Gelex

Vejledning om Arbejde med køle-smøremidler (* 1) (* 2) (* 3) (* 4) (* 5)

OphævetVersion 1985-11-01fra 1985-11-01 til 1991-06-28
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1985/3570@1985-11-01/da

Indhold
  1. Indledning

Baggrund

- Bekendtgørelse nr. 540 af 2. september 1982 om stoffer og materialer.

- Bekendtgørelse nr. 23 af 7. juli 1983 om arbejdets udførelse.

- Bekendtgørelse nr. 32 af 29. januar 1979 om arbejdstøj og personlige værnemidler.

Denne At-meddelelse oplyser om de sundhedsfarer og gener, der kan være ved arbejde med køle-smøremidler, og om de foranstaltninger, der skal træffes for at imødegå dem.

Køle-smøremedler anvendes ved metalbearbejdning, såvel spåntagende (fx boring, drejning, fræsning, slibning) som ikke-spåntagende (fx valsning, udstansning, klipning).

SUNDHEDSFARE

Køle-smøremidler kan påvirke hud, slimhinder, lunger, mavesæk og tarmkanal. Dette kan ske dels ved direkte kontakt, dels ved indånding af de tåger, gasarter og/eller røg, der dannes under arbejdsprocessen på grund af høje omløbshastigheder og/eller relativt høje temperaturer.

Symptomer på hudskader viser sig almindeligvis først som en let rødmen eller irritation, der kan udvikle sig til hævelse eller blærer. Senere kan der dannes eksemer, vortelignende fortykkelser, der efter længere tids påvirkning kan blive til hudkræft. Hudgener opstår især, hvor køle-smøremiddelforurenet arbejdstøj gnider direkte mod huden.

Indånding af køle-smøremiddeltåge kan forårsage betændelsesprocesser i lungevævet samt øget vækst af bindevævet.

FORANSTALTNINGER

Instruktion m.v.

De ansatte skal have nødvendig instruktion og oplæring i at udføre arbejdet på farefri måde og skal have oplysning om de farer, der er ved brug af køle-smøremidler.

Valg af køle-smøremiddel

Brug kun et køle-smøremiddel, hvorom der foreligger oplysning om anvendelsesområde, sundhedsfarer ved brugen og nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.

Det kan ofte være nødvendigt også at vurdere køle-smøremidlet i forhold til den aktuelle arbejdsproces, idet der, fx ved for stærk opvarmning, kan opstå spaltningsprodukter, der kan være sundhedsskadelige.

Visse køle-smøremidler, der indeholder farlige stoffer, må ikke anvendes, hvis de kan erstattes af et mindre farligt eller mindre generende køle-smøremiddel (substitution). Se At-meddelelse nr. 3.02.1 om stoffer og materialer. Sådanne køle-smøremidler er i reglen mærket med miljøministeriets fareetiket.

Brugsanvisning

For køle-smøremidler, der indeholder farlige stoffer, skal arbejdsgiveren udarbejde en brugsanvisning. Se At-meddelelse nr. 3.02.2 om brugsanvisning for stoffer og materialer.

Fjernelse af forurenet luft

Ved arbejde med køle-smøremidler skal man sikre sig, at luftforureningen bliver mindst mulig. Det kan fx gøres ved hensigtsmæssig indkapsling, afskærmning og/eller udsugning så tæt ved forureningskilden som muligt.

Ved faste arbejdspladser skal arbejdslokalet ventileres effektivt ved mekanisk udsugning og tilførsel af erstatningsluft fra det fri. Den tilførte erstatningsluft skal kunne opvarmes. Se At-meddelelse nr. 1.01.8 om ventilation.

Personlig hygiejne

En god, personlig hygiejne er meget væsentlig for at imødegå skadelig påvirkning af køle-smøremidler. Vask hænder ofte og altid efter arbejde med køle-smøremidler.

Undgå at have klude, der er vædet med køle-smøremidler, i lommerne.

Gennemvædet tøj bør skiftes straks og rengøres effektivt.

Personlige værnemidler og arbejdstøj

Når der arbejdes med køle-smøremidler ved maskiner, der er effektivt afskærmet, er det normalt kun nødvendigt at bruge handsker og evt. olietæt forklæde.

Arbejdsgiveren skal afholde udgifterne til anskaffelse, vedligeholdelse og renholdelse af særligt arbejdstøj og personlige værnemidler.

De udleverede personlige værnemidler og arbejdstøj skal altid anvendes, når der arbejdes med køle-smøremidler.

Arbejdstøj forurenet med køle-smøremiddel skal opbevares adskilt fra gangtøj.

Vaskefaciliteter

Der skal stilles egnede hudrensemidler (brug ikke olie eller organiske opløsningsmidler) og cremer til hudpleje til rådighed.

På faste arbejdssteder skal der være adgang til et passende antal vaskeindretninger med rindende varmt og koldt vand. Se At-meddelelse nr. 1.01.4 om vaskeindretninger.

Det samme kræves for midlertidige og skiftende arbejdssteder. Dog kan det efter omstændighederne være tilstrækkeligt, at kun det kolde vand er rindende, hvis der er passende mængder varmt vand til rådighed. Adgang til brusebad anbefales.

Erik Andersen

Versioner

  1. 1985-11-01 · til 1991-06-28