Skrivelse med redegørelse for den retsstilling, som tjenestemænd ved statens gymnasieskoler og kursus vil få som følge af loven om (amts)kommuners overtagelse af skolerne og kurserne
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1985/22073@1985-07-01/da
Indhold
Redegørelse for den retsstilling, som tjenestemænd ved statens gymnasieskoler og kursus vil få som følge af loven om (amts) kommuners overtagelse af skolerne og kurserne.
1. Redegørelsen er udarbejdet efter anmodning fra statsskolernes rektorer ved et møde i oktober 1984 og vedrører retsstillingen for de statstjenestemænd, som er ansat ved statens gymnasieskoler og kursus m.v. pr. 31. januar 1985 og som berøres af loven af 6. juni 1984 om amtskommuners overtagelse af visse statsskoler og kursus m.v. når amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner fra 1. januar 1986 overtager statens gymnasieskoler med tilhørende HF-kursus, studenterkursus, Statens Kursus til HF og de kostafdelinger, der er knyttet til statsskoler eller til amtskommunale gymnasieskoler. Sorø Akademi med tilhørende kostafdeling er ikke omfattet af loven.
Amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg kommuner betegnes i det følgende som (amts)kommunerne, hvor ikke andet er angivet.
2. Samtlige statstjenestemænd ved skolerne og kurserne vil fra (amts)kommunerne modtage tilbud om fra 1. januar 1986 at få ansættelse som tjenestemænd på de nedenfor i pkt. 3-4 nævnte vilkår.
Loven om (amts)kommuners overtagelse af statsskolerne og -kurserne træder i kraft den 1. juli 1985 for så vidt angår tilbudspligten. Der vil blive givet tjenestemændene en frist til den 1. september 1985 til at svare, hvorvidt de ønsker ansættelse som anført nedenfor eller om de vil opretholde deres ansættelsesforhold til staten.
Tjenestemænd, der pr. 1. januar 1986 ønsker at opretholde deres ansættelsesforhold til staten vil senest den 31. december 1990 kunne søge overgang til ansættelse på de i pkt. 3-4 nævnte vilkår.
3. Tjenestemænd ved skoler og kursus, der ligger i amtskommunerne og i Frederiksberg kommune vil få tilbudt ansættelse på følgende vilkår:
A. Rektorer og tjenestemandsansatte lærere (studielektorer, lektorer og adjunkter i lønrammerne 16, 21, 29, 31 og 34, gymnasielærere og gymnasieoverlærere) vil få tilbudt tilsvarende stillinger ved det amtskommunale skole- og undervisningsvæsen eller ved Frederiksberg kommunale skolevæsen.
De vil som hidtil være omfattet af loven om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken, idet rektorer og tjenestemandsansatte lærere ved amtskommunale gymnasieskoler og -kursus og ved Frederiksberg kommunes gymnasieskoler har en retsstilling som tjenestemænd, der er parallel med den, der gælder for folkeskolens tjenestemænd.
B. Andre tjenestemænd (pedeller, økonomaer og oldfruer) vil få tilbudt tilsvarende stillinger som amtskommunale tjenestemænd eller tjenestemænd i Frederiksberg kommune. De vil være omfattet af vedkommende (amts)kommunale tjenestemandsregulativ/vedtægt samt de for den pågældende gruppe indgåede specielle aftaler. Lønforholdene er ikke de samme som i staten, men i øvrigt er tjenestemandsreglerne stort set ens. Der vil i forbindelse med tilbudsgivningen blive gjort rede for disse forhold. Pensionsreglerne svarer til statens pensionsregler. De pågældende vil endvidere blive omfattet af den for (amts)kommunale tjenestemænd gældende gruppelivsaftale.
4. Tjenestemænd ved skoler og kursus, der ligger i Københavns kommune vil - uanset om de er rektorer, tjenestemandsansatte lærere eller pedeller - få tilbudt ansættelse i tilsvarende stillinger i Københavns kommune. Rektorer og lærere ved Københavns kommunes skolevæsen vil være omfattet af kommunens løn- og pensionsregler. Rektorer og lærere får samme lønninger som rektorer og lærere ved de øvrige gymnasieskoler og kursus. Pedeller vil blive lønnet efter kommunens regler. Oplysning herom vil fremkomme i forbindelse med tilbudsgivningen. Pensionsreglerne svarer til statens regler.
5. Tjenestemænd, der ønsker at opretholde deres ansættelsesforhold til staten, vil fortsat være omfattet af loven om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken. Tjenestemænd, der vælger at opretholde deres ansættelsesforhold til staten, har ikke krav på afsked med ventepenge, rådighedsløn eller pension som følge af, at skolen eller kurset overtages af (amts)kommunen, jfr. § 11, stk. 2 i lov nr. 290 af 6. juni 1984 om amtskommunernes overtagelse af visse statsskoler og -kursus m.v. De vil modtage deres løn fra (amts)kommunen. En række forhold, som er omtalt i undervisningsministeriets cirkulære af 18. april 1985 om tjenestemænd ved gymnasieskoler og HF-kurser, der efter 1. januar 1986 opretholder ansættelsesforholdet til staten skal forelægges for undervisningsministeriet med (amts)kommunens indstilling.
6. Såfremt den skole eller det kursus nedlægges , hvor tjenestemanden forretter tjeneste, vil tjenestemændene ved den pågældende institution have følgende retsstilling:
A. Rektorer og tjenestemandsansatte lærere, der er blevet ansat ved et (amts)kommunalt skolevæsen vil være forpligtigede til, efter tjenestemandslovens § 32, jfr. § 12, at overtage en anden stilling, der anvises af ansættelsesmyndigheden inden for den pågældendes ansættelsesområde forudsat, at den anses for passende.
Såfremt en sådan stilling ikke kan anvises, bevarer han sin hidtidige lønning i 3 år, dvs. rådighedsløn, dog ikke længere end til den fastsatte afgangsalder (70 år). I denne periode, hvori han modtager rådighedsløn, er han forpligtet til at overtage anden, passende stilling. En periode, hvor en tjenestemand modtager rådighedsløn, medregnes i hans lønnings- og pensionsanciennitet.
B. Andre tjenestemænd , der er ansat ved det (amts)kommunale skolevæsen vil være omfattet af tilsvarende regler efter (amts)kommunens tjenestemandsregler.
C. Tjenestemænd, der opretholder deres ansættelsesforhold til staten .
a. Tjenestemænd ansat før 1. juni 1969 har ansættelsesbrev lydende på ansættelse ved en bestemt skole eller kursus. For denne gruppe tjenestemænd gælder fortsat § 59 i lønnings- og pensionsloven af 7. juni 1958. Efter denne bestemmelse er tjenestemanden, såfremt hans stilling inddrages og der ikke tilbydes ham anden efter hans uddannelses- og helbredstilstand passende stilling i hans hidtidige eller anden styrelsesgren med mindst samme lønningsindtægt, berettiget til i 5 år at oppebære ventepenge. Disse skal i de første 3 måneder være lig med den sidst opnåede løn og derefter 2/3 heraf. I den tid, ventepenge oppebæres, er tjenestemanden pligtig at modtage ansættelse i en anden passende stilling med mindst samme lønningsindtægt, som fastsat for den stilling, der er inddraget. De år, tjenestemanden har modtaget ventepenge, medregnes i pensionsalderen som tjenesteår, og pensionen beregnes efter den lønningsindtægt, som er lagt til grund for ventepengenes beregning.
En pensionsberettiget tjenestemand, hvem der tilbydes en stilling, hvis overtagelse ville betyde forflyttelse af den i grundlovens § 27 nævnte art, vil dog, dersom han nægter at modtage stillingen, have ret til pension efter de almindelige regler (jfr. nedenfor pkt. 7).
b. For tjenestemænd ansat efter 1. juni 1969 er der i perioden indtil 15. august 1975, da der blev indgået en aftale med tjenestemændenes centralorganisationer om ny ansættelsesområder, i ansættelsesbrevene taget forbehold om udvidelse af den enkelte tjenestemands ansættelsesområde.
Denne udvidelse er sket ved aftalen af 15. august 1975. Ansættelsesområdet er herefter med virkning for statstjenestemænd, der er ansat i deres nuværende stilling fra 1. juni 1969 eller senere undervisningsministeriet med tilhørende institutioner.
Såfremt der ikke kan tilbydes en tjenestemand, ansat fra 1. juni 1969 eller senere en tilsvarende stilling inden for hans hidtidige ansættelsesområde, vil det med tilslutning fra et særligt nævn, nedsat med hjemmel i tjenestemandslovens § 13, kunne pålægges ham at overtage en stilling uden for hans hidtidige ansættelsesområde, i hvilken tjenesten efter sin karakter svarer til hans hidtidige stilling og som må anses for passende for ham.
7. Med hensyn til spørgsmålet om forflyttelse af en tjenestemand - uanset om den pågældende er ansat ved et (amts)kommunalt skole- og undervisningsvæsen, eller opretholder sit ansættelsesforhold til staten skal følgende anføres:
Efter grundlovens § 27, stk. 3, kan de af kongen udnævnte tjenestemænd kun forflyttes uden deres samtykke, når de ikke derved lider tab i de med tjenestemandsstillingen forbundne indtægter, og der gives dem valget mellem sådan forflyttelse og afsked med pension efter almindelige regler. Kongeligt udnævnte tjenestemænd kan således vælge mellem forflyttelse eller pension. For tjenestemænd uden kongelig udnævnelse antages det i praksis, at samme regel gælder. Kongeligt udnævnte tjenestemænd, der modtager ansættelse ved et (amts)kommunalt skole- og undervisningsvæsen, vil ikke efter denne ansættelse være kongeligt udnævnte.
Ved forflyttelse forstås en udnævnelse til en ny tjenestemandsstilling, hvorved tjenestemanden stiltiende afskediges fra sin hidtidige stilling. Med de siden 1. juni 1969 gældende ansættelsesområder vil forflyttelse ikke foreligge ved anvisning af anden stilling inden for det siden 1. juni 1969 gældende ansættelsesområde i staten, eller, for de amtskommunale gymnasieskoler inden for gymnasieskolerne i amtskommunen, jfr. undervisningsministeriets cirkulære af 26. maj 1977 om nye ansættelsesområder for tjenestemandsansatte rektorer, lektorer og adjunkter ved amtskommunale gymnasieskoler, hvorefter ansættelsesområdet for disse tjenestemænd er vedkommende amtskommune (Frederiksberg kommunes skolevæsen). For Københavns kommune er ansættelsesområdet tilsvarende Københavns kommune (for tjenestemandsansatte rektorer og lærere Københavns kommunes skolevæsen). Andre tjenestemænd, der modtager ansættelse i vedkommende (amts)kommune har denne som ansættelsesområde. Kun for tjenestemænd med ansættelse ved en bestemt institution vil en udnævnelse til en stilling et andet sted anses for en forflyttelse.
Såfremt en pensionsberettiget tjenestemand får anvist anden, passende stilling uden tab i lønningsindtægt vil han, såfremt han ikke ønsker at lade sig forflytte, kunne kræve sig afskediget med pension. Pensionen beregnes efter den løn og pensionsalder tjenestemanden har, når en sådan afsked bliver aktuel.
8. For så vidt angår forandringer i tjenestens omfang og beskaffenhed bemærkes følgende:
I henhold til § 11, stk. 2 i loven om amtskommuners overtagelse af visse statsskoler og -kursus m.v. har en tjenestemand, der vælger at opretholde sit ansættelsesforhold som statstjenestemand, pligt til at underkaste sig de forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, som følger af skolens overtagelse af (amts)kommunen.
En tjenestemand har efter tjenestemandslovens § 12 pligt til at underkaste sig sådanne forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, der ikke ændrer tjenestens karakter og som ikke medfører, at stillingen ikke længere kan anses for passende for ham. I samme omfang kan det pålægges ham at overtage en anden stilling. Tilsvarende bestemmelser findes i de (amts)kommunale tjenestemandsregler.
Såfremt ændringer i forvaltningens organisation eller arbejdsform gør det nødvendigt, kan det med tilslutning af det særlige nævn, efter tjenestemandslovens § 13 pålægges en tjenestemand, der er omfattet af loven om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken, at overtage en stilling uden for hans hidtidige ansættelsesområde, i hvilken tjenesten efter sin karakter svarer til hans hidtidige område og som må anses for passende for ham.
Der antages at være visse grænser for ændringer, der kan kræves i en tjenestemandsstilling, og tjenestemændene vil i givet fald kunne gå til domstolene.
Hvis de ændringer i en tjenestemandsstilling, der er omtalt i tjenestemandslovens § 12, holder sig inden for den grænse, der er lagt ved stillingsbetegnelsen og ansættelsesområdet, kan enhver tjenestemand gå til domstolene og gøre gældende, at den nye stilling ikke er passende. Tages denne påstand til følge foreligger der en afskedigelsesårsag, som medfører at tjenestemanden har krav på pension (efter sin løn på dette tidspunkt og med den pensionsanciennitet han har opnået.) Domstolene kan prøve både om ændringen ligger inden for stillingsbetegnelsen og ansættelsesområdet.
Er tjenestemanden kongeligt udnævnt, kan han yderligere for domstolene påstå, at der foreligger forflyttelse. Tages denne påstand til følge har han krav på pension.
Fører ændringen i tjenestemandsstillingen til, at den nye stilling ligger uden for ansættelsesområdet, er tjenestemanden kun pligtig at overtage den nye stilling med samtykke af det ovenfor omtalte nævn. Et samtykke fra nævnet hindrer ikke en tjenestemand, som ikke ønsker ændringen, i at gå til domstolene. For domstolene kan enhver tjenestemand gøre gældende, at der ud over overskridelsen af ansættelsesområdet foreligger en ændring vedrørende stillingsbetegnelse - hvis dette er tilfældet - samt at den nye stilling ikke er passende. Kongeligt udnævnte tjenestemænd kan yderligere påstå over for domstolene, at der foreligger forflyttelse. Tages påstandene til følge vil tjenestemanden kunne kræve sig afskediget med pension.
Bestemmelsen i tjenestemandslovens § 13 kan komme til anvendelse over for tjenestemænd, der opretholder deres ansættelsesforhold til staten. Der er ikke hjemmel til at pålægge en tjenestemand, der er ansat ved et (amts)kommunalt skole- og undervisningsvæsen eller i en (amts)kommune, at overtage en tjenestemandsstilling ved et andet (amts)kommunalt skole- og undervisningsvæsen eller i en anden (amts)kommune. Der er ingen retningslinier for, hvorvidt en sådan tjenestemand kan tilpligtes at overtage en anden stilling inden for en anden forvaltningsgren i den pågældende (amts)kommune.