Gelex

Arbejdsdirektørens vejledning om anvendelse af reglerne i bekendtgørelse nr. 646 af 21. december 1983 om retten til dagpenge for et medlem, som opnår arbejde af kortere varighed end fuld tid eller er ledig på grund af vejrlig eller som følge af arbejdsfordeling (beregning af supplerende dagpenge)

OphævetVersion 1983-12-21fra 1983-12-21 til 1989-07-27
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1983/3380@1983-12-21/da

Indhold
  1. Indledning

Definition (§ 1)

Et medlem anses normalt for at arbejde på nedsat tid, når den ugentlige arbejdstid er mindre end, hvad der ifølge overenskomst er gældende inden for området, og medlemmet samtidig står tilmeldt arbejdsformidlingen som arbejdssøgende.

Da dagpengeudbetalingen opgøres ugevis, medfører det, at et medlem, som i løbet af en uge påbegynder eller afslutter et arbejdsforhold, i den pågældende uge anses for at have arbejdet på nedsat tid.

Fradrag m.v. (§ 2)

Som hovedregel medfører udført arbejde i en ledighedsperiode fradrag i forhold til den medgåede tid til arbejdets udførelse.

Den medgåede tid skal derfor anføres på dagpengekortet for det tidspunkt, hvor arbejdet er udført.

I visse tilfælde, f.eks. ved undervisningsvirksomhed, er der i timebetalingen indregnet vederlag for forberedelse. En sådan forberedelsestid medfører fradrag på samme måde som den egentlige undervisningstid, idet der sker belægning af dagpengekortet efter beregning af timetallet med en nærmere fastsat omregningsfaktor i henhold til overenskomsten.

Har arbejdet en sådan karakter, at den medgåede tid ikke eller kun vanskeligt lader sig kontrollere, sker fradrag i almindelighed efter forholdet mellem indtægtens størrelse og den gældende omregningssats.

Dette gælder således ofte for honorarer for visse tjenesteydelser, f.eks. oversættelsesarbejde, freelancevirksomhed og lignende.

Indtægten omsættes i disse tilfælde til timer efter følgende formel:

Indtægt

--------------------------- = timer

omregningssats (timesats)

Såfremt der med indtægtens opnåelse har været forbundet dokumenteret nødvendige udgifter, der godkendes som fradragsberettigede af skattemyndighederne, foretages fradrag af disse, således at kun medlemmets nettoindtægt påvirker dagpengeberegningen, idet der dog altid som minimum skal fradrages det faktiske antal timer.

I en del tilfælde, f.eks. hvor den medgåede arbejdstid vanskeligt kan konstateres, eller hvor arbejdsindtægtens størrelse er meget varierende, sker belægningen af dagpengekortet ud fra særlige hensyn til arbejdets karakter.

F.eks. belægges dage, på hvilke medlemmer under særkontrolforanstaltninger (lønarbejdende fiskere, lastoptagere af fisk, eksportchauffører m.v.) har haft en indtjening på under et fastlagt beløb svarende til 8 gange den gældende omregningssats, ifølge praksis med 8 timer, medens der i øvrigt sker omregning til et større antal arbejdstimer.

For medlemmer, der helt eller delvist aflønnes på provisionsbasis, og som i øvrigt opfylder betingelserne for at få dagpenge, herunder rådighedskravet, belægges arbejdsdage, hvor der arbejdes med mindre end 8 timer - under hensyn til arbejdets karakter - supplerende op til 8 timer. Arbejdes der mere end 8 timer, belægges med det faktiske timetal. Tilsvarende gælder eksempelvis for hyrevognschauffører.

Beskæftigelse på overenskomstmæssig fastlagt weekendhold(12 timer lørdag + 12 timer søndag), og som ifølge overenskomsten anses for en normal arbejdsuge, betragtes som fuld beskæftigelse, således at dagpengekortet i en uge belægges med 40 timer.

Som hovedregel belægges dagpengekortet for en hel dag med 8 timer.

I særlige tilfælde, f.eks. hvor der normalt arbejdes mere end 8 timer om dagen, vil der dog skulle ske belægning med et større antal timer. I tilfælde af sygdom på en sådan dag, hvor medlemmet modtager sygeløn for mere end 8 timer, belægges dagpengekortet med det større antal timer.

Endvidere kan henvises til eksemplet vedrørende weekendarbejde.

Søgnehelligdage (§ 3)

Det er en betingelse for udbetaling af dagpenge for søgnehelligdage, at der foreligger ledighed svarende til en normal arbejdsuge, enten før eller efter helligdagen(e). Arbejdsfordeling eller virksomhedslukning på grund af ferie betragtes ikke som ledighed.

Perioder, hvori der under ledighed forekommer sygdom, ferie eller kursusdeltagelse, betragtes i denne forbindelse som ledighed.

EKS.: A L L L O O L L SH -------------------------- T O T F L S M T O A = arbejde L = ledighed Medlemmet har været ledig en uge forud for helligdagen og vil derfor være berettiget til dagpenge.

Søgnehelligdage ved jul og påske betragtes som en helhed, således at betingelserne for udbetaling af dagpenge for disse dage skal være opfyldt enten forud for den første helligdag eller efter den sidste helligdag.

Såfremt der i perioden forekommer beskæftigelse, der har karakter af egentligt lønarbejde, kan der ikke udbetales søgnehelligdagsdagpenge, hvorimod bibeskæftigelse samt belægning af dagpengekortet som følge af timeoverførsel, arbejdsfri indtægter eller borgerlige ombud o.lign. ikke afbryder ledige perioder omkring søgnehelligdagen(e).

Delvist arbejde på søgnehelligdage udelukker ikke retten til at oppebære supplerende dagpenge for den/de pågældende dage.

Grundlovsdag betragtes i relation til udbetaling af dagpenge for søgnehelligdage som 1/2 søgnehelligdag.

Udbetaling af en opsparet søgnehelligdagsbetaling er uden betydning for retten til dagpenge for søgnehelligdage.

Undtagelsen i § 3, stk. 3 vedrører ikke faglige områder, hvor man som udgangspunkt opererer med en normal 5-dages uge, men ifølge overenskomsten er forpligtet til at udføre arbejde også i weekender og på søgnehelligdage/helligdage mod at man senere afspadserer og/eller oppebærer tillæg til den normale løn.

Afsnittet vedrører medlemmer af arbejdsløshedskasser, hvor man traditionelt og ifølge overenskomst principielt betragter alle ugens dage som ligestillede.

Dette er f.eks. tilfældet med Tjenernes Arbejdsløshedskasse, Gastronomernes Arbejdsløshedskasse, Hotel- og Restaurationspersonalets Arbejdsløshedskasse og Musikernes og Artisternes Arbejdsløshedskasse.

Vejrlig (§ 4)

Vejrligsledighed omfatter tilfælde, hvor arbejdet indstilles eller ikke kommer i gang som følge af dårligt vejr.

Arbejdsstandsning, der f.eks. skyldes varme eller omfatter medlemmer, der er beskæftiget indendørs, vil som følge heraf ikke kunne betragtes som vejrligsledighed.

Det er en betingelse for udbetaling af dagpenge i forbindelse med vejrligsledighed, at der på dagpengekortet fra første ledige dag anføres et »V« ud for de enkelte dage, ligesom der skal påføres det antal timer, der evt. måtte være arbejdet, eller hvor der er udbetalt løn for ventetid.

Medlemmer, som forgæves giver møde på arbejdspladsen og modtager erstatning for indtil 2 timer, kan som hidtil holde disse timer uden for dagpengeordningen, såfremt arbejdet ikke kan igangsættes, og der straks ved arbejdstidens begyndelse sker hjemsendelse (eller ikke ansættelse).

Det er endvidere en betingelse, at arbejdsgiveren eller den han bemyndiger dertil i rubrikken »arbejdsgiverens navn og adresse« ud for samtlige vejrligsdage sætter sin underskrift som attestation på, at der ikke har kunnet arbejdes de pågældende dage.

Der kan i øvrigt ikke udbetales dagpenge for vejrligsdage i forbindelse med arbejde, der udføres uden for landets grænser, medmindre der arbejdes for en dansk arbejdsgiver og medlemmet hver dag efter arbejdstids ophør vender tilbage til sin bopæl i Danmark.

Arbejdsfordelingsordning (§§ 5-6)

En arbejdsfordelingsordning er en ordning, hvorved den overenskomstmæssige arbejdstid i en begrænset periode er nedsat, uden at de pågældende medarbejdere er afskedigede. En sådan ordning er bl.a. karakteristisk ved, at medlemmerne i hele perioden fortsat er ansat i virksomheden, også selv om ordningen medfører en samlet lukning i et antal uger.

Formålet med arbejdsfordeling er i den omhandlede periode at undgå afskedigelser. Såfremt der alligevel i perioden finder afskedigelser sted blandt de omfattede personer, bortfalder arbejdsfordelingsordningen og dermed retten til supplerende dagpenge for de omfattede personer.

En arbejdsfordelingsordning, der er aftalt i overensstemmelse med bekendtgørelsens regler, medfører at et medlem opnår ret til supplerende dagpenge for de dage, hvor der som følge af fordelingen ikke arbejdes. Det skal understreges at de almindelige betingelser for ret til dagpenge i øvrigt skal være opfyldt, idet medlemmet ikke i kraft af fordelingsordningen opnår nogen yderligere ret til dagpenge end efter lovgivningens almindelige regler. Et deltidsforsikret medlem med mindst 15 timers arbejde om ugen vil således ikke kunne oppebære supplerende dagpenge i mere end 13 uger inden for 12 måneder, uanset en eventuel fordelingsordning måtte løbe over en længere periode.

Når en fordelingsordning skal opfylde visse betingelser betyder dette omvendt, at såfremt den er aftalt i strid med bekendtgørelsens regler, mister de pågældende medlemmer retten til supplerende dagpenge for den omhandlede periode. Da en fordelingsordning er en ændring af ansættelsesforholdet, betyder dette endvidere at dagpengeretten på funktionærlovsområdet tidligst kan indtræde, når det individuelle varsel, der gælder for sådanne ændringer, er udløbet.

En fordelingsordning på under 13 uger skal anmeldes til arbejdsformidlingen så hurtigt som muligt og senest 1 uge før den planlagte begyndelsesdato. Anmeldelsen skal foretages på en af arbejdsdirektøren godkendt blanket og skal indeholde oplysninger om de af fordelingsordningen omfattede personer med angivelse af navn, personnummer samt hvilken kasse, de er medlem af. Kopi af anmeldelsen sendes af arbejdsformidlingen til den eller de berørte arbejdsløshedskasser.

En ordning, der forventes at vare ud over 13 uger eller forlænges herudover, skal godkendes af arbejdsmarkedsnævnet for så vidt angår den overskydende periode. Begæring om godkendelse skal fremsættes senest 4 uger inden fordelingsordningens eller forlængelsens ikrafttræden.

I særlige tilfælde kan et medlem have ret til supplerende dagpenge, uanset en fordelingsordning ikke omfatter en hel virksomhed eller en hel enhed heraf. Når der foreligger særlige driftsmæssige eller faglige grunde, og der i øvrigt er enighed om ordningen, kan denne godkendes af arbejdsmarkedsnævnet, efter de samme regler som ovenfor nævnt.

Hvor en virksomhed med en godkendt arbejdsfordelingsordning uforudset får et korterevarende behov for arbejdskraft, medregnes en sådan periode med mere beskæftigelse end forudsat i fordelingsordningen i arbejdsfordelingsperioden, medmindre arbejdsfordelingsordningen forinden er afmeldt til arbejdsformidlingen.

Ved en afmelding skal det angives, om afbrydelsen af arbejdsfordelingsordningen er af midlertidig karakter.

Dagpengesats (§ 7-8)

I det omfang et medlem vil være berettiget til at få udbetalt supplerende dagpenge i en uge, kan disse højst udbetales efter den sats, der er gældende for nyuddannede.

Beregning af supplerende dagpenge opgøres for een uge ad gangen. Dette indebærer for kasser med 14-dages eller månedsdagpengekort, at det for en udbetalingsperiode kan blive nødvendigt at udbetale supplerende dagpenge med een sats og fulde dagpenge med en anden sats.

Det kan forekomme, at et medlem må anses for at arbejde på nedsat tid og dermed må ligestilles med medlemmer, der modtager supplerende dagpenge, uanset der i den enkelte uge ikke forekommer beskæftigelse. Dette vil være tilfældet ved arbejdsfordeling, turnusarbejde samt andre lignende tilfælde, hvor der ifølge vagtskema arbejdes periodevis.

Ved spørgsmålet om, hvilken dagpengesats der skal benyttes i den enkelte uge, vil det være afgørende, om der på dagpengekortet er påført timer som følge af lønarbejde, og dette arbejde har karakter af hovedbeskæftigelse.

I tilfælde, hvor der således udelukkende sker fradrag i dagpengene på baggrund af andet end lønarbejde i den pågældende uge, anvendes satsen for nyuddannede ikke. Dette gælder f.eks. i tilfælde, hvor der sker timeoverførsel fra den forudgående uge, samt hvor bibeskæftigelse eller arbejdsfri indtægter, f.eks. pensioner, medfører fradrag i dagpengene.

Endvidere vil fradrag som følge af ferie, sygdom, borgerligt ombud eller aktiviteter, der udføres i det offentliges interesse, ikke i sig selv medføre, at dagpenge skal udbetales efter satsen for nyuddannede.

Ad bibeskæftigelse (§§ 3 og 7)

Ved bedømmelsen af, om et medlem er berettiget til dagpenge for søgnehelligdage, eller hvorvidt supplerende dagpenge skal udbetales efter dimittendsatsen, er det ovenfor anført, at bibeskæftigelse i sig selv ikke har indflydelse herpå.

Det er derfor nødvendigt at præcisere, hvad der i denne forbindelse kan anses for bibeskæftigelse, idet bemærkes, at der ikke herved er taget stilling til bibeskæftigelse i forhold til andre områder inden for arbejdsløshedsloven.

Bibeskæftigelse er karakteristisk ved, at der typisk er tale om beskæftigelse, som et medlem løbende har kunnet passe samtidig med at have haft arbejde i normalt omfang, og det må derfor forudsættes, at medlemmet i tilfælde af ledighed fra hovedbeskæftigelsen fortsat er arbejdssøgende og til rådighed i normalt omfang.

Der er således tale om en beskæftigelse af et meget ringe omfang og af en sådan karakter, at det ikke vil kunne udbydes som hovedbeskæftigelse.

Ved bibeskæftigelse er der i første række tænkt på f.eks. viceværter (fritids) kirkesangere fritidskasserere formænd for vandværker o.lign. kontrollører foreningsaktiviteter (der medfører fradrag) herunder fagligt arbejde, hvor der udbetales erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. brandmænd (frivillige) borgerlige ombud.

Derudover kan der inden for de enkelte fag være beskæftigelse, som har samme karakter som ovenfor.

Ved afgrænsningen af, hvad der er bibeskæftigelse eller ej, må der bl.a. tages udgangspunkt i det ovenfor nævnte. Det er således ikke afgørende om beskæftigelsen er inden for samme faglige område som hovedbeskæftigelsen, men snarere om beskæftigelsen konkret vil kunne udbydes som hovedbeskæftigelse, og om den er forenelig med et fuldtidsjob.

Det skal understreges, at der inden for de traditionelle lønmodtagerområder ikke kan forekomme bibeskæftigelse af samme karakter som hovedbeskæftigelsen. En arbejdsløs murer, der har murerarbejde om aftenen eller i weekenderne vil således ikke kunne kalde dette for bibeskæftigelse, uanset han tidligere har kunnet have dette sideløbende med fuld beskæftigelse. Der vil i sådanne tilfælde ikke være tale om arbejde, der kun kan udbydes som bibeskæftigelse, men derimod om typisk fuldtidsarbejde, omend på nedsat tid.

I en række andre situationer vil det normalt være klart, hvorvidt en beskæftigelse kan karakteriseres som bibeskæftigelse eller hovedbeskæftigelse.

I visse tilfælde kan det imidlertid være vanskeligt at afgrænse, navnlig når beskæftigelsen er inden for samme faglige område som hovedbeskæftigelsen. Dette kan for eksempel være tilfældet ved foredragsvirksomhed, skribentvirksomhed samt andre enkeltstående opgaver, hvor medlemmet på grund af en bestemt faglig viden medvirker ved f.eks. radioudsendelser, boganmeldelser, tolke- og oversættelsesarbejde samt andre lignende opgaver, der efter forholdets natur kun kan udbydes som bibeskæftigelse.

Selv om medlemmet måske har en form for fast ansættelse inden for sit faglige område, kan dette i særlige tilfælde også blive betragtet som bibeskæftigelse. Dette kan f.eks. være tilfældet ved deltagelse i rådgivningsarbejde, hvor en fast åbningstid eller andre forhold sætter en naturlig, lav grænse for arbejdets omfang (i modsætning til kassedamen, der arbejder hver lørdag eller taxichaufføren, som ofte selv varierer arbejdstiden).

Administrationen af disse regler forudsætter, at arbejdsløshedskassen nøje følger udviklingen i bibeskæftigelsens omfang for det enkelte medlem, især hvis bibeskæftigelsen varigt antager et større omfang.

Begrænsning i dagpengeretten (§§ 9-10)

Reglen om mindsteudbetaling af dagpenge medfører, at hvor der på dagpengekortet er foretaget belægning med timer som følge af overgang til efterløn, udbetaling af sygedagpenge, kursusgodtgørelse eller feriepenge/feriedagpenge, bortfalder dagpengene for een uge, såfremt de udgør et mindre beløb end dagpenge for 8 timer, når der er tale om fuldtidsforsikrede medlemmer. For deltidsforsikrede medlemmer bortfalder dagpengene, såfremt de udgør et mindre beløb end dagpenge for et timetal, der svarer til 1/5 af medlemmets gennemsnitlige arbejdstid før ledigheden.

I alle andre tilfælde medfører reglen om mindsteudbetaling af dagpenge for fuldtidsforsikrede medlemmer, at der ikke vil kunne udbetales supplerende dagpenge, når disse udgør et beløb, der er mindre end dagpenge for 10 timer (1/4 af fuld sædvanlig arbejdstid) og for deltidsforsikrede, når de udgør et mindre beløb end dagpenge for et timetal, der svarer til 1/4 af den gennemsnitlige ugentlige arbejdtid.

Eks.: Et deltidsforsikret medlem har hidtil arbejdet 28 timer pr. uge og får herefter en beskæftigelse på 24 timer pr. uge. Der vil ikke kunne udbetales supplerende dagpenge, idet nedgangen på 4 timer er mindre end 1/4 af den gennnemsnitlige arbejdstid før ledigheden.

Såfremt arbejdstiden var blevet nedsat til 21 timer vil der kunne udbetales supplerende dagpenge, idet nedgangen på 7 timer netop svarer til 1/4.

Bestemmelsen om en tidsmæssig begrænsning i deltidsforsikrede medlemmers ret til supplerende dagpenge omfatter medlemmer, hvis ugentlige arbejdstid nedsættes enten hos den samme arbejdsgiver, eller - eventuelt efter en ledighedsperiode - hos en ny arbejdsgiver på nedsat tid.

Inden for en 12 måneders periode kan der kun udbetales supplerende dagpenge i 13 uger. Kun uger i hvilke der er udbetalt dagpenge, og hvor medlemmet har været beskæftiget i mindst 15 timer indgår.

Derimod medregnes uger, hvor antallet af timer kommer op på 15 eller derover på grund af timeoverførsel, eller på grund af andet end lønarbejde, f.eks. selvstændigt bierhverv eller borgerligt ombud m.v., ikke i de 13 uger.

Såfremt et medlem, uden at være tilmeldt arbejdsformidlingen, opnår uafbrudt beskæftigelse i mindst 13 uger, men med et gennemsnitligt ugentligt timetal, der er mindre end det var før ledighedens indtræden, vil medlemmet umiddelbart herefter få ret til supplerende dagpenge i forhold til det nye timetal, såfremt der sker en arbejdstidsnedsættelse.

Forskellige bestemmelser (§§ 11-14)

Reglerne om udbetaling af supplerende dagpenge forudsætter, at et medlem i øvrigt opfylder de almindelige betingelser for dagpenge, herunder at medlemmet er tilmeldt arbejdsformidlingen som arbejdssøgende og i ledighedsperioder opretholder kontakt med kontoret.

Medlemmet må endvidere ikke være faldet for arbejdskravene i lovens § 55 og § 72, ligesom medlemmet må opfylde de almindelige rådighedsbetingelser, hvilket bl.a. indebærer at der for fuldtidsforsikrede medlemmer, der ønsker at oppebære supplerende dagpenge, skal foreligge frigørelsesattest, såfremt ansættelsen indebærer et opsigelsesvarsel fra medlemmets side.

Versioner

  1. 1983-12-21 · til 1989-07-27