Ikke selve loven: Vejledning

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2002/9055@2002-02-28/da

Indhold

1. Indledning
2. Bilag 1

Efter aftale med Statsministeriet skal Justitsministeriet oplyse, at regeringen har besluttet at iværksætte en forsøgsordning med indsættelse af en automatisk ophørsklausul ( sunset-klausul) i visse bekendtgørelser inden for miljø- og arbejdsmiljøområdet.

Formålet med forsøgsordningen er at undersøge om anvendelse af ophørsklausuler positivt kan bidrage til at sikre, at borgerne ikke unødvendigt pålægges byrdefulde pligter, og om sådanne klausuler i givet fald er en hensigtsmæssig måde at sikre dette på.

Erfaringerne fra undersøgelsen skal kunne danne grundlag for en beslutning om, hvorvidt ophørsklausuler mere generelt bør anvendes i administrative forskrifter, samt på hvilke områder og hvordan dette i givet fald bedst kan ske.

Forsøgsordningen, der er beskrevet i vedlagte retningslinier, træder i kraft 1. marts 2002.

Bilag 1

Bilag 1

Retningslinjer for en forsøgsordning med automatiske ophørsklausuler i visse administrative forskrifter på miljø- og arbejdsmiljøområdet. 1. Indledning Regeringens koordinationsudvalg har besluttet med virkning fra 1. marts 2002 at iværksætte en forsøgsordning med indsættelse af en automatisk ophørsdato ( sunset-klausul ) i visse bekendtgørelser inden for miljø- og arbejdsmiljøområdet. Formålet med forsøgsordningen er at undersøge, om anvendelse af ophørsklausuler positivt kan bidrage til at sikre, at borgerne ikke unødvendigt pålægges byrdefulde pligter, og om sådanne klausuler i givet fald er en hensigtsmæssig måde at sikre dette mål på. Undersøgelsen falder i to dele: En bagudrettet og en fremadrettet del. Den bagudrettede del omfatter bekendtgørelser, der allerede er udstedt, mens den fremadrettede del omfatter bekendtgørelser, der udstedes efter den 1. marts 2002. Det er hensigten, at erfaringerne fra de to dele af undersøgelsen tilsammen skal kunne danne grundlag for en beslutning om, hvorvidt ophørsklausuler mere generelt bør anvendes i administrative forskrifter, samt på hvilke områder og hvordan dette i givet fald bedst kan ske. 2. Fælles retningslinier for den fremadrettede og den bagudrettede del af forsøget 2.1. Organiseringen af forsøgsordningen Undersøgelsen gennemføres som udgangspunkt af Beskæftigelsesministeriet og Miljøministeriet for hver af disse ministeriers respektive ressortområder. Justitsministeriet bistår efter anmodning ministerierne med vejledning om fortolkning af retningslinierne for forsøgsordningen. De to ministerier udarbejder herefter udkast til de nedenfor beskrevne delrapporter og den endelige rapport. I tilknytning til den første delrapport udarbejder Justitsministeriet endvidere et afsnit om udenlandske erfaringer med anvendelse af ophørsklausuler. Udkastene drøftes herefter i en følgegruppe bestående af repræsentanter for de to ministerier, samt Finansministeriet, Justitsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet. Følgegruppens endelige rapporter afgives herefter gennem departementschefgruppen for bedre lovkvalitet m.v. til regeringens koordinationsudvalg. Hvis en bekendtgørelse ophæves som følge af en ophørsklausul, og den ved en fejl ikke afløses af en ny bekendtgørelse, vil der kunne opstå en række utilsigtede retlige konsekvenser for såvel borgere og erhvervsliv som for det offentlige. Ved organiseringen af forsøgsordningens fremadrettede del i Beskæftigelsesministeriet og Miljøministeriet er det derfor vigtigt at sikre en løbende overvågning af de klausulbelagte bekendtgørelser. Ministerierne skal derfor enten centralt eller decentralt etablere sådan løbende overvågning af de nævnte bekendtgørelser. 2.2. Hvilke regler omfattes af forsøgsordningen? Det er besluttet at begrænse ordningen til at omfatte administrative forskrifter, hvis hovedindhold består i at pålægge borgerne og erhvervslivet byrder. Det er i den forbindelse endvidere besluttet at undtage følgende forskrifter fra forsøgsordningen: · bekendtgørelser, der gennemfører EU-retlige eller folkeretlige forpligtelser.

· bekendtgørelser, der tildeler borgerne rettigheder i forhold til det offentlige. · bekendtgørelser, der hovedsageligt vedrører det offentlige, som f.eks. en bekendtgørelse om forretningsorden for et administrativt nævn. · cirkulærer, cirkulæreskrivelser og vejledninger, der kun må rette sig til offentlige myndigheder. · bekendtgørelser, der er en nødvendig forudsætning for, at en lov kan gennemføres, og hvor ministeren derfor må antages at være forpligtet til at udstede en bekendtgørelse. · bekendtgørelser, der alene har informativ karakter, som f.eks., hvor loven fastsætter en beløbsgrænse, der skal reguleres på en i loven fastsat måde, som ministeren hvert år skal bekendtgøre. · bekendtgørelser, der sætter en lov i kraft samt kongelige anordninger, der sætter dansk lovgivning i kraft for Færøerne eller Grønland. · bekendtgørelser, der alene ophæver en eller flere bekendtgørelser eller en andre forskrifter. · bekendtgørelser, der alene gælder for Færøerne og Grønland. Det kan forekomme, at en af de nævnte undtagelsesgrunde kun delvis gør sig gældende for en bekendtgørelse. Her opstår spørgsmålet, om hvorvidt den pågældende bekendtgørelse bør inddrages under ordningen. Hvor der er tale om en bekendtgørelse, hvor kun dele af bekendtgørelsen er en gennemførelse af EU-forskrifter, må det antages, at det som hovedregel ikke vil være muligt at udskille de regler, der følger af EU-retlige forpligtelser, fra de øvrige dele af bekendtgørelsen. Bekendtgørelser, der indeholder regler, der gennemfører EU-forskrifter, bør derfor i det hele undtages fra ordningen. Det samme gælder bekendtgørelser, der indeholder bestemmelser, der gennemfører internationale forpligtelser. Det kan derimod være sværere at afgrænse, hvilke bekendtgørelser der skal undtages fra ordningen som følge af, at de tildeler borgerne rettigheder. Svaret må bero på en nærmere vurdering af den pågældende forskrift. I vurderingen må der lægges vægt på, om hovedindholdet af bekendtgørelsen består i at pålægge borgerne og erhvervslivet pligter, eller om denne del er af underordnet karakter i forhold til regler, der tillægger borgerne rettigheder. Det sidste kan f.eks. være tilfældet, hvor bekendtgørelsen indeholder en dispensation fra et krav i lovgivningen, og hvor der som betingelse for en sådan dispensation stilles særlige krav til de berørte. Der må imidlertid også i tvivlstilfælde lægges vægt på, at undersøgelsen skal omfatte et tilstrækkeligt stort antal bekendtgørelser til at kunne danne grundlag for en beslutning om en mere generel gennemførelse af en ordning om ophørsklausuler.

Særligt på miljø- og arbejdsmiljøområdet vil der formentlig ikke sjældent være forskrifter, der både pålægger nogle borgere pligter og samtidig tildeler andre borgere rettigheder. Sådanne forskrifter bør som udgangspunkt inddrages, medmindre den del af forskriften, der pålægger borgere og erhvervslivet byrder, klart er af underordnet betydning i forhold til den rettighedsskabende del. 3. Den bagudrettede undersøgelse Formålet med den bagudrettede undersøgelse er relativt hurtigt at give et første indtryk af, på hvilke områder ophørsklausuler vil kunne være hensigtsmæssige at anvende, samt på hvilke områder dette ikke kan antages at være tilfældet. Undersøgelsen skal tilrettelægges på en sådan måde, at den er egnet til at opfylde dette formål. Det er på denne baggrund fundet hensigtsmæssigt at tilrettelægge den bagudrettede undersøgelse således, at der foretages en gennemgang af de bekendtgørelser, der er udstedt et bestemt år med henblik på at vurdere, hvad automatiske udløbsklausuler ville have ført til, hvis de havde været anvendt. For at kunne få et indtryk af de hypotetiske virkninger af en femårig udløbsklausul, er det valgt at lade undersøgelsen omfatte en gennemgang af Miljøministeriets og Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelser udstedt i 1995 for så vidt disse ikke er omfattet af en af undtagelserne fra forsøgsordningen, jf. pkt. 2.2. Hvis det måtte vise sig, at antallet af bekendtgørelser ikke er tilstrækkeligt, vil de berørte ministerier inddrage yderligere årgange af bekendtgørelser, således at det anførte formål kan blive tilgodeset. Ved gennemgangen opdeles bekendtgørelserne i følgende kategorier: · Bekendtgørelser, der er blevet ophævet uden at være erstattet af lignende regler Hvis disse bekendtgørelser er ophævet inden 5 år, ville en automatisk ophørsdato ikke have haft nogen virkning. Disse bekendtgørelser er imidlertid alligevel interessante for undersøgelsen. Hvis det er muligt at identificere bestemte reguleringsområder eller andre fælles karakteristika for bekendtgørelser inden for denne gruppe, vil det være muligt at identificere en kategori af bekendtgørelser, som ofte vil skulle ophæves efter relativt kort tid, og hvor ophørsklausuler derfor vil kunne være formålstjenlige for at sikre, at bekendtgørelser af denne karakter ikke forbliver i kraft længere end nødvendigt. · Bekendtgørelser, der fortsat er gældende

Ved undersøgelsen af bekendtgørelser, der fortsat er gældende, skal det undersøges, om disse bekendtgørelser også ville have været i kraft, hvis de havde indeholdt en ophørsklausul. Ved vurderingen af virkningen af en sådan hypotetisk ophørsklausul skal der navnlig lægges vægt på, om bekendtgørelsen burde have været ændret eller ophævet som følge af udvikling i teknologi, samfunds- eller erhvervsforhold eller erfaringer og viden m.h.t. nødvendighed af reglerne. Derimod vil en efterfølgende ændret politisk vurdering ikke være relevant for vurdering af anvendeligheden af ophørsklausuler. Sådanne spørgsmål bør i stedet vurderes løbende af den ansvarlige minister, evt. i samarbejde med Finansministeriets Regelforenklingsenhed. På baggrund heraf skal det på linie med den første kategori undersøges, om der kan identificeres bestemte kategorier eller typer af reguleringsområder, hvor anvendelse af ophørsklausuler synes særlig hensigtsmæssig, eller om der omvendt kan peges på områder, hvor det på forhånd må antages at være uhensigtsmæssigt. · Bekendtgørelser, der er blevet ændret eller erstattet af lignende regler Denne kategori omfatter regler, hvor der løbende er sket ændringer, og hvor reglerne i det væsentlige er blevet opretholdt. Der er således tale om en gruppe af regler, hvor ophørsklausuler ikke ville have haft nogen virkning, og derfor ikke bør anvendes. · Bekendtgørelser, der falder uden for undersøgelsen, jf. pkt. 2.2 Der foretages en opgørelse af antallet af bekendtgørelser, der falder uden for ordningen, jf. pkt. 2.2, samt en oversigt over hvilke(t) af de nævnte forhold, der har ført til, at forskrifterne ikke er medtaget. Undersøgelsen bør endelig omfatte en opgørelse af den forholdsmæssige fordeling af bekendtgørelser på de 4 kategorier og en opgørelse af, hvor lang tid der går, inden bekendtgørelserne (i givet fald) ændres eller ophæves. 3.3. Gennemførelse og afslutning af den bagudrettede delundersøgelse Miljøministeriet og Beskæftigelsesministeriet forestår hver især undersøgelsen af de ovennævnte forskrifter på deres respektive ressortområder. På baggrund heraf udarbejder de pågældende ministerier i fællesskab et udkast til delrapport. Justitsministeriet udarbejder i tilknytning hertil et afsnit om erfaringerne med anvendelse af ophørsklausuler i udlandet (navnlig i Storbritannien, USA og Australien). Økonomi- og Erhvervsministeriet samt Finansministeriet bistår herved ved indsamlingen af oplysninger om sådanne erfaringer. Delrapporten samt oversigten over de udenlandske erfaringer drøftes i en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for de fem ministerier. Justitsministeriet forestår indkaldelsen til møder i arbejdsgruppen. Delrapporten skal indeholde en indstilling om, hvorvidt ordningen skal udvides. Rapporten kan herudover indeholde forslag om ændringer i ordningen, hvis undersøgelsen måtte give anledning hertil.

Den endelige delrapport afgives herefter gennem departementschefgruppen for bedre lovkvalitet m.v. til regeringens koordinationsudvalg senest den 1. marts 2003. 4. Den fremadrettede del 4.1. Første fase: Indsættelse af klausuler 4.1.1. Affattelsen af klausuler om automatisk ophørsdato Det er vigtigt at undgå, at borgere, virksomheder og andre, der læser en bekendtgørelse, der indeholder en bestemmelse om automatisk ophørsdato, herved fejlagtigt bibringes en forventning om, at bekendtgørelsens regler ikke vil kunne forlænges efter udløbet af fristen. Ligeledes bør det undgås, at bekendtgørelsen skulle give anledning til en forventning om, at den ikke vil kunne blive ændret før udløbet af denne frist. Med henblik på at undgå sådanne uberettigede forventninger, bør de enkelte klausuler udformes i overensstemmelse med følgende: " § X. Denne bekendtgørelse træder i kraft den XX.YY.ZZZZ og ophæves automatisk den YY.ZZ.XXXX, medmindre andet bestemmes inden denne dato, jf. Justitsministeriets skrivelse af 28. februar 2002 om en forsøgsordning om anvendelse af automatiske ophørsklausuler i visse bekendtgørelser på miljø- og arbejdsmiljøområdet." Ved indlæggelse af den pågældende bekendtgørelse i Retsinformation bør der etableres et link til den nævnte skrivelse. Herudover skal det pågældende ministerium sørge for at inddatere ophørsdatoen for forskriften i Retsinformation. Herved sikres, at ministerierne og andre løbende kan få et overblik over, hvilke bekendtgørelser der er udstyret med en sådan udløbsdato og, hvornår de enkelte forskrifter udløber. 4.1.2. Retningslinier for længden af gyldighedsfristen I de tilfælde, hvor der efter det ovenfor anførte skal fastsættes en udløbsdato, må fristens længde bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Ved vurderingen heraf må der på den ene side navnlig lægges vægt på, at udløbsdatoen skal sikre, at der løbende sker en revision af, om eksisterende regler, der pålægger virksomheder og borgere pligter, skal opretholdes. På den anden side må det haves for øje, at fristen ikke bør være så kort, at det i vidt omfang bliver nødvendigt for ministeren at udstede regler, der blot forlænger levetiden for velfungerende regler.

I tilfælde, hvor der f.eks. på grund af den teknologiske eller samfundsmæssige udvikling må forudses behov for hyppige ændringer af de administrative forskrifter, vil en frist på 2 år være passende. Undtagelse herfra kan dog gøres, hvis der er tale om bekendtgørelser, der inden udstedelse eller ændring er genstand for forhandling med de berørte parter, og hvor udarbejdelsen af bekendtgørelsen derfor erfaringsmæssigt tager lang tid. Også i tilfælde, hvor de nye regler har karakter af en forsøgsordning, vil en frist på 2 år som udgangspunkt være passende. For en række bekendtgørelser vil der derimod kun sjældnere være behov for revisioner, og udløbsdatoen kan her fastsættes til 5 år efter udstedelsen. Af hensyn til forsøgets gennemførelse bør der som hovedregel ikke indsættes andre udløbsfrister end de nævnte 2 og 5 år. Hvis det af praktiske hensyn f.eks. er hensigtsmæssigt at, en bekendtgørelse udløber på den sidste dag i en måned, kan mindre fravigelser af udgangspunktet imidlertid foretages. Hvor der er tale om bekendtgørelser, der efter ovennævnte retningsliner som udgangspunkt bør omfattes af en 5-års frist, vil der endvidere kunne fastsættes en kortere frist på f.eks. 3 eller 4 år, hvis konkrete forhold taler for at fravige udgangspunktet. 4.1.3. Retningslinier for ændringer af bekendtgørelser Ved ændring af en eksisterende bekendtgørelse, der ikke indeholder en ophørsklausul, bør spørgsmålet om inddragelse af bekendtgørelsen under forsøgsordningen overvejes efter de ovennævnte retningslinier. Indsættelse af en ophørsklausul i en eksisterende bekendtgørelse eller ændring af en eksisterende ophørsklausul bør af hensyn til borgernes mulighed for at få overblik over gældende ret som altovervejende hovedregel ikke ske ved ændringsbekendtgørelse. I stedet bør udformes en helt ny bekendtgørelse med de nødvendige ændringer. Ved ændringer af bekendtgørelser, der allerede indeholder en ophørsklausul, bør ændringer af denne klausul ligeledes kun ske ved udstedelse af en ny hovedbekendtgørelse. Hvis ministeriet imidlertid ønsker andre ændringer gennemført alene ved en ændringsbekendtgørelse, skal der ikke i ændringsbekendtgørelsen indsættes en bestemmelse om automatisk ophør af ændringsbekendtgørelsen, og som altovervejende hovedregel bør der heller ikke i ændringsbekendtgørelsen ske ændring af ophørsklausulen i hovedbekendtgørelsen. Det betyder, at den oprindelige udløbsfrist i disse tilfælde som altovervejende hovedregel ikke bør forlænges uden udstedelse af en ny hovedbekendtgørelse. Anvendelse af en ændringsbekendtgørelse kan dog efter omstændighederne ske, hvis der er tale om en meget omfattende bekendtgørelse, der kun retter sig til få personer eller virksomheder. 4.2. Anden fase: Evaluering af forsøgsordningen 4.2.1. Anden delrapportering efter 3 år

Efter 3 år har ministerierne de første erfaringer med udløbet af de toårsfrister, der blev indsat i løbet af forsøgsperiodens første år. Endvidere vil ministerierne have erfaringer med de bekendtgørelser, der både er udstedt og ophævet eller ændret i perioden. På baggrund heraf udarbejder de pågældende ministerier i fællesskab et udkast til delrapport, der omfatter perioden 1. marts 2002 - 28. februar 2005. Udkastet drøftes i en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for de to ministerier samt Erhvervs- og Økonomiministeriet, Finansministeriet og Justitsministeriet. Justitsministeriet forestår indkaldelsen til møder i arbejdsgruppen. Delrapporten skal bl.a. opgøre følgende: · Antallet af bekendtgørelser, der er blevet ophævet som følge af klausulen, uden at der i forbindelse hermed er fastsat regler, der erstatter disse. · Antallet af bekendtgørelser, der er blevet ophævet, herunder erstattet af væsentligt ændrede regler inden klausulens udløb. · Antallet af bekendtgørelser, der inden eller i forbindelse med udløbet af klausulen er ophævet og erstattet med regler, der i det væsentlige er identisk med den oprindelige forskrift. · Antallet af bekendtgørelser, der falder uden for undersøgelsen, jf. pkt. 2.2, samt en oversigt over hvilke(t) af de nævnte forhold, der har ført til, at forskrifterne ikke er medtaget. · Administrative omkostninger ved administrationen af ordningen. · Erfaringer med fordele og ulemper med anvendelsen af ophørsklausuler. Opgørelsen af de administrative omkostninger forudsætter, at disse opgøres af ministerierne løbende under projektet. De omkostninger, der skal opgøres, er de administrative opgaver, som ministerierne ellers ikke ville have haft, herunder navnlig: · Øgede omkostninger til hyppigere revision af de pågældende forskrifter. · Øgede omkostninger til tryk af forskrifter og information og rådgivning af borgerne herom. · Øgede omkostninger til administration af en overvågningsordning. · Eventuelle omkostninger til løsning af problemer, der opstår som følge af manglende rettidig fornyelse af forskrifter. Såfremt det allerede på dette tidspunkt er muligt at uddrage mere generelle erfaringer om klausulernes virkning på de pågældende lovgivningsområder, skal også sådanne erfaringer anføres i delrapporten. Delrapporten kan i den forbindelse indeholde forslag om ændringer i forsøgsordningen, hvis erfaringerne måtte give anledning hertil. Den endelige delrapport afgives herefter gennem departementschefgruppen for bedre lovkvalitet m.v. til regeringens koordinationsudvalg senest den 1. juni 2005. 4.2.2. Endelig rapportering efter 6 år

Efter 6 år har ministerierne dels erfaringer med de to-årsklausuler, der er indsat i løbet af forsøgets første 4 år samt de fem-årsklausuler, der er indsat i løbet af forsøgets første år. Endvidere vil ministerierne have erfaringer med de bekendtgørelser, der både er udstedt og ophævet eller ændret i perioden. På baggrund heraf udarbejder de pågældende ministerier i fællesskab et udkast til en endelig rapport, der omfatter perioden 1. marts 2002 - 29. februar 2008. Udkastet drøftes i en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for de to ministerier samt Erhvervs- og Økonomiministeriet, Finansministeriet og Justitsministeriet. Justitsministeriet forestår indkaldelsen til møder i arbejdsgruppen. Den endelige rapport skal dels indeholde en sammenfatning af de to tidligere delrapporter, dels en samlet talmæssig opgørelse af de forhold, som den anden delrapport indeholder for alle de opgjorte år. Herudover skal det søges at indhente oplysninger om virkningerne af forsøgsordningen ved høring af organisationer, der repræsenterer relevante erhvervsinteresser, professionelle brugere (advokater, dommere og anklagere) samt af forbruger- eller borgerinteresser. Ministerierne skal på den baggrund udarbejde en indstilling til vurdering af forsøgsordningens virkning, og om hvorvidt den bør fortsættes samt eventuelt gøres mere generel. Vurderingen heraf bør i givet fald indeholde et forslag til en sådan ordning, herunder til på hvilke områder dette bør ske, og hvilke bekendtgørelser der bør være omfattet af en sådan ordning. Den endelige rapport afgives herefter gennem departementschefgruppen for bedre lovkvalitet m.v. til regeringens koordinationsudvalg senest den 1. juni 2008. 5. Ikrafttræden Forsøgsordningen træder i kraft den 1. marts 2002 og ophæves den 1. juni 2008 medmindre andet bestemmes inden denne dato. Ordningens fremadrettede del, jf. pkt. 4, finder anvendelse på bekendtgørelser, der underskrives i perioden 1. marts 2002 - 29. februar 2008.

Versioner

1. 2002-02-28 · til 2016-06-08