Vejledning om anvendelse af reglerne i bekendtgørelse nr. 451 af 11. oktober 1985 om beregning af arbejdskravet (26-ugers reglen) i henhold til § 55 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1985/3530@1985-10-11/da
Indhold
Indledning
Formålet med reglerne om forudgående beskæftigelse som betingelse for dagpengeretten er at sikre, at personer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, har en vis aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det fremgår af reglerne, at beregningen af 26-ugers reglen skal ske på den måde, at man fra ledighedstidspunktet »tæller tilbage«, indtil der sammenlagt foreligger 26 ugers arbejde. Fra dette tidspunkt går man 3 år frem, hvorefter man har fundet den dato, hvor dagpengeretten ophører dog således, at de eventuelt forekommende »døde perioder« i 3-årsperioden lægges til, hvorved »falddatoen« forskydes tilsvarende fremefter.
Eksempel
Medlemmet skal pr. 1. maj 1985, hvor hun melder sig ledig, dokumentere, at hun opfylder arbejdskravet. Medlemmet har imidlertid været syg i tiden 1. januar 1983-1. september 1983 og har derefter været i beskæftigelse i henhold til bistandslovens § 42 i tiden 1. september 1983-1. september 1984.
Derefter er pågældende hjemmegående indtil den 1. maj 1985.
Medlemmet har efter den 4. januar 1982 haft i alt 26 ugers arbejde. 3-årsperioden regnes derfor fra denne dato.
Den i 3-årsperioden forekommende sygeperiode og beskæftigelse i henhold til bistandslovens § 42 (»død periode«) forlænger 3-årsperioden fremad fra den 4. januar 1985 med et til den »døde periode« svarende tidsrum, dvs. 8 måneders sygdom og 1 års § 42-beskæftigelse, i alt 20 måneder. Medlemmets »falddato« (sidste dag med dagpenge) bliver herefter den 3. september 1986.
Det fremgår af lovbestemmelsen, at kun arbejde udført i medlemsperioder kan medregnes til opfyldelse af arbejdskravet. Dette indebærer, at arbejde, der udføres i perioder, hvor pågældende for eksempel på grund af en restanceslettelse ikke er arbejdsløshedsforsikret, ikke kan medregnes.
Arbejde i en tidligere medlemsperiode, f.eks. forud for en slettelse på grund af restance, kan derimod medregnes.
Lovens § 55, stk. 2, fastsætter et skærpet arbejdskrav som betingelse for yderligere udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge til medlemmer, der er faldet for det almindelige arbejdskrav. Ved beregningen af det skærpede arbejdskrav kan medtages arbejde, der er udført forud for det tidspunkt, hvor medlemmet faldt for det almindelige arbejdskrav.
Stk. 1. § 55 omhandler alene heltidsforsikrede medlemmer, samt medlemmer, der betragtes som deltidsforsikret i henhold til arbejdsløshedslovens § 68, stk. 3. For medlemmer, der betragtes som deltidsforsikret i henhold til § 68, stk. 1 eller 2, gælder reglen i arbejdsløshedslovens § 72. Reglerne i nærværende bekendtgørelse og vejledning gælder også for medlemmer, der er omfattet af § 72. Militærtjeneste og uddannelse Med direkte lovhjemmel i § 56, stk. 1, er »tidsrum, hvori medlemmet har været indkaldt til aftjening af værnepligt, tidsrum, hvori han har forrettet frivillig tjeneste ifølge kontrakt med forsvaret, samt tidsrum, hvori han har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af den i § 41, stk. 1, nr. 3 c), nævnte art«, sidestillet med arbejde i relation til opfyldelse af arbejdskravet. Til § 1, stk. 1 Arbejdsløshedsloven angiver ingen retningslinier for, hvad der skal forstås ved »lønarbejde«. Man må derfor ved bestemmelsen af dette begreb henholde sig til de kendetegn, der traditionelt er knyttet til det typiske lønmodtagerforhold. Af sådanne forhold, der kan være vejledende for afgrænsningen af lønmodtagerbegrebet - uden hver for sig at være afgørende - kan særligt nævnes: a) om den pågældende er undergivet en egentlig arbejdsledelse eller kontrol, b) om pågældende anvender arbejdsgiverens redskaber, maskiner eller lignende eller selv bekoster anskaffelsen af disse ting, c) om pågældende har pligt til at udføre arbejdet personligt, det vil sige uden adgang til at sætte en anden i sit sted, d) om pågældende i forhold til den, der betaler for arbejdets udførelse, er omfattet af ferieloven, lov om ATP, sygedagpengeloven, funktionærloven, eller andre love, der udtrykkeligt eller forudsat henvender sig til lønmodtagere, e) vederlagets udmåling og art, det vil sige om pågældende er garanteret en løn, eller denne er betinget af virksomhedens økonomi. Løn- og arbejdsvilkår Hvis der arbejdes inden for rammerne af en kollektiv overenskomst på området, vil der normalt ikke være tvivl om, at der foreligger lønarbejde i arbejdsløshedslovens forstand. Omfattes arbejdsforholdet ikke af en overenskomst, må der sammenlignes med overenskomst for arbejde af tilsvarende eller sammenlignelig karakter. Arbejde i familievirksomhed og for ægtefælle/samlever Arbejde i en virksomhed, der ejes af pågældendes familie, kan ikke uden videre betragtes som lønarbejde i arbejdsløshedslovens forstand, selv om medlemmet ikke er medejer af virksomheden. Det må i hvert enkelt tilfælde påses, at medlemmets løn- og ansættelsesvilkår i virksomheden er i overensstemmelse med de vilkår, der ifølge overenskomst gælder for tilsvarende arbejde, jfr. det om begrebet lønarbejde ovenfor anførte. Foreligger der dokumentation herfor, samt for at der er indbetalt kildeskat, bidrag til ATP m.v., må det imidlertid anses som hovedreglen, at beskæftigelsen kan betragtes som lønarbejde i relation til arbejdsløshedslovens bestemmelser. Særligt for så vidt angår arbejde hos ægtefælle/samlever, der driver selvstændig virksomhed, bemærkes, at sådant arbejde almindeligvis ikke kan anses for lønarbejde i relation til opfyldelse af arbejdskravet. Der henvises til direktoratets bekendtgørelse nr. 737 af 28. december 1982 om retten til arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, som under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed. Hjemmearbejde, det vil sige arbejde, der udføres i arbejdstagerens eget hjem uden egentlig arbejdsledelse og -kontrol, opfylder som hovedregel ikke betingelserne for at kunne medregnes til opfyldelse af arbejdskravet som lønarbejde. For at hjemmearbejde skal kunne medregnes som lønarbejde, vil det normalt være en betingelse, at der er indgået en faglig kollektiv overenskomst om vilkårene for arbejdets udførelse. Sådanne overenskomster er indgået for hjemmesyersker og for kommunale dagplejemødre. Hvis en person ansættes som hjemmehjælper for ægtefælle eller andre i hjemmehjælperens eget hjem og på løn- og arbejdsvilkår, der er sædvanlige for kommunale hjemmehjælpere, herunder at pågældende er undergivet kommunalt tilsyn - betragtes beskæftigelsen som lønarbejde i arbejdsløshedslovens forstand. Særligt om døgnpleje gælder, at kun et egentligt ansættelsesforhold mellem en anbringende myndighed og døgnplejeren kan betragtes som lønarbejde i arbejdsløshedslovens forstand. For at forholdet skal kunne tages i betragtning, må der stilles særlige krav til ansættelsesaftalen og dens indhold: 1) der skal foreligge en skriftlig ansættelseskontrakt mellem den anbringende myndighed og døgnplejemoderen/faderen (og ikke f.eks. mellem den anbringende myndighed og pleje forældrene) indeholdende aftalt opsigelsesvarsel, 2) aflønningen skal mindst svare til den mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer aftalte mindste arbejdsfortjeneste inden for normallønsområdet, 3) indkomsten skal være A-skattepligtig, 4) pågældende skal være omfattet af lov om ATP, ferieloven, sygedagpengeloven og lov om arbejdsskadeforsikring. Herudover er det en betingelse, at beskæftigelsen udøves som hovederhverv. Finder beskæftigelsen som døgnplejer sted på andre vilkår end anført, kan beskæftigelsen ikke betragtes som lønarbejde i arbejdsløshedslovens forstand. Særligt om weekend-arbejde gælder, at dette kan godkendes som lønarbejde (og medregnes til opfyldelsen af arbejdskravet med et timetal, der svarer til fuld sædvanlig arbejdstid), hvis der mellem de faglige organisationer er indgået overenskomst om en ugentlig arbejdstid på 24 timer i weekenden til en løn, der svarer til en normal ugeløn inden for faget, og under forudsætning af, at det i overenskomsten er fastsat, at de pågældende ikke må have anden lønnet beskæftigelse. Med hensyn til arbejde i udlandet bemærkes, at kun dokumenteret beskæftigelse kan medregnes. Denne dokumentation skal indeholde oplysninger om arten og omfanget af samt aflønningen for den omhandlede beskæftigelse. Der må normalt stilles strenge krav til dokumentationens karakter, bl.a. på grund af vanskelighederne ved efterfølgende at foretage kontrol af oplysningerne. Hverv som folketingsmedlem sidestilles med lønarbejde i relation til § 55. Ligeledes hverv som borgmester, rådmand og udvalgsformand, når dette har karakter af fuldtidsbeskæftigelse. Arbejde med offentlige løntilskud For at kunne medregnes til opfyldelsen af arbejdskravet skal arbejde, hvortil der ydes støtte til arbejdsgiveren fra det offentlige, være tilskudsberettiget i henhold til særlig lovgivning om beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, jfr. nedenfor. For tiden gælder, at bl.a. deltagelse i følgende foranstaltninger kan medregnes til opfyldelse af arbejdskravet: Beskæftigelsesarbejde i henhold til lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. § 97 a. Deltagelse i beskæftigelsesprojekt eller beskæftigelse af unge i private virksomheder i henhold til lov nr. 488 af 14. maj 1977. Deltagelse i projektgruppe for færdiguddannede i henhold til undervisningsministeriets vejledning af 15. marts 1985, såfremt der foreligger ansættelse hos en projektrekvirent. Beskæftigelse i henhold til lov nr. 277 af 10. juni 1981 om arbejdstilbud til ledige med senere ændringer. Opmærksomheden henledes på, at beskæftigelse med støtte i henhold til bistandslovens § 42, samt beskæftigelse på revalideringsinstitution eller i øvrigt på beskyttet arbejdsplads - f.eks. med støtte efter bistandslovens § 91 - ikke betragtes som arbejde i relation til arbejdsløshedslovens regler, men som »død periode«. Til § 1, stk. 1 c) Udenrigsministeriet kan oplyse, hvilke programmer der er anerkendt ifølge lovgivningen om internationalt udviklingssamarbejde. Til § 1, stk. 2 a) Reglen om, at afspadseret overarbejde medregnes til opfyldelse af arbejdskravet, skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i stk. 3, om, at der ved opgørelse af lønarbejdet højst kan medregnes det for faget gældende normaltimetal. Overarbejde kan således ikke medregnes - men vil altså kunne medtages, hvis der finder afspadsering sted. Ved »faste overenskomstmæssige fridage« er særligt tænkt på 1. maj, grundlovsdag samt 24. december. Til § 1, stk. 2 e) Er et medlem i fuld beskæftigelse dagen før eller dagen efter en søgnehelligdag, betragtes søgnehelligdagen som knyttet til et arbejdsforhold. Til § 1, stk. 3 Reglen tager sigte på at fastslå, at overarbejde (arbejde ud over det normale ugentlige timetal) ikke kan medregnes, medmindre der finder afspadsering sted. Et medlem, der i den enkelte uge arbejder mindre end fuld tid, kan medregne merarbejde på enkelte dage, hvis dette ikke medfører et timetal, der overstiger den ugentlige normalarbejdstid for faget. Til § 1, stk. 4 Når der i kraft af overenskomst, husaftaler eller lignende på en arbejdsplads arbejdes kortere tid end den sædvanlige, overenskomstmæssige arbejdstid, eller hvis der overenskomstmæssigt er fastsat en mindre ugentlig arbejdstid for aften- eller nathold, eller for weekend-arbejde, betragtes denne kortere arbejdstid som fuld arbejdstid. Til § 1, stk. 5 Inden for visse områder, hvor arbejdets omfang ikke - eller kun vanskeligt lader sig kontrollere, beregnes fradrag i dagpengene normalt på grundlag af indtægten ved anvendelse af omregningssatsen, jfr. direktoratets bekendtgørelse af 21. december 1983 om retten til dagpenge for et medlem, som opnår arbejde af kortere varighed end fuld tid eller er ledig på grund af vejrlig eller som følge af arbejdsfordeling. I sådanne tilfælde medregnes det timetal, der fremkommer ved omregningen, og som har medført fradrag i dagpengene. Til § 2 Ved oprettelsen af arbejdsløshedskasser for selvstændige erhvervsdrivende blev selvstændig virksomhed sidestillet med lønarbejde i relation til arbejdskravet. Det er derfor alene fuldtidsbeskæftigelse (hovedbeskæftigelse) som selvstændig, der kan medregnes, idet alene fuldtidsbeskæftigelse kan danne grundlag for optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige. En medarbejdende ægtefælle anses i denne forbindelse som fuldtidsbeskæftiget. Fuld arbejdstid for en selvstændig beregnes som den almindeligt gældende arbejdstid for lønmodtagere på arbejdsmarkedet. En selvstændig kan altså ikke medregne et højere timetal pr. uge, uanset at et sådant højere timetal kan påvises, f.eks. ved hjælp af virksomhedens åbningstider. Til § 3 En række forhold kan begrunde, at den periode, inden for hvilken arbejde skal være udført (3 år/18 måneder), forlænges. De forhold, der kan komme i betragtning, er angivet i § 3. Perioden forlænges med et til sygdommen, uarbejdsdygtigheden m.v. svarende tidsrum (»død periode«). Ved de i § 3, pkt. i) nævnte »lignende ydelser« er navnlig tænkt på den i lov om arbejdstilbud omhandlede uddannelsesydelse. For så vidt angår § 3, pkt. j) henvises til arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse, § 2 med tilhørende vejledning. Andre forhold end arbejde og de i § 3 angivne forhold, som måtte forekomme i 3 års/18 månedersperioden, medfører ikke forlængelse og sidestilles således med ledighed.