Skrivelse med orientering om lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2000/9495@2000-12-18/da
Indhold
Folketinget har den 15. december 2000 vedtaget:
L 110 Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (Ændring af refusionsregler, smidigere regler om 8-ugers opfølgning samt en forsøgsbestemmelse).
Lovforslaget som vedtaget ved 3. behandlingen vedlægges som bilag.
Loven træder i kraft den 1. januar 2001
Lovforslaget med bemærkninger kan ses på:
Socialministeriets hjemmeside www.sm.dk. Se under lovgivning, eller
Folketingets hjemmeside www. Folketinget.dk. Se under dokumenter Socialministeriet vedtagne forslag.
Forslag om, at den sygemeldte efter en konkret vurdering ikke behøver at indkaldes til en personlig opfølgningssamtale.
Forslag om nedsættelse af den statslige refusion fra 5. uge.
Forslag om en forsøgsbestemmelse.
I sygdomstilfælde, hvor kommunen vurderer, at der er tale om et forudsigeligt sygdomsforløb som fx et brækket ben, skal kommunen ikke nødvendigvis indkalde den sygemeldte til en personlig samtale. Kommunen kan så bruge sine ressourcer på de sager, hvor der er risiko for længerevarende sygdom med udstødelse fra arbejdsmarkedet til følge.
Der kan forekommer tilfælde, hvor den første vurdering om et forudsigeligt fravær ændres ved, at sygefraværet fx strækker sig ud over, hvad man skulle forvente. Kommunen skal i disse tilfælde indkalde den pågældende til en personlig samtale med henblik på en mere intensiv opfølgning.
I de sager, hvor det ikke findes nødvendigt med en personlig samtale, er der heller ikke nødvendigvis et behov for at inddrage sygemeldtes egen læge, virksomheder, de faglige organisationer og arbejdsformidlingen. Det er imidlertid vigtigt, at kommunen efter at have vurderet, at der ikke er behov for en personlig samtale selvstændigt vurderer, om der er behov for at inddrage sygemeldtes egen læge, virksomheder, de faglige organisationer og arbejdsformidlingen.
Samarbejdet med bl.a. den sygemeldtes arbejdsplads, de faglige organisationer og arbejdsformidlingen er et vigtigt element i kommunens sygedagpengeopfølgning for at sikre, at den sygemeldte fastholder kontakten til arbejdsmarkedet. I sygdomstilfælde der på grund af sygdommens karakter eller sygdomsfrekvensen kræver en mere intensiv opfølgning, ændres der ikke på kommunens generelle forpligtigelse til at inddrage forannævnte i opfølgningen.
For at sikre, at kommunen har et økonomisk incitament til at foretage en så tidlig opfølgning som muligt, fremrykkes kommunernes medfinansiering fra 9. uge til 5. uge.
Finansieringen vil herefter fordele sig således:
Uge 3 og 4 staten 100 pct.
Uge 5 52 kommunen 50 pct. og staten 50 pct.
Efter uge 52 kommunen 100 pct.
Lovforslaget indebærer endvidere, at der gives socialministeren hjemmel til at give kommunerne tilladelse til forsøgsordninger, der fraviger bestemmelserne i dagpengelovens kapitel 3 og §§ 20, 24 og 27 samt de tilhørende bestemmelser i dagpengebekendtgørelsen.
Hjemlen til at tillade forsøgsordninger bevirker, at socialministeren kan tillade, at der bliver lavet forsøgsordninger, der fraviger reglerne om opfølgning og anmeldelse.
Socialministeriet agter ikke at godkende forsøg, der samlet set medfører øgede administrative byrder for erhvervslivet.
Der vil heller ikke blive godkendt forsøg, der samlet set påvirker det økonomiske mellemværende mellem stat og kommune.
Der vil endvidere blive ændret i dagpengebekendtgørelsens regler om anmeldelse af sygefravær og anmodning om refusion. Disse ændringer forventes at træde i kraft i januar 2001. Der vil blive udsendt en særskilt orienteringsskrivelse om disse ændringer.
Underskrift 1
Socialministeriet, den 18. december 2000 Eva Pedersen /Bente Brandborg
Bilag 1
Bilag 1 Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 15. december 2000 Forslag til Lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (Ændring af refusionsregler, smidigere regler om 8-ugers opfølgning samt en forsøgsbestemmelse) § 1 I lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2000, foretages følgende ændringer: 1. I § 8, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 24, stk. 1 og 2« til: »§ 24, stk. 1-3«. 2. § 24, stk. 1, 3. pkt., ophæves. 3. I § 24 indsættes efter stk. 1 som et nyt stykke: »Stk. 2. Kommunen skal før den første kontakt til den sikrede tage stilling til, om karakteren af den sikredes sygdom eller den sikredes sygdomsfrekvens kræver, at den sikrede indkaldes til en personlig samtale. Samtidig skal der tages stilling til, i hvilket omfang der skal ske inddragelse af læger, hospitals- og revalideringsinstitutioner, virksomheder og de faglige organisationer samt arbejdsformidlingen.« Stk. 2 bliver herefter stk. 3. 4. I § 24 indsættes efter stk. 2, der bliver stk. 3, som nyt stykke: »Stk. 4. Kan den sikrede ikke blive erhvervsaktiv igen, skal kommunen, når betingelserne herfor er opfyldt, rejse sag om en social pension.« Stk. 3 bliver herefter stk. 5 . 5. I § 30, stk. 1, 1. pkt., ændres »8 uger« til: »4 uger«. 6. Efter § 41 indsættes: »Kapitel 14 Forsøgsordninger § 41 a . Socialministeren kan efter ansøgning fra en kommune tillade, at der bliver lavet forsøgsordninger, der fraviger reglerne i kapitel 3 samt §§ 20, 24 og 27.« 7. Før § 42 indsættes: »Kapitel 15 Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser«. § 2 Loven træder i kraft den 1. januar 2001 og har virkning for sygdomstilfælde, der indtræffer den 1. januar 2001 eller senere.