Meddelelse om køretøjers indretning og udstyr mv. nr. 1772
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2000/11434@2000-06-28/da
Indhold
Krav om blokeringsfri bremser på alle større køretøjer
Det meddeles hermed, at Detailforskrifter for Køretøjer 2001 vil indeholde krav om blokeringsfri bremser for alle biler (undtagen personbiler M 1 ) samt alle registreringspligtige påhængskøretøjer med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg.
I forvejen har der været krav om blokeringsfri bremser for alle registreringspligtige påhængskøretøjer med en tilladt totalvægt på over 10.000 kg, og for lastbiler med en tilladt totalvægt på over 16.000 kg, som trækker påhængskøretøjer, samt for andre busser end bybusser.
Reglerne fremgår af Kommissionens direktiv 98/12/EF, hvorefter medlemslandene kan kræve, at de omhandlede køretøjer har blokeringsfri bremser, når de registreres 1. gang efter den 31. marts 2001.
Bestemmelserne i Detailforskrifter for Køretøjer 2001 vil se ud som følger:
"5.01 BREMSESYSTEMER
5.01.022 PERSONBIL M 2
(1) Personbil M 2 skal være forsynet med blokeringsfri bremser af kategori 1."
Punkt (1) bliver herefter punkt (2).
"5.01.023 PERSONBIL M 3
(1) Personbil M 3 skal være forsynet med blokeringsfri bremser af kategori 1."
Tidligere var det kun andre busser end bybusser, der skulle have blokeringsfri bremser.
"5.01.025 LASTBIL N 2
(2) Lastbil N 2 skal være forsynet med blokeringsfri bremser af kategori 1."
Punkt (2), (3) og (4) bliver herefter henholdsvis punkt (3), (4) og (5).
For lastbil N 3 udgår punkt 5.01.026 (2), og punkt (3) bliver herefter punkt (2). Dette medfører, at lastbil N 3 også skal have blokeringsfri bremser, idet lastbil N 3 skal opfylde bestemmelserne for lastbil N 2 . Tidligere var der kun krav om blokeringsfri bremser for lastbiler N 3 med en tilladt totalvægt på over 16.000 kg, der var godkendt til at trække påhængs-/sættevogn af kategori O 4 .
"5.01.113 PÅHÆNGSVOGN O 3
(3) Påhængsvogn O 3 skal være forsynet med blokeringsfri bremser."
Punkt (2), (4) og (5) udgår, og tidligere punkt (3), (6) og (7) bliver henholdsvis punkt (2), (4) og (5).
For påhængsvogn O 4 udgår punkt 5.01.114 (2), idet påhængsvogn O 4 i forvejen skal opfylde systemkravene for påhængsvogn O3, og disse skal nu have blokeringsfri bremser, således som påhængsvogn O 4 har skullet have det siden 1992.
Detailforskrifter for Køretøjer 2001 træder i kraft den 1. april 2001 og gælder for køretøjer, der registreres første gang på ikrafttrædelsesdatoen eller senere.
Til orientering vedlægges pressemeddelelse af 26. juni 2000.
Underskrift 1
Færdselsstyrelsen, den 28. juni 2000 Ib Rasmussen
Bilag 1
Bilag
Dato: 26. juni 2000 Pressemeddelelse Er ABS-bremser farlige? Berlingske Tidende oplyser i dag i en forsideartikel, at ABS-bremser øger risikoen for ulykker. Artiklen henviser til en undersøgelse fra de amerikanske myndigheder, NHTSA. Færdselsstyrelsen ønsker imidlertid at gøre opmærksom på, at den refererede undersøgelse ikke viser, at ABS-bremser forøger ulykkesrisikoen generelt. Det vil derfor være helt misvisende, hvis det, der har været fremme i dagspressen i dag, måtte efterlade det indtryk, at ABS-bremser ikke har positiv betydning for færdselssikkerheden. Undersøgelsen, der er fra 1994, hviler på data fra uheld i USA i perioden 1989 til 1993. Undersøgelsen viser - som anført af Berlingske Tidende - at kørte man i en bil med ABS-bremser, var der lidt større risiko for at forulykke i én type af uheld, nemlig ene-uheld. Men undersøgelsen viser også, at risikoen for biler med ABS-bremser blev lidt formindsket i andre typer af uheld, nemlig for uheld på våd vej med flere parter involveret og for uheld med fodgængere involveret. Det nævnes i undersøgelsen, at det er uvist, hvad årsagen til den lille forøgelse i risikoen i ene-uheld er, og om stigningen overhovedet har sammenhæng med ABS eller skyldes andre årsager. NHTSA peger på, at flere sportsprægede og luksuriøse (dvs. hurtige) biler dengang havde ABS. Årsagen kan derfor være, at de personer, som valgte disse biler, var mere tilbøjelige til at køre hurtigt og dermed havde generelt større risiko for at forulykke i ene-uheld. Siden 1989-93 er ABS-bremser blevet standard på alle typer biler, ligesom effektiviteten er blevet forbedret. Det er vigtigt at understrege, at undersøgelsen ikke i sig selv har kunnet påvise, om der var en samlet virkning, positiv eller negativ, af at have ABS-bremser på sin bil i USA i perioden 1989 til 1993. En senere undersøgelse fra 1996 udarbejdet af Faliure Analysis Associates på bestilling af den amerikanske bilindustri viste, at ABS-bremser gav en generel uheldsreduktion på 10%. NHTSA har på baggrund af de varierende resultater iværksat et omfattende forskningsprogram, som skal afdække virkningen af ABS-bremser, og som tager højde for svaghederne ved de hidtidige undersøgelser. Resultaterne af undersøgelsen vil foreligge i løbet af i år, og indtil da kan interesserede få yderligere oplysninger på NHTSA s hjemmeside www.nhtsa.dot.gov. Færdselsstyrelsen finder i øvrigt, at debatten er meget nyttig, idet den minder alle bilister om, at selv med ABS-bremser er man ikke udødelig.
Hvis man ikke har prøvet sit ABS-bremsesystem i funktion, opfordrer Færdselsstyrelsen til, at man prøver at bremse så hårdt, at ABS-systemet aktiveres, så man ikke bliver overrasket den dag, det bliver alvor. Prøven skal naturligvis foregå under skyldig hensyntagen til evt. anden færdsel. Endnu bedre ville det være at tilmelde sig et køreteknisk kursus. Spørgsmål til denne pressemeddelelse kan rettes til bilinspektør Peter Dyrelund eller bilinspektør Victor Hollnagel på tlf. 33 92 91 00 eller på mobiltelefon 20 19 69 14. Christian Duus Direktør