Skrivelse om direktiv om foreløbigt direktiv vedrørende operativ risikostyring
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2000/9570@2000-05-31/da
Indhold
1. Gyldighedsområde
Direktivet er gældende for Forsvarskommandoens ansvarsområde.
2. Formål
Dette direktiv fastlægger de principielle retningslinier for anvendelse af risikostyring ved løsning af forsvarets opgaver i forbindelse med øvelses- og uddannelsesaktiviteter.
Operativ risikostyring har til formål at forebygge og begrænse uheld og dermed personel- og materielskader, samtidigt med at forsvarets aktiviteter udføres hensigtsmæssigt og effektivt.
3. Definitioner
3.1. Risikofaktor.
Risikofaktor er en faktor, der, hvis den indvirker på opgaveløsningen, medfører tab.
3.2. Tab.
Tab er personel- og materielskader eller manglende målopfyldelse vurderet ud fra det værst tænkelige tilfælde af en risikofaktors indvirkning.
3.3. Faktorsandsynlighed.
Faktorsandsynlighed er den sandsynlighed, hvormed en risikofaktor vil indvirke på opgaven.
3.4. Risiko.
Risiko er produktet af faktorsandsynlighed og tab. Såfremt faktorsandsynlighed og tab er udtrykt i graduerede termer som f.eks. stor, middel eller lille, bør størrelsen af en risiko ansættes ud fra en samlet vurdering af faktorsandsynlighed og tab.
3.5. Risikostyring.
Risikostyring er den ledelses- og styringsproces, der som en integreret del af beslutningsprocessen har til formål at reducere de risici, der er forbundet med udførelse af opgaver.
3.6. Operativ risikostyring.
Operativ risikostyring er risikostyring anvendt ved løsning af forsvarets opgaver i forbindelse med øvelses- og uddannelsesaktiviteter.
3.7. Opmærksomhedsområder.
Opmærksomhedsområder er påvirkelige forhold, tilstande eller situationer, der indebærer stor risiko for opgaveløsningen.
4. Retningslinier
Ved planlægning og gennemførelse af forsvarets opgaver i forbindelse med øvelses- og uddannelsesaktiviteter indgår risikostyring i ledelses- og styringsprocessen på alle niveauer.
Følgende principper anvendes:
– Accepter kun en risiko, når fordelene vejer tungere end ulemperne.
– Accepter ingen unødig risiko.
– Træf beslutning om accept af en risiko på rette niveau.
– Forebyg uheld og minimer tab gennem planlægning, tilpasning af drift og udøvelse af kontrol.
Risikostyring opdeles i følgende faser:
– Analyse,
– vurdering,
– beslutning, samt
– kontrol og opfølgning.
I analysefasen identificeres mulige risikofaktorer og tab, årsagerne hertil samt eventuelle indbyrdes sammenhænge.
I vurderingsfasen kvantificeres risici, og ud fra de største risici findes de opmærksomhedsområder, der er styringsrelevante. Identifikation af opmærksomhedsområderne er et afgørende element i risikostyring.
I beslutningsfasen træffes - med baggrund i erkendte opmærksomhedsområder - afgørelse om, hvilke forebyggende foranstaltninger, der skal træffes med henblik på at eliminere fundne risici eller reducere disse til et acceptabelt niveau. Endvidere besluttes, hvorledes disse foranstaltninger skal iværksættes.
I kontrol- og opfølgningsfasen overvåges den igangsatte opgaveløsning med henblik på at fastslå effektiviteten af iværksatte forebyggende foranstaltninger og konsekvenserne af uventede ændringer. I denne fase korrigeres de forebyggende foranstaltninger eventuelt med baggrund i fornyet analyse og vurdering.
Den konkrete risikostyring vil afhænge af tiden, der er til rådighed, aktivitetens kompleksitet og størrelsen af organisationen og de ressourcer, der er involveret.
Formen vil kunne variere fra en "her og nu" risikostyring uden skriftlig dokumentation over en større detaljeringsgrad og systematik til en fuldt systematisk risikostyring, baseret på statistisk materiale eller dokumenterede erfaringer i anden form.
5. Ansvar
Myndigheder, enheder og enkeltpersoner i forsvaret har pligt til at være opmærksom på mulige risici ved opgaveløsninger og afveje fordele og ulemper med henblik på opnåelse af en effektiv og sikker gennemførelse af de enkelte aktiviteter.
6. Andre forhold
Uddannelse i risikostyring indgår i uddannelsen ved forsvarets skoler og enheder.
7. Sagsbehandlende afdeling
Inspektionsafdelingen er sagsbehandlende afdeling. Henvendelse kan ske til Havari- og Undersøgelsessektionen, lokal 3925.
Underskrift 1
Forsvarskommandoen, den 31. maj 2000 E.B.n\Christian Hvidt