38, kan påbud eller forbud efter stk. 1 og 2 kun meddeles, såfremt virksomhedens, anlæggets eller indretningens forurening går væsentligt ud over det, som blev lagt til grund ved godkendelsen.

Stk. 5. Såfremt sagen drejer sig om en af den pågældende kommunalbestyrelse drevet virksomhed, anlæg eller indretning, udøves beføjelserne efter stk. 1-4 af amtsrådet, for en kommunalbestyrelse eller et amtsråd inden for hovedstadsområdet dog af hovedstadsrådet. Såfremt sagen drejer sig om en virksomhed, anlæg eller indretning, der drives af hovedstadsrådet eller en amtskommune uden for hovedstadsområdet, træffes afgørelse af ministeren for forureningsbekæmpelse.

Vedrørende tilsyn.

§ 48. Kommunalbestyrelsen påser, medmindre andre regler fastsættes af ministeren for forureningsbekæmpelse, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes.

§ 49 . Kommunalbestyrelsen påser, at beslutninger om påbud eller forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i forbindelse med godkendelser og tilladelser overholdes.

Stk. 2 . Er en beslutning om påbud eller forbud ikke eferkommet inden den derfor fastsatte frist, kan kommunalbestyrelsen lade den pågældende foranstaltning udføre for den ansvarliges regning.

§ 50. For så vidt de af kommunalbestyrelserne drevne virksomheder, anlæg eller indretninger, føres det tilsyn, som er nævnt i §§ 48-49, af amtsrådet, for amtskommunernes, Københavns Kommunes og Frederiksberg Kommunes virksomheder af ministeren for forureningsbekæmpelse.

Stk. 2. For hovedstadsområdet kan ministeren fastsætte nærmere regler om, i hvilket omfang opgaver efter dette kapitel skal udøves af hovedstadsomrÅdet. Når hovedstadsrådet udøver sådanne opgaver, har det samme beføjelser, som i øvrigt er tillagt amtsrådet.

§ 51. Kommunalbestyrelsen, amtsrådet, Miljøstyrelsen eller personer, der af disse myndigheder er bemyndiget til at foretage undersøgelser, samt vedkommende embedslæge har adgang til offentlige og private ejendomme for at tilvejebringe oplysninger til brug for beslutninger i henhold til loven eller regler udfærdiget med hjemmel i loven.

Stk. 2. Politiet yder bistand hertil efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem ministeren for forureningsbekæmpelse og justitsministeren.

Stk. 3. Legitimation skal forevises på forlangende.

§ 52. Den, der er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning til forurening, skal efter anmodning af kommunalbestyrelsen, amtsrådet eller Miljøstyrelsen give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for vurderingen af forureningen og for eventuelle afhjælpende foranstaltninger.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen, amtsrådet, eller Miljøstyrelsen kan pålægge den pågældende at afgive prøver af materialer m.v., som anvendes eller behandles af den pågældende, samt af eventuelle affaldsstoffer.

§ 53. Den, der er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning til forurening, skal underrette kommunalbestyrelsen, såfremt driftsforstyrrelser eller uheld medfører væsentlig forurening eller indebærer fare herfor.

§ 55. Amtsrådet fører overtilsyn med forureningstilstanden i vandløb, søer og de kystnære dele af søterritoriet. Amtsrådet skal i øvrigt være opmærksom på, om gældende bestemmelser vedrørende miljøbeskyttelsen overholdes, og skal, såfremt dette ikke er tilfældet, gøre vedkommende myndighed bekendt med forholdet.

Vedrørende straf

§ 83. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år den, der

overtræder § 11, stk. 1, eller § 17, stk. 1,

undlader at efterkomme forbud eller påbud efter § 12, § 13, stk. 1 og 4, § 14, stk. 1, § 25, § 42 eller § 44,

tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse efter § 11, stk. 1, § 17, stk. 2, eller § 18 eller til en godkendelse efter §§ 35-38,

undlader at indhente godkendelse efter §§ 35-36 eller § 38,

undlader at meddele oplysninger eller at afgive prøver efter § 52 eller at give underretning som nævnt i § 53,

overtræder § 72, stk. 3, 1. og 2. punktum.

Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af § 4, § 5, § 6, § 7, § 9, § 11, stk. 2, § 17, stk. 2, § 19, stk. 2, § 20 og § 28, kan der fastsættes straf enten af bøde eller af bøde eller hæfte eller af bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år.

Stk. 3. For overtrædelse, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 84. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i retsplejelovens kapitler 68, 69, 71 og 72 kan anvendes i samme omfang som i statsadvokatsager.

Tilsynsbekendtgørelsen. (Bekendtgørelse nr. 177 af 29. marts 1974 om tilsyn med spildevandsanlæg og med forurening af vandområder)

§ 1. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med private spildevandsanlæg og med, at de i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og i landvæsensretskendelser fastsatte beskyttelsesforanstaltninger i relation til vandforsyningsanlæg overholdes.

Stk. 2. Amtsrådet fører tilsyn med offentlige spildevandsanlæg.

Stk. 3. Miljøstyrelsen fører tilsyn med spildevandsanlæg, der drives og/eller vedligeholdes af amtsrådet eller Hovedstadsrådet.

§ 2. Amtsrådet fører tilsyn med forureningstilstanden i vandløb, søer og i de kystnære dele af søterritoriet.

§ 3. I Københavns, Frederiksborg og Roskilde amtskommuner samt i Københavns og Frederiksberg kommuner varetages amtsrådets opgaver efter denne bekendtgørelse af hovedstadsrådet.

§ 10. Finder tilsynsmyndigheden, at de foretagne undersøgelser m.v. giver anledning til foranstaltninger med hensyn til spildevandsanlægget, tager den initiativ til, at sådanne foranstaltninger iværksættes, herunder ved meddelelse af påbud i medfør af lovens § 25.

Stk. 2. Konstateres der i forbindelse med tilsynet med vandløb, søer og de kystnære dele af søterritoriet forhold, der efter tilsynsmyndighedens skøn enten klart strider mod lovens ! 17, stk. 1, eller må anses som en grov overtrædelse af givne forbud, påbud eller vilkår, kan tilsynsmyndigheden anmelde forholdet til politiet, jf. lovens § 83.

Spildevandscirkulæret. (Miljøministeriets cirkulære nr. 92 af 17. april 1974 om spildevand)

Der henvises især til kapitel 4, I, 1. samt kapitel 6 og 7.

Det skal bemærkes, at den i kapitel 6.3 i cirkulæret omtalte underretning af Miljøstyrelsens fiskerilaboratorium om afsagte domme m.v. nu fra anklagemyndigheden skal ske til Miljøstyrelsen og tilsynsmyndigheden, og fra sidstnævnte til Miljøstyrelsens Ferskvandslaboratorium, Lysbrogade 52, 8600 Silkeborg, jf. vejledningens side 21-22.

Bekendtgørelse om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v. (Bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974)

§ 8. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn og kontrol med de virksomheder, der er omfattet af bilaget til denne bekendtgørelse.

Cirkulære af 15. maj 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder

Miljøbeskyttelsesreglementet. (Bekendtgørelse nr. 170 af 29. marts 1974. Reglement om miljøbeskyttelse)

5.1.1. Møddinger og lignende oplag af fast gødning, herunder åbne gødningstanke skal opfylde følgende afstandskrav:

Til beboelse på samme grund 15 m

Til anden mands beboede hus 15 m

Til brønde og boringer 15 m

Til offentlig vej og naboskel 15 m

Til levnedsmiddelvirksomheder 25 m

Til vandløb og søer. 15 m

Ajlebeholdere, ensilagebeholdere, tanke for ensilagesaft og lukkede gødningstanke skal opfylde de under litra b)-f) anførte afstandskrav.

5.3. Beholdere for ajle, gødning og ensilagesaft skal tømmes så ofte, at de ikke flyder over.

5.4. Afløb fra stalde, møddinger m.v. skal føres til ajlebeholdere, gødningstanke eller lignende lagre for flydende gødning gennem tætte lukkede ledninger. Afløbene skal udføres i overensstemmelse med forskrift vedrørende indretning af afløb, som er anført i det af Boligministeriet udfærdigede bygningsreglement.

5.5. Markmøddinger, ensilagestakke o.l. skal opfylde de i 5.1.1. nævnte afstandskrav og skal placeres således, at grundvandet ikke forurenes og således, at der ikke er afløb til vandløb og søer.

11.1. Medfører erhvervsvirksomheder, som ikke er optaget på bilaget til lov om miljøbeskyttelse, i en ikke uvæsentlig grad uhygiejniske forhold eller ulemper for omgivelserne, kan kommunalbestyrelsen meddele påbud om foretagelse af afhjælpende foranstaltninger inden en bestemt frist, herunder eventuelt om begrænsning af det tidsrum, hvori virksomheden må være i drift. Ved erhvervsvirksomhed forstås tillige virksomheder, anlæg eller indretninger, som helt eller delvis ejes eller drives af offentlige myndigheder, samt private eller offentlige bygge- og anlægsarbejder.

11.3 . Kan ulemperne ikke afhjælpes, eller overtrædes påbud i medfør af 11.1 og 11.2 kan kommunalbestyrelsen nedlægge forbud imod virksomheden eller aktiviteten.

15.1. Med bøde eller hæfte straffes den, der overtræder denne bekendtgørelse, eller undlader at efterkomme forbud eller påbud efter bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

Olietanksbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 171 af 29. marts 1973 om kontrol med oplæg af olie m.v.)

Især §§ 13, 15 og 18 har betydning for ulovlige forureninger af vandløb, søer eller havet.

Lov om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald (lov nr. 178 af 24. maj 1972) Bekendtgørelse om kemikalieaffald (bekendtgørelse nr. 121 af 17. marts 1976) med tilhørende cirkulære af 14. juni 1974 og kemikalieaffaldskort. Bekendtgørelse om olieaffald (bekendtgørelse nr. 410 af 27. juli 1977) med tilhørende cirkulære af 1. september 1977.

Lov om kemiske stoffer og produkter (lov nr. 212 af 23. maj 1979)

Bekendtgørelse nr. 347 af 27. juni 1975 om vaske- og rengøringsmidlers nedbrydelighed.

Bekendtgørelse nr. 18 af 15. januar 1976 om begrænsninger i indførslen og anvendelsen af PCB og PCT, som ændret ved bekendtgørelse nr. 572 af 26. november 1976.

Bekendtgørelse nr. 410 af 17. september 1980 om bekæmpelsesmidler.

Bekendtgørelse nr. 185 af 15. april 1981 om udbringning af bekæmpelsesmidler fra luftfartøjer (flysprøjtning).

Beredskabsvejledningen . Miljøstyrelsens vejledning nr. 8/74 af november 1974 om beredskab ved uheld med farlige stoffer på landjorden.

Strandrensningsvejledningen . Miljøstyrelsens Strandrensningsvejledning - vejledende retningslinier for de kommunale beredskabsplaner og regler for fordeling af udgifter, der udkommer i begyndelsen af 1982.

Lov om mark- og vejfred m.v. (lov nr. 107 af 31. marts 1953)

§ 17. Den, som uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel færdes på anden mands grund eller som færdes ad en privat vej, hvor det ved færdselstavle eller andet lovligt opslag er tilkendegivet, at færdsel eller færdsel af den pågældende art er forbudt, straffes med bøde.

Stk. 2. På samme måde straffes den, som færdes i fredede klitter, hvor det ved opslag er tilkendegivet, at færdsel er forbudt.

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 24. september 1974 om politiets opgaver inden for miljø- og levnedsmiddellovgivningen

Miljøministeriet har meddelt, at miljø- og levnedsmiddelreformen træder i kraft den 1. oktober 1974. Reformen omfatter lov nr. 372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse, lov nr. 373 af 13. juni 1973 om ændring af lov om vandforsyning og lov om offentlige veje, lov nr. 374 af 13. juni 1973 om ændring af vandløbsloven samt lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.v.

Fra ikrafttrædelsestidspunktet bortfalder sundhedsvedtægterne, ligesom sundhedskommissionerne nedlægges og deres opgaver overføres til andre myndigheder. Reformen medfører endvidere, at politiet ophører med at varetage de hidtidige funktioner i forbindelse med miljø- og levnedsmiddelkontrollen (sekretariatsforretninger, tilsynsopgaver, oplysning af klagesager efter anmodning fra kommunale myndigheder m.v.).

Politiets opgaver inden for området af den nævnte lovgivning vil fremtidig være følgende:

1. Efterforskning med henblik på gennemførelse af straffesager for overtrædelse af lovgivningen.

2. Nødvendig bistand til at skaffe vedkommende myndigheder adgang til offentlige og private ejendomme m.v. for at tilvejebringe oplysninger til brug for beslutninger i henhold til loven eller regler udfærdiget med hjemmel i loven, jf. § 51 i lov nr. 372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse og § 45 i lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.v.

3. Efter aftale mellem Justitsministeriet og Miljøministeriet i medfør af § 51, stk. 2 og § 45, stk. 2 i de nævnte love, kan politiet endvidere yde bistand til statslige myndigheder til oplysning af klagesager, såfremt det under behandlingen af en klagesag viser sig, at det ikke er muligt at få sagen tilfredsstillende oplyst uden politiets bistand.

Cirkulæreskrivelse af 5. december 1979 vedrørende overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven.

Efter miljøbeskyttelseslovens § 83 straffes overtrædelser af loven med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år. Det fremgår af lovens forarbejder, at der ved den udvidelse af strafferammen, der ved lovens vedtagelse fandt sted i forhold til den tidligere gældende retstilstand, tilsigtedes en ændring af praksis, således at der kunne ikendes så alvorlige straffe, navnlig med hensyn til bødestørrelser, at der kunne opnås en reel præventiv virkning.

Af en af Miljøstyrelsen i august 1978 udarbejdet redegørelse om bl.a. anklagemyndighedens og domstolenes praksis i straffesager efter miljølovgivningen fremgår imidlertid, at antallet af strafferetlige afgørelser er så beskedent og bødeniveauet generelt så lavt, at den strafferetlige praksis ikke kan anses for skærpet siden miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden.

Da der således havde vist sig behov for en skærpelse af den pågældende praksis og størrelsen af bøder i miljøsager anmodede miljøministeren i oktober 1978 Justitsministeriet om at søge udvirket, at anklagemyndigheden i fremtidige sager om overtrædelse af miljøbeskyttelseslovgivningen nedlægger påstand om betydeligt større bøder end hidtil.

Rigsadvokaten har herefter i meddelelse af 9. oktober 1979 om behandling af sager om overtrædelse af bl.a. miljøbeskyttelsesloven anmodet statsadvokater og politimestre om, at der søges gennemført en skærpelse af anklagemyndighedens hidtil fulgte praksis.

Rigsadvokaten har i sin meddelelse bl.a. udtalt følgende:

"Jeg skal derfor anmode om, at der i alle typer sager søges gennemført en skærpelse af den hidtil fulgte praksis. Som følge heraf bør sager om overtrædelse af disse love som regel indbringes for retten. Anklagemyndighedens bødepåstand bør afpasses efter overtrædelsens art og grovhed, idet hensyn både tages til de skadevirkninger - på kortere eller længere sigt - som overtrædelsen har medført eller kan frygtes at medføre, og til gerningsmandens subjektive forhold. Har overtrædelsen indbragt eller tilsigtet en gevinst, eventuelt i form af en besparelse, bør bøden fastsættes med hensyntagen til den økonomiske fordel, der er indvundet eller tilsigtet. Ved efterforskningen af sagen bør de oplysninger søges tilvejebragt, som er fornødne til dokumentation herom.

Er overtrædelsen begået af et selskab, bør ansvaret som regel pålægges selskabet som sådant. Har ledelsen af selskabet eller en overordnet funktionær, herunder direktøren, handlet forsætligt eller vist grov uagtsomhed, bør tiltalen - foruden imod selskabet - rejses mod den eller de personligt ansvarlige. Dette vil der navnlig kunne være anledning til, når overtrædelsen består i undladelse af at efterkomme påbud eller tilsidesættelse af forbud. Bødepåstanden mod den personligt ansvarlige fastsættes i overensstemmelse med almindelig praksis efter forholdets grovhed og tiltaltes økonomiske forhold, således at den eventuelt opnåede eller tilsigtede økonomiske gevinst søges inddraget ved bødepåstanden over for selskabet.

Såfremt den daglige leder af selskabet tillige er hovedaktionær og må antages at være enerådende med hensyn til selskabets forhold, rejses tiltalen alene mod ham, der ikke ved at drive virksomhed i selskabsform skal kunne undgå det personlige ansvar. Personligt ansvar gøres normalt ikke gældende ved overtrædelser af underordnet betydning, som må antages at skyldes en "anonym" fejl. I så fald rejses tiltalen mod selskabet og kun mod dette.

Tvivlstilfælde med hensyn til sanktionen og ansvarets placering forelægges for statsadvokaten.

Gennemførelsen af sager af denne karakter nødvendiggør et samarbejde mellem politiet og vedkommende forvaltningsmyndighed. Forvaltningsmyndigheden vil bistå politiet med oplysning om overtrædelsens skadevirkninger, bedømmelsen af dens strafværdighed og bør opfordres til at udtale sig om sanktionspåstanden.

Af hensyn til særmyndighedens mulighed for at holde sig orienteret om straffesager efter miljø- og levnedsmiddelloven og for at kunne øve indflydelse på ankespørgsmålet tilsendes Miljøstyrelsen, Statens Levnedsmiddelinstitut eller Veterinærdirektoratet samt vedkommende lokale tilsynsmyndighed hurtigst muligt og for dommes vedkommende i god tid inden ankefristens udløb underretning om afgørelsen."

Miljøministeriets departement har ved skrivelse af 22. november 1979 anmodet Miljøstyrelsen om i tilslutning til rigsadvokatens meddelelse at henstille til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet, at der søges etableret et nært samarbejde mellem disse og anklagemyndigheden med henblik på at få fastlagt et rimeligt niveau for de bødepåstande, der bør nedlægges i sager om overtrædelse af miljølovgivningen, således at bødernes størrelse i højere grad end hidtil fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og grovhed, samt til den eventuelle økonomiske fordel, der er indvundet eller tilsigtet.

Miljøstyrelsen skal i denne forbindelse som områder, hvor der er et særligt behov for et betydeligt højere bødeniveau først og fremmest pege på de tilfælde, hvor en forurenende virksomhed foretager ulovlige udledninger med betydelig skadevirkning til følge. Hertil kommer sager, hvor myndighedernes påbud om udførelse af udgiftskrævende, forureningsbegrænsende foranstaltninger ikke efterkommes, fordi udsigten til straf af den hidtil kendte størrelse er en utilstrækkelig pression. Endvidere bør det tilstræbes, at bødeniveauet fastlægges således, at forurenende virksomheder, hvis etablering kræver myndighedernes godkendelse, ikke påbegyndes ulovligt, jf. miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 3. Af generalpræventive hensyn bør dette også gælde, hvor der i det konkrete tilfælde ikke konstateres nogen egentlig miljømæssig skadevirkning.

Ud fra samme hensyn skal Miljøstyrelsen pege på tilfælde, hvor den enkelte lovovertrædelses skadevirkning må ses i sammenhæng med mulige andre overtrædelser, hvorved den miljømæssige virkning for forureningstilstanden som helhed er betydelig. Dette gør sig eksempelvis gældende med hensyn til forurening af vandløb, hyppigt fra ulovlig udledning af forurenende stoffer fra landbrugsvirksomhed. Det bemærkes i denne forbindelse, at overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 17 har givet anledning til langt de fleste tiltalerejsninger, og at det hidtidige bødeniveau i disse sager (hyppigst 1.000-2.000 kr.) forekommer overordentlig lavt.

For at de i miljølovgivningen indeholdte straffebestemmelser skal få en reel, præventiv virkning, vil det - udover bødekrav af absolut følelig størrelse - være af afgørende betydning, at begåede lovovertrædelser konstateres, samt at der fremskaffes det for domfældelse nødvendige bevismateriale, herunder oplysninger til brug for vurderingen af størrelsen af den påståede bøde.

Det vil desuden for straffesagens gennemførelse være af betydning, at beslutningen om at anmode om tiltalerejsning træffes hurtigt, således at myndighedernes passivitet ikke vil kunne påberåbes til støtte for en eventuel mildere bedømmelse af forholdets strafværdighed.

Det vil efter Miljøstyrelsens opfattelse være af væsentlig betydning for opnåelsen af den tilsigtede skærpelse af bødeniveauet, at de kommunale miljømyndigheder i samarbejde med anklagemyndigheden, under straffesagens behandling over for retten belyser bl.a. den stedfundne lovovertrædelses skadevirkninger på kortere og længere sigt, samt omfanget af de besparelser tiltalte kan have opnået ved at overtræde loven.

Miljøstyrelsen skal i denne forbindelse henvise til nedennævnte ekstrakt fra bemærkningerne til miljøbeskyttelseslovens § 83 (F.T. 1972/73 bilag A sp. 4020:)

".... det er givet, at forureningen ikke kan bekæmpes på grundlag af straffebestemmelser, men at der snarere må lægges betydelig vægt på oplysende virksomhed og andre motiverende aktiviteter. På den anden side vil det være nødvendigt for gennemførelsen af lovens formål og for efterlevelse af de enkelte regler, at overtrædelse kan sanktioneres med straf, navnlig i grovere tilfælde. Det har ved udformninger af bestemmelsen været hensigten, at der i medfør af loven kan ikendes så alvorlige straffe, at der vil kunne opnås en reel præventiv virkning. Det må i øvrigt understreges, at det vil være af stor betydning, at anklagemyndigheden og domstolene ved administrationen af nærværende straffebestemmelser bestræber sig på at ændre den almindelige praksis i bødesager, således at de idømte bøder i medfør af denne bestemmelse bliver virkeligt følelige og kommer til at stå i et for den almindelige opfattelse rimeligt forhold til den eventuelt forvoldte skade. Hertil kommer, at en sådan praksisændring vil være en afgørende forudsætning for effektivt at forhindre, at udsigten til eventuel bødestraf blot indkalkuleres i f.eks. en erhvervsvirksomheds driftsomkostninger ..."

Som det fremgår af rigsadvokatens meddelelse, som citeret ovenfor, er anklagemyndigheden opfordret til hurtigst muligt efter dommens afsigelse at tilstille den kommunale tilsynsmyndighed og Miljøstyrelsen en kopi af domsudskriften.

Dette sker af hensyn til ankefristen for indbringelse af en underretsdom for landsretten, der er 14 dage.

Miljøstyrelsen vil være indstillet på at rådgive i spørgsmålet om, hvorvidt en dom bør prøves ved en højere instans, ligesom styrelsen er indstillet på i øvrigt at yde vejledning i spørgsmål om retsforfølgning i anledning af overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven. Miljøstyrelsen vil med henblik herpå på baggrund af modtagne domsudskrifter foretage registrering af afsagte straffedomme.

Styrelsen finder imidlertid at burde understrege, at det primært påhviler den kommunale myndighed at tage stilling til, om straffesag bør rejses og over for anklagemyndigheden at udtale sig om sanktionspåstanden.

Det tilføjes, at Miljøstyrelsen meget snart vil udsende en generel vejledning om myndighedsbehandlingen af sager vedrørende bekæmpelse af ulovlige forureninger af vandområder.

Bilag 2.

Cirkulæreskrivelse vedrørende etablering af et vagtberedskab i de amtskommunale tekniske forvaltninger med henblik på bekæmpelse af ulovlige forureninger af vandløb, søer og kystnære dele af søterritoriet.

1. Baggrund

Den amtskommunale koordination af foranstaltninger til undersøgelse og bekæmpelse af pludseligt opståede ulovlige forureninger.

Vagtberedskabets etablering og omfang.

2. Aktivering af beredskab og alarmeringsstruktur.

Instruks for alarmcentraler.

Instruks for amtskommunale vagthavende teknikere.

1. Baggrund

I Miljøstyrelsens "Vejledning vedrørende bekæmpelse af ulovlige forureninger af vandløb, søer og kystnære dele af søterritoriet" forudsættes, at man - også uden for normal arbejdstid via 0-0-0 opkald til alarmcentralen (politiet/hovedbrandstationen i København) - kan anmelde pludselig opstået forurening af vandløb, søer og kystnære dele af søterritoriet. Det påhviler amtsrådet som ansvarlig for vandområdernes kvalitet at træffe afgørelse om etablering af et vagtberedskab til opfølgning af anmeldelser.

I nærværende cirkulæreskrivelse gives efter forhandling med bl.a. Amtsrådsforeningen og Statens Brandinspektion anvisninger på, hvorledes der kan oprettes et beredskab, hvorved amtsrådene i fuldt omfang kan være i stand til at forestå opsporing og bekæmpelse af ulovlige forureninger, etablering af afværgeforanstaltninger og tilvejebringelse af dokumentation for udledninger og recipientfølger heraf. Endvidere beskrives, hvorledes et delvist beredskab kan etableres.

1.1. Den amtskommunale koordination af foranstaltninger til undersøgelse og bekæmpelse af pludseligt opståede ulovlige forureninger

Amtsrådet bør være den koordinerende myndighed for de undersøgelser og foranstaltninger, som bør iværksættes i forbindelse med ovennævnte forureninger, idet det i tilfælde, hvor der i forbindelse med vandforureningsalarm ikke er akut fare for omgivelserne, er tillagt de amtskommunale tekniske forvaltninger at forestå såvel opklaringsarbejdet som skadeudbedringerne såvel i vandet som på de tilgrænsende bredder.

De amtskommunalt koordinerede aktiviteter kan i øvrigt iværksættes på basis af lokalt trufne aftaler med politiet, kommunalbestyrelserne og eventuelt med fiskerikontrollen om den mest rationelle fremgangsmåde og fordeling med henblik på hurtig fremskaffelse af bevismateriale, mens dette endnu findes, og optagelse af politirapport på et tidspunkt, hvor eventuelle beviser endnu er til stede. På tilsvarende vis kan der med brandvæsenet være truffet aftale om entreprenørmæssig bistand i forbindelse med udbedring af skader.

Et beredskab forudsætter endvidere, at amtsrådet råder over kvalificeret personale, der uden for normal arbejdstid har adgang til bil med biltelefon, prøvetagningsudstyr, prøveflasker, måleudstyr (f.eks. for vandhastighed, ilt, temperatur og pH) og har forbindelse med kvalificerede analyselaboratorier.

1.2. Vagtberedskabets etablering og omfang

Et fuldt vagtberedskab kan etableres ved, at der blandt de ansatte i amtsrådenes tekniske forvaltninger tilvejebringes en tilkaldevagtordning således, at man via alarmcentralen kan komme i kontakt med den vagthavende amtskommunale tekniker.

Dette kan ske ved, at alarmcentralen henviser enten til vagthavende teknikers privattelefon eller - i de amtskommuner som råder over offentlig biltelefon - til biltelefonen i et amtskommunalt køretøj, som den vagthavende har med sig hjem. Dette køretøj kan hensigtsmæssigt udstyres som beredskabsvogn med det ovenfor nævnte nødvendige prøvetagningsudstyr m.v.

Et delvis beredskab kan etableres ved, at alarmcentralen uden for normal arbejdstid og det tidsrum, hvor amtsrådet finder, at fuldt vagtberedskab bør opretholdes, råder over en række telefonnumre til amtskommunale teknikere eller andre, der kan tilkaldes. Amtsrådet træffer aftale med alarmcentralen om, hvorledes der skal forholdes, hvis der ikke opnås kontakt.

2. Aktivering af beredskab og alarmeringsstruktur

Når en ulovlig forurening af et vandløb, en sø eller et kystnært farvand opdages, foretages anmeldelse heraf til alarmcentralen ved fra nærmeste telefon at dreje 0-0-0 og melde "vandforureningsalarm".

Alarmcentralen følger herefter "Instruks for alarmcentralen ved melding "vandforureningsalarm"", hvorved der søges etableret kontakt til amtskommunernes vagthavende teknikere, som herefter har ansvaret for sagens videre behandling.

Amtskommunens vagthavende teknikere følger herefter "Instruks for amtskommunale teknikere ved melding "vandforureningsalarm"", hvorved de amtskommunale foranstaltninger til undersøgelse og bekæmpelse af ulovlige forureninger iværksættes og truede interesser, landbrug og naboamtskommuner varsles.

2.1. Instruks for alarmcentraler

1. Vagthavende sikrer sig ved forespørgsel til anmelder oplyst følgende:

navn

bopælsadresse

forureningssted

nummer på opkaldstelefon

samt om forureningen kan nødvendiggøre

tilkald af andre myndigheder

(brandvæsen, vejvæsen, søværnets

operative kommando m.v.).

2. Vagthavende oplyser herefter, at han nu søger at kontakte amtskommunens tekniker og beder anmelderen om at blive ved telefonen uden at lægge røret.

3. Vagthavende orienterer sig på eksisterende kortmateriale om forureningsstedets beliggenhed og om i hvilken amtskommune uheldet er sket.

4. Vagthavende alarmerer den aktuelle amtskommunale vagthavende tekniker og meddeler forureningsstedets beliggenhed, anmelderens telefonnummer (opkaldsnummeret) og beder vagthavende amtskommunale tekniker ringe til dette nummer umiddelbart efter samtalens ophør.

5. Alarmcentralens vagthavende henvender sig herefter til den i telefonen ventende anmelder og meddeler, at amtskommunens teknikere nu er underrettet om sagen, og at anmelder, så snart forbindelsen med alarmcentralen afbrydes, kan forvente opringning fra amtskommunens vagthavende tekniker, som herefter er ansvarlig for sagens videre forløb. Anmelderen anmodes om at lægge telefonen på og blive ved telefonen indtil opringningen fra amtskommunale vagthavende tekniker går igennem.

6. Såfremt alarmcentralen ikke opnår kontakt med en amtskommunal tekniker oplyses anmelderen herom og forholder sig i øvrigt herefter ifølge aftalen med amtsrådet.

7. Alarmcentralen underretter den politikreds, hvori forureningen er sket (i de tilfælde, hvor alarmcentralen ikke ligger hos den pågældende politikreds).

2.2. Instruks for amtskommunale vagthavende teknikere

1. Vagthavende tekniker sikrer sig ved forespørgsel til anmelder oplyst følgende:

navn

bopælsadresse

forureningens art

forureningens omfang

tidspunktet for forureningens observation.

2. Vagthavende tekniker orienterer sig på eksisterende kortmateriale om uheldsstedets beliggenhed og iværksætter amtskommunalt koordinerede administrative foranstaltninger til undersøgelse og bekæmpelse af forureningen.

3. Vagthavende tekniker vurderer herefter i hvilken udstrækning brugere af vand i egen amtskommune vil kunne berøres.

Såfremt der er risiko for skader ved anvendelse af vandet til dambrugsdrift, mark- og kreaturvanding eller drikkevandsforsyning iværksættes varsling af de berørte interesser (telefonisk eller personligt). Varslingen bør udføres efter en i amtskommunen udarbejdet plan indeholdende bl.a. kortoversigt over beliggenhed af dambrug og vandindvindingsrettigheder samt adresser og eventuelle telefonnumre på disse.

Såfremt naboamtskommuner kan berøres, varsles disse telefonisk umiddelbart efter iværksættelsen af varslingen af brugere af vand i egen amtskommune.

4. Herefter iværksættes de amtskommunalt koordinerede praktiske foranstaltninger med hensyn til begrænsning/afhjælpning af recipientskader og arbejdet med kildesporing og tilvejebringelse af dokumentation for eventuelle ulovligheder og recipientskader.

5. Såfremt kommunalbestyrelserne inden for det berørte område ikke er blevet underrettet om uheldet i forbindelse med iværksættelsen af ovennævnte amtskommunalt koordinerede foranstaltninger, skal en sådan underretning ske snarest muligt.

Adresseliste Bilag 3

Hovedstadsrådet

Sct. Annæ Plads 26

1250 København K

Tlf. 01 15 43 00

Københavns kommune

Teknisk Service

Vigerslev Allé 1 A

2500 Valby

Tlf. 01 31 17 01

Frederiksberg kommune

Teknisk Direktorat

Frederiksberg Rådhus

2000 Københavns F

Tlf. 01 19 21 21

Københavns amtskommune

Teknisk forvaltning

Naverland 2

2600 Glostrup

Tlf. 01 96 55 44

Frederiksborg amtskommune

Teknisk forvaltning

Kongens Vænge

3400 Hillerød

Tlf. 02 26 66 00

Roskilde amtskommune

Teknisk forvaltning

Køgevej 80

4000 Roskilde

Tlf. 02 35 03 35

Vestsjælland amtskommune

Miljøafdelingen

Slagelsevej 7

4180 Sorø

Tlf. 03 63 25 33

Storstrøms amtskommune

Amtsvandvæsenet

Parkvej 37

4800 Nykøbing F

Tlf. 03 85 52 66

Bornholms amtskommune

Teknisk forvaltning

Ringvejen 1

3700 Rønne

Tlf. 03 95 21 23

Fyns amtskommune

Vand- og miljøafdelingen

Ørbækvej 100

5220 Odense SØ

Tlf. 09 15 94 00

Sønderjyllands amtskommune

Teknik- og miljøforvaltningen

Jomfrusti 2

6270 Tønder

Tlf. 04 72 29 29

Ribe amtskommune

Miljøafdelingen

Sorsigvej

6760 Ribe

Tlf. 05 42 00 44

Vejle amtskommune

Forvaltning for teknik og miljø

Damhaven 12

7100 Vejle

Tlf. 05 83 53 33

Ringkjøbing amtskommune

Amtsvandvæsenet

Nørredige 20

6950 Ringkjøbing

Tlf. 07 32 08 66

Århus amtskommune

Amtsvandinspektoratet

Lyseng Allé 3

8270 Højbjerg

Tlf. 06 27 33 44

Viborg amtskommune

Amtsvandinspektoratet

Postboks 21

8800 Viborg

Tlf. 06 62 33 00

Nordjyllands amtskommune

Amtsvandvæsenet

Niels Bohrsvej 30

9220 Aalborg Øst

Tlf. 08 15 62 22

Versioner

1. 1981-12-31