Gelex

Anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i boligstøttelovens § 23, stk. 3, om fravigelse af lovens maksimumsbeløb

OphævetVersion 1996-03-13fra 1996-03-13 til 2002-02-19
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1996/4030@1996-03-13/da

Indhold
  1. Indledning

Bygge- og Boligstyrelsen har i 1995 foretaget en undersøgelse af omfanget af kommunernes anvendelse af boligstøttelovens § 23, stk. 3.

Undersøgelsen viser, at undtagelsesbestemmelsen kun anvendes i meget begrænset omfang, men at der dog i et mindre antal kommuner kan være grundlag for at undersøge, om fravigelse af maksimum sker i overensstemmelse med lovens ordlyd og de hensyn, der ligger bag § 23.

På baggrund af de oplysninger, Bygge- og Boligstyrelsen har modtaget vedrørende praksis i enkelte kommuner, og for at udelukke fremtidig usikkerhed om kommunernes mulighed for at fravige boligstøttemaksimum, skal styrelsen hermed understrege over for samtlige kommuner, at boligstøttelovens § 23, stk. 3, er en undtagelsesbestemmelse, der ikke kan anvendes efter generelle retningslinier, men alene kan benyttes i konkrete sager af særlige enkeltstående, individuelt begrundede hensyn.

Fravigelse af maksimum kan alene ske såfremt der på den ene side er helt særlige personlige forhold, der betinger, at støttemodtageren har behov for den bolig, hvortil støtte søges, mens den pågældendes økonomiske forhold på den anden side efter en konkret vurdering indebærer, at ansøgeren ikke vil kunne betale boligudgiften, med mindre der ydes boligstøtte ud over maksimum. Fravigelse af maksimum kan i så fald ske ved beregning af såvel boligsikring som boligydelse.

Mens det følger af boligstøttelovens § 23, stk. 2, at maksimum skal fraviges, såfremt der anvises en ældrebolig efter ældreboligloven til en boligydelsesmodtager, eller der efter boligbyggerilovens § 14, stk. 2 eller stk. 3, anvises en ældreegnet almennyttig bolig til en boligydelsesmodtager, kan der således ikke generelt eller som hovedregel ske fravigelse af maksimum efter § 23, stk. 3, til en hel bebyggelse f.eks. under henvisning til, at samtlige boliger i bebyggelsen er ældreegnede, men ikke omfattet af § 23, stk. 2.

Bygge- og Boligstyrelsen finder endvidere ikke, at det forhold, at en person af generelle alders- eller helbredsmæssige hensyn opfylder en kommunes visitationsbetingelser til ældreegnede boliger, og at den pågældende har en økonomi baseret på almindelig folkepension med pensionstillæg, i sig selv berettiger til fravigelse af boligstøttelovens maksimum i forbindelse med anvisning af en bolig, der ikke er omfattet af § 23, stk. 2, i det sådanne forhold ikke generelt kan betragtes som særlige.

Da de forhold, der kan give anledning til fravigelse af maksimum, netop er helt individuelle og særlige, kan der ikke gives en udtømmende opregning af de hensyn, der kan medføre fravigelse af maksimum.

Som eksempler på støttemodtagere, hvis forhold kan give anledning til, at maksimum fraviges, kan dog nævnes:

En efterlevende ægtefælle til en pensionist, hvor ægtefællerne sammen har været anvist en ældreegnet bolig (der ikke var omfattet af § 23, stk. 2) på grund af den afdødes forhold, og hvor den efterlevende har behov for at fortsætte lejemålet af ældres- eller helbredsmæssige grund, men ikke alene har råd fortsat at bebo boligen uden fravigelse af maksimum.

En støttemodtager hvis særlige helbredsmæssige forhold gør, at en den pågældende - uden at være svært bevægelseshæmmet - har særligt behov for en bestemt bolig eller en særlig stor eller særlig indrettet bolig. Som eksempel kan nævnes en person, der har behov for et ekstra rum til større eller meget følsomme apparater til behandling af sygdom, og hvor det pågældende materiel ikke kan opbevares i almindelige opholdsrum. Også personer, der på grund af midlertidig sygdom i en periode ikke har økonomisk mulighed for at betale den fulde boligudgift, men som har behov for at bevare sin hidtidige bolig under sygdomsperioden, kan efter omstændighederne være berettiget til boligstøtte udover maksimum i den pågældende periode. Det samme gælder, såfremt det ikke er støtteansøgeren men et husstandsmedlem, f.eks. et barn, hvis særlige helbredsmæssige forhold gør fravigelsen nødvendig.

En støttemodtager hvor dennes egne eller et husstandsmedlems særlige helbredsmæssige (fysiske eller psykiske) forhold gør, at husstanden har et særligt behov for en bolig i en bestemt bebyggelse (der ikke er omfattet af boligstøttelovens § 23, stk. 2) eller for en bolig i et bestemt område, hvor husstanden ikke har mulighed for at betale lejen uden boligstøtte udover lovens maksimum, herunder personer der fra plejehjem, ældreboliger eller ældreegnede boliger i forbindelse med nedlæggelse eller ombygning af den hidtidige bolig anvises en anden bolig.

En ældre, der bliver akut boligløs f.eks. ved opsigelse eller ved den hidtidige husstands opløsning, og hvor helbredsmæssige hensyn eller særlige tilhørsforhold til et bestemt område tilsiger, at der anvises en bolig i en bestemt bebyggelse eller et bestemt område, hvor den pågældende ikke vil kunne betale leje uden fravigelse af boligstøttens maksimum.

Ovenstående vil i løbet af kort tid blive indarbejdet i Bygge- og Boligstyrelsens boligstøttevejledning som pkt. 10.1.3 og 9.1.3.

Det kan til kommunernes orientering oplyses, at Bygge- og Boligstyrelsen netop har anmodet kammeradvokaten om en vurdering at det retlige grundlag for fravigelse af boligstøttelovens maksimum. Når kammeradvokatens vurdering foreligger, vil meddelelse herom blive udsendt til kommunerne.

Med venlig hilsen

Elsebeth Jarl Brunes

Specialkonsulent

Versioner

  1. 1996-03-13 · til 2002-02-19