Skrivelse om et notat om arbejdstidstilrettelæggelsen vedrørende forsorgsarbejdet i kriminalforsorgens afdelinger.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1986/51248@1986-02-21/da
Indhold
Vedlagt fremsendes nogle eksemplarer af et notat af dags dato om arbejdstidstilrettelæggelsen vedrørende forsorgsarbejdet i kriminalforsorgens afdelinger.
Notatet, der er udarbejdet efter drøftelse i områdeudvalget vedrørende kriminalforsorgen i frihed og efter forhandling med kriminalforsorgsforeningen, tager navnlig sigte på tilrettelæggelsen af forsorgsarbejdet i afdelingerne efter udvidelse af forsøgsordningen med samfundstjeneste, og efter at der er knyttet rådighedstillæg til alle stillinger som forsorgsassistent i afdelingerne.
Man skal anmode om, at personalet gøres bekendt med notatet.
E.B.
Erik Bang
Kriminalforsorgens afdelinger.
Bilag
NOTAT OM ARBEJDSTIDSTILRETTELÆGGELSE M.V. VEDRØRENDE FORSORGSARBEJDET I KRIMINALFORSORGENS AFDELINGER.
Området er reguleret af de almindelige gældende regler, herunder finansministeriets cirkulære af 16. juni 1981 om de for statens tjenestemænd gældende arbejdstidsregler, finansministeriets cirkulære af 28. marts 1983 om natpenge m.v.
I tilknytning hertil skal man efter forhandling med kriminalforsorgsforeningen præcisere følgende:
1. ARBEJDSTID.
Den højeste ugentlige arbejdstid udgør som udgangspunkt for alle fuldtidsansatte 40 timer ( fra 1. januar 1987 39 timer) og for deltidsansatte det timeantal, der er fastsat for den pågældende.
Den for den pågældende medarbejder fastsatte arbejdstid forudsættes placeret som led i en samlet (og på forhånd tilrettelagt) tjenesteplan, der fx kan omfatte faste aftenvagter m.v.
Pålagt tjeneste, der er planlagt og aftalt i forvejen, medregnes i den almindelige (højeste) arbejdstid/afspadseres time for time. Dette gælder også kontrol- og tilsynsordninger, der i forbindelse med forsøgsordningen med samfundstjeneste udføres som led i en forud tilrettelagt tjenesteplan.
2. OVERARBEJDE.
Pålagt tjeneste, der ikke falder ind under den på forhånd tilrettelagte højeste arbejdstid (jfr. punkt 1) betragtes som overarbejde. For medarbejdere, der i overensstemmelse med de almindelige arbejdstidsregler er omfattet af bestemmelser om overarbejde, sker afspadsering efter gældende regler. Overarbejde kan alene i ganske særlige tilfælde godtgøres kontant efter forudgående godkendelse fra direktoratet.
For medarbejdere, der oppebærer rådighedstillæg, eller som ikke har højeste tjenestid (fx afdelingsledere og ledere af filialkontorer), kan der ikke blive tale om afspadsering/godtgørelse for overarbejde. Til sådanne medarbejdere kan der i særlige tilfælde ydes godtgørelse for merarbejde efter gældende regler.
3. SÆRLIGE YDELSER.
Til medarbejdere, der efter ordre udfører arbejde i tidsrummet kl. 17.00-06.00 samt på lørdage og søn- og helligdage m.v., kan der i visse tilfælde udbetales natpenge m.v. En forudsætning herfor er ifølge finansministeriet dels, at arbejdet udføres som led i en godkendt tjenesteplan, dels at arbejdet er direkte beordret og kontrollabelt. Som følge heraf vil der normalt alene kunne udbetales natpenge m.v. til beordret tjeneste, der udføres på kontoret.
Medarbejdere, der oppebærer rådighedstillæg i henhold til aftale af 7. oktober 1985 mellem finansministeriet og statstjenestemændenes centralorganisation II, kan i intet tilfælde oppebære natpenge m.v.
Medarbejdere, der ikke har højeste tjenestetid, kan normalt heller ikke oppebære natpenge m.v. Der kan såeldes ikke udbetales natpenge m.v. til afdelingsledere. Til ledere af filialkontorer kan der udbetales natpenge for aftenvagter på kontoret i det omfang deltagelse i aftevagter er beordret af vedkommende afdelingsleder.
4. RÅDIGHEDSPLIGT M.V.
Rådighedstillæg i henhold til aftale af 7. oktober 1985 mellem finansministeriet og statstjenestemændenes centralorganisation II ydes bl.a. for at være til rådighed for tilkald udenfor normal arbejdstid. Dette indebærer normalt ikke, at medarbejdere med rådighedstillæg i fritiden har pligt til at være fx i hjemmet med henblik på tilkald, men alene at man uden særskilt godtgørelse må tåle eventuelle tjenstlige tilkald/opkald i sin fritid.
Såfremt man som led i den almindelige tjenestetilrettelæggelse er pålagt rådighedstjeneste i hjemmet, fx i forbindelse med vagtordninger vedrørende samfundstjeneste, medregnes rådighedstjenesten i overensstemmelse med almindelige regler med 1/3 af tiden, uanset om man oppebærer rådighedstillæg.
5. RÅDIGHEDSTILLÆG.
Rådighedstillæg til forsorgsassistenter i henhold til aftale af 7. oktober 1985 mellem finansministeriet og statstjenestemændenes centralorganisation II ydes for overarbejde og for at være til rådighed for tilkald udenfor normal arbejdstid som følge af det for forsorgsassistenter tildelte arbejdsområde. En forsorgsassistent kan ikke udover rådighedstillægget oppebære godtgørelse for overarbejde, mistede fridage og tjeneste i tidsrummet kl. 17.00 - 06.00 eller ydelser i medfør af finansministeriets cirkulære om natpenge m.v.
For medarbejdere, der oppebærer rådighedstillæg, tilrettelægges arbejdstiden på samme måde som for medarbejdere, der ikke oppebærer sådant tillæg (jfr. punkt 1). Arbejde, der udenfor den almindelige arbejdstid udføres som led i en på forhånd godkendt tjenesteplan, herunder faste aftenvagter og eventuelt tillige kontrol- og tilsynsarbejde vedrørende samfundstjenestedømte skal således som udgangspunkt holdes indenfor den almindelige (højeste) arbejdstid.
Arbejde (overarbejde) herudover, fx som følge af periodevis arbejdspres, henvendelser fra klienter eller andre udenfor den almindelige arbejdstid, akutte retsfremstillinger m.v. samt andre særlige situationer er omfattet af rådighedstillægget og kan ikke afspadseres/udbetales som overarbejdsbetaling.