Konkurrencerådets meddelelse af dispensation fra konkurrencelovens § 14 til at fastsætte bindende priser for bøger (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1990/10044@1990-05-30/da
Indhold
Konkurrencerådet har på sit møde i dag behandlet Boghandlerrådets ansøgning for Den danske Boghandlerforening og Den danske forlæggerforening om dispensation fra konkurrencelovens § 14 til at håndhæve de bestemmelser, i branchens aftalesystem der indeholder bestemmelser om faste bogladepriser.
Til rådsmødet var udarbejdet et notat. Dette vedlægges. Efter sædvanlig praksis er fortrolige oplysninger, afslutning, indstilling samt bilag udeladt.
Konkurrencerådet besluttede i henhold til konkurrencelovens § 14, stk. 1, at godkende at branchen håndhæver faste videresalgspriser for detailsalget af danske bøger i udgivelsesåret og det efterfølgende kalenderår.
Efter denne begrænsede prisstyringsperiode (udgivelsesåret og det følgende kalenderår) vil alle videresalgsprisangivelser alene være vejledende.
Dispensationen gælder ikke for salg til biblioteker og salg af skolebøger m.v. til skoler, hvorfor boghandlerne ved dette salg stadig helt frit kan yde rabat på de af forelæggerne ansatte bogladepriser. Dispensationen gælder heller ikke bogladernes salg af musikalier.
Endvidere er dispensationen betinget af, at boghandlerne har adgang til i mindst samme omfang som hidtil at yde kvantumsrabatter og til at indrømme studerende studierabatter på de faste bogladepriser.
Dispensationen gælder indtil videre, idet rådet vil følge forholdene på markedet og tage dispensationen op til fornyet behandling, hvis udviklingen tilsiger det.
Begrundelsen for den trufne afgørelse fremgår af notatet.
Referat fra Rådsmødet vil blive fremsendt når det foreligger i sin endelige form.
Advokat Niels Bork har modtaget en enslydende skrivelse.
Med venlig hilsen
Birte Petersen
fm