Vejledning om bortfald af 1/3 løntilskud og tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende i egen virksomhed, jf. §§ 72 og 74 j i lov om aktiv socialpolitik\nSamtlige kommuner m.fl.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2002/9908@2002-07-09/da
Indhold
Samtlige kommuner m.fl.
(Erstatter tidligere brev af 21. juni 2001)
Reglerne træder i kraft 1. juli 2002
Den 1. juli 2002 træder § 74 j i lov om aktiv socialpolitik i kraft, jf. vedlagte bekendtgørelse om betingelser for og beregning af tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, der har varige begrænsninger i arbejdsevnen og er berettiget til fleksjob.
Samtidig bortfalder muligheden for at yde tilskud med 1/3, jf. vedlagte bekendtgørelse om ikrafttræden af § 1, nr. 7, i lov nr. 284 af 25. april 2001 om ændring af lov om aktiv socialpolitik og andre love.
Bekendtgørelserne offentliggøres i Lovtidende den 28. juni 2002. Numrene på bekendtgørelserne kendes derfor først på dette tidspunkt.
Bekendtgørelserne med tilhørende vejledning vil endvidere blive lagt ind på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside www.am.dk.
Selvstændigt erhvervsdrivende
§74 j. Kommunen giver tilbud om støtte i form af tilskud til personer, der driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, og som på grund af varige begrænsninger i arbejdsevnen har vanskeligt ved at opretholde beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed. § 71 finder tilsvarende anvendelse. Stk. 2. Tilskuddet ydes afhængig af graden af den nedsatte arbejdsevne med 1/2 eller 2/3 af mindste overenskomstmæssige løn på det pågældende ansættelsesområde for nyansatte uden faglige kvalifikationer. På ikke overenskomstdækkede områder anvendes den overenskomstmæssige løn på sammenlignelige områder. Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om betingelser for og beregning af tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende.
Almindelige betingelser
Med de nye regler om tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende udvides de gældende regler om tilbud om beskæftigelse på fleksible vilkår.
Efter disse regler kan kommunen give tilbud om økonomisk støtte til personer, der driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, og som på grund af den nedsatte arbejdsevne kun vanskeligt kan fastholde beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed. Tilskuddet gives således som økonomisk kompensation for den indtægtsnedgang, den pågældende har som følge af den lavere produktion.
Det er betingelse for at få tilskud, at den pågældende:
- er beskæftiget ved selvstændig virksomhed her i landet
- ikke som led i revalidering modtager støtte i form af tilskud eller rentefrit lån til etablering af selvstændig virksomhed efter revalideringsreglerne
- ikke modtager delpension efter lov om delpension, efterløn efter kapitel 11a i lov om arbejdsforsikring mv. eller fleksydelse efter lov om fleksydelse.
Selvstændig erhvervsvirksomhed
Selvstændig erhvervsvirksomhed er en virksomhed, der udøves ved beskæftigelse for egen eller ægtefællens regning og risiko og med det formål at opnå økonomisk udbytte.
Udøvelse af selvstændig virksomhed forudsætter, at den pågældende personligt arbejder i virksomheden enten ved direkte deltagelse i driften eller ved mere indirekte deltagelse gennem fx administrative funktioner, der er afgørende for virksomheden.
At handle for egen regning og risiko vil sige, at den selvstændige erhvervsdrivende forpligter sig personligt ved de aftaler, som indgås fx køb, salg og levering af varer og tjenesteydelser. Den selvstændige erhvervsdrivende hæfter endvidere personligt for virksomhedens gæld og for de fejl og ulykker, som pågældende selv eller andre ansatte måtte begå. Den selvstændige erhvervsdrivendes fortjeneste er således afhængig af virksomhedens eventuelle overskud.
For så vidt angår den nærmere afgrænsning af begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed henvises til den praksis, der har udmøntet sig i henhold til Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december 1995 om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende. Bekendtgørelsen kan findes på Arbejdsdirektoratets hjemmeside: www.adir.dk under "regler".
Efter denne praksis vil fx en anpartshaver, der bl.a. er indehaver af mindst 50 % af selskabskapitalen blive betragtet som selvstændig erhvervsdrivende, jf. § 3 i ovennævnte bekendtgørelse.
Beskæftigelseskrav
Det er en betingelse, at den pågældende driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Den selvstændige virksomhed skal inden for de sidste 24 måneder have været udøvet i sammenlagt 12 måneder og i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge.
Selvstændigt erhvervsdrivende kan have vanskeligt ved at dokumentere den nøjagtige arbejdstid. Det er imidlertid en forudsætning for tilskud, at den pågældende kan sandsynliggøre f.eks. via åbningstid, arbejdsopgaver mv., at pågældendes arbejdsindsats kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge.
Ved vurdering af, om beskæftigelseskravet er opfyldt, kan kommunen bortse fra perioder på indtil 2 år, hvori der er ydet godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste efter §§ 29 og 104 i lov om social service samt ydelser efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Ved ydelser efter lov om børnepasningsorlov bortses fra perioder på indtil et år. Den ovenfor nævnte referenceperiode på 24 måneder udvides således med disse perioder. Perioderne betragtes som såkaldte "døde perioder".
Visitation
Det er en betingelse for støtte i form tilskud, at den selvstændige erhvervsdrivende opfylder betingelserne for at få et fleksjob.
Visitationen sker efter samme principper som for lønmodtagere, der visiteres til et fleksjob. Det indebærer, at støtte i form af tilskud først kan tilbydes, når det er konstateret, at arbejdsevnen er varigt nedsat, og at der ikke er mulighed for beskæftigelse på normale vilkår, herunder efter de sociale kapitler. Herunder skal muligheden for omplacering på arbejdspladsen være afprøvet.
Undtaget herfra er alene tilfælde, hvor det er åbenbart formålsløst at gennemføre en afprøvning af arbejdsevnen.
Det afgørende er, hvad den pågældende kan eller kan bringes til at klare i forhold til enhver form for arbejde på arbejdsmarkedet. Kommunen skal derfor ikke alene se på eventuelle tidligere erhverv eller personens ønsker til et bestemt erhverv, men derimod bredt på nuværende og fremtidige beskæftigelsesmuligheder.
Først når det er konstateret, at den selvstændige erhvervsdrivende - hverken aktuelt eller i fremtiden - vil blive i stand til at udføre et job på normale vilkår, kan visitation i form af tilskud til selvstændig virksomhed komme på tale.
I forbindelse med afprøvningen af den nedsatte arbejdsevne bør der så vidt muligt tages hensyn til den pågældendes mulighed for fortsat at kunne drive den selvstændige erhvervsvirksomhed.
Beregningsgrundlag og fastsættelse af tilskud
Afhængig af graden af den nedsatte arbejdsevne er tilskuddet ½ eller 2/3 af mindste overenskomstmæssige løn på det pågældende område for nyansatte uden faglige kvalifikationer. På ikke overenskomstdækkede områder anvendes den overenskomstmæssige løn på sammenlignelige områder.
Hvis der inden for et overenskomstområde er indgået lokale overenskomster, er det den mindste overenskomstmæssige løn efter lokaloverenskomsten, der skal lægges til grund for beregningen.
Beregningen af tilskuddets størrelse sker efter samme principper som ved beregning af tilskud til en arbejdsgiver i forbindelse med ansættelse i fleksjob.
Beregningsgrundlaget for fastsættelse af tilskuddet er således den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde eller den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag.
Hvis der ikke efter overenskomsten er fastsat en mindste overenskomstmæssig løn, skal man anvende den løn, som personer uden forudgående kvalifikationer ansættes til inden for området.
Tilskuddet beregnes som udgangspunkt på baggrund af en ugentlig arbejdstid på 37 timer. Det gælder også, selv om den selvstændige erhvervsdrivende forud for visitationen har været beskæftiget under 37 timer, hvis pågældende i øvrigt opfylder beskæftigelseskravet, herunder at virksomheden har været udøvet i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge.
Beregning af tilskuddet på baggrund af en ugentlig arbejdstid på 37 timer forudsætter imidlertid, at pågældende arbejder på fuld tid i virksomheden. Ved tilrettelæggelsen af arbejdsvilkårene skal der tages hensyn til karakteren af den nedsatte arbejdsevne. Bevirker den selvstændiges skånebehov, at der er behov for fravær fra virksomheden, vil det - i lighed med hvad der gælder for personer i fleksjob- dog også kunne ske.
Nedsættes arbejdstiden alene af personlige årsager, som f.eks. ønske om mere tid til familien eller tid til anden beskæftigelse eller fritidsinteresser, skal tilskuddet beregnes i forhold til den valgte arbejdstid.
Ved vurderingen af, hvad det er for en overenskomst, der skal lægges til grund, skal kommunen tage udgangspunkt i de opgaver, den pågældende varetager i virksomheden.
Drejer det sig fx om en selvstændig håndværker, er det overenskomsten for det arbejdsområde, den pågældende udøver.
Anvendelse af tilskuddet
Tilskuddet skal overvejende anvendes til at kompensere for den ekstraudgift, den selvstændige har ved at få udført opgaver, pågældende ikke selv vil kunne udføre.
Det er imidlertid ikke et krav, at den pågældende skal anvende tilskuddet til at ansætte en person, der kan udføre en del af de opgaver, som den pågældende på grund af den nedsatte arbejdsevne ikke selv kan udføre.
Kommunen kan i samarbejde med den selvstændige erhvervsdrivende udarbejde en plan for anvendelsen af tilskuddet, hvor det konkretiseres, hvad det er for opgaver, den pågældende vil overlade til andre, eller hvordan opgaverne fremover kan varetages under hensyn til den nedsatte arbejdsevne.
Opfølgning
Kommunen skal foretage opfølgning senest 6 måneder efter, at tilskuddet er udbetalt første gang. Herefter skal opfølgning ske senest 12 måneder efter, at sagen sidst har været vurderet.
I forbindelse med opfølgningen skal den selvstændige ved en "tro og love erklæring" bekræfte, at pågældende fortsat deltager personligt i driften af virksomheden og arbejder inden for det område, som tilskuddet er beregnet på grundlag af. Varetager den pågældende arbejdsopgaver, der hører under et andet overenskomstområde, skal tilskuddet beregnes på grundlag af denne overenskomst.
Pågældende skal endvidere godtgøre, at arbejdsvilkårene er tilrettelagt i overensstemmelse med den nedsatte arbejdsevne.
Som led i opfølgningen skal kommunen endvidere sikre, at overskud og underskud oplyses til skattevæsenet, og at virksomheden leverer varer eller ydelser mod vederlag.
Ledighedsydelse
Ophører virksomheden, og ønsker den selvstændige efter ophøret ansættelse i fleksjob, skal kommunen give tilbud om fleksjob, hvis pågældende opfylder betingelserne. Når kommunen visiterer den selvstændige til fleksjob, er den pågældende berettiget til ledighedsydelse fra visitationen.
Kommunen bør sikre, at der er taget stilling til retten til fleksjob og hermed ledighedsydelse samtidig med ophør af tilskud til den selvstændige virksomhed.
Beskatning
Tilskud er en del af den skattepligtiges samlede indtægter, jf. statsskattelovens § 4. Tilskuddet medregnes som udgangspunkt til den skattepligtige almindelige indkomst og beskattes som personlig indkomst, jf. personskattelovens § 3.
Hjælp til indretning af arbejdsplads mv.
I forbindelse med tilbud om støtte i form af tilskud til den selvstændige erhvervsdrivende kan kommunen give hjælp til indretning af arbejdspladsen og hjælp til værktøj og arbejdsredskaber efter aktivlovens § 78 og give støtte til hjælpemidler, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, eller når hjælpemidlet er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve den selvstændige erhvervsvirksomhed, jf. §§ 97 og 98 i lov om social service.
Endvidere kan Arbejdsformidlingen yde tilskud til anskaffelse af hjælpemidler, fx arbejdsredskaber, værktøj og mindre omfattende arbejdspladsindretning, som er nødvendige for, at den pågældende kan fastholde eller opnå beskæftigelse, jf. § 16 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.
Herudover er der også mulighed for at få personlig assistance, jf. § 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.
Med venlig hilsen
Underskrift 1
Beskæftigelsesministeriet, den 9. juli 2002 Marianne Becker Andersen