Gelex

Skrivelse med orientering om højesteretsdom om førtidspension\n(Til samtlige kommuner)

OphævetVersion 2002-04-16fra 2002-04-17 til 2026-09-09
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2002/9129@2002-04-16/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1
  3. Bilag 1
  4. Bilag 2

Denne skrivelse udsendes på baggrund af den fornyede aktualitet, som Højesterets dom af 22. december 1999 om retten til førtidspension har fået i den sidste tid. Der er i pressen blevet stillet spørgsmålstegn ved, om førtidspensionister, der som følge af dommen er berettiget til en højere pension, i tilstrækkeligt omfang er informeret om deres muligheder for at få genoptaget deres pensionssag.

Der må ikke herske tvivl om, at pensionisterne selvfølgelig skal have den pension, som de har ret til. Det er i den forbindelse kommunernes ansvar at vejlede og informere borgerne om deres rettigheder.

Socialministeriet og Kommunernes Landsforening har drøftet spørgsmålet og er enige om at anbefale kommunerne at vurdere om den hidtidige informationsindsats har været tilstrækkelig, eller om der eventuelt er et behov for at give supplerende information. Det kan gøres på forskellig vis, og det er op til den enkelte kommune at afgøre, hvordan opgaven lokalt gribes mest hensigtsmæssigt an.

En mulighed er at informere via pressen. Der er vedlagt et forslag til, hvordan en annoncetekst kan udformes. Annonceteksten kan også hentes på Socialministeriets hjemmeside: www.sm.dk

Til hjælp og inspiration for pensionsmyndighederne er der derudover vedlagt en artikel fra Den Sociale Ankestyrelse, der beskriver hvilke grupper, der i særligt omfang er omfattet af Højesterets dom. Artiklen vil blive bragt i næste nummer af Nyt fra Ankestyrelsen, og kan eventuelt bruges som udgangspunkt for mere målrettet information.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der lokalt skal findes en løsning, der på den ene side sikre, at de af kommunens pensionister, der er omfattet af dommen, bliver informeret om den. På den anden side er det også centralt, at der ikke skabes falske forhåbninger om en højere pension hos det flertal af pensionister, der ikke bliver berørt af dommen.

Underskrift 1

Socialministeriet, den 16. april 2002 Henriette Kjær

Bilag 1

Bilag 1 Annonceudkast Genoptagelse af førtidspensionssager Højesteret har i en dom af 22. december 1999 forhøjet en forhøjet almindelig førtidspension til mellemste førtidspension med tilbagevirkende kraft. Højesterets afgørelse har bevirket en ændring af praksis og betyder, at pensionister, hvis sager ligner den, Højesteret har truffet afgørelse i, kan søge om at få genoptaget deres pensionssag at en sag genoptages er dog ikke ensbetydende med, at den også vil blive ændret. Praksisændringen består blandt andet i en højere vægtning af lægeerklæringer om lidelser, der er svære at diagnosticere. De sager, der som hovedregel umiddelbart kan genoptages, er sager, hvor der er givet afslag på mellemste førtidspension men, - hvor der er tilkendt helbredsbetinget forhøjet almindelig førtidspension, - der er tale om betydelig invaliditet, - der er samstemmende dokumentation for, at erhvervsevnen er nedsat med omkring 2/3. Som hovedregel kan sager afvises, hvis afgørelsen består i: - afslag på førtidspension, - tilkendelse af behovsbestemt førtidspension, - tilkendelse af mellemste eller højeste førtidspension. Der kan dog efter en konkret vurdering være omstændigheder, der begrunder en genoptagelse. Henvendelse om genoptagelse skal ske til kommunen med mindre, det er Den Sociale Ankestyrelse, der har afgjort sagen. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til kommunen.

Bilag 2

Bilag 2

Genoptagelse af sager om førtidspension ( Højesterets dom af 22. december 1999 og efterfølgende domme) (Souschef Kirsten Borum) I. Højesterets domme - kort fortalt Højesteret har afsagt i alt 4 domme om førtidspension pr. marts 2002: I dom af 22. december 1999 blev helbredsbetinget almindelig pension ændret til mellemste pension med tilbagevirkende kraft fra ansøgningen (SM P-3-00) I dom af 12. januar 2001 blev der tilsvarende foretaget ændring til mellemste pension, men samtidig stadfæstedes afslag på højeste pension (SM P-5-01) I dom af 14. august 2001 stadfæstede Højesteret også afslag på højeste pension (SM P-19-01) I dom af 18. oktober 2001 stadfæstede Højesteret afslag på forhøjet almindelig pension (SM P-28-01). Når en borger søger om genoptagelse af tidligere sag må det tages i betragtning om sagen har lighed med de sager, der er ændret af Højesteret, om sagen har lighed med de sager, der er stadfæstet af Højesteret, eller der foreligger særlige forhold i øvrigt. Under punkt II er opstillet en oversigt over hvilke sager, der som hovedregel kan genoptages, og hvilke der må afvises. Under punkt III er redegjort nærmere for de 2 ændringsdomme, der har medført en ændring af hidtidig praksis for så vidt angår tilkendelse af mellemste pension, og under punkt IV og V er omtalt de domme, som har stadfæstet de indklagede afgørelser, og som derfor ikke har givet grundlag for ændring af praksis. II. Hvilke sager kan genoptages, og hvilke skal afvises som følge af Højesterets domme a. Sager, der som hovedregel umiddelbart kan genoptages. Når det i det konkrete tilfælde skal vurderes, om der er grundlag for genoptagelse af tidligere pensionssager, må de principper, der mere udførligt er redegjort for neden for under punkt III, tillægges væsentlig betydning. Udgangspunktet er derfor, at der kan ske genoptagelse af følgende sager, hvor der er givet afslag på mellemste pension: 1) når ansøgeren i forvejen har fået tilkendt helbredsbetinget almindelig pension, men har fået afslag på mellemste pension 2) der foreligger betydelig invaliditet, idet der ved vurderingen i større omfang end hidtil også tages hensyn til subjektive klager, og 3) der er samstemmende dokumentation for, at erhvervsevnen er nedsat med omkring 2/3. b. Sager, der som hovedregel må afvises genoptaget. Genoptagelse af øvrige sager kan som udgangspunkt afvises. Som hovedregel kan det derfor afvises at genoptage følgende sager: - afslag på pension

- afslag på mellemste pension, når der ikke er tilkendt helbredsbetinget almindelig pension, men alene behovsbestemt pension efter § 14, stk. 3, nr. 2 eller 3, - afslag på invaliditetsydelse, se SM P-23-01 - afslag på højeste pension c. Konkret vurdering Ved ansøgning om genoptagelse må der dog altid foretages en konkret vurdering af, om der foreligger særlige forhold, der begrunder genoptagelse, såvel set i lyset af principperne fra Højesterets ændringsdomme som på grundlag af de generelle principper for forvaltningsretlig genoptagelse, hvorefter der er grundlag for genoptagelse, hvis der fremkommer væsentlige oplysninger om ændrede retlige eller faktiske forhold, eller der er sket væsentlige sagsbehandlingsfejl, der kan give mulighed for en ændret afgørelse. III. Særligt om Højesterets 2 domme om ret til mellemste pension - SM P-3-00 og SM P-5-01 I Nyt fra Ankestyrelsen nr. 5, december 2000, temanummer med fokus på førtidspension, redegjorde vi nærmere for ændring af praksis som følge af den første dom, og principperne er bestyrket ved den anden dom. De principper, der efter Ankestyrelsens opfattelse kan udledes af Højesterets 2 ændringsdomme, er følgende: 1) Højesteret har udtrykkeligt bemærket, at de sociale myndigheder havde anerkendt, at ansøgers lidelse berettigede til helbredsbetinget forhøjet almindelig førtidspension 2) Højesteret har anvendt et lempeligere medicinsk invaliditetsbegreb i forhold til tidligere praksis med hensyn til retten til mellemste pension. Sagerne vedrørte henholdsvis en kvinde på 41 år med en énsidig armlidelse i ikke fysisk belastende arbejde og en kvinde på 50 år med ryglidelse, der havde ret til mellemste pension, uanset at der kun var beskedne objektive sygdomsfund. Ankestyrelsen finder, at der med dommene i videre omfang end hidtil antaget kan lægges vægt på andre forhold end de objektive lægelige forhold. I den sidstnævnte sag, hvor der kun var beskedne objektive sygdomsfund, var der oplysning om andre forhold, som støttede de subjektive klager, herunder brug af hjemmehjælp, anvendelsen af stok, handicapkørsel samt flytning til anden bolig som følge af ryglidelsen.

3) Der var fremlagt dokumentation for betydelig nedsættelse af erhvervsevnen Efter Ankestyrelsens opfattelse medfører Højesterets domme, at pensionsmyndigheden i højere grad må belyse en resterhvervsevne, hvis myndigheden ikke finder grundlag for at anse erhvervsevnen for nedsat med mere end halvdelen. Det er fortsat ansøgeren, der har bevisbyrden for, at betingelserne for at tilkende den pension, der er søgt om, er opfyldt. Hvis ansøgeren imidlertid kan henvise til flere lægeerklæringer, som samstemmende konkluderer, at der er en betydelig nedsættelse af funktionsevnen, er det ikke tilstrækkeligt, at pensionsmyndigheden henviser til, at der ikke er objektive lægelige holdepunkter for en sådan konklusion. I et sådant tilfælde må pensionsmyndigheden enten bede den undersøgende læge om at redegøre for præmisserne for konklusionerne i erklæringen eller indhente yderligere oplysninger i form af nye lægeerklæringer eller resultater af arbejdsprøvninger for at belyse, om der er grundlag for denne vurdering. IV. Særligt om Højesterets 2 domme om afslag på højeste pension - SM P-5-01 og SM P-19-01 De 2 domme, hvor Højesteret stadfæstede afslag på højeste pension, vedrørte henholdsvis en kvinde med ryglidelse og en kvinde med kronisk træthedssyndrom Højesteret bemærkede generelt: » Tilkendelse af højeste førtidspension er betinget af, at ansøger i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold. Det er således ikke tilstrækkeligt, at erhvervsevnen er nedsat med mere end 2/3. Erhvervsevnen skal være helt eller næsten helt bortfaldet, og enhver revalideringsmulighed skal være udelukket. Ved afgørelsen af, hvilken erhvervsevne der kan antages at være i behold, indgår en lægelig vurdering af den fysiske og psykiske helbredstilstands indvirkning på den fysiske og psykiske funktionsdygtighed. Der skal herudover lægges vægt på denne funktionsudygtigheds indvirkning på erhvervsevnen « . Det er efter Ankestyrelsens opfattelse herefter fortsat en betingelse for tilkendelse af højeste pension, at der er lægelig opbakning til, at der foreligger en svær varig invaliditet, der nedsætter erhvervsevnen betydeligt. Hvis der er fremlagt lægelig dokumentation for en meget betydelig invaliditet, afhænger retten til højeste førtidspension af, om funktionsniveauet er betydeligt nedsat.

Ved vurdering af funktionsniveauet skal der ikke kun lægges vægt på funktioner, der kan anvendes i relation til det almindelige arbejdsmarked eller i et fleksjob, men der kan også lægges vægt på, hvilke ressourcer ansøger har i forbindelse med den daglige livsførelse, og som i givet fald kunne udnyttes i et skånejob af beskedent omfang. Også i sager om højeste pension skal der så vidt muligt beskrives en resterhvervsevne i de enkelte sager, men når det drejer sig om højeste pension, er kravene til en resterhvervsevne, der udelukker for tilkendelse af højeste pension, ganske beskedne. Ankestyrelsen finder således, at Højesterets domme ikke medfører en ændring af hidtidig praksis for så vidt angår tilkendelsen af højeste pension. V. Særligt om Højesterets dom om afslag på førtidspension - SM P-28-01 Dommen, hvor Højesteret stadfæstede afslag på forhøjet almindelig pension, vedrørte en 59-årig kvinde med muskelsmerter. Hun havde arbejde som free lance oversætter med indtægter på mellem 47.000 til 77.000 kr. i årene fra 1986, og hun fortsatte med sin virksomhed efter ansøgningen om pension. Der var i sagen fremlagt erklæring fra speciallæge i reumatologi samt fra egen læge, der begge konkluderede, at erhvervsevnen var nedsat med over 2/3. Der forelå endvidere en udtalelse fra Retslægerådet i sagen, hvori det bl.a. er anført, at der både forud og efter det tidspunkt, hvor der blev truffet afgørelse i sagen, havde været meget varierende vurdering af hendes tilstand blandt de konsulterede læger. Højesteret fandt det ikke med den fornødne sikkerhed godtgjort, at ansøgerens erhvervsevne på ansøgningstidspunktet var varigt nedsat med mindst halvdelen på grund af fysisk eller psykisk invaliditet. Højesteret lagde herved vægt på, at oplysningerne om omfanget af hendes oversættelsesarbejde i årene forud for pensionsansøgningen var usikre, og at hendes oplysninger om indtægterne ved oversættelsesarbejdet ikke indicerede en væsentlig nedgang i de erhvervsmæssige aktiviteter. Efter Ankestyrelsens opfattelse kan det udledes af dommen, at ansøger har bevisbyrden for, at der foreligger en varig invaliditet, der nedsætter erhvervsevnen med mindst halvdelen. Dommen medfører således ingen ændring i forhold til gældende praksis. VI. Yderligere materiale om Højesterets domme Yderligere materiale om Højesterets domme findes i Nyt fra Ankestyrelsen, navnlig december 2000 nr. 5, samt udsendte Sociale Meddelelser, der kan findes på Ankestyrelsens hjemmeside.

Versioner

  1. 2002-04-16 · til 2026-09-09