Vejledning om aktivering af erhvervelsesomkostninger i skadesforsikring
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2003/9745@2003-11-06/da
Indhold
Da der har været rejst tvivl om, i hvilket omfang regnskabsreglerne for skadesforsikringsselskaber muliggør aktivering af erhvervelsesomkostninger, præciserer Finanstilsynet hermed reglerne.
Aktivering af erhvervelsesomkostninger følger af det almindelige krav om periodisering af poster, som er fastsat i § 31, stk. 1, i bekendtgørelse af 18. december 2002 om skadesforsikringsselskabers årsregnskaber (regnskabsbekendtgørelsen). Der skal være en tæt og dokumenterbar sammenhæng mellem en erhvervelsesomkostning og en fremtidig præmieindtægt, for at erhvervelsesomkostningen kan aktiveres. Eksempelvis kan almindelige reklameudgifter, der ikke er knyttet til identificerbare fremtidige præmieindtægter, ikke aktiveres. Et eksempel på erhvervelsesomkostninger, der aktiveres, er omkostninger til provision, der er knyttet til udstedelsen eller fornyelsen af bestemte forsikringer, hvor den aftalte præmie delvis indtægtsføres i kommende perioder.
Regnskabsbekendtgørelsens § 31, stk. 2, fastsætter en begrænsning i størrelsen af de erhvervelsesomkostninger, der kan aktiveres. Begrænsningen indebærer, at der ikke kan aktiveres en større andel af de i regnskabsperioden afholdte erhvervelsesomkostninger, end den andel af de i regnskabsperioden forfaldne præmier, der overføres som præmiehensættelser til kommende regnskabsperioder. Ved fastsættelsen af den maksimale andel af erhvervelsesomkostningerne tages kun udgangspunkt i den del af disse omkostninger, der i øvrigt er "aktiverbare" og ikke f.eks. almindelige reklameudgifter, jf. ovenfor.
Aktiverede erhvervelsesomkostninger nedbringes ("afskrives") i takt med, at de præmier, som de aktiverede omkostninger er knyttet til, føres til indtægt.
Underskrift 1
Finanstilsynet, den 6. november 2003 Flemming Petersen