Skrivelse om opholdskommuner m.v. (kommuner, amtskommuner m.fl.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1998/60085@1998-09-21/da
Indhold
Bistandslovsreformen er trådt i kraft den 1. juli 1998. Der har i den forbindelse været rejst forskellige spørgsmål i relation til § 9 i retssikkerhedsloven om opholdskommuner og reglerne om mellemkommunal refusion i lov om social service og pensionsloven.
Socialministeriet har tidligere i et brev af 24. juni 1998 orienteret om, at der stiles imod at fremsætte et lovforslag, som giver mulighed for, at kommuner i flyttesituationer på samme måde som for udgifter efter serviceloven og pensionsloven kan aftale refusion for udgifter efter aktivloven. Lovforslaget skal have virkning fra 1. juli 1998.
De henvendelser, som Socialministeriet har fået, giver et indtryk af, at der er en vis usikkerhed med hensyn til, hvordan reglerne på disse områder er efter bistandslovsreformen,
I den anledning har Socialministeriet i vedlagte notat beskrevet reglerne om opholdskommune og om mulighederne for at kræve udgifter betalt af en tidligere opholdskommune (mellemkommunal refusion).
I bilaget til notatet er der 4 eksempler, der viser, hvordan reglerne er.
Som oplæg til den bebudede lovændring vil en arbejdsgruppe se på de områder, der er nævnt i pkt. 6 i notatet. Kommuner, amtskommuner eller andre, som mener, at der i forhold til de gældende regler er særlige forhold, som arbejdsgruppen bør være opmærksom på, er velkommne til at henvende sig til Socialministeriet, dog senest 2. oktober 1998.
Med venlig hilsen
Peter Juul
- - - - - - - - - -
I retssikkerhedslovens § 9 er reglerne i bistandslovens § 10 om opholdskommune - og dermed handlekommune - ført videre.
Retssikkerhedsloven gælder også for pensionsloven, hvor bopælskommunebegrebet er ændret således, at pensionsloven benytter samme opholdskommunebegreb som aktivloven og serviceloven. i
Med hensyn til reglerne om mellemkommunal refusion er der følgende ændringer
der ikke er mellemkommunal refusion for udgifter efter aktivloven; derfor er udligningsordningerne under Indenrigsministeriet justeret således, at der tages hensyn hertil,
§ 128 i serviceloven om mellemkommunal refusion er udformet på en anden måde end efter bistandslovens § 11, bl.a er der ikke længere en regel om refusion for udgifter til praktisk bistand m.v. ved midlertidig ophold ud over 4 uger, og
reglerne om mellemkommunal refusion efter pensionsloven er ændret.
Usikkerhed om reglerne
De henvendelser, som Socialministeriet har fået, giver et indtryk af, at der er en vis usikkerhed med hensyn til, hvordan reglerne på disse områder er efter bistandslovsreformen,
Derfor beskrives i det følgende de centrale regler om opholdskommune, herunder om adgangen til at kræve udgifter betalt af en tidligere opholdskommune. Notatet behandler følgende: 2. Opholdskommune og handlekommune 3. Mellemkommunal refusion for udgifter efter lov om social service 4. Ikke mellemkommunal refusion for udgifter efter aktivloven 5. Opholdskommune og mellemkommunal refusion efter pensionsloven 6. Initiativer
I bilag til notatet er der 4 eksempler, som illustrerer, hvordan reglerne er.
Det er - og det var efter bistandsloven - opholdskommunen, som har pligt til at give hjælpen. Det nye er, at disse regler nu også gælder i sager om pension (og om sygedagpenge).
Kommuner kan - og kunne efter bistandsloven - aftale en anden ordning end den, som lovgivningen fastsætter. Hvis kommuner aftaler, at det ikke er opholdskommunen efter loven, som skal være handlekommune, forudsætter dette, at borgeren er indforstået.
Efter retssikkerhedsloven er hovedreglen, at opholdskommunen og dermed handlekommunen - er den kommune, som man opholder sig i. Sådan var det også efter bistandsloven.
I lang de fleste tilfælde er opholdskommunen den kommune, hvor pågældende har sin bopæl.
Opholdskommunen har pligt til at give den nødvendige hjælp, og denne kommune skal - medmindre der er regler om mellemkommunal refusion/ truffet aftale om noget andet, jf. nedenfor - betale herfor.
Ægtefæller med fælles bopæl har bopælskommunen som opholdskommune. Det gælder også, når de midlertidigt opholder sig uden for den fælles bopælskommune (rtl § 9, stk. 2 og stk. 5 / bistandslovens § 10, stk. 2 og stk. 4).
Børn har normalt samme opholdskommune som deres forældre. Det vil sige, at selv om et barn bor i en anden kommune, er det forældrenes opholdskommune, som er opholdskommune og dermed handlekommune for barnet (rtl § 9, stk. 3 og stk. 5 / bistandslovens § 10, stk. 2 og stk. 4).
Den særlige regel om øjeblikkelig hjælp i rtl § 9, stk. 5 - tidligere bistandslovens § 10, stk. 4 - er knyttet til ægtefæller med fælles bopæl samt børn og unge.
Midlertidigt ophold uden for opholdskommunen
De situationer, der navlig kan volde tvivl, er, når en person - uden for de tilfælde som er reguleret af rtl § 9, stk. 5 - midlertidigt opholder sig uden for sin opholdskommune, som normalt er bopælskommunen. Hvem skal da yde hjælpen og afholde udgifterne?
Der er ikke med reglerne om opholdskommune/ handlekommune i retssikkerhedsloven sket en ændring i disse situationer forhold til reglerne i bistandsloven. [Dog gælder de nu også for sager efter pensionsloven og sygedagpengeloven].
Socialministeriet har været opmærksom på, at der kan være problemer i forbindelse med midlertidigt ophold uden for den sædvanlige opholdskommune.
Derfor er reglerne ved midlertidigt ophold beskrevet i pkt. 86 i vejledningen om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Beskrivelsen i pkt. 86 dækker praksis efter bistandsloven, som er ført videre i retssikkerhedslovens § 9.
Det fremgår af pkt. 86, at ved midlertidigt ophold uden for opholdskommunen - fx i forbindelse med ferieophold i sommerhus, højskoleophold, behandlingsinstitution o.l. overgår administrationen og den økonomiske forpligtelse for mere vedvarende kontantydelser så som pension, kontanthjælp, sygedagpenge m.v. ikke til den midlertidige opholdskommune.
Til de eksemplerne i punkt 86 kan føjes midlertidigt ophold i forsorgshjem, aflastningsophold, krisecenter o.l.
Dette betyder, at flytter en person midlertidigt ind på fx et forsorgshjem eller i et krisecenter (botilbud efter servicelovens § 94), er det ikke givet, at pensionssagen skal overgår til den kommune, hvor forsorgshjemmet er. Det samme gælder, hvis en midlertidig beboer i et forsorgshjem modtager kontanthjælp.
Har den pågældende fx bevaret sin bopæl, får vedkommende ikke en ny opholdskommune - og dermed handlekommune i relation til udbetaling af pension eller kontanthjælp. Der er derfor ikke grundlag for, at den hidtidige opholdskommune sender den sociale sag til den midlertidige kommune.
Kun hvis en person under et midlertidigt ophold ikke har bevaret sin hidtidige opholdskommune, jf. ovenfor, bliver kommunen, som boformen ligger i, opholds- og handlekommune.
Det må understreges, at både efter nye og tidligere regler, kan kommuner med borgerens accept aftale, at den tidligere opholdskommune fortsat er handlekommune. Dette har været praksis bl.a i forhold til forsorgshjem m.v. Det er socialministeriets vurdering, at der ikke er særlige grunde, der taler for at ændre denne praksis.
Tvivl i konkrete tilfælde
Socialministeriet er opmærksom på, at der i de enkelte konkrete tilfælde (både efter gamle og nye regler) kan være tvivl. Sådanne tilfælde må afgøres ud fra en konkret vurdering, hvori indgår på den ene side graden af tilknytning til den kommune, hvor pågældende kommer fra og på den anden side graden af tilknytning til den "midlertidige" opholdskommune. Kan de involverede kommuner ikke blive enige, må spørgsmålet afgøres af de sociale klagemyndigheder.
Se hertil pkt. 83 i vejledningen om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvor det i sidste afsnit er nævnt, at uenighed mellem kommuner om, hvilken kommune der er opholdskommune efter rtl § 9, ikke må få konsekvenser for borgerens ret til hjælp.
For udgifter efter lov om social service er der fortsat mellemkommunal refusion i de situationer, der er beskrevet i servicelovens § 128.
Servicelovens § 128 fører reglen i bistandslovens § 11 videre for udgifter efter serviceloven. Der er således refusion, hvis den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed medvirker til, at en person får ophold i: 1) Boformer efter §§ 91-94 dvs. vil bl.a. sige midlertidige opholdssteder eller midlertidige botilbud, som fx forsorgshjem m.v. efter servicelovens § 94. 2) Anbringelsessteder for børn og unge efter §§ 49 og 51. 3) Hjælp til dækning af udgifter i medfør af § 77, dvs. tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje og overvågning og ledsagelse af personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et aktivitetsniveau, der gør det nødvendigt at yde en ganske særlig støtte. 4) Boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., såfremt boligerne er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen.
Institutionsbeskyttelsesreglen i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2
Sammenlignet med tidligere er der i § 128 den ændring, at bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2, (den såkaldte institutionsbeskyttelsesregel) ikke er ført videre.
Begrundelsen for ikke at føre § 11, stk. 1, nr. 2, videre er, at der ikke skønnes behov for denne regel i forhold til aftjening af værnepligt, idet værnepligtige har typisk ikke behov for hjælp, og indlæggelse på hospital vil typisk være midlertidigt ophold, jf. pkt. 3. Med hensyn til begrebet "lignende behandlingsinstitution" ii er det skønnet, at institutionskommunens behov for at få dækket udgifter fra en tidligere opholdskommune er dækket af § 128, stk. 1, der oplister de boformer, som kan udløse refusion.
Derudover er der i serviceloven hjemmel til, at kommunerne kan aftale refusion for udgifter efter serviceloven.
Særligt vedr. forsorgshjem, krisecentre m.v. efter servicelovens § 94
Servicelovens § 128 regulerer alene opholdskommunens adgang til refusion. Der er hverken i nye eller gamle regler særlige bestemmelser om "mellem-amtskommunal" refusion. En amtskommune kan således ikke få refusion for sine udgifter til forsorgshjem fx fra en tidligere opholdsamtskommune.
Men hvis den kommune, hvori et forsorgshjem ligger, er opholdskommune for en beboer i et forsorgshjem, og opholdskommunen har udgifter til pågældende efter serviceloven, kan opholdskommunen efter servicelovens § 128 kræve refusion fra pågældende beboers tidligere opholdskommune. Se note 2, side 4 og eksempel 3.2 i bilaget.
Hvis en beboer med medvirken af opholdskommunen eller anden offentlig myndighed udsluses fra forsorgshjemmet til en af de boformer, som er nævnt i § 128, er der ligeledes mellemkommunal refusion. Se eksempel 4 i bilaget.
Særligt vedr. krisecentre, der ikke har været etableret som institutioner efter bistandsloven
Socialministeriet er vidende om, at en række krisecentre ikke har været etableret som institutioner efter bistandsloven. De blev væsentligst finansieret via kontanthjælp, som den tidligere opholdskommune betalte, men som det er beskrevet under 4 nedenfor, er der ikke mellemkommunal refusion for udgifter efter aktivloven.
De problemer, dette kan give, kan løses ved, at disse tilbud etableres som en boform efter serviceloven. Dette vil give mellemkommunal refusion for opholdskommunens udgifterne efter serviceloven. Med hensyn til udgifter efter aktivloven - fx kontanthjælp se pkt. 4 nedenfor.
Der er ikke i aktivloven regler om mellemkommunal refusion. Det vil sige, at for udgifter til forsørgelse m.v. er der ikke som efter bistandsloven adgang til, at en opholdskommune kan kræve sine udgifter dækket af en tidligere opholdskommune.
Baggrunden herfor er, at kontanthjælpsudvalgets 2. rapport fra januar 1996 stillede forslag om, at ophæve adgangen til refusion for forsørgelsesudgifter. Udvalget så under ét på de økonomiske virkninger af den mellemkommunalerefusion for forsørgelsesudgifter i bistandslovens § 11,
at forsørgelsesydelser er skattepligtige, og reglerne om kommunale udligningsordninger under Indenrigsministeriet (udligning af forskelle i beskatningsgrundlag og udligning af forskelle i udgiftsbehov).
Et flertal i udvalget foreslog ud fra disse beregninger og under hensyn til den administration, som kunne undgås, at reglerne om mellemkommunal refusion blev ophævet for forsørgelsesydelser.
Dette er sket med aktivloven. Der er samtidig sket en ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, således at der tages hensyn til, at der ikke længere er mellemkommunal refusion for udgifter efter aktivloven.
Det betyder, at man ikke kan se isoleret på de økonomiske konsekvenser ved, at den mellemkommunale refusion er ophævet for udgifter efter aktivloven. For at få et dækkende billede skal man samtidig tage hensyn til de tilskud, som kommunen får i kraft af Indenrigsministeriets regler.
Der er ikke - som i serviceloven og pensionsloven i aktivloven adgang til, at kommuner kan aftale mellemkommunal refusion. En sådan regel blev ikke anset for nødvendig. De problemer, der er påvist vedr. bl.a. tilbud til sent udviklede - se pkt. 6 nedenfor - peger på, at der også bør være hjemmel til at træffe aftaler om udgifter efter aktivloven.
Opholdskommune
Fra 1. juli 1998 administreres lov om social pension af kommunalbestyrelsen i opholdskommunen, jf. pensionslovens § 57, stk. 1, og § 9 i retssikkerhedsloven.
Dette gælder også i de tilfælde, hvor en pensionist er optaget i en institution/boform m.v., således at opholdskommunen i alle tilfælde - når der er tale om permanent ophold - er den kommune, hvor institutionen/ boformen m.v. er beliggende.
Dette er en ændring i forhold til reglerne før 1. juli 1998, hvor pensionsloven byggede på et bopælskommunebegreb, og hvor pensionssagen - medmindre andet blev aftalt - blev i den oprindelige kommune, hvis en pensionist fik ophold på en institution i en anden kommune.
De nye regler betyder, at der er samme opholdskommunebegreb i aktivloven, servicelove og pensionsloven (og sygedagpengeloven).
Det følger af reglerne om opholdskommune, at hvis opholdet i en kommune er midlertidigt, bliver den midlertidige opholdskommune ikke automatisk opholdskommune. Se ovenfor under 3, side 2 om midlertidigt ophold uden for opholdskommunen.
Ændringen betyder, hvor det tidligere var sådan, at pensionssagen blev i fraflytningskommunen, hvis pensionisten flyttede på visse institutioner - bl.a. plejehjem og § 115 institutioner efter bistandsloven - i en anden kommune, er det nu det beliggenhedskommunen, som er opholdskommune. Efter gamle regler var det således den tidligere bopælskommune, som fortsat skulle bevilge personlige tillæg efter pensionslovens § 17.
De tidligere regler havde som konsekvens, at der kunne være forskel i ydelserne til pensionister i samme institution. Som følge heraf og efter opfordring fra Kommunernes Landsforening er det vedtaget, at opholdskommunen også i sager om pension i alle tilfælde skal varetage administrationen.
Opholdskommunen betaler den kommunale andel af udgifterne til pension. Det gælder også i de tilfælde, hvor opholdskommunen ikke har tilkendt pensionen. Men det gælder ikke, hvis der er mellemkommunal refusion eller kommunerne har aftalt noget andet.
Mellemkommunal refusion efter pensionsloven
Reglerne om mellemkommunal refusion for udgifter efter pensionsloven er ændret fra 1. juli 1998. Dette er sket på baggrund af, at reglerne om mellemkommunal refusion for hjælp efter aktivloven er ophævet, og fordi det er opholdskommunen, som administrerer pensionssagen.
Efter reglerne fra 1. juli 1998 kan opholdskommunen kræve sin del af udgifterne til pension refunderet af en tidligere opholdskommune, når den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person har ophold i en af de institutionstyper/ boformer m.v., der er nævnt i pensionslovens § 53, stk. 1.
Det drejer sig om: 1) Amtskommunale og kommunale plejehjem m.v. efter § 140 i serviceloven. 2) Almene boliger efter lov om almene boliger m.v., - (der er i loven nævnt en række specifikke boliger efter boligministeriets lovgivning). 3) Kommunale boformer efter servicelovens § 91. 4) Amtskommunale boformer efter servicelovens §§ 92- 94. 5) Anbringelsessteder for børn og unge efter §§ 49 og 51 i serviceloven. 6) Alle institutioner under sygehusvæsenet. 7) Institutioner under kriminalforsorgen. 8) Ophold i bolig, bofællesskaber m.v., der træder i stede for og kan sidestilles med boformer m.v. under 1 til 7.
Refusionsadgangen gælder, så længe pensionisten har ophold i de omtalte institutioner/boformer m.v., og det har ikke betydning, at personen først får tilkendt pension under opholdet.
Flytter pensionisten fra en af de i § 53, stk. 1, nævnte institutioner/boformer m.v. til privat bolig, finansierer opholdskommunen uden adgang til mellemkommunal refusion den kommunale andel af udgiften til pension.
Hvis pensionisten flytter fra en af de i § 53, stk.1, nævnte institutioner/boformer m.v. til en af de nævnte institutioner/boformer m.v. i en ny kommune, kan den ny kommune kræve refusion efter § 53. Se eksempel 4 i bilaget, der er beskrevet ud fra et ophold i et forsorgshjem, men der gælder det samme, hvis pensionisten opholdt sig i fx et plejehjem.
Refusionen efter § 53 gælder for udgifter til folkepension, førtidspension, bistands- og plejetillæg og invaliditetsydelse. Udgifter til personlige tillæg efter pensionslovens § 17 er ikke omfattet af refusionsadgangen, og sådan var det også før 1/7-98.
Der er - som efter serviceloven - adgang til, at kommunerne indbyrdes aftaler, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder den kommunale andel af udgiften til pension efter loven. Det skal fremgå af aftalen, hvor længe den skal gælde. Uenighed om disse aftaler kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Der vil blive nedsat en arbejdsgruppe med medlemmer fra de kommunale organisationer, Indenrigsministeriet og Socialministeriet. Arbejdsgruppen skal vurdere og belyse følgende:
a. Tilbud knyttet sammen med boformer, der ikke er omfattet af mellemkommunal refusion efter § 128 i serviceloven - fx tilbud til sent udviklede, personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, krisecentre, der ikke er etableret som boform efter serviceloven m.v.
For at gøre det muligt for kommuner at benytte tilbud i andre kommuner, hvortil udgifterne afholdes efter aktivloven, og som forudsætter, at pågældende får ny opholdskommune, planlægger Socialministeriet at udarbejde et lovforslag, som giver den enkelte kommune mulighed for at aftale, at den vil dække den kommunale del af udgifterne efter aktivloven for personer, der som led i et særligt tilbud (fx til sent udviklede) flytter til en anden kommune. Lovforslaget skal have virkning fra 1. juli 1998. (Se også Socialministeriets orienteringsskrivelse af 24. juni 1998).
Muligheden for at træffe aftale for udgifter efter lov om aktiv socialpolitik kommer herved til at svare til de muligheder, som kommunerne har efter serviceloven og pensionsloven. Det betyder fx, at det skal fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde, og at uenighed om sådanne aftaler ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Arbejdsgruppen skal vurdere denne løsningsmulighed.
b. Udgifter m.v. ved midlertidig ophold i boformer efter serviceloven, fx i forsorgshjem, krisecentre m.v.
Arbejdsgruppen skal ved at sammenholde de nuværende og tidligere regler om opholdskommune og mellemkommunal refusion vurdere, om der i forhold til disse tilbud utilsigtet er sket ændringer, som afgørende ændre betingelserne for disse tilbud.
c. Sommerhuskommuners udgifter til praktisk bistand m.v. til personer, som bor i en anden kommune
Arbejdsgruppen skal indhente oplysninger, der kan belyse konsekvenserne for sommerhuskommuner ved, at bistandslovens § 11, stk. 4, ikke er ført videre, og vurdere de økonomiske og administrative konsekvenser, hvis reglen skal genindføres.
Underskrift 1
Socialministeriet, den 21. september 1998 Peter Juul
Bilag 1
Bilag 1 Del. 1. Følgende eksempler illustrerer reglerne om opholdskommune og mellemkommunal refusion efter 1. juli 1998 Eksempel 1: Stofmisbruger S bor i A kommune. Pågældende skal have et behandlingstilbud i B kommune 1.1 . S bor under behandlingsforløbet i A kommune A kommune er opholdskommune og dermed handlekommune. A kommune betaler udgifter til forsørgelse (kontanthjælp/ pension) samt for behandlingstilbudet. 1.2. S bor midlertidigt på behandlingstilbuddet, opholdskommunen / anden offentlig myndighed har medvirket til opholdet Version 1 : S bevarer sin bopæl i A kommunen - se pkt. 86 i retssikkerhedsvejledningen. Situationen er som under 1.1. Version 2: S bevarer ikke sin bopæl i A kommune. I dette tilfælde bliver B kommune opholds- og handlekommune. Det kan, fx i forbindelse med visitering til tilbuddet, aftales, at A kommune fortsat skal være handlekommune. Med hensyn til mellemkommunal refusion i version 2 gælder følgende: Udgifter efter serviceloven . Hvis behandlingstilbudet er et botilbud, som er nævnt i servicelovens § 128, kan B kommune kræve, at A kommune betaler for B kommunes udgifter til hjælp efter serviceloven. Hvis behandlingstilbudet ikke er omfattet af servicelovens § 128, kan B kommune få refusion, hvis dette er aftalt med A kommune. Udgifter efter aktivloven B kommune kan ikke få refusion for udgifter afholdt efter aktivloven, fx kontanthjælp. Således som lovgivningen er nu, kan der ikke træffes aftale om refusion. Det er hensigten, at der skal indføres en adgang til at indgå aftale. B kommune tilgodeses ved fordeling af tilskud fra Indenrigsministeriet. Udgifter efter pensionsloven Afgørende for, om der er refusion, er, om det midlertidige ophold er nævnt i pensionslovens § 53, stk. 1. Det må afgøres konkret, men vil formentligt være tilfældet i de fleste tilfælde. Eksempel 2: Efter det midlertidige ophold i B kommune udsluses S med kommunens/ anden offentlig myndigheds hjælp til en bolig 2.1. Udslusningen sker til en almindelig bolig i kommune C C kommune bliver opholdskommune og dermed handlekommune. Med hensyn til mellemkommunal refusion gælder følgende: Udgifter efter serviceloven Da der er tale om en almindelig bolig, er der ikke refusion efter servicelovens § 128. Det kan aftales, at C kommune skal have refusion. Denne aftale skal indgås med den kommune, som har pligt til at betale for S under det midlertidige ophold. Udgifter efter aktivloven Del. 2. C kommune kan ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Således som lovgivningen er nu, kan der ikke træffes aftale om refusion. Det er hensigten, at der skal indføres en adgang til at indgå aftale. C kommune tilgodeses ved fordeling af tilskud fra Indenrigsministeriet. Udgifter efter pensionsloven Da der er tale om en almindelig bolig, er der ikke refusion efter pensionslovens § 53. Det kan aftales, at C kommune skal have refusion. Denne aftale skal indgås med den kommune, som har pligt til at betale for S under det midlertidige ophold. 2.2.Udslusningen sker med kommunens / anden offentlig myndigheds hjælp til en boform som nævnt i servicelovens § 128/ pensionslovens § 53 i kommune C. C kommune bliver opholdskommune og dermed handlekommune. Med hensyn til mellemkommunal refusion gælder følgende: Udgifter efter serviceloven C kommune får adgang til refusion efter servicelovens § 128. Kravet skal rettes til den kommune, som var opholdskommune under det midlertidige ophold. Hvis kommune B var tidligere opholdskommune, kan C rette kravet mod B kommune. Hvis S med medvirken af A kommune / anden offentlig myndighed var anbragt i en boform som nævnt i servicelovens § 128 i B kommune, kan B kommune herefter kræve sine udgifter dækket af A kommune. Udgifter efter aktivloven C kommune kan ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Således som lovgivningen er nu, kan der ikke træffes aftale om refusion. Det er hensigten, at der skal indføres en adgang til at indgå aftale. C kommune tilgodeses ved fordeling af tilskud fra Indenrigsministeriet. Udgifter efter pensionsloven C kommune får adgang til refusion efter pensionslovens § 53. Kravet skal rettes til den kommune, som var opholdskommune under det midlertidige ophold (den tidligere opholdskommune). Hvis kommune B var tidligere opholdskommune, kan C rette kravet mod B kommune. Hvis S med medvirken af A kommune / anden offentlig myndighed var anbragt i en boform, som er nævnt i pensionslovens § 53, i B kommune, kan B kommune herefter kræve sine udgifter dækket af A kommune. Eksempel 3: Hjemløs H får ophold i et forsorgshjem, der ligger i F kommune 3.1. H har under det midlertidige ophold bevaret A kommune som opholdskommune Situationen kan fx forekomme, hvis hjemløs H er gift og har fælles bopæl med ægtefællen - se også pkt. 86 i retssikkerhedsvejledningen. A kommune er opholdskommune og dermed handlekommune. A kommune er også betalingskommune for udgifter efter serviceloven, aktivloven og pensionsloven. Del. 3. Udgiften til boformen efter servicelovens § 94 deles mellem amtskommunen og staten. 3.2. H har under det midlertidige ophold i F kommune ikke bevaret sin tidligere opholdskommune F kommune er opholdskommune og dermed handlekommune. Det kan aftales, at en tidligere kommune fortsat er handlekommune. Med hensyn til mellemkommunal refusion gælder: Udgifter efter serviceloven Udgifterne til botilbud efter § 94 er en amtskommunal udgift. Amtskommunen får 50 pct. refusion fra staten. Der er ikke regler om amtskommunal refusion fra en tidligere amtskommune. Har F kommune udgifter til hjælp, der ikke dækkes af tilbuddet efter § 94, kan F kommune kræve sine udgifter betalt af en tidligere opholdskommune. Betingelserne i § 128 er opfyldte. Der er således medvirken af anden offentlig myndighed, idet forstanderen - eller en anden ansat - har optaget H i boformen, som er nævnt i §128 stk. 1. Se note 2 side 4. Udgifter efter aktivloven F kommune kan ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Således som lovgivningen er nu, kan der ikke træffes aftale om refusion. Det er hensigten, at der skal indføres en adgang til at indgå aftale. F kommune tilgodeses ved fordeling af tilskud fra Indenrigsministeriet. Udgifter efter pensionsloven F kommune kan kræve, at en tidligere opholdskommune betaler udgifter til pension, jf. pensionslovens § 53 stk. 1. Eksempel 4: Efter det midlertidige ophold på forsorgshjem i F kommune udsluses H med kommunens / anden offentlig myndigheds hjælp til en bolig 4.1. Udslusningen sker til en almindelig bolig i kommune C. C kommune bliver opholdskommune og dermed handlekommune. Med hensyn til sociale udgifter gælder følgende: Udgifter efter serviceloven Da der er tale om en almindelig bolig, er der ikke refusion efter servicelovens § 128. Det kan aftales, at C kommune skal have refusion. Denne aftale skal indgås med den kommune, som har pligt til at betale for S under det midlertidige ophold. Udgifter efter aktivloven C kommune kan ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Således som lovgivningen er nu, kan der ikke træffes aftale om refusion. Det er hensigten, at der skal indføres en adgang til at indgå aftale. C kommune tilgodeses ved fordeling af tilskud fra Indenrigsministeriet. Udgifter efter pensionsloven Del. 4. Da der er tale om en almindelig bolig, er der ikke refusion efter pensionslovens § 53. Det kan aftales, at C kommune skal have refusion. Denne aftale skal indgås med den kommune, som har pligt til at betale for S under det midlertidige ophold. 4.2 . Udslusningen sker til en boform, som nævnt i servicelovens § 128/ pensionslovens § 53 i kommune C. C kommune bliver opholdskommune og dermed handlekommune Med hensyn til sociale udgifter gælder følgende: Udgifter efter serviceloven. C kommune får adgang til refusion efter servicelovens § 128. Kravet skal rettes til den kommune, som var opholdskommune under det midlertidige ophold. Hvis kommune F var opholdskommune under det midlertidige ophold, kan C kommune kræve refusion fra F kommune. F kommune herefter kræve sine udgifter dækket af A kommune, jf. servicelovens § 128, idet H.s ophold i F kommune er sket ved medvirken - se eksempel 3.2 - og der er tale om en boform, som er nævnt i § 128. Udgifter efter aktivloven C kommune kan ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Således som lovgivningen er nu, kan der ikke træffes aftale om refusion. Det er hensigten, at der skal indføres en adgang til at indgå aftale. C kommune tilgodeses ved fordeling af tilskud fra Indenrigsministeriet. Udgifter efter pensionsloven C kommune får adgang til refusion efter pensionslovens § 53. Kravet skal rettes til den kommune, som var opholdskommune under det midlertidige ophold. Hvis kommune F var opholdskommune under det midlertidige ophold, kan F kommune herefter kræve sine udgifter dække af A kommune, jf. pensionslovens § 53, idet H.s ophold i F kommune er sket ved medvirken, og der er tale om en boform, som er nævnt i § 53.
Følgende eksempler illustrerer reglerne om opholdskommune og mellemkommunal refusion efter 1. juli 1998 Eksempel 1: Stofmisbruger S bor i A kommune. Pågældende skal have et behandlingstilbud i B kommune 1.1 . S bor under behandlingsforløbet i A kommune A kommune er opholdskommune og dermed handlekommune. A kommune betaler udgifter til forsørgelse (kontanthjælp/ pension) samt for behandlingstilbudet. 1.2. S bor midlertidigt på behandlingstilbuddet, opholdskommunen / anden offentlig myndighed har medvirket til opholdet Version 1 : S bevarer sin bopæl i A kommunen - se pkt. 86 i retssikkerhedsvejledningen. Situationen er som under 1.1. Version 2: S bevarer ikke sin bopæl i A kommune. I dette tilfælde bliver B kommune opholds- og handlekommune. Det kan, fx i forbindelse med visitering til tilbuddet, aftales, at A kommune fortsat skal være handlekommune. Med hensyn til mellemkommunal refusion i version 2 gælder følgende: Udgifter efter serviceloven . Hvis behandlingstilbudet er et botilbud, som er nævnt i servicelovens § 128, kan B kommune kræve, at A kommune betaler for B kommunes udgifter til hjælp efter serviceloven. Hvis behandlingstilbudet ikke er omfattet af servicelovens § 128, kan B kommune få refusion, hvis dette er aftalt med A kommune. Udgifter efter aktivloven B kommune kan ikke få refusion for udgifter afholdt efter aktivloven, fx kontanthjælp. Således som lovgivningen er nu, kan der ikke træffes aftale om refusion. Det er hensigten, at der skal indføres en adgang til at indgå aftale. B kommune tilgodeses ved fordeling af tilskud fra Indenrigsministeriet. Udgifter efter pensionsloven Afgørende for, om der er refusion, er, om det midlertidige ophold er nævnt i pensionslovens § 53, stk. 1. Det må afgøres konkret, men vil formentligt være tilfældet i de fleste tilfælde. Eksempel 2: Efter det midlertidige ophold i B kommune udsluses S med kommunens/ anden offentlig myndigheds hjælp til en bolig 2.1. Udslusningen sker til en almindelig bolig i kommune C C kommune bliver opholdskommune og dermed handlekommune. Med hensyn til mellemkommunal refusion gælder følgende: Udgifter efter serviceloven Da der er tale om en almindelig bolig, er der ikke refusion efter servicelovens § 128. Det kan aftales, at C kommune skal have refusion. Denne aftale skal indgås med den kommune, som har pligt til at betale for S under det midlertidige ophold. Udgifter efter aktivloven
C kommune kan ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Således som lovgivningen er nu, kan der ikke træffes aftale om refusion. Det er hensigten, at der skal indføres en adgang til at indgå aftale. C kommune tilgodeses ved fordeling af tilskud fra Indenrigsministeriet. Udgifter efter pensionsloven Da der er tale om en almindelig bolig, er der ikke refusion efter pensionslovens § 53. Det kan aftales, at C kommune skal have refusion. Denne aftale skal indgås med den kommune, som har pligt til at betale for S under det midlertidige ophold. 2.2.Udslusningen sker med kommunens / anden offentlig myndigheds hjælp til en boform som nævnt i servicelovens § 128/ pensionslovens § 53 i kommune C. C kommune bliver opholdskommune og dermed handlekommune. Med hensyn til mellemkommunal refusion gælder følgende: Udgifter efter serviceloven C kommune får adgang til refusion efter servicelovens § 128. Kravet skal rettes til den kommune, som var opholdskommune under det midlertidige ophold. Hvis kommune B var tidligere opholdskommune, kan C rette kravet mod B kommune. Hvis S med medvirken af A kommune / anden offentlig myndighed var anbragt i en boform som nævnt i servicelovens § 128 i B kommune, kan B kommune herefter kræve sine udgifter dækket af A kommune. Udgifter efter aktivloven C kommune kan ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Således som lovgivningen er nu, kan der ikke træffes aftale om refusion. Det er hensigten, at der skal indføres en adgang til at indgå aftale. C kommune tilgodeses ved fordeling af tilskud fra Indenrigsministeriet. Udgifter efter pensionsloven C kommune får adgang til refusion efter pensionslovens § 53. Kravet skal rettes til den kommune, som var opholdskommune under det midlertidige ophold (den tidligere opholdskommune). Hvis kommune B var tidligere opholdskommune, kan C rette kravet mod B kommune. Hvis S med medvirken af A kommune / anden offentlig myndighed var anbragt i en boform, som er nævnt i pensionslovens § 53, i B kommune, kan B kommune herefter kræve sine udgifter dækket af A kommune. Eksempel 3: Hjemløs H får ophold i et forsorgshjem, der ligger i F kommune 3.1. H har under det midlertidige ophold bevaret A kommune som opholdskommune Situationen kan fx forekomme, hvis hjemløs H er gift og har fælles bopæl med ægtefællen - se også pkt. 86 i retssikkerhedsvejledningen. A kommune er opholdskommune og dermed handlekommune. A kommune er også betalingskommune for udgifter efter serviceloven, aktivloven og pensionsloven.
Udgiften til boformen efter servicelovens § 94 deles mellem amtskommunen og staten. 3.2. H har under det midlertidige ophold i F kommune ikke bevaret sin tidligere opholdskommune F kommune er opholdskommune og dermed handlekommune. Det kan aftales, at en tidligere kommune fortsat er handlekommune. Med hensyn til mellemkommunal refusion gælder: Udgifter efter serviceloven Udgifterne til botilbud efter § 94 er en amtskommunal udgift. Amtskommunen får 50 pct. refusion fra staten. Der er ikke regler om amtskommunal refusion fra en tidligere amtskommune. Har F kommune udgifter til hjælp, der ikke dækkes af tilbuddet efter § 94, kan F kommune kræve sine udgifter betalt af en tidligere opholdskommune. Betingelserne i § 128 er opfyldte. Der er således medvirken af anden offentlig myndighed, idet forstanderen - eller en anden ansat - har optaget H i boformen, som er nævnt i §128 stk. 1. Se note 2 side 4. Udgifter efter aktivloven F kommune kan ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Således som lovgivningen er nu, kan der ikke træffes aftale om refusion. Det er hensigten, at der skal indføres en adgang til at indgå aftale. F kommune tilgodeses ved fordeling af tilskud fra Indenrigsministeriet. Udgifter efter pensionsloven F kommune kan kræve, at en tidligere opholdskommune betaler udgifter til pension, jf. pensionslovens § 53 stk. 1. Eksempel 4: Efter det midlertidige ophold på forsorgshjem i F kommune udsluses H med kommunens / anden offentlig myndigheds hjælp til en bolig 4.1. Udslusningen sker til en almindelig bolig i kommune C. C kommune bliver opholdskommune og dermed handlekommune. Med hensyn til sociale udgifter gælder følgende: Udgifter efter serviceloven Da der er tale om en almindelig bolig, er der ikke refusion efter servicelovens § 128. Det kan aftales, at C kommune skal have refusion. Denne aftale skal indgås med den kommune, som har pligt til at betale for S under det midlertidige ophold. Udgifter efter aktivloven C kommune kan ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Således som lovgivningen er nu, kan der ikke træffes aftale om refusion. Det er hensigten, at der skal indføres en adgang til at indgå aftale. C kommune tilgodeses ved fordeling af tilskud fra Indenrigsministeriet. Udgifter efter pensionsloven
Da der er tale om en almindelig bolig, er der ikke refusion efter pensionslovens § 53. Det kan aftales, at C kommune skal have refusion. Denne aftale skal indgås med den kommune, som har pligt til at betale for S under det midlertidige ophold. 4.2 . Udslusningen sker til en boform, som nævnt i servicelovens § 128/ pensionslovens § 53 i kommune C. C kommune bliver opholdskommune og dermed handlekommune Med hensyn til sociale udgifter gælder følgende: Udgifter efter serviceloven. C kommune får adgang til refusion efter servicelovens § 128. Kravet skal rettes til den kommune, som var opholdskommune under det midlertidige ophold. Hvis kommune F var opholdskommune under det midlertidige ophold, kan C kommune kræve refusion fra F kommune. F kommune herefter kræve sine udgifter dækket af A kommune, jf. servicelovens § 128, idet H.s ophold i F kommune er sket ved medvirken - se eksempel 3.2 - og der er tale om en boform, som er nævnt i § 128. Udgifter efter aktivloven C kommune kan ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Således som lovgivningen er nu, kan der ikke træffes aftale om refusion. Det er hensigten, at der skal indføres en adgang til at indgå aftale. C kommune tilgodeses ved fordeling af tilskud fra Indenrigsministeriet. Udgifter efter pensionsloven C kommune får adgang til refusion efter pensionslovens § 53. Kravet skal rettes til den kommune, som var opholdskommune under det midlertidige ophold. Hvis kommune F var opholdskommune under det midlertidige ophold, kan F kommune herefter kræve sine udgifter dække af A kommune, jf. pensionslovens § 53, idet H.s ophold i F kommune er sket ved medvirken, og der er tale om en boform, som er nævnt i § 53.