Gelex

Vejledning om jobtræning hos private arbejdsgivere

OphævetVersion 1997-05-06fra 1997-05-06 til 2026-06-23
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1997/3206@1997-05-06/da

Indhold
  1. Indledning

I. Baggrund

EU-Kommissionens godkendelse af at forlænge den 3 årige forsøgsordning med jobtræning og individuel jobtræning fra 1. januar 1997 er betinget af, at ansættelsesperioden i forbindelse med jobtræningen er aftalt til mindst 6 måneder. Tilskudsperioden kan derimod være kortere end 6 måneder.

EU-Kommissionens godkendelse forudsætter endvidere, at der er tale om ansættelser, der ikke er tidsbegrænsede.

De udmeldte rammer indebærer følgende:

II. Ansættelsesforholdet

1. Ansættelsesperiodens længde

Ansættelsen må ikke være af midlertidig karakter. Ansættelsen kan således ikke på forhånd tidsbegrænses - heller ikke til 6 måneder.

Ansættelsesperioden på mindst 6 måneder skal være i sammenhæng. Ansættelsesperioden kan således ikke afbrydes af andre tilbud i henhold til en individuel handlingsplan.

2. Opsigelse m.v.

Den ansatte er i øvrigt i hele ansættelsesperioden omfattet af gældende overenskomster og lovgivning. Såvel den ansatte som arbejdsgiveren kan således opsige ansættelsesforholdet efter almindelige ansættelsesretlige regler. Opsigelse skal også ske med lov- eller overskomstmæssigt varsel, hvis ansættelsen ønskes ophævet ved udgangen af 6 måneders ansættelse.

3. Orlov

I hele ansættelseperioden kan den ansatte få bevilget orlov til uddannelse, børnepasning eller sabbat efter reglerne om orlov til beskæftigede.

Da ansættelsesforholdet ikke er tidsbegrænset, vil den ansatte have ret til at vende tilbage til arbejdspladsen efter endt orlov.

Såfremt orlov påbegyndes i tilskudsperioden, suspenderes løntilskuddet i orlovsperioden. En eventuel forlængelse af løntilskudsperioden skal aftales med Arbejdsformidlingen.

4. Andre uddannelsesmuligheder

I ansættelsesperioden kan den ansatte deltage i en arbejdsmarkedsuddannelse med kursusgodtgørelse.

En periode med uddannelsesgodtgørelse kan derimod ikke lægges ind i hverken tilskudsperioden eller i perioden imellem tilskudsperioden og den efterfølgende ordinære ansættelse.

III. Tilskudsperioden

Der er ikke noget minimumskrav til tilskudsperiodens længde. Tilskudsperioden kan således aftales til en varighed på f.eks. kun en måned. Er tilskudsperioden aftalt til sammenlagt 6 måneder eller mindre, skal Arbejdsformidlingen påse, at betingelserne i aktivbekendtgørelsens § 55 a er opfyldt.

Er tilskudsperioden aftalt til mere end sammenlagt 6 måneder, skal arbejdsgiveren tilbyde den ansatte enten uddannelse i 1/12 af perioden eller ordinært arbejde en periode svarende til tilskudsperioden, jf. aktivbekendtgørelsens § 51 a. Vælger arbejdsgiveren at tilbyde ordinær ansættelse, gælder de samme retningslinier for henholdsvis tilskudsperioden og den ordinære ansættelse, som fastsat i denne vejledning.

Undervisning kan indgå i et jobtræningsforløb efter aftale mellem arbejdsgiveren og den ansatte. I undervisningsperioden udbetales løn som i den øvrige del af jobtræningen, jf. § 53 i aktivbekendtgørelsen.

Såfremt der skal gives tilbud om uddannelse i forbindelse med jobtræningstilbuddet, må det ske forud for ansættelsen.

Den ansatte står til rådighed for formidlet arbejde i tilskudsperioden. Arbejdsformidlingen kan imidlertid træffe afgørelse om at undlade at formidle arbejde under henvisning til, at tilbuddet skønnes at medvirke til, at pågældende kan opnå fast beskæftigelse, jf. aktivbekendtgørelsens § 128 a, stk. 2, nr. 2). Da tilskudsperioden kan være kortere end ansættelsesperioden, kan tilskudsperioden anvendes som en introduktionsperiode/oplæringsperiode forud for et fast ansættelsesforhold, også når der ikke er tale om et jobrotationsprojekt. Herved tilskyndes de private virksomheder til at ansætte ledige. Til gengæld skal Arbejdsformidlingen betinge sig, at ansættelsen har en varighed af mindst 6 måneder.

IV. Ansættelsen efter tilskudsperioden

Efter tilskudsperiodens udløb er der ikke længere tale om jobtræning, men om ordinær ansættelse.

Arbejdsformidlingen skal ved godkendelse af arbejdspladsen som jobtræningsplads vurdere, om ansættelsen som helhed har en genoptræningsværdi for den ansatte.

At der er tale om ordinær ansættelse indebærer f.eks., at den ansatte udover at kunne deltage i uddannelse med orlovsydelse og kursusgodtgørelse tillige er omfattet af bestemmelsen i aktivbekendtgørelsens § 88 a om støtte til beskæftigede i forbindelse med jobrotationsordninger inden for flaskehalsområder m.v.

Arbejdsgiverens forpligtelse til mindst 6 måneders ansættelse anses for opfyldt, såfremt den ordinære ansættelse konverteres til en uddannelsesaftale i forbindelse med en erhvervsuddannelse.

Der er således mulighed for, at arbejdsgiveren kan oppebære tilskud i henhold til Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om tilskud til virksomheder, der indgår uddannelsesaftale med voksne, hvis betingelserne ifølge denne bekendtgørelse iøvrigt er opfyldt. Tilskuddet vil blive beregnet efter satsen for ledige, hvis uddannelsesaftalen indgås i tilskudsperioden, og efter satsen for beskæftigede, hvis uddannelsen indgås efter tilskudsperiodens udløb, jf. bekendtgørelsens § 4.

V. Eksempler

1. Uddannelse - tilskud 1 måned - ordinær ansættelse

Den ledige får forud for ansættelsen et tilbud om uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, som kvalificerer den ledige til en rotationsstilling.

Den ledige ansættes tidsubegrænset og som minimum i 6 måneder hos arbejdsgiveren.

Tilskudsperioden aftales til 1 måned, i hvilken periode den ansatte kan genoptrænes til at varetage den specifikke arbejdsfunktion.

Efter tilskudsperiodens udløb er den pågældende ordinært ansat som minimum i 5 måneder, indtil der evt. sker opsigelse af ansættelsesforholdet.

2. Tilskud 4 måneder - AMU-uddannelse - løntilskud

Den ledige ansættes tidsubegrænset og som minimum i 6 måneder.

Tilskudsperioden aftales til 4 måneder.

Efter 2 måneder opstår der behov for opkvalificering af den ansatte. Opkvalificeringsbehovet kan løses ved den ansattes deltagelse i en arbejdsmarkedsuddannelse.

Arbejdsgiveren udbetaler sædvanlig løn under kurset, der varer 3 uger.

Arbejdsgiveren får refusion efter bekendtgørelse om adgang og deltagerstøtte ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser.

I 3-ugers perioden suspenderes løntilskuddet til arbejdsgiveren, jf. § 149 b, stk. 5, i aktivbekendtgørelsen.

Tilskudsperioden forlænges ikke automatisk med 3 uger, men kan aftales forlænget med Arbejdsformidlingen.

Det bemærkes, at uddannelsesforløbet ikke kan indgå i en individuel handlingsplan, jf. ovenfor side 3.

3. Tilskud 3 måneder - ordinær ansættelse - § 88a-tilskud

Den ledige ansættes som »afløser« i forbindelse med et jobrotationsprojekt inden for et flaskehalsområde. Ansættelsen er tidsubegrænset og som minimum på 6 måneder.

Tilskudsperioden aftales til 3 måneder.

Efter ialt 4 måneders ansættelse (incl. tilskudsperioden) vil virksomheden udvide og satser derfor på opkvalificering af den ansatte afløser. Afløseren (nu »beskæftiget«) deltager i uddannelse med støtte efter § 88 a i aktivbekendtgørelsen. Der ansættes i stedet en ledig erstatningsarbejdskraft.

4. Tilskud 6 måneder - opsigelse

Den ledige ansættes tidsubegrænset og som minimum i 6 måneder.

Tilskudsperioden aftales til 6 måneder.

Under forløbet viser det sig, at arbejdsgiveren grundet svigtende ordretilgang ikke har mulighed for at beskæftige pågældende efter de 6 måneder.

Den ansatte opsiges af arbejdsgiveren til udgangen af de 6 måneder. Eventuel tvist om, hvorvidt gældende opsigelsesvarsler, begrundelse m.v. er iagttaget, afgøres fagretligt.

5. Tilskud 8 måneder - § 51a - opsigelse

Den ledige ansættes tidsubegrænset. Tilskudsperioden aftales til 8 måneder.

Arbejdsgiveren vælger, jf. § 51 a, at ansætte pågældende i stedet for at tilbyde uddannelse. Ansættelsesperioden er som følge heraf på minimum 16 måneder, hvilket skal aftales på forhånd.

Arbejdsgiveren afskediger pågældende på grund af svigtende ordretilgang til udgangen af de 8 måneder.

Eventuel tvist om, hvorvidt gældende opsigelsesvarsler, begrundelse m.v. er iagttaget, afgøres fagretligt.

Såfremt ovennævnte situation gentager sig hos samme arbejdsgiver, kan Arbejdsformidlingen overveje, om der er tale om misbrug, jf. § 151 i aktivbekendtgørelsen.

Såfremt arbejdsgiveren i stedet vælger at tilbyde uddannelse, skal ansættelsen ligeledes være tidsubegrænset. Uddannelsesforløbet på ca. 3 uger (= 1/12 af tilskudsperioden) skal lægges inden for tilskudsperioden, og arbejdsgiveren skal udbetale løn under uddannelsen.

Da ansættelsen er tidsubegrænset, ophører ansættelsesforholdet ikke automatisk efter de 8 måneder. Gældende opsigelsesvarsel skal iagttages.

6. Tilskud 3 måneder - uddannelsesorlov - løntilskud

Den ledige ansættes tidsubegrænset og som minimum i 6 måneder.

Tilskudsperioden aftales til 3 måneder.

Det aftales, at den ansatte skal påbegynde uddannelsesorlov efter 2 måneders ansættelse i jobtræning. Orlovens varighed er 3 måneder.

Efter endt orlov benytter den ansatte sig af sin ret til tilbagevenden til arbejdspladsen.

Arbejdsgiveren får ikke automatisk løntilskud for den resterende måned, men en forlængelse kan aftales med Arbejdsformidlingen.

Versioner

  1. 1997-05-06 · til 2026-06-23