Vejledning om hektarstøtte og anmeldelse af foderarealer ved ekspropriation
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1997/9346@1997-05-01/da
Indhold
Indledning
Denne vejledning orienterer om varig eller midlertidig inddragelse af jord til anlægsarbejder som f.eks. vejanlæg eller ledningsarbejde (vand, gas, tele og el), når indgrebet sker ved ekspropriation eller kunne ske ved ekspropriation. I alle tilfælde, hvor myndighederne har mulighed for at ekspropriere, sidestiller EU-direktoratet frivillige aftaler om afståelse af arealer med egentlig ekspropriation.
I denne vejledning kan De læse om, hvornår og hvordan De skal underrette EU-direktoratet om sådanne anlægsarbejder, hvis arbejdet får indflydelse på Deres ansøgning om hektarstøtte og anmeldelse af foderarealer. Spørgsmålet om erstatning for tabt hektarstøtte, husdyrpræmier samt omkostninger skal De afklare med anlægsmyndighederne.
Aftaler, hvor De afgiver landbrugsarealer, uden at det sker eller kunne ske ved ekspropriation, er ikke omfattet af denne vejledning. Her gælder de almindelige regler for ændringer i en ansøgning om hektarstøtte og anmeldelse af foderarealer, som er nærmere beskrevet i EU-direktoratets årlige vejledninger om hektarstøtte og anmeldelse af foderarealer.
1. Tidspunktet
Permanent afståelse
Når De afstår Deres jord permanent, er det både ekspropriations/aftaledagen og overtagelsesdagen, der har betydning for hektarstøtte og anmeldelse af foderarealer. Overtagelsesdagen kan enten fastsættes ved ekspropriation eller ved frivillig aftale. Overtagelsesdagen er den dag, hvor De ikke længere – som ejere, forpagtere eller lejer – råder over arealet.
Midlertidig afståelse
Når De kun afstår Deres jord midlertidigt, er det tidspunktet for, hvornår arbejdet begyndes på bedriften, der har betydning for hektarstøtten.
Oplysninger fra anlægsmyndigheden
De vil normalt i meddelelsen om ekspropriationsbeslutning eller den indgåede aftale kunne finde nøjagtig oplysning om:
hvilke arealer der skal afstås,
hvornår afståelsen finder sted, og
i hvilken periode midlertidige anlægsarbejder finder sted. Ellers må De rette henvendelse til anlægsmyndigheden.
Det er disse oplysninger, De skal bruge, når De afgør, om De kan få hektarstøtte til Deres jord eller anmelde foderarealer.
2. Betingelser for hektarstøtte og
foderarealer
Udtagne arealer
Hovedreglen er, at hvis der foretages anlægsarbejder på et udtaget areal i perioden fra d.15. januar til d.15. juli, kan der ikke gives udtagningsstøtte til arealet. Dette gælder, uanset om arealet er braklagt eller dyrkes i henhold til gyldig non-food kontrakt.
Hvis der først sker ekspropriation i perioden fra d.15. januar til d.15. juli, kan De dog medregne et udtaget areal til opfyldelsen af udtagningspligt, hvis arealet opfyldte udtagningsbetingelserne pr. 15. januar.
Afgørende for om et areal kan anses for at opfylde udtagningsbetingelserne pr. 15. januar er, at det ikke må være tilsået med en afgrøde, bortset fra det krævede plantedække på braklagte arealer, medmindre der er indgået gyldig non-food kontrakt for arealet.
Følgende er altid tilladt på et udtaget areal, uden at det får konsekvenser for Deres hektarstøtte :
Nedgravning af kabler,
opstilling af master af elselskaber og telefonselskaber,
nedgravning af naturgasledninger, kloakledninger og lignende, samt
fra- og tilkørsel i forbindelse med disse arbejder.
En mark, der er eller forventes at blive delt af et midlertidigt anlægsarbejde, kan anføres som en samlet mark i ansøgningen.
Foregår arbejdet på arealer tilsået med non-food afgrøder og betyder arbejdet, at De ikke kan opfylde Deres non-food kontrakt, skal De altid huske at ændre eller annullere denne, jf. pkt. 7.
Arealer med støtteberettigede afgrøder
– korn, oliefrø, bælgsæd og oliehør
Det er en betingelse for at få hektarstøtte til disse afgrøder, at markerne er tilsået senest d. 15. maj. Afgrøderne skal dyrkes indtil begyndende skridning eller blomstring. Desuden gælder for oliefrø og bælgsæd, at de kun må høstes før d. 30. juni, hvis afgrøden er fuldmoden. Endelig gælder for bælgsæd, at afgrøden ikke må høstes, så længe den er egnet til frisk konsum, konserves eller dybfrost (eksempelvis friske grønne ærter), medmindre den høstes som helsæd til foderbrug.
De kan læse nærmere om betingelserne for de enkelte afgrøder i EU-direktoratets årlige vejledning om hektarstøtte og anmeldelse af foderarealer.
I en ekspropriationssituation anser EU-direktoratet altid ovenstående agronomiske betingelser for at være opfyldt d. 15. juli.
Foderarealer til beregning af husdyrpræmier
Reglerne for anmeldelse af foderarealer til beregning af husdyrpræmier er næmere beskrevet i EU-direktoratets årlige vejledning om hektarstøtte og anmeldelse af foderarealer.
Betyder ekspropriation at De ikke har rådighed over arealerne i rådighedsperioden, kan disse ikke danne grundlag for beregning af husdyrpræmier.
3. Ekspropriation før ansøgningsfristen
På baggrund af de oplysninger, som De har modtaget fra anlægsmyndigheden eller entreprenøren før ansøgningsfristen, skal De afgøre, om de forskellige arealer kan opfylde betingelserne for hektarstøtte eller foderarealer og skal medtages i ansøgningen.
De skal være opmærksom på, at arealer der pr. 15. januar ikke opfyldte betingelserne for udtagne arealer, jf. pkt. 2, ikke kan medtages i ansøgningen som udtagne arealer.
Opmålingskrav
Hvis anlægsarbejdet er afsluttet på Deres bedrift inden ansøgningsfristen, gælder de sædvanlige krav til nøjagtigheden af arealstørrelsen også for de marker, der er blevet ændret, som følge af anlægsarbejdet. De kan sikre dette ved at få foretaget en opmåling.
Hvis anlægsarbejdet er midlertidigt, og arbejdet på Deres bedrift foregår henover ansøgningsfristen, kan De dog udfylde Deres ansøgning på grundlag af de oplysninger, som De har modtaget fra anlægsmyndigheden eller entreprenøren. Er arealangivelserne, De får oplyst, ikke fordelt mellem de enkelte marker, skal De foretage fordelingen, jf. pkt. 6, afsnittet om arealoplysninger. De skal udtrykkeligt – i Deres ansøgning – gøre opmærksom på det ekspropriative indgreb.
Udtagne arealer
Selvom et udtaget areal ikke kan opfylde betingelserne for hektarstøtte, kan De dog medtage det udtagne areal i Deres ansøgning til opfyldelse af Deres udtagningspligt, hvis det udtagne areal opfyldte udtagningsbetingelserne pr. 15. januar. De kan dog ikke få udtagningsstøtte til de pågældende arealer. De skal – i Deres ansøgning – huske at gøre udtrykkeligt opmærksom på ekspropriationen.
Arealer med støtteberettigede afgrøder
Hvis De inden ansøgningsfristen har fået oplysning om, at et areal med en støtteberettiget afgrøde skal afstås inden d. 15. juli kan De helt undlade at søge hektarstøtte til arealet. De behøver altså ikke at foretage en konkret vurdering af, om betingelserne for, at der kan gives hektarstøtte til afgrøden, kan opfyldes. De kan imidlertid også vælge at medtage arealerne med de støtteberettigede afgrøder i Deres ansøgning. De skal i denne situation være opmærksom på, at opfyldes betingelserne ikke, har De ansvaret for at give EU-direktoratet meddelelse inden d. 15. august, jf. pkt. 6.
Foderarealer
Betyder ekspropriationen, at De ikke har rådighed over et areal i hele rådighedsperioden, kan det ikke anmeldes som foderareal.
4. Efter ansøgningsfristen men
før d. 15. juli
Hvis De efter ansøgningsfristen får meddelelse om ekspropriative indgreb, der medfører rådighedsberøvelse inden d. 15. juli af arealer, som De har søgt hektarstøtte til, skal De meddele dette til EU-direktoratet senest d. 15. august. Se pkt. 6 om meddelelse til EU-direktoratet.
Hvis De efter ansøgningsfristen får meddelelse om ekspropriative indgreb, der medfører rådighedsberøvelse af anmeldte foderarealer i rådighedsperioden, skal De meddele dette til EU-direktoratet senest d. 15 august. Se pkt. 6 om meddelelse til EU-direktoratet.
Hvis det er muligt at opfylde betingelserne for at få hektarstøtte og for anmeldte foderarealer, jf. pkt. 2, uanset anlægsarbejdet, kan De undlade at give meddelelse til EU-direktoratet. Det kan for eksempel være, når De af anlægsmyndigheden får lov til at fortsætte dyrkningen til høst eller til rådighedsperioden for foderarealet er udløbet.
5. Efter d. 15. juli
Hvis det ekspropriative indgreb sker efter d. 15. juli, har det ingen betydning for Deres ret til hektarstøtte i det indeværende høstår, og De skal ikke underrette EU-direktoratet.
Foderarealer skal altid være til rådighed i hele rådighedsperioden. Hvis det ekspropriative indgreb medfører rådighedsberøvelse inden udløb af rådighedsperioden er det nødvendigt at underrette EU-direktoratet – også selv om rådighedsberøvelsen først sker efter d. 15. juli.
6. Meddelelse om ændring til EU-direktoratet
Underretning til EU-direktoratet om rådighedsberøvelse af arealer – inden d. 15. maj – som De har medtaget i Deres ansøgning om hektarstøtte, skal ske skriftligt. De skal ligeledes skriftligt underrette EU-direktoratet, hvis der sker rådighedsberøvelse af anmeldte foderarealer i den for foderarealet gældende rådighedsperiode.
Vedrører rådighedsberøvelsen et areal, der er mindre end 0,1 ha pr. mark, skal De ikke meddele det til EU-direktoratet.
Bagatelgrænsen på 0,1 ha pr. mark skal forstås som 1.000 m 2 . Det vil sige, at der ikke skal ske meddelelse ved rådighedsberøvelse. På 999 m 2 eller derunder.
Hvis betingelserne for hektarstøtte og foderarealer kan opfyldes uanset anlægsarbejdet, kan De undlade at give meddelelse til EU-direktoratet.
Meddelelse om ændring til EU-direktoratet skal ske på en meddelelsesblanket. Et eksemplar er vedhæftet denne vejledning.
Frist
Meddelelsen skal være EU-direktoratet i hænde senest d. 15. august. Det anbefales, at De ved indsendelsen får udstedt en “Indleveringsattest for almindeligt brev” af postvæsenet.
Meddelelsen skal indsendes, for at reglerne i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3887/92, artikel 11 om force-majeure-forhold kan anses for opfyldt. Hvis denne frist ikke overholdes, risikerer De at hektarstøtten og husdyrpræmier nedsættes eller helt falder bort. De vil også kunne idømmes en bøde for manglende indsendelse af meddelelsen.
Arealoplysninger
På meddelelsesblanketten, skal De angive den del af de berørte arealer, der ikke opfylder betingelserne for hektarstøtte eller foderarealer.
De skal udfylde blanketten til EU-direktoratet med størst mulig nøjagtighed på baggrund af de oplysninger, De har modtaget fra anlægsmyndigheden eller entreprenøren. Er arealangivelserne fra anlægsmyndigheden eller entreprenøren ikke fordelt mellem enkelte marker, skal De selv foretage fordelingen. De skal anvende samme mark- og bloknumre på blanketten som i markplanen i ansøgningen om hektarstøtte.
Hvis EU-direktoratet ved en administrativ eller fysisk kontrol konstaterer forskel mellem det oplyste og det fastslåede areal, vil EU-direktoratet, for de arealer der er berørt af det ekspropriative indgreb, korrigere Deres ansøgning til det fastslåede areal. De vil imidlertid ikke ved korrektionen blive pålagt sanktioner, når De loyalt har foretaget arealangivelsen og fordelingen på marker på grundlag af anlægsmyndighedens eller entreprenørens oplysninger.
I det følgende års ansøgning kan De ikke uden videre anvende arealangivelserne fra anlægsmyndighederne og fordelingen på de enkelte marker fra Deres ændringsmeddelelse. Det er Deres ansvar i den næste ansøgning at sikre, at Deres arealangivelser er korrekte.
Anlægsmyndighed
De skal på meddelelsesblanketten til EU-direktoratet oplyse navn og adresse på den anlægsmyndighed, De har afstået arealet til.
Sker afståelsen til en entreprenør i forbindelse med et anlægsarbejde, skal De også oplyse entreprenørens navn og adresse.
7. Særlige bestemmelser for udtagne arealer
Bestemmelser vedrørende plantedække
Plantedækkebestemmelserne skal overholdes i det omfang, det er muligt. Plantedækket skal uanset eventuelt planlagt anlægsarbejde etableres som normalt senest d. 1. oktober, og plantedækket skal genetableres umiddelbart efter arbejdets afslutning. Afsluttes arbejdet efter d. 15. maj, kan De undlade at genetablere plantedækket, hvis god landmandspraksis tilsiger dette.
Non-food arealer
Vedrører det ekspropriative indgreb udtagne arealer med non-food afgrøder, således at De ikke kan opfylde Deres non-food kontrakt, skal kontrakten ændres inden følgende frister:
a ) Hvis rådighedsberøvelsen sker inden ansøgningsfristen , skal De indsende ændring af Deres non-food kontrakt inden udløbet af ansøgningsfristen.
b ) Hvis rådighedsberøvelsen sker efter ansøgningsfristen, men inden d.15. maj , skal De indsende ændring af Deres non-food kontrakt senest d. 15. maj.
c ) Hvis rådighedsberøvelsen sker efter d. 15. maj, men inden høst , skal De indsende ændring af Deres non-food kontrakt, inden De høster non-food afgrøder.
“60-måneders videreført”
Vedrører det ekspropriative indgreb udtagne arealer under ordningen “60-måneders videreført”, skal De foretage indberetning som ovenfor anført under almindelige udtagne arealer.
Ved permanent afståelse stilles ikke krav om, at der udtages et andet areal til videreførsel under 60-måneders forpligtelsen. Berøres kun en del af Deres arealer under denne ordning, skal udtagningen fortsættes på de øvrige arealer.
Ved midlertidig rådighedsberøvelse af Deres arealer under “60-måneders videreført” er det ikke et krav, at arealerne opfylder betingelserne pr. 15. januar i år 2, år 3, år 4 og år 5, da udtagningsperioden under denne ordning er sammenhængende i hele perioden. Selv om en midlertidig rådighedsberøvelse sker henover d.15. januar, kan De derfor undlade at framelde arealet.
5-årig garantibetaling
Vedrører en permanent rådighedsberøvelse udtagne arealer tilmeldt den 5-årige garantibetaling, skal De senest samtidig med den førstkommende ansøgningsfrist framelde alle de arealer, der er tilmeldt denne ordning samtidig med de berørte arealer. De kan udtræde af ordningen uden betaling af afgift.
Udtagningsperioden under denne ordning er sammenhængende i hele perioden. Det er ikke et krav i tilfælde af midlertidig rådighedsberøvelse , at arealerne opfylder udtagningsbetingelserne pr. 15. januar i år 2, år 3, år 4 og år 5. Sker der således kun midlertidig rådighedsberøvelse af Deres arealer, kan De, selv om dette sker henover d. 15. januar, undlade at udtræde af ordningen.
Arealer omfattet af 5-årig garantibetaling skal således kun afmeldes, hvis en permanent arealinddragelse medfører, at størrelsen af arealet skal ændres.
Overførsel af udtagningspligt
Eksproprieres arealer, som De anvender til opfyldelsen af udtagningspligten for en anden producent, skal De gøre såvel anlægsmyndigheden som Deres aftalepartner opmærksom på forholdet.
Ved beregning af om 50% reglen (forholdet mellem arealet af støtteberettigede afgrøder og de udtagne arealer) er overholdt hos modtager, kan man medregne de eksproprierede arealer, der skulle have været dyrket med støtteberettigede afgrøder. Der ydes dog ikke hektarstøtte for disse arealer. De eksproprierede arealer kan dog ikke medregnes ud over den første dyrkningssæson.
8. Erstatning for tabt hektarstøtte
og husdyrpræmie
Udbetaling af hektarstøtte finder sted i tidsrummet fra d.16. oktober til d. 31. december.
En eventuel erstatning for tabt hektarstøtte eller husdyrpræmie er EU-direktoratet uvedkommende og skal afklares med anlægsmyndighederne.
Der kan blive tale om erstatning af tab for beregnet støtte, når De ikke kan medtage et areal i Deres ansøgning på grund af anlægsarbejdet.
Der kan også blive tale om tab af støtte for arealer, som De må tage ud af Deres ansøgning på grund af anlægsarbejdet.
Endelig kan der være afledte tab som følge af ekspropriative indgreb på udtagne arealer.
Erstatningen kan opgøres på samme måde som afgrødetabserstatningen. Denne erstatning kan derfor blive udbetalt på et andet tidspunkt end hektarstøtten og husdyrpræmierne, eksempelvis ved den endelige opgørelse af afgrødetabserstatningen eller på et andet tidspunkt.
De kan rette henvendelse til den enkelte anlægsmyndighed om, hvornår De kan forvente erstatningen udbetalt.
9. Afledte omkostninger
Hvis opgørelsen af erstatningen medfører afledte omkostninger, må De rette et evt. krav om betaling af disse overfor ekspropriationsmyndigheden og/eller anlægsmyndigheden.
Underskrift 1
EU-direktoratet, den 1. maj 1997
Bilag 1
Bilag Meddelelsesblanket posttype 551 indsendes til: Ansøgningsnr. eller stregkodemærkat sættes her EU-direktoratet Kampmannsgade 3 1780 København V Meddelelse om ændring af ansøgning om hektarstøtte og anmeldelse af foderarealer i forbindelse med anlægsarbejder: Navn og adresse: Personnummer: SE-nr. (momsnr.): Som følge af anlægsarbejde opfyldes betingelserne for hektarstøtte og anmeldte foderarealer ikke for følgende arealer: Marknr. Markblok Afgrøde (vinter/vårafgrøde Angives) plantedække Korn Hektar: Oliefrø Hektar: Bælgsæd Hektar: Oliehør Hektar: Udtaget Areal Hektar: Foder- Areal Hektar: feltnummer (6 cifre) løbenr. Hektar i alt (1 decimal) ______ ___________________ Dato: Ansøgers underskrift Anlægsmyndighed: Navn: ________________________________________________ Tlf.nr.: __________________ Adresse: ______________________________________________