Orienteringsskrivelse om vedtagelse af lov om ændring af lov om social service og lov om social bistand (Kompetencen til at godkende plejefamilier og opholdssteder) (Til samtlige kommuner og amtskommuner m.fl.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1998/19408@1998-05-13/da
Indhold
Folketinget har den 5. maj 1998 ved 3. behandling vedtaget forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om social bistand. Servicelovens § 49, stk. 1 og 2 er ændret således, at plejefamilier, hvis aflønning er baseret på en takstfastsættelse, skal godkendes af kommunen, og opholdssteder, dvs. anbringelsessteder, hvis aflønning er baseret på et godkendt budget, skal godkendes af amtskommunen.
Ændringen medfører endvidere, at alle opholdssteder, der er godkendt af anden offentlig myndighed efter reglerne herom, ikke længere umiddelbart vil kunne anvendes af de sociale myndigheder, men skal være godkendt generelt af amtskommunen efter den sociale lovgivning, forinden børn og unge kan anbringes det pågældende sted.
Samtidig er bistandslovens § 66, stk. 1 ændret således, at opholdssteder, godkendt af anden offentlig myndighed, med henblik på at opnå godkendelse med virkning fra den 1. juli 1998 eller senere, allerede nu kan indgive ansøgning til amtskommunen.
I de tilfælde, hvor der ønskes foretaget en anbringelse på et opholdssted fx en efterskole eller en fri grundskole med kostafdeling, der er godkendt af anden offentlig myndighed efter reglerne herom, og hvor der føres tilsyn af denne myndighed, skal amtskommunens godkendelse kunne basere sig på oplysningerne fra opholdsstedet om det antal pladser, der er til rådighed for anbragte børn og unge, som stedet mener at kunne modtage som led i en anbringelse. Amtskommunen må herefter vurdere, om der er brug for supplerende oplysninger, eller om de foreliggende oplysninger er tilstrækkelige til at kunne udstede en generel godkendelse.
Såfremt opholdsstedet er en efterskole eller en fri grundskole med kostafdeling, der er godkendt af anden offentlig myndighed, men hvor der ikke føres tilsyn af denne myndighed, kan ansøgning ligeledes indgives til amtskommunen allerede nu, men amtskommunen vil skulle godkende opholdsstedet efter samme kriterier, som lægges til grund i forbindelse med godkendelse af socialpædagogiske opholdssteder.
Socialministeriet vil udsende en revision af de berørte punkter i kapitel 6 i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om servicelovens om særlig støtte til børn og unge.
Forslaget som vedtaget ved 3. behandlingen vedlægges til orientering. (* 1)
Eventuelle henvendelser bedes rettet til Socialministeriets 6. kt. Børn, unge og familie.
Med venlig hilsen
Karen Jespersen
/ Birgitte Olesen