Gelex

Skrivelse om støtte til nye formidlingsenheder

OphævetVersion 2002-04-12fra 2002-05-14 til 2012-04-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2002/9187@2002-04-12/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Til kommuner, amtskommuner, koordinationsudvalg, AF-regioner, organisationer m.fl.

Arbejdsmarkedsstyrelsen indkalder ansøgninger fra instanser, som ønsker støtte til etablering af nye formidlingsinitiativer. Frist: 13. maj 2002.

I brev af 17. august 2001 skrev Socialministeriet til kommuner, kooordinationsudvalg m.fl. om muligheden for at søge støtte til særlige formidlingsenheder.

Efter ressortomlægningen som led i dannelse af den nye regering er det Arbejdsmarkedsstyrelsen under Beskæftigelsesministeriet, der behandler anmodninger om støtte. Støtten kan omfatte drift og i begrænset omfang etablering og vil blive givet for foreløbig to år.

I ovennævnte brev oplyses om kriterier m.v. for støtte, herunder at ordningen er en del af den politiske aftale om førtidspensionsreformen og et led i udviklingen af det rummelige arbejdsmarked. Formidlingsenhederne skal sørge for, at personer, der har kontakt til det sociale system, får mulighed for at bruge deres arbejdsevne.

De primære målgrupper er bl.a.

· kontanthjælpsmodtagere,

· mennesker, der har brug for fleks- eller skånejobs, arbejdsprøvning eller virksomhedsrevalidering,

· andre med særlige behov, fx etniske minoriteter og særlige handicapgrupper.

Formidlingsindsatsen skal være serviceorienteret i forhold til virksomhederne med henblik på at gøre det lettere for dem at yde deres bidrag til udviklingen af det rummelige arbejdsmarked. Alle ansættelsesformer, herunder ordinært arbejde og forskellige former for støttet beskæftigelse og optræning kan bruges, alt efter de individuelle behov. Det indgår i forudsætningerne, at formidlingsenhederne ikke må træffe afgørelser om fx kontanthjælp, revalidering mv. (myndighedsudøvelse).

Ved tildeling af støtte er udgangspunktet initiativtagernes egne budgetter sammenholdt med en vurdering af forventede effekter.

Der er i 2001 givet støtte til 9 enheder, og i 2002 og 2003 forventes der at kunne gives støtte til yderligere ca. 30 initiativer.

I brevet af 17. august 2001 bad vi om at modtage interessetilkendegivelser fra instanser, som er interesseret i eller overvejer at etablere formidlingsenheder. Det kan oplyses, at Arbejdsmarkedsstyrelsen - ud over de 9 initiativer, som har fået støtte - aktuelt har registreret ca. 30 interessetilkendegivelser / ansøgninger.

Med henblik på planlægning af den fortsatte udbygning opfordres kommuner, koordinationsudvalg eller andre, der planlægger at etablere en formidlingsenhed eller udbygge en bestående formidlingsindsats til snarest at indsende ansøgning om støtte til en formidlingsenhed. Ansøgningen skal være modtaget i Arbejdsmarkedsstyrelsen senest den 13. maj 2002 .

Det er vigtigt, at fristen overholdes, idet overvejelserne om, hvilke initiativer der i 2002 og 2003 kan få støtte, vil tage udgangspunkt i de ansøgninger, der er modtaget på dette tidspunkt.

Vi skal fremhæve, at der også kan indsendes en ansøgning, selv om der måtte være dele af det forberedende arbejde med initiativet, som endnu ikke er helt afsluttet. I disse tilfælde skal ansøgningen beskrive, hvilke delelementer der mangler, fx afslutning af den politiske proces, endelige aftaler med påtænkte samarbejdsparter ol.

Til støtte for ansøgningen findes på hjemmesiden www.ams.dk brevet af 17. august 2001 med kriterier for støtte. Desuden findes en oversigt med de forhold, ansøgningen skal indeholde oplysninger om, fx: Organisering, budget, samarbejdsparter og forventede resultater. For alle ansøgninger er det vigtigt, at der er oplysning om det forventede starttidspunkt, fx oktober 2002 eller september 2003.

Vi forventer i løbet af juni måned at have en overordnet plan for den fortsatte udbygning. Vi vil herefter orientere om det videre forløb, og om hvilke initiativer vi vil optage forhandling med med henblik på at indgå aftale om støtte. Disse forhandlinger forventes påbegyndt i august 2002.

Ansøgninger bedes sendt til

Arbejdsmarkedsstyrelsen Virksomhedsrettede sociale tilbud Blegdamsvej 56 Postboks 2722 2100 København Ø.

Supplerende oplysninger fås hos kontorets medarbejdere:

Fuldmægtig Henriette Jul Hansen: Tlf. 35 28 82 75, e-mail: hjh@ams.dk Fuldmægtig Tom Bjelke Iversen: Tlf. 35 28 84 71, e-mail: tbi@ams.dk Fuldmægtig Christian Holm Olsen: Tlf. 35 28 84 57, e-mail: cho@ams.dk Fuldmægtig Ulla Pedersen: Tlf. 35 28 84 63, e-mail: upe@ams.dk Fuldmægtig Mette Byrgiel Sørensen: Tlf. 35 28 84 53, e-mail: mbs@ams.dk

Til kommunerne vedlægges et ekstra eksemplar af dette brev, som kan gives til arbejdsmarkedsafdelingen el.lign.

Underskrift 1

Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 12. april 2002 Kim Svendsen-Tune Kontorchef

Versioner

  1. 2002-04-12, til 2012-04-30