Gelex

Orientering om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

OphævetVersion 2000-05-26fra 2000-05-26 til 2003-11-18
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2000/11272@2000-05-26/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1
  3. Bilag 1

Folketinget har i dag den 26. maj 2000 vedtaget L 232 - Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Styrkelse af den særlige støtte til børn og unge og om dispensationsadgang ved nedsættelse af børn og unge-udvalg). Lovforslaget som vedtaget ved 3. behandlingen vedlægges til orientering. Det vedtagne forslag medfører ændringer i:

1. Lov om social service

2. Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Loven træder i kraft den 1. januar 2001. Ændringen af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

1.1. Støtten ydes til barnets bedste

Det præciseres gennem et nyt stk. 5 i § 32, at der ved konflikt mellem forældres og børns interesser skal lægges afgørende vægt på barnets eller den unges bedste, og at der i denne sammenhæng også skal lægges vægt på, at barnet får en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten. Forældrenes situation skal fortsat inddrages i vurderingen, og der skal tages stilling til forældrenes behov for støtte, før under og efter forløbet.

1.2. Inddragelse af det nære miljø

Det tydeliggøres i formålsbestemmelsen, § 32, stk. 2, 1. pkt., at kommunerne skal overveje at inddrage evt. nærtstående ressourcepersoner. Det pointeres således, at kommunerne ikke kun skal søge at drage nytte af ressourcerne hos personer i hjemmet, typisk forældremyndighedsindehaverne og hjemmeboende søskende, men også overveje, om andre nære pårørende og nærtstående personer i øvrigt vil kunne bidrage til løsning af problemerne.

1.3. Styrkelse af den tidlige indsats - gennem ændring af reglerne om underretningspligt, tværfagligt samarbejde og anbringelse

Med den nye § 33 a tydeliggøres det, at en fraflytningskommune skal underrette tilflytningskommunen, hvis en familie med et eller flere børn under 18 år flytter fra en kommune til en anden, og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn har behov for særlig støtte. Formålet er at tilflytningskommunen får mulighed for at sætte ind med hjælp til familien så tidligt som muligt.

I § 35 gives hjemmel til at indføre regler om underretningspligt for offentligt ansatte og andre relevante erhvervsgrupper om alvorligt alkohol og/eller stofmisbrugende gravide.

Efter den nye § 37 a skal kommunerne oprette tværfaglige grupper (jf. også Sundhedsministeriets regler herom).

I § 40 tydeliggøres, at anbringelse ikke kræver, at alle andre foranstaltningstyper er prøvet, dvs. det nu kommer til at fremgå af loven, at der blandt foranstaltningstyperne skal vælges den eller de mindst indgribende, formålstjenlige foranstaltninger.

Dokumentationskravet ved anbringelse efter § 42 lempes med henblik på at imødegå, at kravet opleves som en barriere for tidlige beslutninger om tvangsanbringelse ved massiv omsorgssvigt, især i forhold til helt små børn og mindre søskende til anbragte børn.

1.4. Kontinuitet i anbringelsen - gennem indførelse af regler om støtteperson til forældrene og forlængelse af hjemtagelsesperioden

Forældre til anbragte børn skal efter den ny § 40 a tilbydes en støtteperson i forbindelse med anbringelsen. Støttepersonen kan styrke forældrenes samarbejde og involvering i arbejdet omkring barnet.

Det kan efter den ny § 42 a besluttes, at et frivilligt anbragt barn eller ung skal forblive anbragt i op til 3 måneder efter tilbagekaldelsen af samtykket. Dette skal modvirke, at pludselige og uforberedte hjemgivelser skader barnet eller den unge og vil give mulighed for, at hjemgivelsen kan forberedes.

Proceduren ved ændring af anbringelsessted efter § 55, stk. 2, forenkles. Det vedtagne forslag sigter på at undgå unødig procesførelse i sager om ændring af anbringelsessted. Der skal i sådanne sager ske en prøvelse af grundlaget for selve anbringelsen , hvis forældremyndighedsindehaveren eller den unge over 15 år er uenige i kommunens ønske om at flytte barnet eller den unge. Kravet om prøvelse af anbringelsesgrundlaget i børn og unge-udvalget kan efter det vedtagne forslag fraviges i sager, hvor der foreligger en tvangsmæssig anbringelse, hvis forældremyndighedsindehaveren eller den unge over 15 år er enige heri. Prøvelsen i børn og unge-udvalget retter sig alene mod spørgsmålet om anbringelsesgrundlaget og ikke mod anbringelsesstedet . Spørgsmålet om anbringelsessted vil fortsat kunne indbringes for det sociale nævn.

1.5. Tidsperspektivet for en anbringelse - gennem ændrede regler ved hjemgivelse og genoptagelsesfrist

Kommunen skal efter § 46, stk. 2 , umiddelbart orientere børn og unge-udvalget om afgørelser om hjemgivelse i tvangsanbringelsessager. Udvalget bliver herved bekendt med kommunens praksis. Herved får udvalget eller udvalgets enkelte medlemmer mulighed for at reagere, hvis der opstår tvivl om kommunens afgørelse er i overensstemmelse med loven. Udvalget eller udvalgets enkelte medlemmer får herved mulighed for at underrette Den Sociale Ankestyrelse som herefter kan tage sagen op af egen drift.

Genoptagelsesfristen efter § 43 forlænges fra 1 til 2 år, når barnet har været anbragt i året inden anbringelsen. Den 2-årige genbehandlingsfrist gælder i de tilfælde, hvor barnet allerede er - eller for nylig har været - i et anbringelsesforløb, frivilligt eller tvangsmæssigt. Den 1-årige genbehandlingsfrist er fastholdt i de tilfælde, hvor barnet ikke tidligere har været anbragt eller hvor barnet i en længere periode - 1 år - ikke har været anbragt frivilligt eller tvangsmæssigt.

Der sker en præcisering af beføjelserne for chefen for Den Sociale Ankestyrelse efter § 45 til at træffe en foreløbig afgørelse og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Der indføres med § 45, stk. 6, underretningspligt for børn og unge-udvalget samt gives Ankestyrelsen mulighed for at udskyde virkningen af et børn og unge-udvalgs afgørelse i situationer, hvor et børn og unge-udvalgs afgørelse ikke er i overensstemmelse med en foreløbig afgørelse, truffet af chefen for Den Sociale Ankestyrelse. Hvis børn og unge-udvalget ikke - inden 1 måned efter, at styrelseschefen har truffet en foreløbig afgørelse - har truffet en afgørelse, der er i fuld overensstemmelse med styrelseschefens foreløbige afgørelse, skal børn og unge-udvalget således straks orientere Ankestyrelsen. Børn og unge-udvalgets afgørelse får i disse tilfælde ikke virkning, før styrelseschefen snarest muligt - og senest inden 10 dage fra børn og unge-udvalgets afgørelse - tager stilling til, om afgørelsen skal have virkning. Hvis styrelseschefen finder, at børn og unge-udvalgets afgørelse ikke skal have virkning, skal Ankestyrelsen inden 8 uger fra børn og unge-udvalgets afgørelse træffe endelig afgørelse i sagen efter reglen i § 47, stk. 3. Denne afgørelse kan indbringes for landsretten.

1.6. Tilbud rettet mod de utilpassede unge - kontaktperson til hele familien, praktiktilbud med godtgørelse og planer for alle kriminelle unge

Der kan efter den ny § 40, stk. 2, nr. 7, udpeges en fast kontaktperson til en hel familie. Kontaktpersonens opgaver retter sig mod ikke alene den unge, men også mod forældrene og eventuelle søskende - i nogle tilfælde kan det være relevant at inddrage andre familiemedlemmer, fx onkler, bedsteforældre eller andre, som i nogle familier spiller en væsentlig rolle, herunder familier med en anden etnisk baggrund end dansk.

Efter den ny § 40, stk. 2, nr. 12, kan der tilbydes praktikophold til særlig socialt belastede unge, som har svært ved at fastholdes i skolesystemet eller i et arbejdsforhold. For praktikopholdet ydes en mindre godtgørelse.

Efter den ny § 58 a skal der udarbejdes planer for børn og unge under 18 år, som har begået alvorlig voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet. Formålet er at forpligte den unge og forældrene i et gensidigt samarbejde om at få den unge på rette vej. Der er ingen nedre aldersgrænse. Hvis et plankrav følger af andre regler - en ungdomskontrakt eller en anbringelsesplan - er plankravet opfyldt herved.

1.7. Tilbud til de over 18-årige (Efterværn)

Efter § 46, stk. 4, skal planen i forbindelse med en anbringelse nu være revideret senest 6 måneder før den unge fylder 18 år. Formålet er, at den unge får tryghed om den nærmeste fremtid, og kommunen kan nå at indrette sig.

Der indføres et nyt kapitel 9 a om efterværn. Hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt kan den unge herefter få forlænget opholdet i et anbringelsessted med yderligere 3 år, det vil sige til den unge fylder 23 år. Tilsvarende gælder for en tildelt personlig rådgiver og en kontaktperson. Som noget nyt kan unge der var anbragt ved det fyldte 18. år få tildelt en personlig rådgiver og en kontaktperson indtil det fyldte 23. år, ligesom der som noget nyt kan tilbydes et udslusningsophold fra anbringelsesstedet. Med disse tilbud får de unge, der har behov for denne særlige støtte mulighed for en mere glidende overgang til voksentilværelsen. Herudover er det præciseret, at de unge, der fortsat har ophold i et anbringelsessted - i lighed med andre unge - får mulighed for at modtage kontanthjælp og aktivering.

1.8. Øget kvalitet i sagsbehandlingen - gennem kvalitetsstandarder

Efter den ny § 58 b kan socialministeren fastsætte regler om, at kommunen og amtskommunen skal træffe beslutninger om indhold og udførelse af særlig støtte til børn og unge (kvalitetsstandarder). Reglerne udarbejdes i samarbejde med de kommunale organisationer.

1.9. Efteruddannelse og evaluering

Der er afsat 2 mill. kr. årligt fra 2001 - 2003 til evaluering af reglerne. Der er bl.a. til uddannelsesprogrammer afsat 10 mill. kr. i 2000, 5 mill. kr. i 2001 og 10 mill. kr. i 2002.

1.10. Øvrige ændringer - aflåsning om natten i sikrede afdelinger og fuldbyrdelse af tvangsmæssige afgørelser

Det præciseres, at aflåsning om natten af værelser i sikrede afdelinger efter § 108, stk. 1, ikke betragtes som isolation.

Kommunen har efter § 48 - med henblik på at fuldbyrde afgørelser om tvangsmæssig undersøgelse, anbringelse og behandling - adgang til forældremyndighedens indehavers bolig uden retskendelse, dvs. med henvisning til børn og unge-udvalgets afgørelse. Formålet med ændringen er at afklare en usikkerhed om der kan stilles krav om retskendelse i forbindelse med politiets bistand til gennemførelse af tvangsmæssige afgørelser.

Bemyndigelsesbestemmelsen i retssikkerhedslovens § 21 er udvidet, således at socialministeren får udvidet sin bemyndigelse efter forretningsordenen for børn og unge-udvalget til at kunne dispensere fra antallet af stedfortrædere for hvert medlem af børn og unge-udvalget efter retssikkerhedslovens § 19, stk. 2. Den udvidede bemyndigelse skal anvendes til at kunne dispensere fra retssikkerhedslovens § 19, stk. 2, således at der kan udpeges to eller flere stedfortrædere for hvert medlem af børn og unge-udvalget i de meget begrænsede antal tilfælde, hvor antallet af møder i børn og unge-udvalget har et sådant omfang, at det er forbundet med store vanskeligheder at beramme møder.

Underskrift 1

Socialministeriet, den 26. maj 2000 Henrik Dam Kristensen /Kirsten á Rogvi

Bilag 1

Bilag

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 26. maj 2000 Forslag til Lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Styrkelse af den særlige støtte til børn og unge og om dispensationsadgang ved nedsættelse af børn og unge-udvalg) § 1 I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000, som ændret ved § 3 i lov nr. 207 af 27. marts 2000, foretages følgende ændringer: 1. I § 32, stk. 2, 1. pkt., ændres »i eget miljø« til: »i hjemmet eller i det nære miljø«. 2. I § 32 indsættes som stk. 5: »Stk. 5. Ved anvendelse af bestemmelserne i dette kapitel skal der lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste, herunder skal der lægges vægt på at give barnet eller den unge en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten.« 3. Efter § 33 og før overskriften til § 34 indsættes: »Tværkommunal underretningspligt § 33 a. Hvis en familie med et eller flere børn under 18 år flytter fra én kommune til en anden kommune og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn har behov for særlig støtte, skal fraflytningskommunen underrette tilflytningskommunen herom.« 4. Overskriften til § 35 affattes således: »Enkeltpersoners underretningspligt m.v.« 5. I § 35 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke: »Stk. 3 . Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af deres tjeneste eller hverv får kendskab til en gravid kvinde med alvorlige misbrugsproblemer, der giver formodning om, at der er behov for støtte. Socialministeren kan fastsætte tilsvarende regler for andre grupper, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til sådanne forhold.« Stk. 3 bliver herefter stk. 4. 6. Efter § 37 indsættes efter overskriften »Undersøgelser«: » § 37 a. For at tilgodese børn og unge med behov for særlig støtte opretter kommunen en tværfaglig gruppe, der skal sikre, at støtten ydes tidligt og sammenhængende, og at der i tilstrækkeligt omfang formidles kontakt til lægelig, social, pædagogisk, psykologisk og anden sagkundskab. Stk. 2. Et af gruppens medlemmer udpeges som ansvarlig for at koordinere indsatsen over for det enkelte barn og den enkelte unge.« 7. I § 38, stk. 1, 4. pkt., indsættes efter »andre«: », jf. § 37 a«. 8. § 40, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Blandt de i stk. 2 nævnte foranstaltninger vælges den eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger.« 9. I § 40, stk. 2, nr. 5, udgår »andet«. 10. § 40, stk. 2, nr. 7, affattes således: »7) at udpege en fast kontaktperson for barnet eller den unge og for hele familien,«. 11. I § 40, stk. 2, nr. 11, ændres »andet« til: »et«. 12. I § 40, stk. 2, indsættes som nr. 12: »12) at formidle et praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetale en godtgørelse til den unge.« 13. Efter § 40 indsættes: »§ 40 a. Kommunen tilbyder forældremyndighedens indehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11, og §§ 42 og 42 a.« 14. I § 42, stk. 1, 2. pkt., ændres »når det må anses for godtgjort« til: »når der er begrundet formodning for«. 15. Efter § 42 indsættes: »§ 42 a. Er et barn eller en ung med samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, anbragt uden for hjemmet, og tilbagekaldes samtykket, kan børn og unge-udvalget beslutte, at barnet eller den unge i op til 3 måneder fra tilbagekaldelsen af samtykket ikke skal kunne hjemtages, uanset at betingelserne i § 42 ikke er opfyldt. En sådan beslutning om en hjemtagelsesperiode kan træffes, hvis det må antages, at en øjeblikkelig hjemtagelse kan skade barnet eller den unge. Stk. 2. En afgørelse efter stk. 1 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt.« 16. § 43 affattes således: »§ 43. Hvis barnet eller den unge ikke har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 42 ud over et år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget. Stk. 2. Hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 42 ud over 2 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget.

Stk. 3. Er sagen efter stk. 1 og 2 indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt landsretten eller Højesteret, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom. Uanset bestemmelsen i stk. 1 og 2 kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i udvalget. Stk. 4. Børn og unge-udvalget kan ved afgørelser efter § 42 undtagelsesvis fastsætte en længere frist end nævnt i stk.1-3, når de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages at vedvare ud over fristen. Samme beføjelse har Ankestyrelsen og retten. Stk. 5. Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser, som Ankestyrelsen træffer efter § 47, stk. 3.« 17. I § 45, stk. 1, indsættes efter »§§ 39, 42,«: »42 a,«. 18. I § 45, stk. 4, indsættes efter 2. pkt.: »En afgørelse vedrørende § 42 a har gyldighed for hjemtagelsesperioden, dog højst 3 måneder regnet fra tilbagekaldelsen af samtykket.« 19. § 45, stk. 5, affattes således: »Stk. 5. Chefen for Den Sociale Ankestyrelse har samme beføjelser som formanden for børn og unge-udvalget, jf. stk. 1 og 2, og kan pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen. Den foreløbige afgørelse har gyldighed i en måned, jf. dog de i stk. 4, 2.-4. pkt., nævnte frister. Styrelseschefen kan undtagelsesvis bestemme, at den foreløbige afgørelse skal godkendes af Ankestyrelsen inden for den i stk. 3 nævnte frist.« 20. Efter § 45, stk. 5, indsættes som nyt stykke: »Stk. 6. Hvis børn og unge-udvalget ikke inden 1 måned træffer afgørelse i overensstemmelse med styrelseschefens foreløbige afgørelse, jf. stk. 5, skal børn og unge-udvalget umiddelbart orientere Ankestyrelsen herom. Børn og unge-udvalgets afgørelse har ikke virkning, før styrelseschefen snarest muligt og senest inden 10 dage har taget stilling til, om afgørelsen skal have virkning. Hvis styrelseschefen træffer afgørelse om, at børn og unge-udvalgets afgørelse ikke skal have virkning, træffer Ankestyrelsen afgørelse efter reglen i § 47, stk. 3, inden 8 uger fra børn og unge-udvalgets afgørelse.« 21. § 46, stk. 1 og 2, affattes således: »Foranstaltninger efter §§ 40, 41, 42 og 42 a skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til barnets eller den unges særlige behov, eller når den unge fylder 18 år.

Stk. 2. Kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse, uanset om barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter § 40, stk. 2, nr. 11, § 42 eller 42 a. Hvis kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter § 42, skal kommunen umiddelbart orientere børn og unge-udvalget herom. Hvis kommunen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget, jf. § 42.« 22. I § 46, stk. 4 , indsættes efter »i samarbejde med den unge«: »senest 6 måneder«. 23. I § 47, stk. 3, indsættes efter »42«: », 42 a«. 24. § 48 affattes således: »§ 48 . Afgørelser efter §§ 39, 42 og 44 fuldbyrdes af kommunen. Stk. 2. Kommunen har mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til forældremyndighedens indehavers bolig, rum eller gemmer for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde de i stk. 1 nævnte afgørelser. Stk. 3. Politiet yder bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser efter stk. 2. Socialministeren fastsætter efter aftale med justitsministeren nærmere regler herom.« 25. § 55, stk. 2, affattes således: »Stk. 2. Ændring af anbringelsesstedet kræver samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, jf. dog stk. 3 og 4.« 26 . I § 55 indsættes som stk. 3 og 4: »Stk. 3. Er anbringelsen sket efter § 40, stk. 2, nr. 11, eller § 42 a, og kan samtykke til ændret anbringelsessted ikke opnås, kan anbringelsesstedet kun ændres ved, at der træffes afgørelse efter § 42. Stk. 4. Er anbringelsen sket efter § 42, og kan samtykke til ændret anbringelsessted ikke opnås, kan anbringelsesstedet kun ændres ved, at der træffes fornyet afgørelse efter § 42. Forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kan dog meddele samtykke til, at der ikke skal træffes fornyet afgørelse efter § 42.« 27. I § 58, stk. 1, indsættes efter »kapitel 8«: »og forinden der træffes afgørelse i en sag om ophør af en anbringelse«. 28. I § 58, stk. 2, indsættes efter »foranstaltning«: »og til spørgsmålet om ophør af anbringelsen«. 29. Efter § 58 og før overskriften til § 59 indsættes:

»§ 58 a . For unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, udarbejder kommunen en plan for en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige støtte til den unge. Planen skal angive formålet med indsatsen, samt hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Planen skal under hensyn til dette formål tillige angive indsatsens forventede varighed, særlige forhold vedrørende den unge, herunder behandling, uddannelse m.v. Planen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie. § 58 b . Socialministeren kan fastsætte regler om, at kommunen og amtskommunen skal træffe beslutninger om indhold og udførelse af støtte efter kapitel 8.« 30. Overskriften til § 59 affattes således: »Indstilling vedrørende anbringelse uden samtykke og om fortsat anbringelse uden samtykke«. 31. I § 59, nr. 2, indsættes efter »utilstrækkelige«: »eller uanvendelige«. 32. Efter § 59 indsættes: »§ 59 a. En indstilling om, at et barn eller en ung ikke kan hjemtages i op til 3 måneder efter § 42 a, skal indeholde en redegørelse for 1) grundlaget for, at betingelserne i § 42 a anses for opfyldt, 2) de forhold i familien og hos barnet eller den unge eller i dennes omgivelser, som i en hjemtagelsesperiode på op til 3 måneder kan bidrage til at klare vanskelighederne, 3) den plan for anbringelsen, jf. § 53, stk. 2, herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie i hjemtagelsesperioden og i tiden derefter, og 4) barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.« 33. § 60, stk. 1, affattes således: »Kommunen tilbyder forældremyndighedens indehaver gratis advokatbistand under en sag om 1) gennemførelse af en undersøgelse som nævnt i § 39, 2) anbringelse uden for hjemmet efter § 42, 3) opretholdelse af en anbringelse i op til 3 måneder efter § 42 a, 4) opretholdelse af en anbringelse efter § 43, 5) gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 44, 6) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 3, 7) ændring af anbringelsessted efter § 55, stk. 3 eller 4, jf. § 42, 8) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 57, stk. 3 og 9) brev og telefonkontrol, jf. § 108, stk. 2.« 34 . I § 60, stk. 3, ændres »stk. 1, nr. 1-6« til: »stk. 1, nr. 1-7«. 35. § 62, stk. 1, affattes således:

»Børn og unge-udvalget efter § 18 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område træffer i et møde afgørelse om 1) gennemførelse af en undersøgelse efter § 39, 2) anbringelse uden for hjemmet efter § 42, 3) opretholdelse af en anbringelse i op til 3 måneder efter § 42 a, 4) opretholdelse af en anbringelse efter § 43, 5) gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 44, 6) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 3, 7) ændring af anbringelsessted efter § 55, stk. 3 eller 4, jf. § 42, 8) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 57, stk. 3, 9) flytning eller hjemtagelse efter § 64, stk. 4, 10) brev- og telefonkontrol efter § 108, stk. 2, og 11) anbefaling til Den Sociale Ankestyrelse af adoption uden samtykke, jf. adoptionsloven.« 36. I § 62, stk. 4, 1. pkt., ændres »og § 108, stk. 2,« til: »§ 108, stk. 2, samt afgørelse om anbefaling af adoption, jf. stk. 1, nr. 11,«. 37. Efter § 62 indsættes før kapitel 10: »Kapitel 9 a Tilbud til unge fra 18 til 22 år § 62 a. Kommunen yder hjælp efter stk. 2 og 3 til unge i alderen fra 18 til 22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed. Stk. 2. Kommunen kan træffe afgørelse om, at en tildelt personlig rådgiver eller en fast kontaktperson, jf. § 40, stk. 2, nr. 6 og 7, kan opretholdes. Stk. 3. Til unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted efter reglerne i kapitel 8 umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunen træffe afgørelse om, 1) at døgnophold i et anbringelsessted, jf. §§ 49 og 51, kan opretholdes, 2) at udpege en personlig rådgiver for den unge, jf. § 40, stk. 2, nr. 6, 3) at udpege en fast kontaktperson for den unge, jf. § 40, stk. 2, nr. 7, og 4) at etablere en udslusningsordning i det hidtidige anbringelsessted. Stk. 4. Tilbud efter stk. 2 og 3 skal ophøre, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år.

§ 62 b. Den unge betaler for døgnophold efter § 62 a, stk. 3, nr. 1, og for udslusningsophold efter § 62 a, stk. 3, nr. 4, efter regler, der fastsættes af socialministeren.« 38. I § 108, stk. 1, indsættes som 3. pkt.: »Aflåsning om natten af værelser i sikrede afdelinger betragtes ikke som isolation.« 39. I § 123, stk. 4, indsættes som 2. pkt.: »Dette gælder også, når Ankestyrelsen behandler en sag efter § 47, stk. 3.« 40. I § 124, stk. 1 , indsættes efter »afgørelser efter«: »§ 47, stk. 3, og«. 41. I § 131, stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »§ 40, stk. 2«: », § 40 a og tilbud efter § 62 a«. 42. I § 133, stk. 2, indsættes efter »§ 40, stk. 2, nr. 1-10,«: »§ 40, stk. 2, nr. 12, § 40 a, § 62 a, stk. 2 og stk. 3, nr. 2 og 3«. § 2 I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000, foretages følgende ændring: 1. I § 21, stk. 1, indsættes som 2. pkt.: »Socialministeren kan tillige i forretningsordenen bemyndiges til at dispensere fra kravet i § 19, stk. 2, om, at der for hvert medlem udpeges en stedfortræder.« § 3 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2001, jf. dog stk. 2. Sager der ikke er endeligt afgjort inden den 1. januar 2001, behandles efter de gældende regler. Stk. 2. § 2 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Versioner

  1. 2000-05-26 · til 2003-11-18