Gelex

Skrivelse om protokollat af 4.2.85 vedr. anvendelse af HK-overenskomsterne i forbindelse med ansættelse af kontorfunktionærer og laboratoriefunktionærer med aflønning af forskningsrådsmidler (* 1)

OphævetVersion 1985-02-06fra 1985-02-06 til 1997-12-09
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1985/22014@1985-02-06/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
    8. § 8.
    9. § 9.
    10. § 10.
  2. Underskrift 1

Hermed følger et antal eksemplarer af - et med finansministeriets tilslutning underskrevet - protokollat af 4. februar 1985 vedrørende anvendelse af HK-overenskomsterne i forbindelse med ansættelse af kontorfunktionærer og laboratoriefunktionærer med aflønning af forskningsrådsmidler.

I tilslutning hertil skal man anføre følgende:

Der skal gives den enkelte funktionær skriftlig meddelelse indeholdende angivelse af:

a. Navnet på forskningsprojektet samt den pågældendes stilling.

b. At aflønning sker i henhold til bevilling fra forskningsrådet tillige med oplysning om, hvilken institution den pågældende eventuelt skal knyttes til (tjenestestedet), og hvem der varetager den praktiske administration af løn m.v. Forskningsrådet/forskningssekretariatet, på hvis vegne bevillingshaveren optræder, betragtes som ansættelsesmyndighed i forhold til den pågældende, med mindre andet måtte fremgå af meddelelsen.

c. Løn og andre vilkår med henvisning til protokollatet og vedkommende overenskomst. Der gives herunder oplysning om lønanciennitet og størrelsen af et eventuelt tillæg.

d. Ansættelsesperiodens varighed.

e. At den pågældende ikke er omfattet af bestemmelserne om genbeskæftigelsestilbud til ledigtblivende ikke tjenestemandsansat personale i staten, jfr. finansministeriets cirkulære af 28. september 1983.

f. Eventuelle særlige vilkår, rettigheder eller pligter i forhold til forskningsrådet eller tjenestestedet.

Det påhviler den ansatte at fremskaffe fornøden dokumentation for tidligere ansættelser, som ønskes medregnet ved beregning af lønanciennitet m.v.

ad protokollatets § 3. Der er enighed mellem parterne om, at der lokalt vil kunne træffes aftale om i enkelte tilfælde at fravige bestemmelserne om anvendelse af de sædvanlige overenskomstmæssige opsigelsesvarsler med henblik på en forlængelse af ansættelsesforholdet for en kortere periode end den til opsigelsesvarslet svarende periode.

ad protokollatets § 8. Det forudsættes som det normale, at tillids- og sikkerhedsrepræsentanter for de ved institutionen ansatte kontor- og laboratoriefunktionærer varetager interesserne for de funktionærer, der aflønnes af forskningsrådsmidler. For så vidt afgørende hensyn, herunder hensynet til gennemførelsen af vedkommende projekt, ikke taler imod det, skal ministeriet dog ikke indvende noget imod, at ansatte med aflønning af forskningsrådsmidler vælges til tillids- og sikkerhedsrepræsentanter, og at der i forbindelse hermed gives dem frihed til at deltage i faglige kurser. De pågældende vil i så fald inden for den fastsatte ansættelsesperiode nyde samme beskyttelse som statsansatte kontor- og laboratoriefunktionærer, men således at undervisningsministeriet træder i stedet for finansministeriet ved forhandling med forbundet.

Det skal afsluttende henstilles, at protokollatet og ovenstående retningslinier i videst muligt omfang finder tilsvarende anvendelse for andre fondslønnede funktionærer.

Et antal eksemplarer af nærværende skrivelse vedlægges.

P.m.v.

e.b.

G. Malling

eksp.sekr.

Bilag.

PROTOKOLLAT

Efter stedfunden forhandling mellem undervisningsministeriet og Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark er der opnået enighed om fastsættelse af følgende bestemmelser for månedslønnede kontor- og laboratoriefunktionærer, der

1. aflønnes af forskningsrådsmidler,

2. a. i forbindelse hermed er knyttet til en under undervisningsministeriet hørende statsinstitution eller tilskudsberettiget institution, for hvilken de af staten med Handels- og Kontorfunktionærforbundet indgåede overenskomster er gældende, eller

b. ikke er knyttet til nogen offentlig eller privat institution eller virksomhed og

3. i øvrigt opfylder betingelserne for ansættelse på overenskomstvilkår.

§ 1.

Stk. 1. Bestemmelserne i overenskomsterne af 5. maj 1983 og 16. august 1983 om ansættelsesforholdene for kontorfunktionærer og laboratoriefunktionærer i staten finder tilsvarende anvendelse med de ændringer, der følger af ansættelsesforholdets karakter, jfr. nedenstående bestemmelser.

Stk. 2. Der kan optages forhandling mellem undervisningsministeriet og organisationen om den pågældendes lønmæssige placering, herunder om eventuel ydelse af tillæg til den faste løn.

§ 2.

Stk. 1. Ved oprykning til assistent eller laborant i medfør af kontorfunktionæroverenskomstens § 11, stk. 1, respektive laboratoriefunktionæroverenskomstens § 9, stk. 1, (27-7-1 års reglen) kan forudgående statsansættelse eller fondsansættelse ved samme institution medregnes i 1-års kriteriet, såfremt ansættelsen med aflønning af forskningsrådsmidler er sket i direkte forlængelse af den forudgående ansættelse.

Stk. 2. Ved direkte overgang fra statsansættelse eller fondsansættelse til ansættelse med aflønning af forskningsrådsmidler ved samme institution, bevares den opnåede lønanciennitet. Såfremt kontor- eller laboratoriefunktionæren under den tidligere ansættelse var lønnet som overassistent, kontorfuldmægtig eller oppebar kvalifikationstillæg, forelægges spørgsmålet om bevarelse af charge eller tillæg for undervisningsministeriet, der afgør sagen efter forhandling med forbundet. Ved ansættelse af kontor- eller laboratoriefunktionærer, der inden for de sidste 10 år har været statsansat eller fondsansat ved statsinstitutioner med aflønning som månedslønnet assistent/laborant, vil indplacering i tilfælde af, at ansættelsen finder sted som assistent, kunne ske med samme lønanciennitet, som den pågældende havde oparbejdet ved den tidligere ansættelses ophør.

§ 3.

Stk. 1. Ansættelse med aflønning af forskningsrådsmidler sker normalt for den periode, i hvilken den pågældende medarbejder skal medvirke i projektet.

Stk. 2. Ved opsigelse af ansættelsesforholdet til ophør inden udløbet af den fastsatte periode gælder de sædvanlige overenskomstmæssige opsigelsesvarsler.

Stk. 3. Er der tale om mere end 1 forlængelse af ansættelsesperioden, eller ligger den aktuelle ansættelse i umiddelbar forlængelse af mere end 1 ansættelsesperiode ved samme institution med aflønning af forskningsrådsmidler eller andre fondsmidler, gælder de sædvanlige overenskomstmæssige opsigelsesvarsler ligeledes.

Stk. 4. I tilfælde, hvor medarbejderen har krav på sædvanligt overenskomstmæssigt opsigelsesvarsel, og hvor der er sket direkte overgang fra statsansættelse eller fondsansættelse til ansættelse med aflønning af forskningsrådsmidler ved samme institution, bevarer den pågældende det opsigelsesvarsel, der er oparbejdet ved den tidligere ansættelse. Der kan dog foretages prøveansættelse på samme måde som for overenskomstansatte i staten.

§ 4.

Stk. 1. Ved direkte overgang fra statsansættelse eller fondsansættelse til ansættelse med aflønning af forskningsrådsmidler ved samme institution medregnes den tidligere ansættelse ved udregningen af længden af det forkortede opsigelsesvarsel, såfremt der under den tidligere ansættelse har været indgået aftale om forkortet varsel efter 120 dages sygdom. Ved optælling af de 120 dage medregnes tiden under den tidligere ansættelse.

§ 5.

Stk. 1. Ved direkte overgang fra statsansættelse eller fondsansættelse til ansættelse med aflønning af forskningsrådsmidler ved samme institution medregnes den tidligere ansættelse i 1-års kriteriet i forbindelse med graviditet, j fr. kontorfunktionær- og laboratoriefunktionæroverenskomsternes § 32, stk. 3, og § 23, stk. 2.

§ 6.

Stk. 1. Ved direkte overgang fra statsansættelse eller fondsansættelse til ansættelse med aflønning af forskningsrådsmidler ved samme institution medregnes den forudgående ansættelse ved udregningen af efterindtægtens størrelse.

§ 7.

Stk. 1. Der kan i stedet for ferie med løn ydes feriegodtgørelse med for tiden 12 1/2 %, med mindre der i ferieåret er tale om samme ansættelse som i optjeningsåret.

§ 8.

Stk. 1. De særlige overenskomstbestemmelser for tillidsrepræsentanter om uddannelseskurser og opsigelse gælder ikke for ansatte med aflønning af forskningsrådsmidler.

§ 9.

Stk. 1. Nærværende protokollat har virkning for fremtidige tildelinger af løn af forskningsrådsmidler og forlængelse af bestående ansættelsesforhold.

§ 10.

Stk. 1. protokollatet kan af hver af parterne opsiges til udløbet af en overenskomstperiode efter de for opsigelse af overenskomsterne gældende regler.

Underskrift 1

København, den 4. februar 1985. Handels- og Kontorfunktionærernes Undervisningsministeriet Forbund i Danmark P.m.v. Bent Jensen e.b. G. Malling

Versioner

  1. 1985-02-06 · til 1997-12-09