Skrivelse om mulighederne for at etablere sociale institutioner
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2000/11181@2000-04-14/da
Indhold
Ind i mellem støder de kommunale myndigheder på modstand, når de ønsker at oprette nye sociale institutioner til børn, unge og voksne. Det er ligeledes velkendt, at placeringen af boliger for fysisk og psykisk syge, stofmisbrugere med flere ofte støder på betydelig lokal modstand. Med denne fælles henvendelse vil vi orientere kommunalbestyrelserne og amtsrådene om de muligheder, der faktisk er efter lovgivningen i dag for at etablere disse tilbud.
På dette område må planmyndighederne gøre en særlig indsats. Det gælder ikke mindst kommunalbestyrelserne, der er tættest på borgerne, men som til gengæld også har de kompetencer, der skal til, for at skaffe plads til boligerne.
Opgavevaretagelsen på det sociale område er delt mellem amtskommunerne og kommunerne
Efter lov om social service skal amtskommunerne sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på døgninstitutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet. Spektret af institutionsformer er bredt, da et institutionsophold kan være løsningen i vidt forskellige situationer f.eks. på grund af en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Der kan også være tale om sociale adfærdsproblemer, herunder unge med problemer som følge af kriminalitet. Det er ofte institutioner med plads til 4-8 unge og med et personale af tilsvarende størrelse.
Både når det drejer sig om børn og unge, og når det drejer sig om voksne, er tendensen, at der etableres mindre enheder med få anbragte/beboere, og at placeringen af disse små institutioner/boliger i enten bymæssige eller mere landlige omgivelser typisk sker på baggrund af det socialpædagogiske formål med den pågældende institution.
I forhold til voksne har kommunen efter serviceloven mulighed for at etablere botilbud til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor. Det kan være bofællesskaber for udviklingshæmmede, udslusningsboliger for hjemløse m.v.
Efter servicelovens § 92 skal amtskommunen sørge for boformer, der er egnet til længerevarende ophold til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det vil sige botilbud til personer med fysiske handicap, udviklingshæmmede og psykisk syge, svarende til de tidligere institutioner efter bistandslovens § 112. Det kan være boliger med 10-20 beboere eller flere, kollektive bofællesskaber eller andet. Størrelsen og indholdet varierer meget ligesom normeringen, der er afhængig af beboernes funktionsniveau. Der er i alle § 92 boformer tilknyttet døgnpersonale. De fleste er pædagoger, men der kan også være sygeplejersker, SOSU-assistenter, ergoterapeuter m.fl.
Amtskommunen skal tillige efter servicelovens § 93 sørge for botilbud beregnet til midlertidigt ophold til aflastning, behandling, optræning og udslusning af sindslidende, stofmisbrugere m.fl. Endelig skal amtskommunen efter lovens § 94 sørge for midlertidige boformer i form af forsorgshjem, herberger o. lign. til mennesker, der er hjemløse.
I landzone , herunder landsbyer, der ligger i landzone, er det navnlig planlovens regler om landzonetilladelse til opførelse af ny bebyggelse og ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse, der er relevante. Men der kan også ved placering af større institutioner være tale om, at der skal tilvejebringes en lokalplan.
Hvis der kræves landzonetilladelse, skal bebyggelsen eller den ændrede anvendelse afvejes i forhold til de hensyn, som skal varetages efter landzonebestemmelserne.
Naturklagenævnet har som klageinstans behandlet en del sager om etablering af behandlings- eller opholdssteder for stofmisbrugere eller tidligere stofmisbrugere. Der er typisk tale om etablering i eksisterende bebyggelse i byer eller i det åbne land, og sagerne er kendetegnet ved, at der normalt er en udpræget lokal modstand mod etableringerne. Hovedsynspunktet i nævnet er, at etablering af sådanne opholdssteder er en samfundsmæssig nødvendighed, der bør meddeles tilladelse til, medmindre placeringen konkret skønnes uheldig (Naturklagenævnet Orienterer nr. 181, januar 1999).
I byzone er det typisk anvendelsesbestemmelser i byplanvedtægter og lokalplaner, der er afgørende for, om et behandlings- eller opholdssted umiddelbart kan etableres. Det bemærkes i denne forbindelse, at det forhold, at et bofællesskab betragtes som en institution i relation til de sociale myndigheder ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at det også i relation til kommune- og lokalplanlægningen skal behandles som offentligt formål og placeres i et områder, der er udlagt hertil. Hvis anvendelsen reelt må karakteriseres som beboelse, vil den pågældende "institution" som regel kunne placeres både i områder udlagt til offentligt formål og i boligområder.
Det er kommunalbestyrelsen, der påser overholdelsen af lokalplaner og byplanvedtægter. Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra planerne, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen. Større fravigelser kræver tilvejebringelse af en lokalplan.
Der kan ved større institutioner også være tale om, at etableringen forudsætter tilvejebringelse af en lokalplan, fordi der er lokalplanpligt ved større bygge- og anlægsarbejder.
Endelig har kommunalbestyrelsen en lokalplanret, som giver kommunen mulighed for at tilvejebringe en lokalplan, hvis den med begrundelse i planlægningsmæssige forhold finder, at der er behov herfor.
Kommunalbestyrelsens afgørelser i planspørgsmål kan påklages til Naturklagenævnet f.s.v.a. retlige spørgsmål.
Endelig bør det nævnes, at miljø- og energiministeren efter planlovens § 3 har mulighed for dels at udstede landsplandirektiver dels i særlige tilfælde at overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver.
Omsorgen for vores svagere medborgere er et fælles ansvar, og i Socialministeriet og Miljø- og Energiministeriet håber vi, at myndighederne vil leve op til dette ansvar.
Underskrift 1
Socialministeriet og Miljø- og Energiministeriet, den 14. april 2000 Henrik Dam Kristensen og Svend Auken