Skrivelse om bestemmelse om undersøgelse og rapportering af færdselsuheld med militære køretøjer
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2002/9903@2002-08-31/da
Indhold
Ref.:
FKODIR KT.151-1, Direktiv for Færdselssikkerhed.
Erstatter:
FKOBST 061-1 af 2000-03
1. Formål
Formålet med denne bestemmelse er at fastsætte retningslinier, regler og procedurer for rapportering af færdselsuheld som led i den forebyggende færdselssikkerhedsvirksomhed, således som anført ved ref.
2. Omfang
Bestemmelsen er gældende for færdselsuheld med danske og udenlandske militære køretøjer i Danmark samt danske militære køretøjer i udlandet.
3. Definitioner
3.1. Nær-ved-uheld.
Et nær-ved-uheld er en færdselshændelse, hvor der har været fare for færdselsuheld.
3.2. Færdselsuheld.
Et færdselsuheld er en færdselshændelse, der har medført materiel- eller personskade.
3.3. Alvorligt færdselsuheld.
Et alvorligt færdselsuheld er en færdselshændelse, som har medført et eller flere af følgende forhold:
– Totalskade på militært eller civilt køretøj.
– Omkommen militær eller civil person.
– Alvorligt kvæstet militær eller civil person.
Ved alvorlig kvæstelse forstås en kvæstelse, som kræver lægelig behandling og som
– har medført døden eller uarbejdsdygtighed i en periode på 5 uger eller mere, eller
– betegnes som alvorlig af den behandlende læge.
Alvorlige færdselsuheld indrapporteres til Forsvarets Færdselskommission jf. pkt. 5.7.
3.4 Fælles for færdselshændelser og færdselsuheld er, at de har fundet sted på vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter, og hvor mindst én af de implicerede var kørende. I denne forbindelse anses militær øvelsesplads som vej, hvor Færdselsloven i mulig udstrækning er gældende.
4. Undersøgelse af færdselssikkerhedsmæssige forhold
Til støtte for chefer og andet personel, der har et færdselssikkerhedsansvar, nedsætter Chefen for Hærens Operative Kommando en kommission til undersøgelse af færdselssikkerhedsmæssige forhold. Kommissorium m.v. fremgår af særlig HOK bestemmelse herfor.
5. Forsvarets færdselskommission
5.1 Forsvarets Færdselskommission ( FFK ) mødes efter behov og vurderer årsagerne til og konsekvenserne af alvorlige færdselsuheld, hvor militære køretøjer har været impliceret.
Med baggrund heri indstiller kommissionen om eventuelle ændringer i relevante bestemmelser mv. vedrørende færdselssikkerheden i forsvaret.
Forsvarschefen kan, normalt efter oplæg fra Chefen for Hærens Operative Kommando eller Chefen for Hærens Materielkommando, bestemme, at FFK herudover skal undersøge dels andre hændelser vedrørende færdselssikkerheden end alvorlige færdselsuheld, dels andre forhold af færdselssikkerhedsmæssig karakter, såfremt det skønnes formålstjenligt.
FFK kan selv tage initiativ til at gennemføre særlige undersøgelser mv.
5.2 Forsvarschefen udpeger en oberst af hæren som formand for FFK .
Til at indtræde som faste medlemmer i FFK udpeger Forsvarschefen efter indstilling fra den pågældende myndighed:
– en oberstløjtnant eller major fra Hærens Operative Kommandos ansvarsområde,
– en oberstløjtnant eller major fra Hærens Materielkommandos ansvarsområde,
– en kommandørkaptajn eller orlogskaptajn fra Søværnets Operative Kommandos ansvarsområde,
– en kommandørkaptajn eller orlogskaptajn fra Søværnets Materielkommandos ansvarsområde,
– en oberstløjtnant eller major fra Flyvertaktisk Kommandos ansvarsområde,
– en oberstløjtnant, major eller tilsvarende civil fra Flyvematerielkommandoens ansvarsområde,
– en major af hæren fra Forsvarsstabens Materielstab,
– en major eller orlogskaptajn fra Forsvarsstabens Kontrolstab, samt
– en major af hæren fra Forsvarsstabens Kontrolstab, sekretær.
5.3. I forbindelse med sagernes behandling er formanden bemyndiget til
– at indkalde personel fra forsvaret til afgivelse af forklaring, redegørelse, udtalelse, oplysning eller lignende i den udstrækning, det skønnes nødvendigt for sagernes behandling samt
– at indkalde oplysninger fra myndigheder, såvel inden for som uden for forsvaret, såfremt dette måtte vise sig ønskeligt for sagens rette belysning.
5.4. Arbejdet i kommissionen gennemføres for at tilgodese færdselssikkerheden i forsvaret og har ikke som formål at placere ansvar eller skyld hos enkeltpersoner, myndigheder eller institutioner.
5.5. Formanden skal efter behov underrette relevante myndigheder om de anbefalinger, som bør medføre ændringer i de færdselssikkerhedsmæssige bestemmelser mv., med henblik på at disse myndigheder kan iværksætte foranstaltninger til højnelse af færdselssikkerheden i forsvaret, samt om eventuelle iværksatte undersøgelser.
5.6. Kommissionen udarbejder hvert år inden udgangen af februar en rapport til Forsvarschefen for det forløbne kalenderår over de i året behandlede sager, anbefalinger kommissionen har fremsat og undersøgelser, den eventuelt har iværksat, jf. pkt. 5.1. og 5.5. I rapporten medtages en opgørelse over foranstaltninger, som forsvarets myndigheder har gennemført på grundlag af kommissionens anbefalinger. Endvidere medtages og vurderes en statistik over alvorlige færdselsuheld.
5.7. Motorforvaltende myndighed indrapporterer de i pkt. 3.3. nævnte alvorlige færdselsuheld direkte til FFK . Rapporten skal indeholde et kort resumé af den aktuelle sag bilagt kopi af
– uheldsrapport,
– politirapport og/eller militærpolitirapport,
– udtalelse og attest fra militær bilinspektør og/eller civil bilinspektør, samt
– afhøringsrapport.
Indrapporteringen erstatter ikke anden pålagt rapportering, jf. gældende bestemmelser. Alvorlige færdselsuheld skal indrapporteres til FFK snarest muligt og senest 30 arbejdsdage efter uheldsdatoen, uanset at enkelte af de ovenfor anførte rapporter mv. endnu ikke måtte være tilgængelige på dette tidspunkt.
6. Sagsbehandlende afdeling
Kontrolstabens Analyseafdeling er sagsbehandlende afdeling. Telefonisk henvendelse kan ske til Analysesektionen (KTA1).
Underskrift 1
Forsvarskommandoen, den 31. august 2002 E.B. Generalmajor H.H. Ekmann