Ikke selve loven: Vejledning

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1997/60474@1997-11-25/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1
3. Bilag 1

Civilretsdirektoratet har modtaget forskellige henvendelser vedrørende anvisning af børn til adoption, som er raske smittebærere af Hepatitis B.

Professor, overlæge, dr. Med. P.A. Krasilnikoff, medlem af Adoptionsnævnet, har i den anledning udarbejdet vedlagte udtalelse af 6. november 1997, som Adoptionsnævnet har tilsluttet sig.

Udtalelsen udsendes hermed til orientering.

Til samtlige adoptionssamråd og amtskommunale socialforvaltninger (i København Magistraten og på Frederiksberg Det Sociale Udvalg), Rigsombudsmanden på Færøerne, Adoptionssamrådet på Færøerne, Rigsombudsmanden i Grønland og Socialdirektoratet i Grønland, Adoptionsnævnet, Adoption Center, Danadopt og Terre des Hommes.

Underskrift 1

Civilretsdirektoratet, den 25. november 1997 Anne Thalbitzer

Bilag 1

Bilag 1 Del. 1. Der har fra forskellig side været rejst spørgsmål vedrørende betydningen af, at børn, som en formidlende organisation har anvist til adoption, er raske smittebærere af hepatitis B. Spørgsmålet har været drøftet i Adoptionsnævnet, og medlem af nævnet, professor, overlæge dr. Med. P.A. Krasilnikoff, har i den anledning udarbejdet følgende udtalelse, hvortil nævnet kan henholde sig: " I. Specielle karakteristika ved hepatitis B infektionen. Leverbetændelse (hepatitis) kan forårsages af flere forskellige virusarter (A,B.C,D,E.G). Blandt disse frembyder infektion med hepatitis B virus særlige problemer: Hepatitis B virus forekommer især i de lande, hvorfra Danmark traditionelt medtager flest børn til adoption, såsom Asien, Afrika og Sydamerika hvorimod forekomsten er lidt mindre hyppig i Østeuropa og sjælden i Danmark. Diagnosen hepatitis B stilles ved i blodet at påvise virus (HbsAg, HbeAg og eller antistoffer herimod (anti-HbsAg, anti HBc, anti Hbe)). En sådan påvisning kræver laboratoriefaciliteter på et niveau, som ikke i alle tilfælde kan påregnes at være til rådighed på det enkelte giversted i det enkelte land. Virus overføres hyppigst via blod (ex. Blodtransfusion) eller via andre legemsvæsker (ex. Seksuel kontant). For nyfødtes vedkommende sker overførslen især fra mor til barn i forbindelse med fødslen eller evt. som følge af rifter i moderens brystvorter ved amningen. I visse tilfælde fjerner barnets eget immunforsvar virus efter kort tid, og barnet anses herefter for rask. I andre tilfælde fortsætter infektionen og bliver kronisk en tendens, som er mere udpræget, desto yngre barnet er på infektionstidspunktet. Visse af disse børn har ikke kliniske symptomer på deres kroniske infektion og har normale leverprøver. Disse børn er at betragte som såkaldte "raske smittebærere", idet de vil kunne overføre virus til andre personer, jf. pkt. 3. Børn, der er raske smittebærere af hepatitis B virus, må forventes at have en mindre risiko for at blive leversyge end børn med påvirkede leverprøver. Hos andre børn medfører den kroniske infektion typisk efter års forløb . skrumpelever (levercirrhose), eventuelt med leversvigt til følge, ligesom disse børn har en større risiko for at få leverkræft. Behandlingen med specielt Interferon kan i mange tilfælde hæmme eller eventuelt hindre en sådan udvikling. Infektion kan hos nyfødte forebygges ved behandling med vaccination mod hepatitis B virus påbegyndt straks efter fødslen og efterfulgt af yderligere tre vaccinationer, når barnet er henholdsvis 1, 2 og 12 mrd. gammelt. Endvidere gives ved fødslen gammaglobulin imod hepatitis B virus. Del. 2. Vaccination af de pårørende til et barn med hepatitis B virus yder tilsvarende en god beskyttelse, jf. Sundhedsstyrelsens vejledning om helbredsmæssige forhold hos udenlandske adoptivbørn og børn i indvandrerfamilier, oktober 1992, pagina 6. II. Konsekvenserne af ovenstående i adoptionsmæssig sammenhæng. Alle ansøgere skal uanset om de alene har en almen godkendelse som adoptanter kunne acceptere et barn med de generelle risici, det indebærer at adoptere et udenlandsk barn. Når ansøgere har fået en almen godkendelse, betyder det derfor også, at ansøgerne er skønnet egnet til at adoptere et barn med en sådan generel risiko. Som det fremgår ovenfor under afsnit I. pkt. 1 og 2, er hepatitis B virus hyppigt forekommende i en række giverlande, men det kan ikke generelt påregnes, at der i forbindelse med adoption af børn fra disse lande er gennemført de fornødne undersøgelser med henblik på at fastslå, om et givet barn er inficeret med hepatitis B. Hertil kommer, at der også vil være en risiko for, at barnet, uanset at den fornødne undersøgelse er foretaget, enten efterfølgende smittes eller, at undersøgelsen er foretaget i sygdommens inkubationstid og således endnu ikke er blevet positiv. Infektion med hepatitis B virus er derfor omfattet af de generelle risici, der er forbundet med at adoptere et udenlandsk barn. Hvis barnet, der bringes i forslag, er såkaldt rask smittebærer af hepatitis B virus (jf. ovenfor pkt. I, 4a), vil barnet alt andet lige være at betragte som rask, hvorfor også et barn, der er rask smittebærer, vil falde indenfor den almene godkendelse til et udenlandsk barn. Hvis et barn, der bringes i forslag, har aktiv hepatitis B virusinfektion, vil barnet derimod være at betragte som risikobarn. Ansøgerne skal derfor være særligt godkendte til at modtage et sådan barn." Det er således Adoptionsnævnets opfattelse, at et barn, der er konstateret rask smittebærer af hepatitis B virus, falder indenfor rammerne af den almene godkendelse til et udenlandsk barn. Da alle ansøgere vil kunne få bragt et barn med hepatitis B virusinfektion i forslag, bør ansøgerne på forhånd informeres om denne risiko og tage stilling dertil Dette indebærer, at ansøgere, der ikke anses for egnet til at modtage et barn, der er rask smittebærer af hepatitis B virus, ikke bør godkendes til at adoptere et udenlandsk barn.

Der har fra forskellig side været rejst spørgsmål vedrørende betydningen af, at børn, som en formidlende organisation har anvist til adoption, er raske smittebærere af hepatitis B. Spørgsmålet har været drøftet i Adoptionsnævnet, og medlem af nævnet, professor, overlæge dr. Med. P.A. Krasilnikoff, har i den anledning udarbejdet følgende udtalelse, hvortil nævnet kan henholde sig: " I. Specielle karakteristika ved hepatitis B infektionen. Leverbetændelse (hepatitis) kan forårsages af flere forskellige virusarter (A,B.C,D,E.G). Blandt disse frembyder infektion med hepatitis B virus særlige problemer: Hepatitis B virus forekommer især i de lande, hvorfra Danmark traditionelt medtager flest børn til adoption, såsom Asien, Afrika og Sydamerika hvorimod forekomsten er lidt mindre hyppig i Østeuropa og sjælden i Danmark. Diagnosen hepatitis B stilles ved i blodet at påvise virus (HbsAg, HbeAg og eller antistoffer herimod (anti-HbsAg, anti HBc, anti Hbe)). En sådan påvisning kræver laboratoriefaciliteter på et niveau, som ikke i alle tilfælde kan påregnes at være til rådighed på det enkelte giversted i det enkelte land. Virus overføres hyppigst via blod (ex. Blodtransfusion) eller via andre legemsvæsker (ex. Seksuel kontant). For nyfødtes vedkommende sker overførslen især fra mor til barn i forbindelse med fødslen eller evt. som følge af rifter i moderens brystvorter ved amningen. I visse tilfælde fjerner barnets eget immunforsvar virus efter kort tid, og barnet anses herefter for rask. I andre tilfælde fortsætter infektionen og bliver kronisk en tendens, som er mere udpræget, desto yngre barnet er på infektionstidspunktet. Visse af disse børn har ikke kliniske symptomer på deres kroniske infektion og har normale leverprøver. Disse børn er at betragte som såkaldte "raske smittebærere", idet de vil kunne overføre virus til andre personer, jf. pkt. 3. Børn, der er raske smittebærere af hepatitis B virus, må forventes at have en mindre risiko for at blive leversyge end børn med påvirkede leverprøver. Hos andre børn medfører den kroniske infektion typisk efter års forløb . skrumpelever (levercirrhose), eventuelt med leversvigt til følge, ligesom disse børn har en større risiko for at få leverkræft. Behandlingen med specielt Interferon kan i mange tilfælde hæmme eller eventuelt hindre en sådan udvikling. Infektion kan hos nyfødte forebygges ved behandling med vaccination mod hepatitis B virus påbegyndt straks efter fødslen og efterfulgt af yderligere tre vaccinationer, når barnet er henholdsvis 1, 2 og 12 mrd. gammelt. Endvidere gives ved fødslen gammaglobulin imod hepatitis B virus.

Vaccination af de pårørende til et barn med hepatitis B virus yder tilsvarende en god beskyttelse, jf. Sundhedsstyrelsens vejledning om helbredsmæssige forhold hos udenlandske adoptivbørn og børn i indvandrerfamilier, oktober 1992, pagina 6. II. Konsekvenserne af ovenstående i adoptionsmæssig sammenhæng. Alle ansøgere skal uanset om de alene har en almen godkendelse som adoptanter kunne acceptere et barn med de generelle risici, det indebærer at adoptere et udenlandsk barn. Når ansøgere har fået en almen godkendelse, betyder det derfor også, at ansøgerne er skønnet egnet til at adoptere et barn med en sådan generel risiko. Som det fremgår ovenfor under afsnit I. pkt. 1 og 2, er hepatitis B virus hyppigt forekommende i en række giverlande, men det kan ikke generelt påregnes, at der i forbindelse med adoption af børn fra disse lande er gennemført de fornødne undersøgelser med henblik på at fastslå, om et givet barn er inficeret med hepatitis B. Hertil kommer, at der også vil være en risiko for, at barnet, uanset at den fornødne undersøgelse er foretaget, enten efterfølgende smittes eller, at undersøgelsen er foretaget i sygdommens inkubationstid og således endnu ikke er blevet positiv. Infektion med hepatitis B virus er derfor omfattet af de generelle risici, der er forbundet med at adoptere et udenlandsk barn. Hvis barnet, der bringes i forslag, er såkaldt rask smittebærer af hepatitis B virus (jf. ovenfor pkt. I, 4a), vil barnet alt andet lige være at betragte som rask, hvorfor også et barn, der er rask smittebærer, vil falde indenfor den almene godkendelse til et udenlandsk barn. Hvis et barn, der bringes i forslag, har aktiv hepatitis B virusinfektion, vil barnet derimod være at betragte som risikobarn. Ansøgerne skal derfor være særligt godkendte til at modtage et sådan barn." Det er således Adoptionsnævnets opfattelse, at et barn, der er konstateret rask smittebærer af hepatitis B virus, falder indenfor rammerne af den almene godkendelse til et udenlandsk barn. Da alle ansøgere vil kunne få bragt et barn med hepatitis B virusinfektion i forslag, bør ansøgerne på forhånd informeres om denne risiko og tage stilling dertil Dette indebærer, at ansøgere, der ikke anses for egnet til at modtage et barn, der er rask smittebærer af hepatitis B virus, ikke bør godkendes til at adoptere et udenlandsk barn.

Versioner

1. 1997-11-25