Gelex

Meddelelse om køretøjers indretning og udstyr mv. nr. 1778 Sikkerhedsseler for kørestolsbrugere

OphævetVersion 2000-12-29fra 2001-01-25 til 2002-03-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2000/9545@2000-12-29/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Det meddeles herved, at Detailforskrifter for Køretøjer 2001 vil indeholde følgende nye bestemmelser om sikkerhedsseler for kørestolsbrugere:

10.02.002 SIKKERHEDSSELER FOR KØRESTOLSBRUGERE

(1) Køretøj, der benyttes til befordring af person i kørestol, skal være forsynet med sikkerhedssele ved plads for kørestol, hvis sikkerhedssele kræves for køretøjet ved tilsvarende almindelig siddeplads. Selen skal være af den type, som kræves for køretøjet ved tilsvarende almindelig siddeplads. Faste seler kan dog anvendes, hvor rullesele ikke hensigtsmæssigt kan anbringes.

(2) Sikkerhedssele skal være godkendt og mærket i overensstemmelse med kravene i afsnit 10.02.001 (1). Sikkerhedssele udført i overensstemmelse med amerikansk standard FMVSS 209 kan dog anvendes, uanset at selen ikke er originalmonteret.

(3) Seleforankringer skal placeres således, at sikkerhedsselen kan anbringes hensigtsmæssigt på kørestolsbrugerens krop.

(4) Seleforankringer skal være solidt fastgjort til køretøjet. Bestemmelsen anses for opfyldt, hvis den enkelte seleforankring er fastgjort til

- metalprofiler i gulvkonstruktionen, til

- metalprofiler i sidevæggen/tagstolpen, eller til

- skinner, beslag eller lignende udført i metal, og hvor disse er solidt fastgjort til gulvkonstruktionen.

De nye regler indebærer, at i nye køretøjer sikres kørestolsbrugere samme ret og pligt til anvendelse af sikkerhedsseler, som gælder for personer på tilsvarende, almindelig siddepladser:

Hvis et nyt køretøj er forsynet med plads for kørestol, skal der ved pladsen dels - som hidtil krævet - være beslag til fastholdelse af kørestolen og dels - som et nyt krav - være sikkerhedssele til brug for kørestolsbrugeren og tilhørende sikkerhedsseleforankringer. Der er imidlertid kun krav om sikkerhedssele og seleforankringer, hvis der for køretøjsarten på en tilsvarende almindelig plads er krav om sele og seleforankringer.

For eksempel vil der ikke være krav om sikkerhedssele og seleforankring til brug for en kørestolsbruger i en bybus, da der ikke er krav om sikkerhedssele ved almindelige passagerpladser, mens der vil være krav om sikkerhedssele både ved kørestolsplads og ved alm. passagerplads i en ny turistbus.

Der stilles ikke direkte krav til afprøvning af seleforankringerne på grund af, at mange køretøjer vil være individuelt opbygget, og fordi den anerkendte afprøvningsmetode er relativt dyr, og af delvis destruktiv art. I stedet for skal forankringen, som anført i reglerne, være solidt fastgjort til metalprofiler eller til solidt fastgjorte skinner, beslag eller lignende udført i metal, og hvor disse er solidt fastgjort til gulvkonstruktionen. Den håndværksmæssige udførelse skal tillige kunne bedømmes til at være tilstrækkelig solid ved en visuel inspektion.

Færdselsstyrelsen vil revurdere spørgsmålet om indførelse af målbare styrkemæssige krav til kørestolsfastgørelse, til forankringer for sikkerhedsseler mv. i overensstemmelse med ISO-standarder herfor, når ISO-standarderne er vedtaget.

Dokumentation for at sikkerhedssele er udført i overensstemmelse med amerikansk standard FMVSS 209 kan bestå i mærkning af selen, eller i afprøvningsrapport fra anerkendt prøvningslaboratorium med erklæring om, at selen opfylder kravene i standarden.

Detailforskrifter for Køretøjer 2001 træder i kraft den 1. april 2001 og gælder for køretøjer, der registreres første gang på ikrafttrædelsesdatoen eller senere. Ethvert køretøj kan dog straks indrettes i overensstemmelse med bestemmelserne.

Underskrift 1

Færdselsstyrelsen,, den 29. december 2000 Ib Rasmussen

Versioner

  1. 2000-12-29, til 2002-03-21