NOA-Meddelelse om § 2, 21 B i lov om orlov, jfr. Lovbekendtgørelse nr. 5 af 8.1.1996 samt § 1, stk. 1, § 61 stk. 1-4, § 65 og § 69 stk. 1 i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 48 af 26.1.1998 om orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/1998/60202@1998-10-13/da
Indhold
Arbejdsmarkedets Ankenævn har givet Arbejdsformidlingen medhold i, at en bevilling af uddannelsesorlov til en ansøger under 25 år nok skulle tilbagekaldes på grund af den manglende opfyldelse af aldersbetingelsen, men at tilbagekaldelsen først skulle have virkning fra det tidspunkt, hvor meddelelsen om bevillingens tilbagekaldelse måtte antages at være kommet frem til pågældende, idet den orlovssøgende på bevillingstidspunktet måtte anses for at være i god tro.
Ved afgørelse af 22. april 1998 tilbagekaldte Arbejdsformidlingen en bevilling af uddannelsesorlov for perioden 14. april 26. juni 1998, en afgørelse som den orlovssøgende den 27. april 1998 indbragte for Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Arbejdsformidlingen begrundede sin afgørelse med, at Arbejdsformidlingen var blevet opmærksom på, at pågældende ikke var fyldt 25 år ved orlovens start.
I klagen til ankenævnet anførte den orlovssøgende blandt andet, at det forhold, at Arbejdsformidlingen ikke havde været opmærksom på, at betingelserne for orlov ikke var til stede ved orlovens start, ikke skyldtes en fejl hos den orlovssøgende selv, da det var Arbejdsformidlingen, der havde bevilget den omhandlede uddannelsesorlov.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for den bevilgede orlov ikke var opfyldt ved orlovens start, og at orlovsbevillingen derfor skulle tilbagekaldes.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at pågældende ikke opfyldte aldersbetingelsen i ovennævnte bestemmelser ved orlovens start, idet den orlovssøgende ikke var fyldt 25 år.
Da bevillingen af orlov ikke skyldtes fejlagtige oplysninger fra den orlovssøgendes side, og da pågældende måtte antages at have været i god tro, da vedkommende modtog bevillingen, fandt ankenævnet, at bevillingen først skulle tilbagekaldes med virkning fra det tidspunkt, hvor meddelelsen om tilbagekaldelsen måtte antages at være kommet frem til klageren. Ankenævnet fandt derfor, at bevillingen først skulle tilbagekaldes fra og med den 27. april 1998.10.23
Denne NOA-Meddelelse erstatter NOA-Meddelelse nr. O.7/98.
Underskrift 1
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 13. oktober 1998