Skrivelse om orientering om konventionen mellem Danmark og Jugoslavien om social sikring (Til samtlige kommuner og amtskommuner mfl.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1997/19043@1997-01-24/da
Indhold
1. Den Socialistiske Forbundsrepublik Jugoslavien ophørte med at eksistere i 1991 - 92. Den tidligere forbundsrepublik består nu af efterfølgerlandene Slovenien, Kroatien, Forbundsrepublikken Jugoslavien (Serbien og Montenegro), Bosnien-Hercegovina og Makedonien.
Som følge af Den Socialistiske Forbundsrepubliks ophør er også konvention mellem Kongeriget Danmark og Den Socialistiske Forbundsrepublik Jugoslavien om social sikring af 22. juni 1977 (den jugoslaviske konvention) som udgangspunkt bortfaldet.
Visse af de ovennævnte lande har imidlertid tiltrådt konventionen, som efterfølgere for Den Socialistiske Forbundsrepublik. Det drejer sig om landene Slovenien, Kroatien og Makedonien.
Spørgsmålet om Forbundsrepublikken Jugoslaviens og Bosnien- Hercegovinas stilling i forhold til konventionen er derimod uafklaret.
2. Da Slovenien, Kroatien og Makedonien har tiltrådt konventionen skal bestemmelserne i den jugoslaviske konvention anvendes i forhold til disse landes områder og statsborgere på de vilkår som efter konventionen gælder for jugoslaviske statsborgere og jugoslavisk område.
Statsborgere fra disse lande bliver derfor omfattet af dansk lovgivning og har ret til ydelser efter denne lovgivning - eventuelt også når de har ophold/bopæl i deres hjemlande - når betingelserne herfor efter konventionen er opfyldt.
Danske statsborgere bliver på tilsvarende måde omfattet af disse landes lovgivning og får rettigheder og pligter i disse lande på de vilkår, der gælder efter konventionen.
Konventionen gælder i forhold til de nævnte lande uden tidsmæssigt afbrud.
3. For så vidt angår statsborgere i Forbundsrepublikken Jugoslavien og Bosnien-Hercegovina samt disse landes områder kan konventionens bestemmelser i øjeblikket ikke anvendes.
Det betyder, at det for tiden ikke er muligt at afgøre, om der kan tillægges rettigheder og pligter, når dette er afhængig af, at konventionens bestemmelser kan anvendes. Behandling af sådanne sager må derfor stilles i bero, indtil spørgsmålet er afklaret.
Personer, der efter konventionen har opnået ret til ydelser, bevarer dog denne ret.
Med venlig hilsen
Anni Banke
/Ina Jensen