Gelex

Skrivelse om hjælp til kontanthjælpsmodtagere og pensionister til betaling af husleje og fraflytningsrestancer med henblik på at forebygge hjemløshed

OphævetVersion 2000-06-26fra 2000-06-26 til 2003-11-18
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2000/11322@2000-06-26/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

(Til samtlige kommuner)

På baggrund af drøftelserne mellem regeringen og de kommunale parter om udarbejdelse af handleplan for hjemløse skal jeg med dette brev opfordre kommunerne til at være opmærksomme på de muligheder, der er i de gældende regler for at undgå, at der opstår restancer med huslejebetalingen, som kan medføre udsættelse af lejlighed og hindre indgåelse af et nye lejemål i det almene boligbyggeri og private udlejningsbyggeri.

Indsatsen kan dels være af forebyggende karakter, dels have form af økonomisk hjælp efter aktivloven og pensionsloven samt boligstøtteloven.

Det er i vigtigt, at kommunen er opmærksom på mulighederne for at iværksætte tiltag, der kan medvirke til, at en huslejerestance og/eller en fraflytningsrestance ikke opstår eller begrænses i omfang.

Kommunen bør derfor reagere, hvis den får kendskab til, at borgere, der modtager løbende forsørgelsesydelse i form af kontanthjælp, har huslejerestancer mv. I den forbindelse bør kommunen foretage en vurdering efter aktivlovens § 90 eller pensionslovens § 36 med henblik på at afklare, om der er grundlag for, at kommunen fremover sørger for at huslejen bliver betalt til udlejeren.

Muligheden for at være borgeren behjælpelig med et etablere en betalingsordning i et pengeinstitut bør også indgå i overvejelserne, men må anses for uanvendelig i de tilfælde, hvor borgeren har massive vanskeligheder med bl.a. at administrere sin økonomi.

Kommer kommunen i besiddelse af oplysninger om misligholdelse af lejeboligen, må den reagere med henblik på, at de nødvendige hjælpeforanstaltninger kan iværksættes, således at istandsættelsesudgifterne ved fraflytning af boligen kan begrænses.

Spørgsmålet om at yde økonomisk hjælp til betaling af huslejerestance og/eller fraflytningsrestance vil ofte skulle følges op med en forebyggende indsats, jf. den omtalte administrationsordning mv.

Hjælp efter aktivloven

Efter aktivlovens § 81 er der mulighed for at få hjælp til enkeltudgifter. Det er ikke en betingelse for at få hjælp til enkeltudgifter, at der ydes kontanthjælp til løbende forsørgelse, men grundbetingelsen er den samme. Borgeren skal således have været udsat for ændringer i sine forhold (en social begivenhed), så det ikke er muligt for pågældende at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, og at dette behov ikke kan dækkes gennem andre ydelser. Grundbetingelsen for at få hjælp til enkeltudgifter er derfor umiddelbart opfyldt for personer, der modtager kontanthjælp til løbende forsørgelse.

Hjælp kan ydes til rimeligt begrundede enkeltudgifter og ydes normalt kun til udgifter, der er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses. Der kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvist ydes hjælp til en udgift, der har kunnet forudses, hvis deres afholdelse er af helt afgørende betydning for pågældendes eller familiens livsførelse.

Da betaling af husleje er en forudsigelig udgift er udgangspunktet, at der kun undtagelsesvist kan ydes hjælp til betaling af huslejerestancer, og det gælder både, hvor hjælpen kan hindre en udsættelse af boligen, og hvor en restance er til hinder for indflytning i egen bolig/anden bolig.

Betingelsen for i givet fald at yde hjælp er som ovenfor nævnt, at hjælpen er af helt afgørende betydning for borgerens livsførelse.

Hovedproblemet i boligmæssig henseende for bl.a borgere i boformer for hjemløse er, at de ofte har ikke alene huslejerestancer, men også fraflytningsrestancer vedrørende en eller flere tidligere boliger, restancer som ofte vil være til hinder for indflytning i egen bolig/ anden bolig.

Vurderingen af, om der skal ydes økonomisk hjælp, sker med udgangspunkt i samme synspunkter og betingelser som anført ovenfor om hjælp til betaling af huslejerestancer, men under hensyn til, at fraflytningsrestancer ofte kan være af ganske betragtelig størrelse, kan det være nødvendigt med en mere restriktiv holdning til, hvornår hjælp bør ydes, selv om der her i højere grad kan være tale om en uforudsigelig udgift.

Når der ydes hjælp, kan det besluttes at gøre hjælpen tilbagebetalingspligtig, typisk med begrundelsen uforsvarlig økonomi (aktivlovens § 93).

Også i eventuelle gentagelsestilfælde kan der være grund til at gøre hjælpen tilbagebetalingspligtig.

Hjælp efter pensionsloven

For personer, der modtager en social pension kan kommunen efter pensionslovens § 36 træffe afgørelse om, på hvilken måde pensionen skal udbetales, hvis det skønnes, at borgeren er ude af stand til at administrere sin økonomi.

Dog kan en afgørelse om administration efter bestemmelsen i § 36 kun træffes, hvis pensionisten ikke er umyndiggjort eller under nogen anden form for værgemål, men hvor det skønnes, at pågældende ikke er i stand til at administrere pensionen efter dens formål.

Der er imidlertid også mulighed for at indgå en administrationsaftale uden for lovens § 36, hvilket kunne være relevant i de tilfælde, hvor pensionisten er i stand til at handle fornuftsmæssigt og selv foretage de nødvendige valg, men alligevel af forskellige årsager ikke mener sig i stand til eller kan klare de praktiske opgaver, der er forbundet med at varetage de økonomiske dispositioner som fx at betale husleje.

Det gælder for alle pensionstyper, at der er mulighed for hjælp til enkelt-udgifter efter pensionslovens § 17, stk. 1 og 3 , som ydes som personlige tillæg.

Et personligt tillæg efter lovens § 17, stk. 1, kan ydes til pensionister, hvis økonomiske situation er særligt vanskelig, og tillægget udbetales afhængig af den personlige tillægsprocent.

I forbindelse med ansøgning om et personligt tillæg skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse på baggrund af en konkret, individuel vurdering af pensionistens økonomiske forhold. Der skal i hver enkelt sag foretages en samlet vurdering af pensionistens økonomiske forhold - det vil sige en samlet vurdering af indtægtsforholdene, herunder størrelsen af den sociale pension og alle andre indtægter og formue - sammenholdt med størrelsen af de rimelige og nødvendige udgifter.

Lov om social pension indeholder ikke nærmere regler om, hvad der kan søges om personligt tillæg til. Det er således op til kommunen at vurdere, om der er tale om en rimelig og nødvendig udgift, samt om pensionisten ved en rimelig tilrettelæggelse af sin økonomi selv burde kunne afholde udgiften.

Et personligt tillæg kan ydes som et engangsbeløb eller som en løbende ydelse, såfremt betingelserne ved hver udbetaling fortsat er til stede.

Ud over personligt tillæg efter § 17, stk. 1, kan der undtagelsesvist ydes et særligt personligt tillæg efter lovens § 17, stk. 3, hvis pensionistens økonomiske situation er ganske særligt vanskelig. Et særligt personligt tillæg ydes typisk i akutte trangstilfælde. Da dette tillæg alene kan ydes i ganske særlige tilfælde, udbetales det uafhængigt af den personlige tillægsprocent.

Generelt skal det bemærkes, at personligt tillæg er en subsidiær ydelse og ydes således kun, når det økonomiske behov ikke kan afhjælpes gennem private midler eller støtte efter anden lovgivning.

Økonomisk støtte efter § 17 er som udgangspunkt ikke tilbagebetalingspligtig. Betingelsen for at træffe beslutning om tilbagebetaling af personligt tillæg efter reglen i pensionslovens § 43, stk. 1, nr. 2, er, at der kan forudses en forbedring af pensionistens økonomiske forhold, som gør pensionisten i stand til at tilbagebetale hjælpen i løbet af kortere tid.

Bestemmelsen giver således mulighed for at yde en art lån til en pensionist, der i princippet skulle kunne klare sig selv, men som er i likviditetsvanskeligheder, fx fordi visse tilgodehavender udbetales bagud. I princippet er der derfor ikke noget til hinder for, at der i forbindelse med et tilbagebetalingskrav aftales en afdragsordning med pensionisten.

Men krav om tilbagebetaling efter reglen i § 43, stk. 1, nr. 2, forudsætter, at der på tidspunktet for tildeling af det personlige tillæg foreligger forhold, der viser, at pensionisten i løbet af kortere tid vil være i stand til at tilbagebetale beløbet. Tilbagebetaling med et begrænset månedligt beløb vil således ikke falde ind under forudsætningen, om at hjælpen bliver tilbagebetalt i løbet af kortere tid. Der kan henvises til Den Sociale Ankestyrelse SM P-1-96.

Hjælp efter boligstøtteloven

Boligstøtte i form af boligsikring og boligydelse ydes til den løbende lejebetaling.

Efter boligstøtteloven kan der ikke ydes hjælp til betaling af en huslejerestance. Der kan heller ikke ydes hjælp til betaling af en fraflytningsrestance, d.v.s.. en restance, der er opstået ved fraflytning, når istandsættelsesudgifterne har oversteget det beboerindskud eller depositum, der blev indbetalt ved indflytningen.

Om hjælp til betaling af en huslejerestance og / eller fraflytningsrestance henvises til det foran beskrevne om hjælp efter aktivloven eller Pensionsloven.

Boligstøttelovens regler om lån til betaling af beboerindskud kan have betydning i forbindelse med anvisning af en bolig eller ved understøtning af en flytning i øvrigt til anden bolig. Efter boligstøttelovens § 55 kan et beboerindskudslån til den nye bolig afslås, hvis der eksisterer et uafregnet tidligere ydet beboerindskudslån m.v.

Kommunen har ingen pligt til at meddele afslag på grund af eksistensen af et tidligere ydet uafregnet lån. Kommunen kan ud fra en konkret vurdering i den enkelte sag beslutte, at det uafregnede lån ikke skal være en hindring for indflytning i egen bolig eller anden bolig.

Hvis kommunen aktivt understøtter en flytning til en konkret bolig, bør der ikke meddeles afslag på en ansøgning om beboerindskudslån eller depositum m.v. med henvisning til et uafregnet lån til en tidligere bolig.

Beboerindskudslån kan kun ydes i forbindelse med indflytning i alment boligbyggeri.

Underskrift 1

Socialministeriet, den 26. juni 2000 Henrik Dam Kristensen /Peter Juul

Versioner

  1. 2000-06-26 · til 2003-11-18