Gelex

Skrivelse om bestemmelse om Forsvarets deltagelse i NATO og nationalt standardiseringsarbejde

GældendeVersion 2002-09-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2002/9905@2002-09-30/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Ref.:

a. FKOBST 212-1, Dansk deltagelse i NATO-samarbejdet inden for de i NATO sammenhæng nedsatte komiteer, paneler, grupper m.v.

b. Forsvarskommandoens STANAG database.

c. FKOVEJL MA.308-2, Administrative retningslinier for Forsvarets deltagelse i NATO standardiseringsarbejde.

d. FKOBST 358-1, Bestemmelser for den militære sikkerhedstjeneste.

Erstatter:

FKOBST 212-2, Forsvarets deltagelse i NATO og nationalt standardiseringsarbejde, 1997-01.

1. Formål

Formålet med nærværende FKOBST er at fastsætte retningslinier for Forsvarets deltagelse i NATO og nationalt standardiseringsarbejde samt at vejlede de af Forsvarskommandoen (FKO) udpegede faste repræsentanter i arbejdsgrupper, som arbejder med standardisering.

2. Generelt

FKO er ansvarlig myndighed for Forsvarets deltagelse i standardiseringsarbejde og koordinerer den dermed relaterede proces i standardiseringsgrupper nedsat af Det Nordatlantiske Råd og Militærkomiteen samt varetager kontakten til Dansk Standard (DS).

3. Indholdsfortegnelse

4. Udarbejdelse og offentliggørelse af standarder

Betegnelsen for en NATO Standardization Agreement er STANAG. Generelt udarbejdes NATO STANAGs vedrørende materiel under udvikling i regi af "Conference of National Armaments Directors" (CNAD), mens STANAGs vedrørende doktrin, taktik, operative procedurer og eksisterende materiel udarbejdes i regi af "NATO Standardization Agency" (NSA).

NATO arbejdsgrupper udsender udkast til STANAGs til behandling i nationerne via den NATO komité eller det agentur, som har nedsat arbejdsgruppen.

Offentliggørelse (Promulgation) af STANAGs sker i alle tilfælde på foranstaltning af direktøren for NSA (DNSA).

Forslag til danske standarder behandles og godkendes af DS. Godkendte danske standarder offentliggøres som danske standarder.

5. forsvarets deltagelse i standardiseringsarbejder

FKO forestår og koordinerer

– samarbejdet med NSA,

– samarbejdet med DS og

– godkendelsesprocedurer, når færdigbearbejdede ratifikationsudkast af STANAGs modtages for national godkendelse fra andre standardiseringsorganer.

Ratifikationsudkast af STANAGs, som er udarbejdet i komiteer under Det Nordatlantiske Råd - f.eks. CNAD, NATO C3 Board (NC3B), Senior NATO Logisticians Conference (SNLC) og tilsvarende - ekspederes til FKO via Den danske repræsentation ved Det Nordatlantiske Råd (DANATO) eller Den permanente danske repræsentant i Militærkomiteen (DAMIREP). Forsvarets deltagelse i komiteer og grupper (AC-grupper) under Det nordatlantiske Råd følger retningslinierne i ref. a.

Ved standardiseringssamarbejde med danske myndigheder uden for FKO myndighedsområde fastsætter FKO omfang og ansvar for forsvarets deltagelse. Der henvises til FKO ÅRSPROGRAM og deraf afledte produktionsmål.

6. Udpegning af faste repræsentanter

FKO udpeger repræsentanter til alle NATO standardiseringsgrupper.

6.1. Medlemmer af overordnede NATO standardiseringskomiteer.

FKO udpeger følgende medlemmer til NATO Standardiseringsorganisations overordnede og permanent etablerede komiteer:

– Dansk medlem af NATO Committee for Standardization (NCS eller AC/321).

– Dansk repræsentant i komiteen af NCS Repræsentanter (NCSREP).

6.2. Medlemmer af NSA kommissioner (Boards).

FKO udpeger følgende medlemmer til de under NSA permanent etablerede kommissioner:

– Dansk medlem af Joint Service Board (JSB).

– Dansk medlem af Army Board (AB).

– Dansk medlem af Naval Board (NB).

– Dansk medlem af Air Board (AIB).

6.3. Indberetning af faste repræsentanter.

Udpegning af de under pkt. 6.1 og 6.2 medlemmer og repræsentanter indberettes til Forsvarsministeriet (FMN) og meddeles til NSA og DAMIREP samt optages i FKO befaling.

6.4. Repræsentanter i de af NSA etablerede arbejdsgrupper.

FKO udpeger - efter indstilling fra underlagte myndigheder eller efter forhandling med myndigheder uden for FKO myndighedsområde - faste repræsentanter til de af NSA etablerede arbejdsgrupper. Normalt udpeges en fast repræsentant til hver gruppe, men det kan være nødvendigt - især i flerværnsarbejdsgrupper - at have flere repræsentanter med. En oversigt over NSA arbejdsgrupper og disses repræsentanter findes i ref. b.

Såfremt det undtagelsesvis anses for nødvendigt, at de faste repræsentanter under et eller en række møder assisteres af specialister inden for særlige fagområder, forudsættes dette at ske inden for pågældende myndigheds budget.

7. Standardiseringsarbejdets udførelse

De overordnede retningslinier for NATO standardisering er fastsat af Det nordatlantiske Råd i "NATO Policy for Standardization" og af Militærkomiteen i "Military Committee Policy for Standardization". Procedurer for standardiseringsarbejdets praktiske gennemførelse er nærmere beskrevet i ref. c., og detaljerede retningslinier findes i "NATO Standardization Agency Procedures" (NSAP) og "Procedures for the Development, Preparation, Production and Updating of NATO STANAGs and APs" (AAP-3) med tilhørende supplerende bestemmelser, som udgives og opdateres af NSA.

7.1. Standardiseringssager i NATO.

En NATO standardiseringssag, der resulterer i udsendelse af en STANAG, gennemgår efter færdigbehandling i arbejdsgrupper faserne ratifikation (Ratification), offentliggørelse (Promulgation) og implementering (Implementation).

7.2. Ratifikation.

Når et udkast til en STANAG er færdigbehandlet i en NATO arbejdsgruppe, udsendes et såkaldt ratifikationsudkast (Ratification Draft), og det er på grundlag af dette udkast, at FKO meddeler dansk ratifikation.

7.2.1. Svarmuligheder ved ratifikation.

Der skal bruges en af de følgende 5 muligheder ved afgivelse af ratifikationssvar:

7.2.2. Ratificerer (Ratifying). En aftale om ratificering (uden reservation) bør inkludere en ratifikationsreference, som kan citeres i STANAG, og angive hvilke værn, der vil implementere samt nationale implementeringsdokumenter.

7.2.3. Ratificerer med reservationer (Ratifying with Reservations). Nationer som svarer med reservation(er) betragtes at være generelt enige med dokumentet, men kan erklære sig uenige på specifikke områder eller være forhindret i at fuldføre implementering. Nationer bør give flest mulige oplysninger om deres reservation(er) sammen med deres respektive svar, og disse oplysninger vil blive listet i STANAG. Nationer kan - uanset ratifikation eller ej - fremsende bemærkninger til indsættelse i STANAG, men bemærkningerne skal være af informativ snarere end af restriktiv art.

7.2.4. Ratificerer - implementerer ikke (Ratifying - Not Implementing). Dette svar indebærer, at nationen er enig i indholdet af STANAG men ikke vil implementere. Et sådant svar har sædvanligvis den samme vægt som en "normal" ratifikation, når en opgavestillende NATO myndighed (Tasking Authority (TA)) drøfter offentliggørelseskriterier.

7.2.5. Deltager ikke (Not Participating). 'Deltager ikke' svaret bør meddeles af de nationer, som enten ikke er engageret i emnet dækket af STANAG, ikke har muligheden for at sagsbehandle dokumentet, eller som - uanset årsag - ikke ønsker at deltage. 'Deltager ikke' er en faktisk undladelse - som vil blive listet på ratifikationssiden i STANAG - og angiver, at der ikke fra nationens side er indsigelse mod offentliggørelsen af STANAG. TA vil tage dette i betragtning, når offentliggørelseskriterier fastsættes eller gennemgås, især antallet af nationer, som kræves at ratificere. Nationer, som angiver 'deltager ikke' enten i valideringsfasen, under udviklingen eller på et hvilket som helst efterfølgende tidspunkt, vil normalt ikke herefter modtage yderligere materialeudkast, som vedrører STANAG, før TA underrettes om ændring i nationens deltagelsesstatus. Ikke deltagende nationer vil imidlertid modtage kopier af ratifikationsudkast, hvortil der forventes et svar, ligesom de vil modtage offentliggjorte STANAGs (og evt. tilhørende Allied Publications (APs)). 'Ikke deltagende nationer' vil være i stand til at vende tilbage til aktiv eller deltagende status på et hvilket som helst tidspunkt, de måtte ønske det.

7.2.6. Ratificerer ikke (Not Ratifying). Et 'ratificerer ikke' svar skal ledsages af udførlig information i form af bemærkninger, således at TA eller myndighedens arbejdsgrupper kan afgøre, om der er tale om en indsigelse mod offentliggørelse, eller blot er tale om en manglende evne hos nationen til at efterleve standarden. Bemærkninger, som foreslår ændringer, der ville gøre STANAG acceptabel, vil være til nytte for TA, især når myndigheden mødes for at give sine anbefalinger til DNSA med henblik på offentliggørelse.

Selvom en nations 'ikke ratifikation' ikke fortolkes som en hindring for offentliggørelse, så tilrådes nationer at overveje implikationerne ved ikke at ratificere, og den effekt det har på STANAG.

7.3. Offentliggørelse.

Offentliggørelse (Promulgation) af STANAGs i ratificeret form sker alene ved DNSA foranstaltning.

7.4. Implementering.

Implementering er et nationalt anliggende, der gennemføres på 2 forskellige måder:

– Ved optagelse af de i STANAG indeholdte bestemmelser i relevante direktiver, ordrer, reglementer og bestemmelser m.v., idet der skal refereres til den pågældende STANAG, eller

– ved direkte autorisation af STANAG eller den tilhørende publikation.

7.5. Standardiseringssager ved DS.

DS er den officielle organisation for standardisering i Danmark - godkendt af Industriministeriet i 1981. Organisationen er en selvejende og almennyttig institution, som udarbejder standarder og udsteder certifikater til erhvervslivet og det danske samfund i øvrigt. DS standardiseringsaktiviteter finansieres af brugerne, som bidrager med arbejdskraft og direkte betaling.

DS giver internationale og europæiske standarder status som danske standarder og udarbejder og udgiver selvstændige danske standarder. Danmark har forpligtet sig til at give alle godkendte europæiske standarder status som danske standarder.

Nærmere oplysninger om DS formål, arbejdsmetoder m.v. kan findes i hæfter og brochurer udgivet af DS eller på DS hjemmeside: http://www.ds.dk .

Vedrørende forsvarets anvendelse af danske standarder henvises til bestemmelserne i FKOVEJL MA.600-1, Forsvarskommandoens Materielhåndbog og FKOBST SUP 604-2, Forsvarets Indkøbsbestemmelser.

Forsvarets kommandomyndigheder kan i spørgsmål vedrørende danske eller internationale civile standarder rette direkte henvendelse til DS. Forslag fra forsvarets side til udgivelse af danske standarder fremsendes via FKO.

8. Forsvarskommandoens opgaver

For NATO standardiseringssager gælder:

8.1. Sagsbehandlende myndighed.

FKO eller en af FKO udpeget myndighed er sagsbehandlende dansk myndighed.

8.2. Standardiseringssager uden for FKO myndighedsområde.

For standardiseringssager, der vedrører institutioner og myndigheder uden for FKO myndighedsområde, forhandler FKO med disse om ansvaret som sagsbehandlende myndighed.

8.3. Forsvarets deltagelse i standardiseringssager.

FKO bestemmer, hvilke standardiseringssager forsvaret skal deltage i og giver både ved indledningen, under behandlingen og i forbindelse med godkendelsen direktiver for dansk stillingtagen til de respektive udpegede medlemmer af NSA kommissioner. For sager med politiske, økonomiske eller produktionsmæssige aspekter indhentes FMN stillingtagen.

8.4. Ratifikationsansvarlig myndighed.

Alene FKO ratificerer STANAGs på Danmarks vegne.

8.5. Implementerende myndighed.

FKO foranlediger ratificerede STANAGs implementeret nationalt og meddeler implementeringsdato til NSA.

9. Udpeget sagsbehandlende myndigheds opgaver

Sagsbehandlende myndighed er jf. ref. c. ansvarlig for, at standardiseringssager koordineres med medvirkende myndigheder.

9.1. Standardiseringssager med politiske, økonomiske eller produktionsmæssige aspekter.

Standardiseringssager med politiske, økonomiske eller produktionsmæssige aspekter forelægges FKO både under behandlingen og i forbindelse med ratifikation og implementering.

9.2. Stillingtagen eller holdning til en standardiseringssag.

Overbringelse af dansk stillingtagen eller holdning til en standardiseringssag - ratifikation undtaget jf. pkt. 8.4. - sker via FKO eller efter forud indhentet FKO godkendelse til pågældende NATO-organ.

10. Opgaver for danske medlemmer af overordnede NATO komiteer og NSA kommissioner

De af FKO fast udpegede danske medlemmer af de i pkt. 6.1. og 6.2. nævnte komiteer og kommissioner varetager den direkte kontakt med NATO standardiseringsorganisation og kan i standardiseringssager kontakte samtlige nationale forsvarsmyndigheder.

11. Opgaver for medlemmer af NATO arbejdsgrupper

Medlemmerne deltager på FKO vegne i arbejdet i de pågældende grupper til og med udarbejdelsen af ratifikationsudkastet til en STANAG.

11.1. Kontakt til nationale forsvarsmyndigheder.

Medlemmerne kan som FKO sagsbehandlere kontakte samtlige nationale forsvarsmyndigheder, der har interesser i sagen, idet FKO eller sagsbehandlende myndighed holdes orienteret i fornødent omfang.

11.2. Mødeforberedelse og skriftlige udtalelser til arbejdsgrupper.

Forinden deltagelse i møder eller udfærdigelse af skriftlige udtalelser til de respektive grupper skal medlemmerne i god tid kontakte FKO eller sagsbehandlende myndighed for at indhente direktiver for dansk stillingtagen.

11.3. Mødereferater.

I de tilfælde, hvor der ikke på afholdte møder udarbejdes officielle mødereferater, er det repræsentantens ansvar at indsende et kort referat til FKO samt forslag til evt. aktion.

12. Civile firmaers køb af STANAG

Civile firmaer m.fl. kan købe uklassificerede NATO STANAGs og APs hos:

IHS NORDIC, Strandvejen 130, DK-2900 Hellerup, Tlf.: ++45 3940 2244, Fax: ++45 3940 2300 Web: http://www.ihsnordic.com/ E-mail: info@ihsnordic.com

Ved ønske om adgang til klassificerede STANAGs og APs rettes henvendelse til FKO NATO Infrastruktursektion (MAI2).

13. Rejsebestemmelser

Møder forudsættes normalt afholdt i Bruxelles, og deltagelse indstilles til FKO, der foretager tilmelding. Rejser foretages efter gældende regler for tjenesterejser.

13.1. Rejseudgifter.

Udpegede medlemmers og repræsentanters tjenestested afholder de nødvendige rejseudgifter for deltagelse i officielle møder.

13.2. Melding til DANATO og DAMIREP.

Ved rejser til Bruxelles melder den pågældende sig til DANATO for så vidt angår de standardiseringsgrupper (AC-grupper), der er oprettet under Det nordatlantiske Råd. Medlemmer eller repræsentanter af grupper oprettet under NSA melder sig til DAMIREP.

14. Sikkerhedsbestemmelser

Sikkerhedsbestemmelser samt bestemmelser vedr. transport og opbevaring af klassificerede dokumenter fremgår af ref. d.

15. Sagsbehandlende afdeling

Materielstabens Infrastrukturafdeling er sagsbehandlende afdeling. Henvendelse kan rettes til MAI2 på tlf. 45 67 34 25 eller 45 67 34 26.

Underskrift 1

Forsvarskommandoen, den 30. september 2002 E.B.n\Generalmajorn\L.C. Fynbo

Versioner

  1. 2002-09-30