NOA-Meddelelse vedr. Merbeskæftigelse i relation til jobtræning
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2001/9561@2001-12-21/da
Indhold
Ansættelse af en vikar i en barselsorlovsstilling opfylder ikke betingelsen om merbeskæftigelse, jf. § 98, stk. 3, i bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats
På given foranledning skal styrelsen præcisere følgende:
Ifølge § 98, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1338 af 18. december 2000 om en aktiv arbejdsmarkedsindsats skal ansættelse i jobtræning med løntilskud medføre en nettoudvidelse af antallet af ansatte hos vedkommende arbejdsgiver.
Ansættelse af ledige i jobtræning med løntilskud som afløser for en fastansat, der er på orlov efter lov om børnepasningsorlov eller lov om værnepligtsorlov eller deltager i uddannelsesjobrotation, herunder efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte, betragtes som en nettoudvidelse, jf. § 98, stk. 3.
Kravet om nettoudvidelse bygger på, at jobtræningsordningen ikke skal tjene som en vikarordning, men derimod skal bidrage til at give den ledige genoptræning med henblik på at opnå beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked, jf. også § 81, stk. 1. Den situation, hvor der ansættes en ledig i jobtræning til afløsning af en fastansat, som er midlertidigt fraværende, er således ikke pr. definition en nettoudvidelse.
Der er dog i § 98, stk. 3, - udtømmende opridset en række situationer, hvor en sådan afløsning alligevel betragtes som nettoudvidelse.
De i § 98, stk. 3, nævnte undtagelser er således ordninger med bl.a. et arbejdsmarkedspolitisk sigte, som bestemmelsen tjener til at fremme ved at betragte ansættelse i disse situationer som en nettoudvidelse.
Baggrunden for ikke at tillade ansættelse af en ledig i jobtræning, når en fastansat er fraværende som følge af barselsorlov, er, at det er fundet rimeligt, at arbejdsgiveren bærer omkostningerne og følgerne af dette fravær.
Barselsorlov er således en ordning/rettighed, som ikke alene er baseret på lovgivning, men i lige så stor udstrækning på aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.
Underskrift 1
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 21. december 2001