Meddelelse om køretøjers indretning og udstyr mv. nr. 1775 Anmeldt EF-typegodkendelse og standardudstyrsgodkendelse for personbil M1 og N1
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2000/9529@2000-12-08/da
Indhold
1. Fra og med den 1. januar 2001 iværksættes en ny ordning for anmeldt EF-typegodkendelse og standardtypegodkendelse for personbil M 1 og varebil N 1 .
2. Der er udarbejdet nyt anmeldelses-/ansøgningsskema for henholdsvis personbil M1 og varebil N1 med tilhørende fælles vejledning.
De nye skemaer skal anvendes for alle anmeldelser/ansøgninger, der indsendes den 1. januar 2001 eller senere. Ved optryk af tidligere udstedte anmeldte EF-typegodkendelser og standardtypegodkendelser gælder dette dog først fra og med den 1. juli 2001.
Skemaer og vejledning kan fås hos:
Færdselsstyrelsen
Adelgade 13, Postboks 9039, 1304 København K
Tlf. 33 92 91 00, Fax 33 93 22 92
Fra den 15. december 2000 kan skemaerne og vejledningen også fås i elektronisk form ved e-mail til tys@fstyr.dk.
Senere vil skemaerne og vejledningen også være tilgængelige på Færdselsstyrelsens hjemmeside www.fstyr.dk. Hjemmesidens nyhedsservice vil oplyse herom.
3. Anmeldt EF-typegodkendelse udstedes til en fabrikant eller til en repræsentant for en udenlandsk fabrikant.
Anmeldt EF-typegodkendelse udstedes, hvis anmelderens oplysninger er fundet umiddelbart at være fyldestgørende. Færdselsstyrelsen kan anmode om at få indsendt EF-typegodkendelsen, hvis den ikke er modtaget fra det udstedende medlemsland.
4. Standardtypegodkendelse udstedes til en fabrikant eller til en repræsentant for en udenlandsk fabrikant.
Det er en forudsætning, at de pågældende biler i deres helhed er fremstillet i serieproduktion (varebil kan være forsynet med standardlad monteret på godkendelsesindehaverens foranledning), og at fabrikanten eller dennes repræsentant afgiver erklæring om, at biler omfattet af anmeldelsen/ansøgningen opfylder gældende bestemmelser om køretøjers indretning og udstyr.
Erklæringen afgives under strafansvar efter straffelovens § 163, der har følgende ordlyd: "Med samme straf som i § 162 anført (bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder) straffes den som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, afgiver urigtig skriftlig erklæring eller bevidner noget, hvorom han ingen kundskab har."
5. Standardtypegodkendelse kan udstedes efter anmeldelse, hvis bilen er godkendt efter de i vejledningen anførte EF-direktiver og/eller ECE-regulativer. Standardtypegodkendelse efter anmeldelse udstedes uden forudgående undersøgelser, medmindre der er grund til at antage, at bilerne ikke opfylder kravene til køretøjers indretning og udstyr. Færdselsstyrelsen foretager stikprøvevis kontrol med køretøjer, der er godkendt efter anmeldelse. Godkendelsesindehaveren kan anmodes om at indsende dokumentation for de anmeldte data og/eller at indlevere et eksemplar af biltypen til Statens Bilinspektion. Færdselsstyrelsen kan tilbagekalde en anmeldt godkendelse og kan bestemme, at godkendelsesindehaveren indtil videre ikke kan anmelde køretøjer til godkendelse.
6. Standardtypegodkendelse efter ansøgning er betinget af, at en eller flere eksemplarer af biltypen forinden er blevet undersøgt af Statens Bilinspektion på vegne af Færdselsstyrelsen. Færdselsstyrelsen kan anmode om at få indsendt supplerende materiale i forbindelse med ansøgningen.
7. Anmeldt EF-typegodkendelse og standardtypegodkendelse kan med de begrænsninger, der følger af anmeldelses-/ansøgningsskemaet og vejledningen omfatte flere varianter af samme grundmodel.
8. Anmeldt EF-typegodkendelse og standardtypegodkendelse, der er mindre end 5 år gammel, kan ændres indenfor de begrænsninger, der følger af anmeldelses-/ansøgningsskemaet og vejledningen. Ændringer udstedes som optryk, der også indeholder de tidligere data, så tidligere udgaver bliver uaktuelle.
9. Anmeldt EF-typegodkendelse og standardtypegodkendelse samt optryk hertil, der er (eller bliver) udstedt efter den hidtidige ordning, vil fortsat være gældende. Fra den 1. juli 2001 skal optryk til sådan anmeldt EF-typegodkendelse og standardtypegodkendelse som nævnt indledningsvis ske ved anvendelse af det nye anmeldelses-/ansøgningsskema. Tidligere omfattede varianter skal opdateres med de yderligere krævede data.
10. Meddelelse nr. 1587 af 06.06.91, nr. 1638 af 09.06.93 og nr. 1719 af 24.10.97 ophæves den 1. januar 2001.
Underskrift 1
Færdselsstyrelsen, den 8. december 2000 Ib Rasmussen