Gelex

Skrivelse om orientering om lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven

GældendeVersion 2002-12-11fra 2003-03-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2002/10484@2002-12-11/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Til samtlige kommuner m.fl.

Folketinget har den 11. december 2002 vedtaget:

L 47 B - Forslag til Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven (Harmonisering af reglerne om kontanthjælp og barseldagpenge, indfasning af bagudbetaling af kontanthjælp m.v.)

Lovforslaget - som vedtaget ved 3. behandlingen - vedlægges.

Det oprindelige lovforslag, L 47, blev under folketingsbehandlingen delt op i 2 lovforslag - L 47 A og L 47 B. Der udsendes samtidig orienteringsbrev om L 47 A.

Loven indeholder følgende elementer:

1. Ret til fravær i forbindelse med barsel og adoption for kontanthjælpsmodtagere og modtagere af starthjælp (lov om aktiv socialpolitik) for modtagere af introduktionsydelse (integrationsloven)

2. Indfasning af bagudbetaling af kontanthjælp (lov om aktiv socialpolitik)

3. Ændring i betingelserne for tilbagebetaling (lov om aktiv socialpolitik)

4. Bemyndigelse til beskæftigelsesministeren til at fastsætte regler for omregningen af indtægter for personer, der er ansat på skibe registreret i Dansk International Skibsregister (DIS)

1. Ret til fravær i forbindelse med barsel og adoption for kontanthjælpsmodtagere og modtagere af starthjælp (lov om aktiv socialpolitik)

Ved de nye regler om barsel fra foråret 2002, der trådte i kraft den 27. marts 2002, blev kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere bedre stillet under barsel og adoption end lønmodtagere, fordi de har ret til orlov med den medfølgende kontant- eller starthjælp i en længere periode, end der kan ydes barseldagpenge.

Ændringen

Retten for kontanthjælpsmodtagere og starthjælpsmodtagere til ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet i forbindelse med graviditet, barsel og adoption begrænses i forhold til de gældende regler.

Forældre vil fremover alene have ret til 32 uger i fællesskab, svarende til den periode lønmodtagere har ret til dagpenge i forbindelse med barsel. Der vil ikke være ret til at forlænge de 32 uger med 8 uger.

Der henvises til vedlagte bilag om ret til barselorlov m.v. for personer, der modtager ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.

Ret til fravær i forbindelse med barsel og adoption for modtagere af introduktionsydelse

Integrationslovens regler om udlændinges ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption svarer til reglerne om ret til fravær i forbindelse med barsel og adoption for kontanthjælpsmodtagere og modtagere af starthjælp i lov om aktiv socialpolitik.

Der gælder derfor de samme regler, som er beskrevet ovenfor om kontanthjælpsmodtageres og starthjælpsmodtageres ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption.

2. Indfasning af bagudbetaling af kontanthjælp (lov om aktiv socialpolitik)

I foråret blev de nye bestemmelser om bagudbetalingen af kontanthjælp vedtaget - i forlængelse af Kommuneaftalen. Bestemmelserne herom træder i kraft 1. januar 2003.

Ændringen

Regeringen har efter ønske fra KL søgt Folketingets tilslutning til at lade nyordningen indfase over en periode. Forslaget er således teknisk begrundet og blev først og fremmest fremsat af hensyn til de kontanthjælpsmodtagere, der er på kontanthjælp ved lovens ikrafttræden, og fordi de nye principper af konterings- og skattemæssige årsager må forventes at give anledning til indkøringsvanskeligheder, der af hensyn til kommunernes administration af systemet vil være mest hensigtsmæssige at løse, før loven træder i kraft.

Loven indeholder en bestemmelse om, at kommunen kan træffe beslutning om, at en person, der har ansøgt om eller får forudbetalt hjælp, overgår fra forudbetalt hjælp til bagudbetalt hjælp, hvis den pågældendes ægtefælle modtager bagudbetalt hjælp. Tilsvarende gælder samlevende, hvis beregningen af kontanthjælp er afhængig af ægtefællens eller samleverens forhold.

3. Ændringer i betingelserne for tilbagebetaling af kontanthjælp (lov om aktiv socialpolitik)

Tilbagebetaling kan blive aktuel i en række tilfælde, hvor en person kan bebrejdes, at pågældende har opgivet et andet forsørgelsesgrundlag bl.a. ved uforsvarlig økonomi ved at melde sig ud af sin a-kasse, ubegrundet at opgive et job, afvist et rimeligt tilbud om arbejde eller aktivering eller indfri uforfaldne gældsposter kort før ansøgning om hjælp. Personer, der har ret til andre ydelser end kontanthjælp, skal sørge for at bevare disse ydelser.

Ændringen

En person, der fx mister arbejdsløshedsdagpengene, fordi pågældende glemmer at melde adresseændring til Folkeregisteret, vil være berettiget til kontanthjælp - i dag uden tilbagebetaling, men efter forslaget med tilbagebetaling.

Enhver manglende, nødvendig oplysning til andre offentlige myndigheder, private m.fl., der har betydning for modtagelsen af en anden offentlig ydelse, aktivering m.v., betyder, at kontanthjælpen kan gøres tilbagebetalingspligtig. Det er fortsat kommunen, der træffer afgørelsen ud fra en konkret individuel vurdering.

4. Bemyndigelse til beskæftigelsesministeren til at fastsætte regler for omregningen af indtægter for personer, der er ansat på skibe registreret i Dansk International Skibsregister (DIS)

Loven indeholder bemyndigelse for beskæftigelsesministeren til at fastsætte regler for omregningen af den særlige indkomst, som ansatte på skibe registreret i Dansk International Skibsregister (DIS).

Bemyndigelsen vil blive udmøntet i en bekendtgørelse, når Folketinget på baggrund af et tværministerielt udvalgsarbejde har taget stilling til omregningsmodel.

Bekendtgørelsen vil blive sendt ud med orienteringsbrev.

Ikrafttræden

Loven træder i kraft den 1. januar 2003.

Kontaktpersoner i Arbejdsdirektoratet, PA 1

1. Ret til fravær i forbindelse med barsel og adoption for kontanthjælpsmodtagere og modtagere af starthjælp (lov om aktiv socialpolitik) for modtagere af introduktionsydelse (integrationsloven)

Birgitte Romose, PA 1

2. Indfasning af bagudbetaling af kontanthjælp (lov om aktiv socialpolitik)

Leo Torp, PA 1

3. Ændring i betingelserne for tilbagebetaling (lov om aktiv socialpolitik)

4. Bemyndigelse til beskæftigelsesministeren til at fastsætte regler for omregningen af indtægter for personer, der er ansat på skibe registreret i Dansk International Skibsregister (DIS)

Ville Budtz, PA 1

Underskrift 1

Arbejdsdirektoratet, den 11. december 2002 Ville Budtz

Versioner

  1. 2002-12-11