Vejledning om lektorkvalificering og lektorbedømmelse ved seminarier og centre for videregående uddannelser, der uddanner pædagoger
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2002/9513@2002-11-01/da
Indhold
Vejledningen henvender sig til seminariernes ledelser, til de adjunkter, der er i gang med lektorkvalificeringen, til deres vejleder(e), til seminarielærere, der er ansat før 1. august 2000, og som har valgt at lade sig lektorbedømme, og til medlemmerne af lektorbedømmelsesudvalgene.
Vejledningen er udarbejdet på grundlag af bekendtgørelse nr. 715 af 19. juli 2000 om lektorbedømmelse ved seminarier og centre for videregående uddannelser, der uddanner pædagoger (i det følgende kaldet lektorbekendtgørelsen). Der henvises endvidere til Undervisningsministeriets cirkulære nr. 11437 af 23. juni 2000 om stillingsstruktur m.v. og om arbejdstid ved seminarier, der uddanner pædagoger (i det følgende kaldet stillingsstrukturcirkulæret).
Ansættelse i lærerstillinger sker som adjunkt eller lektor, jf. stillingsstrukturcirkulæret § 1.
En ansøger kan ikke ansættes som adjunkt ved et pædagogseminarium, hvis den pågældende har 6 års forudgående adjunktansættelse ved pædagogseminarier. Lektorer, der efter reglerne om lektorbekendtgørelsen for pædagogseminarierne er positivt bedømt i ét fag, kan ikke lektorbedømmes på ny efter samme regler - heller ikke i et andet fag.
Det skal understreges, at lektorkvalificeringen konkret sker ved ansættelsesseminariet, men at lektorbedømmelsen er generel og ikke institutionsbundet. Derfor hverken kan eller skal der finde ny lektorbedømmelse sted, hvis en lektor skifter ansættelsessted til et andet pædagogseminarium, jf. lektorbekendtgørelsen § 6.
Ansættelse af lærere, som er positivt lektorbedømt inden for et andet institutionsområde, f.eks. universiteter, teknika/ingeniørhøjskoler, Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse, ernærings- og husholdningsøkonomseminarier, lærerseminarier eller håndarbejdslærerseminarier, sker derimod efter de sædvanlige regler om adjunktansættelse i op til 6 år og positiv bedømmelse forud for overgang til lektoransættelse. Seminariet kan i disse situationer vælge at give adjunkten mulighed for at lade sig bedømme enten efter en kortere periode eller allerede ved ansættelsen som lektor, jf. afsnit 1.3.
Kompetencen til at ansætte og afskedige adjunkter og lektorer ligger hos seminariernes bestyrelser, evt. med delegation til rektor, jf. § 10, stk. 2 og 3, i lovbekendtgørelse nr. 980 af 1. november 2000 om uddannelse af pædagoger.
Reglerne om lektorbedømmelse er uafhængige af reglerne for afskedigelse af personale, og seminariernes ledelser skal fortsat være opmærksomme på de særlige regler, der gælder herom. Seminariet kan således altid efter de herom gældende regler - f.eks. ved manglende beskæftigelsesgrundlag eller uegnethed - opsige ansættelsesforholdet, også selv om der ved udløbet af adjunktansættelsesperioden foreligger en positiv lektorbedømmelse.
Det bemærkes, at der gælder særlige forhold for lærere, der allerede er ansat som tjenestemænd, se afsnit. 7.
For overenskomstansatte adjunkter og lektorer gælder reglerne om ansættelse og opsigelse i henholdsvis overenskomst for akademikere i staten og overenskomst for ledere og lærere ved en række videregående uddannelsesinstitutioner.
Adjunktstillingen er en tidsbegrænset stilling med undervisningspligt. Ansættelse som adjunkt sker normalt for en 4-årig periode. Perioden kan - i tilfælde af en ikke positiv lektorbedømmelse - forlænges med yderligere 2 år, jf. nedenfor.
Seminariet gør ved ansættelsen adjunkten bekendt med reglerne for lektorbedømmelse m.v., og udleverer denne vejledning.
Senest 6 måneder inden udløbet af det fjerde ansættelsesår indgiver adjunkten en ansøgning om lektorbedømmelse.
Hvis adjunkten ikke indstiller sig til bedømmelse, fratræder adjunkten stillingen uden yderligere varsel ved udløbet af 4. ansættelsesår.
Er bedømmelsen positiv overgår adjunkten til lektoransættelse ved adjunktperiodens udløb. Positiv lektorbedømmelse midt i en adjunktperiode, f.eks. efter ét eller 3 år, fremskynder således ikke overgangen til lektoransættelse. Det anbefales derfor altid at udnytte hele den igangværende adjunktperiode til kvalificering.
Er bedømmelsen ikke positiv , fratræder adjunkten sin stilling uden yderligere varsel ved udløbet af ansættelsesperioden, medmindre seminariet - på adjunktens begæring - træffer beslutning om at ansætte adjunkten for en periode på yderligere 2 år, jf. stillingsstrukturcirkulærets § 3, stk. 2. Ønsker seminariet ikke at genansætte adjunkten for yderligere en periode, skal adjunkten med 3 måneders varsel underrettes om, at ansættelsen ikke forlænges efter den igangværende periodes udløb, jf. stillingsstrukturcirkulæret § 2, stk. 4.
Genansættes adjunkten for en ny toårig periode, kan adjunkten senest 6 måneder inden udløbet af denne periode ansøge om fornyet bedømmelse, normalt med udgangspunkt i samme fag som ved den første bedømmelse.
Er bedømmelsen herefter positiv, overgår adjunkten til lektoransættelse ved periodens udløb.
Undlader adjunkten at ansøge om fornyet lektorbedømmelse, eller er bedømmelsen ikke positiv, fratræder adjunkten stillingen uden yderligere varsel ved udløbet af den toårige periode.
Den samlede ansættelsestid som adjunkt kan således ikke strække sig ud over 6 år i alt, medmindre særlige forhold gør sig gældende, jf. afsnit 1.4, og der er kun mulighed for at ansøge om bedømmelse én gang (eller to gange, hvis første bedømmelse ikke er positiv).
Hvis en ansøger til en stilling har erhvervet sig særlige kvalifikationer af betydning for varetagelsen af stillingen uden dog at være kvalificeret til umiddelbart at kunne ansættes som lektor, kan den pågældende ansættes som adjunkt for et kortere tidsrum end 4 år, og lektorbedømmelse kan ske i tilknytning til den kortere ansættelsesperiode. Den pågældende skal dog som hovedregel have haft ansættelse som adjunkt mindst 1 år, inden ansættelse som lektor kan finde sted.
I tilfælde af, at et afkortet forløb ender med, at lektorbedømmelsen ikke er positiv, kan adjunkten (gen)ansættes som adjunkt for en 2-årig periode, jf. ovenfor afsnit 1.2.
Hvis seminariet ønsker at ansætte en stillingsansøger direkte som lektor, forudsætter det, enten at vedkommende tidligere er blevet positivt lektorbedømt ved et pædagogseminarium, eller at der i umiddelbar forbindelse med ansættelsen har fundet lektorbedømmelse sted med positivt resultat, jf. dog afsnit 7.1. Er resultatet af bedømmelsen ikke meddelt seminariet inden ansættelsestidspunktet, kan ansøgeren ansættes midlertidigt som adjunkt. Er resultatet af bedømmelsen positivt, overgår adjunkten til lektoransættelse med virkning tilbage fra ansættelsestidspunktet. Er resultatet af bedømmelsen ikke positiv, kan adjunkten (gen)ansættes som adjunkt for en 2-årig periode, jf. ovenfor afsnit 1.2.
Såvel ved ansættelse af adjunkten for mindre end 4 år som ved direkte ansættelse som lektor er det seminariet, der afgør, om en afkortet/midlertidig adjunktperiode kan komme på tale, idet det dog i begge tilfælde forudsættes, at ansøgeren er indforstået med, at den normale procedure fraviges.
I de her omhandlede tilfælde, bortset fra direkte ansættelse som lektor, indgives ansøgning om lektorbedømmelse senest 6 måneder før adjunktperiodens udløb.
Ved fravær på grund af barsels- eller adoptionsorlov kan de fastsatte frister for anmodning om lektorbedømmelse efter ansøgning forlænges svarende til fraværsperiodens længde, dog højst 32 uger pr. barsels- eller adoptionsorlov, jf. bemærkningerne til stillingsstrukturcirkulærets § 3.
Ansættelse som adjunkt i en adjunkt-/lektorstilling i henhold til stillingsstrukturen forudsættes normalt at være en stilling på fuld tid.
Hvis der undtagelsesvis opstår behov for at ansætte adjunkter på nedsat tid, bør det af hensyn til adjunktens muligheder for at kvalificere sig til lektorbedømmelse sikres, at adjunkten ansættes med så høj en beskæftigelsesgrad som muligt, og at adjunkten gives de fornødne muligheder for at kvalificere sig.
Adjunkter, der ansættes på nedsat tid, omfattes af stillingsstrukturen med ret og pligt til lektorbedømmelse inden for de tidsmæssige rammer, der er fastsat i stillingsstrukturcirkulæret, jf. ovenfor afsnit 1.2.
Det skal bemærkes, at ansættelse på mindre end halv tid må betragtes som uforeneligt med stillingsstrukturens forudsætninger.
Lektorkvalificeringsperioden regnes fra det tidspunkt, hvor ansættelse som adjunkt på heltid eller deltid finder sted. Timelæreransættelse tæller ikke med, da den ikke rummer mulighed for kvalificering.
Midlertidig ansættelse i adjunktstillinger bør kun anvendes i de konkrete situationer, hvor ansættelse i en adjunkt-/lektorstilling iht. stillingsstrukturen ikke er relevant, og bør i hvert enkelt tilfælde være konkret begrundet med midlertidig vakance i en adjunktstilling. I henhold til stillingsstrukturcirkulærets § 5 kan en adjunktstilling, der er midlertidigt vakant, besættes med en vikar.
Ved midlertidig ansættelse som vikar i en adjunktstilling gælder følgende ved en evt. senere ansættelse som adjunkt i en adjunkt-/lektorstilling i henhold til stillingsstrukturen:
Midlertidig ansættelse som vikar i en adjunktstilling medregnes ikke i den maksimalt 6-årige adjunktperiode ved en evt. senere ansættelse som adjunkt i en adjunkt-/lektorstilling.
Midlertidig ansættelse som vikar i en adjunktstilling kan i forbindelse med evt. senere ansættelse som adjunkt i en adjunkt-/lektorstilling danne grundlag for en kortere adjunktansættelse end de normalt 4 år, og lektorbedømmelse kan ske i tilknytning til den kortere adjunktansættelse, jf. afsnit 1.3.
Det skal bemærkes, at adjunkter ikke bør fastholdes i løse vikaransættelser over flere år, men i sådanne tilfælde bør tilbydes ansættelse efter stillingsstrukturen.
Der henvises til "Arbejdsbeskrivelse for adjunkter og lektorer ved seminarier, der uddanner pædagoger", jf. stillingsstrukturcirkulæret, Bilag A.
Beskrivelsen er opdelt i en række opgaver, som påhviler alle undervisere, og en række opgaver, som særligt påhviler lektorerne.
Adjunkter skal i henhold til stillingsstrukturaftalen sikres mulighed for at kvalificere sig til lektorbedømmelse. Med andre ord skal adjunkten gives de fornødne muligheder for gennem sit arbejde at tilvejebringe et grundlag for lektorbedømmelse.
Det er adjunktens ansvar at kvalificere sig til lektoransættelse, mens det er seminariets ansvar at støtte adjunkten gennem ledelsesmæssig og kollegial vejledning og gennem relevant tilrettelæggelse af adjunktens arbejde.
Seminariet må derfor i samarbejde med adjunkten lave en plan for lektorkvalificeringsforløbet. Planen skal give adjunkten mulighed for at løse forskellige af de typer af arbejdsopgaver, der indgår i grundlaget for lektorbedømmelsen, og således tage højde for, at lektorbedømmelse er en helhedsvurdering af adjunktens kvalifikationer, jf. lektorbekendtgørelsens § 3, stk. 2. Tildeling af arbejdsopgaver til adjunkten bør derfor ske ud fra et hensyn til adjunktens muligheder for at kvalificere sig i forhold til bedømmelseskriterierne i § 3, stk. 2, og der bør etableres en løbende vejledning af adjunkten, jf. nedenfor afsnit 2.3.
Seminariet tilbyder adjunkten vejledning i adjunktperioden. Seminariet orienterer ved ansættelsen adjunkten om, hvilke muligheder for vejledning seminariet tilbyder.
Seminariet vurderer i forståelse med adjunkten, om der skal gives vejledning af både en fagkollega og en kollega fra en anden faggruppe, evt. en fælles vejleder for alle adjunkter ved seminariet.
Adjunkten, ledelsen og vejlederen drøfter sammen adjunktens arbejdsopgaver, jf. afsnit 1.6, og aftaler et kvalificeringsforløb for adjunkten, hvori også supervision ved vejlederen kan indgå. Adjunkten, vejlederen og eventuelt ledelsen evaluerer jævnligt det aftalte kvalificeringsforløb, som om nødvendigt justeres.
Det løbende samarbejde mellem adjunkten og vejlederen(-erne) skal bidrage til, at adjunkten får et grundlag for at arbejde med udviklingen af sine kvalifikationer til lektoransættelse, og at seminariet får et grundlag for eventuelle seminarieudtalelser til bedømmelsesudvalget.
Bedømmelse sker med udgangspunkt i ét fag inden for en af uddannelsens faggrupper, jf. dog afsnit 3.3. Adjunkter, der underviser i flere fag, må således vælge, hvilket af fagene der skal være udgangspunkt for bedømmelsen.
Der gøres opmærksom på, at ansøgning om lektorbedømmelse er et personligt, individuelt projekt.
Adjunktens ansøgning skal være således udformet, at den kan danne grundlag for bedømmelsesudvalgets vurdering af, om adjunkten "må antages at kunne løse de arbejdsopgaver, der påhviler lektorer ved institutioner, der uddanner pædagoger", jf. lektorbekendtgørelsens § 3, stk. 2.
Ansøgningen bør foruden dokumentation i relation til de områder, der er nævnt i afsnit 3.2., omfatte kopi af eksamenspapirer, curriculum vitae og eventuelt kopier af udtalelser fra tidligere ansættelsesforhold. Relevant publiceret materiale anføres. Eksempler på artikler, publikationer, egne studieplaner, årsplaner og studiemateriale og -vejledninger i kommenteret form kan vedlægges ansøgningen.
Af praktiske hensyn bør mængden af medsendt materiale dog begrænses. Der kan eventuelt henvises til en vedlagt materialeliste. Der bør kun medsendes kopieret materiale, da det ikke kan forventes, at udvalget tilbagesender materialet til ansøgeren, jf. afsnit 5.3
Ansøgningen bør have et overskueligt omfang, der muliggør en behandling ved udvalget inden for de til formålet afsatte rammer.
Det forudsættes, at ansøgningen - dvs. det materiale, ansøgeren har produceret specielt med henblik på bedømmelsen, og som danner grundlag for denne - normalt har et omfang på 15 - 30 sider. Bilag kan ikke forudsættes læst, men kan fungere som dokumentation.
Ansøgningen med bilag - alt i 3 eksemplarer - stiles til lektorbedømmelsesudvalget. Ansøgningen afleveres til seminariet, som videresender den til udvalgets 3 medlemmer. Seminariet arkiverer et eksemplar af ansøgningen i pågældendes personalesag.
Det fremgår af lektorbekendtgørelsens § 3, stk. 1, at bedømmelsesudvalget har mulighed for at bede om supplerende materiale, herunder en udtalelse om adjunktens faglige niveau, undervisningsmæssige kvalifikationer og deltagelse i udviklingsarbejde m.v. fra ansættelsesinstitutionen. Udvalget kan med adjunktens samtykke tillige indhente tilsvarende udtalelse fra tidligere ansættelsessteder. I ansættelsesstedets udtalelse kan indgå tilkendegivelser af faglig og pædagogisk art fra studerende og fra adjunktens kolleger.
Udvalget kan også indkalde adjunkten til en samtale og kan desuden efter adjunktens ønske overvære adjunktens undervisning. Dog ikke nødvendigvis sådan at alle udvalgets medlemmer overværer undervisningen.
Det understreges, at bedømmelsen er en helhedsbedømmelse af adjunktens kvalifikationer m.h.t. at tilrettelægge undervisningsforløb og omsætte og formidle faglig viden i relation til pædagoguddannelsen og pædagogers praksisfelt, jf. lektorbekendtgørelsens § 3, stk. 2.
Som grundlag for bedømmelsen skal adjunkten gennem sin ansøgning dokumentere sine kvalifikationer i forhold til nedenstående pkt. A og evt. også pkt. B.
A. Undervisningsmæssige kvalifikationer, herunder deltagelse i fagets udvikling og indsigt i fagets kontekst .
Disse kvalifikationer dokumenteres med synspunkter på og overvejelser over det fag, hvori der ønskes lektorbedømmelse. Synspunkter og overvejelser bør perspektiveres både i forhold til pædagogers professionelle praksis og til undervisning i pædagoguddannelsen (seminarieunderviserpraksis). Det anbefales, at kandidaten under forløbet til stadighed overvejer didaktiske forhold, og hvad der i særlig grad konstituerer faget i pædagoguddannelsen med udgangspunkt i lov, bekendtgørelse og den lokale studieordning og byggende på adjunktens praktiske erfaringer .
Kvalifikationerne dokumenteres endvidere med eksempler på planlagte og gennemførte undervisningsforløb, undervisningsoplæg, foredrag, udarbejdede materialer e.l. fra pædagoguddannelsen og evt. også fra efteruddannelse af pædagoger eller anden uddannelses- og kursusvirksomhed m.v. ved seminariet.
Medvirken i et eller flere forsøgs- og udviklingsprojekter i seminarieregi eller i relation til pædagogers praksisfelt dokumenteres i form af f.eks. dagbøger, oplæg eller rapporter. Medvirken ved forskningsprojekter i samarbejde med andre institutioner og andre former for videnskabeligt arbejde kan anføres og dokumenteres. Som eksempler på andre områder, der kan indgå i grundlaget for bedømmelsen, kan nævnes:
nye arbejdsmåder, eksamensformer, fagsamarbejde, udvikling af pædagoguddannelsen, IT og internationalisering
praktikforløb, efteruddannelseskurser, institutionsudvikling, udvikling af pædagogisk materiale og forsøgs- og udviklingsarbejde
Ovenstående er ikke en "checkliste". Det understreges, at det ikke er omfanget af det indsendte dokumentationsmateriale, der er afgørende ved bedømmelsen, men materialets repræsentativitet og især adjunktens refleksioner over faget i relation til uddannelsen og pædagogers praksis.
Det forventes ikke, at adjunkten har dækket alle felter, idet der blandt andet skal tages hensyn til, hvilke felter adjunktens seminarium giver vedkommende mulighed for at dække. Hvis imidlertid et større område - f.eks. medvirken ved efteruddannelse - helt mangler, bør seminariet eller adjunkten oplyse lektorbedømmelsesudvalget om, hvorfor dette er tilfældet.
Efter lektorbekendtgørelsens § 2, stk. 3, kan der foretages lektorbedømmelse i andre uddannelsesopgaver end fag inden for pædagoguddannelsen.
En adjunkt/seminarielærer, der er ansat ved en institution, der er godkendt til at udbyde pædagoguddannelsen, men som af ministeriet godkendes til også at udbyde en anden formaliseret uddannelse, der er på mindst samme niveau som pædagoguddannelsen, kan således blive lektorbedømt i uddannelsesopgaver i relation til denne uddannelse, hvis den pågældende overvejende eller udelukkende underviser på denne uddannelse.
Ovenstående beskrivelse af grundlaget for bedømmelsen finder tilsvarende anvendelse ved sådanne lektorbedømmelser.
Bekendtgørelsens § 2, stk. 3, giver ikke mulighed for lektorbedømmelse med udgangspunkt i tværfaglige temaer eller administrative opgaver e.l. (som f.eks. pædagogisk udviklingsarbejde eller internationalisering) i relation til pædagoguddannelsen. Dette hindrer ikke, at sådanne forhold kan inddrages i bedømmelsen., jf. bekendtgørelsen, § 3, stk. 2, og afsnit 3.2. ovenfor.
Ud over de to faste medlemmer af udvalget, der er udpeget af ministeriet for en fireårig periode, udpeger seminariet ad hoc et medlem af lektorbedømmelsesudvalget, jf. lektorbekendtgørelsens § 2, stk. 6. Dette medlem skal være lektorkompetent, jf. § 2, stk. 7, - gerne, men ikke nødvendigvis i adjunktens fag - og kan være ansat på seminariet, men behøver ikke at være det. Medlemmet kan dog ikke være rektor, souschef eller medlem af bestyrelsen på ansættelsesseminariet. Ved sammensætning af bedømmelsesudvalg skal det tilstræbes, at der er kendskab til såvel pædagoguddannelsen som pædagogers praksisfelt.
I henhold til lektorbekendtgørelsens § 2, stk. 8, meddeles adjunkten bedømmelsesudvalgets sammensætning af ansættelsesseminariet, når udvalget er endeligt sammensat. Adjunkten har herefter mulighed for inden for en frist på 8 kalenderdage over for Undervisningsministeriet at gøre indsigelse mod udvalgets sammensætning. Indsigelsen kan alene være begrundet i et eller flere medlemmers inhabilitet.
Undervisningsministeriet behandler herefter sagen og meddeler sin afgørelse til ansættelsesseminariet, adjunkten og lektorbedømmelsesudvalgets formand. For hvert af de faste medlemmer af udvalget udpeges en suppleant, jf. § 2, stk. 2. Suppleanterne træder alene til, hvis den person, de er suppleant for, får forfald på grund af f.eks. inhabilitet eller længerevarende sygdom. Herudover har en suppleant ikke adgang til at deltage i udvalgets bedømmelse af konkrete ansøgninger.
Der er mulighed for, at udvalgene - inkl. suppleanter - med passende mellemrum gør status på grundlag af afsluttede bedømmelser.
Særligt vedrørende habilitetsspørgsmålet bemærkes, at baggrunden for reglen i lektorbekendtgørelsens § 2, stk. 8, om inhabilitet er hensynet til at undgå, at lektorbedømmelser påvirkes af uvedkommende hensyn. Et bedømmelsesudvalgsmedlem, der har særlig f.eks. personlig eller økonomisk interesse i et bestemt udfald af bedømmelsen, er således inhabil. Det samme gælder, hvis medlemmet har et nært familiemæssigt tilknytningsforhold (eller fast samlivsforhold) til en person, der er inhabil på grund af en særlig interesse i udfaldet af bedømmelsen. Også andre omstændigheder, der er kan rejse tvivl om medlemmets upartiskhed, kan føre til inhabilitet - f.eks. meget nært venskab eller alvorligt (konstaterbart) uvenskab mellem medlem og ansøger. Uanset de konkrete omstændigheder foreligger der kun inhabilitet, hvis de forhold, der udløser overvejelser om inhabilitet, indebærer fare for, at bedømmelsen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.
Det bemærkes, at det forhold, at et udvalgsmedlem kender ansøgeren, f.eks. fra kollegiale sammenhæng, ikke i sig selv fører til, at medlemmet er inhabilt.
Et fast medlem af et bedømmelsesudvalg bør altid vurdere, om der i forbindelse med en konkret ansøgning foreligger forhold, der bevirker inhabilitet. Er det tilfældet, bør medlemmet melde forfald med den virkning, at suppleanten indtræder i udvalget. Ved udpegning af ad hoc medlemmet bør både den udpegende institution og vedkommende selv foretage en tilsvarende vurdering. Når udvalget er endeligt sammensat følges reglen i § 2, stk. 8, jf. ovenfor.
Honorar til de eksterne medlemmer af lektorbedømmelsesudvalgene ydes i henhold til aftale om vederlag til medlemmer af lektorbedømmelsesudvalg ved folkeskolelærerseminarier, ernærings- og husholdningsseminarier, pædagogseminarier, håndarbejdsseminarier og sociale højskoler, jf. cirkulære nr. 11977 af 8. maj 2001. Honoraret samt - efter nærmere aftale med seminariet - eventuelle nødvendige rejseudgifter m.v. afholdes af adjunktens ansættelsesseminarium.
Eksterne medlemmer er medlemmer, der ikke er ansat på adjunktens ansættelsesseminarium.
For et medlem, der er ansat ved samme institution som den adjunkt, der ansøger om lektorbedømmelse, betragtes bedømmelsesarbejdet som en del af arbejdstiden i det pågældende ansættelsesforhold.
Der henvises til afsnit 3.2.
Bedømmelsen bør i indledningen anføre,
at bedømmelsen sker i faget .... inden for faggruppen .,
at den bedømte er adjunkt ...., cpr.nr. ...., ansat ved ..... seminarium,
at ansøgningen er modtaget fra seminariet den.... samt
at udvalget har bestået af......., heraf som formand....
Derefter kan det kort angives, hvad der har ligget til grund for bedømmelsen ud over selve ansøgningen, som f.eks. curriculum vitae, beskrivelser af undervisningsforløb, rapporter, publikationer og andet, udtalelse fra seminariet eller tidligere ansættelsessteder og eventuelt samtale med adjunkten.
Selve bedømmelsen kan bygges op over hovedområderne i lektorbekendtgørelsens § 3, stk. 2, jf. denne vejlednings afsnit 3.2., evt. med fremhævelse af de punkter, der er lagt særlig vægt på, eller af områder, som ikke synes dækket ind i ansøgningen.
Bedømmelsen munder ud i en konklusion, der - hvis bedømmelsen er positiv - kan lyde: "Udvalget finder på det foreliggende grundlag, at NN er kvalificeret til at overgå til ansættelse som lektor".
Hvis bedømmelsen ikke er positiv, anføres en kort eksemplificeret begrundelse. I de tilfælde, hvor udvalget finder det muligt og relevant, kan begrundelsen suppleres med forslag til, hvordan de manglende kvalifikationer muligvis vil kunne opnås.
Senest 2 måneder og 2 uger efter at adjunkten har indgivet ansøgning om bedømmelse, fremsender formanden for udvalget på udvalgets vegne et udkast til bedømmelse til adjunkten.
Hvis udvalget som grundlag for sin bedømmelse har rekvireret og inddraget andet materiale end det af adjunkten indsendte, skal adjunkten gøres bekendt med dette materiale.
Inden for en frist på 8 kalenderdage fra modtagelsen af bedømmelsesudkastet har adjunkten mulighed for til formanden at fremsende kommentarer til udkastet. Eventuelle kommentarer kan alene dreje sig om påpegning af faktuelle uoverensstemmelser mellem bedømmelsesgrundlaget og udkastet til bedømmelse.
Lektorbedømmelsesudvalget udformer herefter den endelige bedømmelse.
Senest 3 måneder efter, at ansøgning om bedømmelse er indgivet, meddeler formanden for lektorbedømmelsesudvalget adjunkten med kopi til seminariet det endelige resultat af bedømmelsen.
Seminariet arkiverer et eksemplar af udvalgets meddelelse om bedømmelsesresultatet i adjunktens personalesag, jf. også afsnit 3.1. om arkivering af ansøgningen.
Udvalget skal opbevare sine eksemplarer af ansøgning og bilagsmateriale i 6 uger efter bedømmelsen eller - hvis der er rejst klage i sagen - indtil klagen er endeligt afgjort. Herefter kan udvalget destruere ansøgning og bilagsmateriale.
Ansøgning og bilagsmateriale og indholdet heri - benyttes af udvalgets medlemmer alene i forbindelse med bedømmelsen og kan ikke uden ansøgerens samtykke anvendes til andre formål.
Som nævnt ovenfor i afsnit 4 og afsnit 5.3. har adjunkten adgang til dels at gøre indsigelse mod bedømmelsesudvalgets sammensætning, dels at fremsætte kommentarer til bedømmelsesudkastet.
Herudover kan klage over afgørelser i henhold til lektorbekendtgørelsen kun indbringes for Undervisningsministeriet, hvis den vedrører retlige spørgsmål. Fristen for indgivelse af klage er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende, jf. lektorbekendtgørelsen § 7. Se dog afsnit 4 vedrørende inhabilitetsindsigelser.
Ved klage over retlige spørgsmål forstås alene klage over brud på fastlagte procedurer eller overtrædelse af almindelige forvaltningsretlige regler og grundsætninger. (Forvaltningsretlige grundsætninger er sådanne uskrevne retsregler, som håndhæves af domstolene og andre myndigheder og anvendes af Folketingets Ombudsmand, og som er almindeligt anerkendt i samfundet uden at kunne udledes direkte af nogen lov, retssædvane eller analogi, og som fastsætter visse begrænsninger i forvaltningens magt. Begrænsningerne angår både afgørelsernes indhold og præmisser samt de formelle fremgangsmåder).
Adjunkten har således ikke klageadgang for så vidt angår det skøn, som lektorbedømmelsesudvalget anlægger med hensyn til, om adjunkten opfylder betingelserne for positiv lektorbedømmelse.
Lærere, som før 1. august 2000 har været fastansat ved et pædagogseminarium, er ikke omfattet af stillingsstrukturen pr. 1. august 2000. Dog gælder arbejdsbeskrivelsen, jf. afsnit 2.1., også for disse lærere.
Allerede ansatte seminarielærere kan i visse tilfælde vælge at overgå til ansættelse efter stillingsstrukturen, jf. overgangsreglerne i stillingsstrukturcirkulæret, § 10, og Undervisningsministeriets brev af 6. august 2002 om fristforlængelse.
Det bemærkes særligt vedrørende tjenestemandsansatte og tjenestemandslignende ansatte lærere, der søger at overgå til ansættelse som lektor, at lektorbedømmelsen i disse tilfælde forudsætter, at den pågældende forud for bedømmelsen har deponeret en ansøgning om afsked til ansættelsesmyndigheden. I tilfælde af, at bedømmelsen er negativ, kan seminariet give den pågældende adgang til en fornyet bedømmelse. Lærere, der gives mulighed for en fornyet bedømmelse, skal senest 9 måneder efter meddelelsen om den negative bedømmelse tilmelde sig en fornyet bedømmelse. I tilfælde, hvor den pågældende ikke gives adgang til en fornyet bedømmelse, hvor læreren ikke tilmelder sig en fornyet bedømmelse senest 9 måneder efter meddelelsen om den negative bedømmelse, eller hvor også den fornyede bedømmelse er negativ, imødekommer ansættelsesmyndigheden den ansøgte afsked og meddeler dette til den pågældende ved brev, hvori fratrædelsesvilkårene er fastsat.
Vedrørende overenskomstansatte lærere, der søger at overgå til ansættelse som lektor, bemærkes at i tilfælde af, at bedømmelsen er negativ, kan seminariet give den pågældende adgang til en fornyet bedømmelse. Lærere, der gives mulighed for en fornyet bedømmelse, skal senest 9 måneder efter meddelelsen om den negative bedømmelse tilmelde sig en fornyet bedømmelse. I tilfælde, hvor den pågældende ikke gives adgang til en fornyet bedømmelse, hvor læreren ikke tilmelder sig en fornyet bedømmelse senest 9 måneder efter meddelelsen om den negative bedømmelse, eller hvor også den fornyede bedømmelse er negativ, fratræder den pågældende sin stilling med overenskomstmæssigt varsel.
Underskrift 1
Undervisningsministeriet, den 1. november 2002 Per Mollerup /Per Pagh Aarestrup