Skrivelse med orientering om vejledning om selvstændig handlekommune for anbragte børn samt høring og inddragelse af børn i sagsbehandlingen\n(Til samtlige kommuner m.fl.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2003/9792@2003-11-28/da
Indhold
(Til samtlige kommuner m.fl.)
Socialministeren har den 24. november 2003 underskrevet vedlagte vejledning. Vejledningen er en opfølgning på lov nr. 397 af 28. maj 2003 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt lov om social service, der trådte i kraft den 1. juli 2003.
Loven medførte ændringer af:
- reglerne om barnets eller den unges handlekommune og
- reglerne om høring af barnet eller den unge.
Vedrørende ændringen af reglerne om handlekommune skal der gøres opmærksom på Socialministerens forslag til ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, L 18, fremsat den 8. oktober 2003.
Med dette lovforslag foreslås det præciseret, at den mellemkommunale refusion i sager, hvor barnet er anbragt før den 1. juli 2003, stadig er gældende, ligesom refusionen i sager, hvor der træffes afgørelse om videreførelse af foranstaltninger, jf. § 62 a, stk. 3, fortsat er gældende.
Det bemærkes i den forbindelse, at det med lovforslaget foreslås, at servicelovens § 53 ophæves, og at de materielle regler overføres til retssikkerhedsloven. Dette vil dog ikke få betydning for denne vejledning, idet der ikke sker ændringer i retstilstanden vedrørende selvstændig handlekommune for anbragte børn og unge.
Vedrørende inddragelse af barnet eller den unge i sagsbehandlingen skal det præciseres, at kommunen i den rådgivning, der ydes til barnet/den unge, også skal gøre barnet/den unge opmærksom på, at den vil være behjælpelig med at undersøge mulighederne for en bedre kontakt til medlemmer af familien eller andre i barnets/den unges omgangskreds, som kan støtte barnet/den unge.
Socialministeriet vil indarbejde konsekvensændringer i vejledning nr. 4 af 16. januar 2002 om særlig støtte til børn og unge ved næste revision af denne.
Underskrift 1
Socialministeriet, den 28. november 2003 Kirsten á Rogvi /Peter Okkels
Bilag 1
Bilag 1 Vejledning om selvstændig handlekommune for anbragte børn samt høring og inddragelse af børn i sagsbehandlingen 1. Ved lov nr. 397 af 28. maj 2003 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt lov om social service blev reglerne om barnets eller den unges handlekommune og reglerne om høring af barnet ændret. Lovens hovedformål er (1) at styrke kontinuiteten og stabiliteten i opvækstbetingelserne under anbringelsesforløbet og (2) at sikre at børn og unge i højere grad høres og inddrages i deres egen sag. Loven indeholder tre elementer: 1) barnet eller den unge har selvstændig handlekommune under anbringelsen (retssikkerhedslovens § 9, stk. 4), 2) afgrænsning af afgørelseskompetencen mellem på den ene side barnets eller den unges handlekommune og på den anden side forældremyndighedsindehaverens opholdskommune (servicelovens § 53), 3) ophævelse af aldersgrænsen på 12 år i § 58 i serviceloven om samtale med barnet forinden foranstaltninger iværksættes eller bringes til ophør. Kapitel 1 Barnets eller den unges selvstændige handlekommune (retssikkerhedslovens § 9, stk. 4) -------------------------------------- Retssikkerhedsloven § 9. Stk. 4. Et barn under 18 år, som er anbragt uden for hjemmet, har selvstændig opholdskommune i den kommune, som har truffet afgørelse om anbringelsen efter kapitel 8 i lov om social service, uanset om forældremyndighedsindehaveren har en anden opholdskommune. Når der er særlige grunde dertil, kan kommunerne aftale, at forældremyndighedsindehaverens opholdskommune er handlekommune i forhold til barnet eller den unge. Aftalen er betinget af, at forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år giver samtykke. Stk. 5-8. -------------------------------------- 2. Loven trådte i kraft den 1. juli 2003. Den indebærer, at den kommune, der træffer afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung den 1. juli 2003 eller senere og gennem handleplanen lægger linien for anbringelsen, fortsat vil være handlekommune for barnet eller den unge i en situation, hvor forældrene flytter. Barnet får således selvstændig handlekommune under anbringelsen. Hvis barnet har været anbragt flere gange er handlekommunen den kommune, der senest har anbragt barnet. For sager, hvori der før den 1. juli 2003 er truffet afgørelse om anbringelse, gælder det, at den kommune, der var opholdskommune og dermed handlekommune for barnet eller den unge den 30. juni 2003, fortsat skal være opholds- og handlekommune for barnet eller den unge, uanset om forældrene flytter til en anden kommune. Dette fremgår af § 3, stk. 2 i lov nr. 397 af 28. maj 2003. Ex: Et barn er den 1. marts 1999 blevet anbragt af A kommune, hvor forældrene er bosiddende. Barnet er anbragt i plejefamilie i B kommune. Forældremyndighedsindehaveren er flyttet til C kommune den 1. april 2000 og flytter den 10. august 2003 til D kommune. I dette tilfælde vil A kommune være betalingskommune, og C kommune vil være opholds- og handlekommune for barnet, og fortsætte med at være det til barnet ophører med at være anbragt. Afs. 1. Aftale om barnets eller den unges opholdskommune 3. Barnets eller den unges selvstændige opholdskommune kan med samtykke fra forældrene og den unge, der er fyldt 15 år, aftale med forældrenes opholdskommune, at denne tillige er handlekommune for barnet eller den unge, når der er særlige grunde til en sådan aftale. Der er således en fleksibel aftalemulighed i lighed med muligheden efter retssikkerhedsloven § 9, stk. 8. Det kan fx komme på tale, hvor der er behov for en fortsat social indsats over for familien, hvor aftalen er med til at sikre kontinuitet i indsatsen, eller hvor flytningen er led i den tidligere kommunes sociale indsats. Aftaler mellem kommuner, som er indgået før den 1. juli 2003 berøres ikke af lovændringen og kan opretholdes uændret. Det gælder både for så vidt angår handleforpligtelsen og betalingsforpligtelsen. Afs. 2. Betaling 4. Betalingsforpligtelsen vedrørende foranstaltninger efter servicelovens kap. 8 er ikke ændret og er som hidtil hos den kommune, som har truffet afgørelsen om foranstaltningen. Ved at give barnet selvstændig opholdskommune i samme kommune følges princippet om at betalingsforpligtelse og handlekompetence nu varetages af samme kommune i forhold til anbragte børn. I sager, hvor afgørelse om anbringelse er truffet før den 1. juli 2003, vil betalingsforpligtelsen stadig påhvile den anbringende kommune. Dette gælder selv om handleforpligtelsen påhviler en anden kommune, som var barnets eller den unges opholdskommune den 30. juni 2003. Betalingsforpligtelsen vil i øvrigt følge kompetencen til at træffe afgørelse i den pågældende sag. Således vil barnets eller den unges opholdskommune skulle betale for de foranstaltninger, den er kompetent til at træffe, ligesom forældrenes opholdskommune skal betale for de foranstaltninger, den kan træffe og faktisk træffer afgørelse om. Barnets opholdskommune kan dog aftale med en tidligere opholdskommune, at denne fortsat afholder udgifterne under anbringelsen. Dette følger af den generelle adgang til at indgå aftaler om betaling i retssikkerhedslovens § 9a, stk. 3. Aftaler indgået mellem kommunerne efter § 9a, stk. 3 før den 1. juli 2003 berøres ikke af lovændringen og kan opretholdes uændret. Kapitel 2 Afgørelser under anbringelsen (servicelovens § 53) -------------------------------------- Serviceloven § 53. Hvis et barn eller en ung, som er anbragt uden for hjemmet, har selvstændig opholdskommune, jf. § 9, stk. 4, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, skal denne kommune: 1) føre tilsyn med barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet og træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v., jf. § 55, stk. 1, 2) træffe afgørelse om revision af handleplanen for anbringelsen, jf. § 56, og i den forbindelse træffe afgørelser efter § 40 i det omfang foranstaltningerne vedrører barnets forhold, 3) træffe afgørelse om samvær og kontakt, jf. § 57, og 4) træffe afgørelse om hjemgivelse, jf. § 46, stk. 2. Stk. 2. Afgørelser vedrørende familiens forhold træffes af forældremyndighedens indehaveres opholdskommune. Stk. 3. Efter hjemgivelse bliver forældremyndighedsindehaverens opholdskommune barnets eller den unges opholdskommune. Stk. 4. Barnets eller den unges selvstændige opholdskommune samarbejder med forældremyndighedsindehaverens opholdskommune om at løse familiens problemer og hører forældrene, barnet eller den unge inden der træffes afgørelse efter reglerne i dette kapitel. -------------------------------------- Afs. 3. Til § 53, stk. 1 Del. 1. 5. Et barn eller en ung får i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet selvstændig opholdskommune, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 4. Det får betydning i de tilfælde, hvor forældrene flytter til en anden opholdskommune. Barnets eller den unges opholdskommune har kompetence til at træffe afgørelse om: - anbringelsessted m.v. efter § 55, stk. 1. - ændring og revision af handleplanen efter § 56 - samvær og kontakt efter § 57 og - hjemgivelse efter § 46. Endvidere har barnets opholdskommune kompetence til at træffe afgørelse om foranstaltninger efter § 40, stk. 2, i det omfang foranstaltningerne udelukkende eller primært vedrører barnets forhold under anbringelsen. Det forudsættes efter § 53, stk. 2 og stk. 4, at barnets eller den unges opholdskommune samarbejder med forældrenes opholdskommune. Et godt samarbejde med forældrenes kommune eller kommuner har særlig betydning ved afgørelser om samvær og kontakt efter § 57. I den forbindelse bemærkes det, at underretningspligten efter § 33 a også gælder, hvor forældre flytter til en anden kommune, efter at deres barn/børn er blevet anbragt. Ex: Barnet er anbragt af og i A kommune. Forældrene flytter efterfølgende til B kommune. A kommune skal som fraflytningskommune i den forbindelse orientere B kommune som tilflytningskommune om flytningen. På den måde bliver B kommune forberedt på at kunne indgå i samarbejdet med A kommune om at løse familiens problemer. Det er barnets eller den unges opholdskommune, der skal genbehandle afgørelser efter § 42 om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter § 43, stk. 1. Ligeledes vil det være barnets opholdskommune, der træffer afgørelse om ændring af en frivillig anbringelse til en tvangsmæssig. Afgørelser om støtteperson til forældremyndighedsindehaveren, jf. § 40 a, træffes af dennes opholdskommune. Ligeledes træffer barnets eller den unges opholdskommune afgørelse om opretholdelse af anbringelsen ud over det fyldte 18. år i forbindelse med revision af handleplanen for anbringelsen efter § 56. Flere af afgørelserne efter servicelovens kapitel 8 kan rette sig mod både barnet eller den unge og forældrene. Det drejer sig fx om konsulentbistand med hensyn til barnets eller den unges forhold efter § 40, stk. 2, nr. 1, aflastning efter § 40, stk. 2, nr. 4, og kontaktpersonordningen efter § 40, stk. 2, nr. 7. Del. 2. Det er vigtigt, at der ikke bliver diskussion om, hvilken kommune, der er forpligtet til at træffe afgørelser i forhold til barn eller ung og forældre. Hvis barnet eller den unge og forældrene ikke har samme handlekommune, er det også vigtigt, at kommunerne holder hinanden orienteret om tiltag i forhold til parterne og samarbejder herom. Stillingtagen til, hvilken kommune der er kompetent handlekommune, kan støtte sig på følgende overvejelser: Drejer afgørelsen sig om en foranstaltning, der er af væsentlig betydning for selve anbringelsen og primært vedrører barnets eller den unges forhold , jf. ovenfor, er barnets eller den unges opholdskommune kompetent. Falder afgørelsen uden for dette område vil det derudover være barnets eller den unges opholdskommune, der er kompetent, medmindre foranstaltningen eller den sociale indsats primært retter sig mod forældrene. Ex1: Barnet er anbragt af og i A kommune. Forældrene har opholdskommune i B kommune. Det vurderes, at der er behov for konsulentbistand med henblik på, at barnet skal gå i en ungdomsskole, og at barnet har behov for en fast kontaktperson. I denne situation er A kommune kompetent til at træffe afgørelse, da den sociale indsats primært vedrører barnets forhold. Ex2: Samme situation. Det vurderes nu, at familien sammen har brug for en forældrevneundersøgelse med henblik på at afklare en eventuel hjemgivelse. I denne situation er B kommune kompetent til at træffe afgørelse, men skal i sagens natur samarbejde med A kommune. Alle afgørelser retter sig principielt mod forældrene, men det er i disse tilfælde vigtigt at skelne mellem afgørelsen og den sociale indsats/foranstaltningen. Afs. 4. Til § 53, stk. 2 Del. 1. 6. Efter § 53, stk. 2, træffes afgørelser vedrørende familiens forhold af forældremyndighedens indehaveres opholdskommune. I forhold til enkelte af de i § 40 nævnte foranstaltninger er det ikke altid muligt på forhånd at udpege den kompetente handlekommune. Kommunerne må sikre sig, at borgerne får den hjælp, de har behov for og eventuel uenighed må ikke forsinke nødvendige foranstaltninger. Kommunerne kan i tvivlstilfælde søge vejledning hos ankeinstansen. Hvis vejledningen fra ankeinstansen ikke fører til enighed, kan der, hvis betingelserne for det er opfyldt, være grundlag for at bede om en formandsafgørelse efter retssikkerhedsbekendtgørelsens § 16, stk. 1, eller en foreløbig formandsafgørelse efter bekendtgørelsens § 18, stk.1. Det er vigtigt at være opmærksom på, at den anbringende kommune har den fulde kompetence i forhold til den handleplan, der udfærdiges i forbindelse med barnets anbringelse uden for hjemmet. I de tilfælde hvor forældrenes opholdskommune træffer afgørelse vedrørende andre af familiens forhold vil der som følge heraf ikke være en afledt ret til at ændre i den handleplan, der er udarbejdet i forbindelse med barnets anbringelse. Kompetencen til at træffe afgørelser, der har væsentlig betydning for selve anbringelsen er som nævnt placeret i barnets opholdskommune. Barnets opholdskommune har herunder kompetence til at træffe afgørelse om ændring og revision af handleplanen. Handleplanen forudsættes udarbejdet af barnets opholdskommune i et samarbejde med forældrenes opholdskommune. Barnets opholdskommune har pligten til at tage initiativet til støtteforanstaltninger. Forældrenes opholdskommune vil i den forbindelse være forpligtet til at iværksætte støtte til forældrene, i det omfang det har væsentlig betydning for selve anbringelsen. Forældrenes opholdskommune bidrager til handleplanen vedrørende andre af familiens forhold, idet afgørelser herom træffes af forældrenes opholdskommune. Barnets opholdskommune kan ikke gennem handleplanen forpligte forældrenes opholdskommune til at træffe afgørelser vedrørende andre af familiens forhold. Ændring og revision af handleplanen for så vidt angår forhold, der primært retter sig mod andre af familiens forhold forudsætter tilslutning fra forældrenes opholdskommune. Dette udelukker dog ikke, at de to kommuner koordinerer handleplanerne for forældrene og barnet, og i det mindste sikrer, at der arbejdes mod et fælles mål med planerne. Oplysninger, der er af afgørende betydning for sagens afgørelse kan videregives til den kompetente kommune. Videregivelsen er i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven og persondataloven. For en nærmere præcisering heraf henvises til Socialministeriets vejledning nr. 19010 af 12. januar 1996 om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene. Revision af vejledningen er under udarbejdelse. Afs. 5. Til § 53, stk. 3 7. Af § 53, stk. 3, fremgår det, at forældremyndighedsindehaverens opholdskommune bliver barnets opholdskommune efter en hjemgivelse. Hermed sigtes der til, at retsvirkningen af anbringelsen efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 4, m.h.t. barnets eller den unge handlekommune ophører. Er barnet eller den unge fortsat under 18 år, vil § 9, stk. 3, således kunne anvendes. Hjemgivelsen til forældremyndighedens indehavers opholdskommune kan have mere formel karakter. Forældremyndighedens indehaver kan således bestemme, at barnet eller den unge skal have ophold/bo mest hos den anden af forældrene, der kan være uden del i forældremyndigheden. Det vil efter § 9, stk. 3, have den retsvirkning, at det bliver en anden kommune, der bliver opholdskommune for barnet. Ex: Et barn er anbragt af A kommune i B kommune. Barnet bliver hjemgivet ved en afgørelse truffet af A kommune. Forældremyndighedsindehaveren bor i A kommune, mens den anden forælder bor i C kommune. Barnet vil få opholdskommune i A kommune, medmindre forældremyndighedsindehaveren beslutter, at barnet skal bo hos den anden forælder. I dette tilfælde vil barnet få samme opholdskommune som den anden forælder. En eventuel afgørelse om genanbringelse skal træffes af forældremyndighedsindehaverens opholdskommune – i eksemplet A kommune. Afs. 6. Til § 53, stk. 4 Del. 1. 8. § 53, stk. 4, understøtter udgangspunktet for servicelovens kapitel 8 om, at særlig støtte til børn og unge skal tage udgangspunkt i, at familien skal ses som en samlet enhed, og at hjælpen til familien skal tage afsæt i at løse familiens samlede problemer. Således vil forudsætningen for at kunne iværksætte en samlet indsats i situationer hvor forældrenes og barnets eller den unges handlekommune er adskilt, forudsætte et samarbejde kommunerne imellem. Der er ingen formkrav til dette samarbejde, som aftales konkret af de involverede kommuner. Kapitel 3 Ophævelse af aldersgrænsen i servicelovens § 58 9. Loven indebærer en ophævelse af aldersgrænsen på 12 år for, i hvilke tilfælde barnet eller den unge skal høres. Alle børn og unge skal nu som udgangspunkt høres, med mindre barnets eller den unges modenhed taler imod det. -------------------------------------- Serviceloven § 58 . Forinden myndigheden træffer afgørelse i en sag om foranstaltninger efter kapitel 8, og forinden der træffes afgørelse i en sag om ophør af en anbringelse, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge herom. Stk. 2. Samtalen kan undlades i det omfang barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan samtalen ikke gennemføres, skal barnets holdning til den påtænkte foranstaltning og til spørgsmålet om ophør af anbringelse søges tilvejebragt. -------------------------------------- Barnet eller den unge skal som udgangspunkt altid høres, medmindre barnets modenhed taler imod dette. Høring og inddragelse af børn og unge i sager om foranstaltninger efter kapitel 8 kan kun undlades i det omfang en vurdering af barnets eller den unges modenhed tilsiger det. Samtalen med barnet indgår som et naturligt led i sagsbehandlingen og formålet med samtalen er bl.a. - at give kommunen et førstehåndskendskab til det eller de børn, som sagen drejer sig om - at få en fornemmelse af barnets eller den unges egen mening - at få klarlagt barnets eller den unges holdning til foranstaltningen Bestemmelsen medfører, at flere børn og unge inddrages i beslutningsprocessen. Ophævelsen af 12-årsaldersgrænsen er begrundet i et ønske om øget inddragelse og høring af såvel børn over som under 12 år. Ophævelsen skal ikke ses som en adgang til i yderligere omfang at undlade at høre og inddrage børnene eller de unge. Bestemmelsen indebærer en egentlig pligt for kommunerne til altid at tage udgangspunkt i, at barnet eller den unge skal høres. Del. 2. Høringen eller samtalen skal foregå under de bedst mulige forhold for barnet eller den unge. Et afslappet, roligt og så tillidsvækkende møde som overhovedet muligt. Det er i den forbindelse vigtigt, at kommunen gør sig tilstrækkelige anstrengelser for at finde frem til barnets eller den unges egen mening i sagen. Kommunen skal vejlede barnet eller den unge om retten til at have en bisidder som personlig støtte under samtalen og foranstalte det, hvis det ønskes eller er formålstjenligt. Høringspligten efter § 58 omfatter alle sager om foranstaltninger efter servicelovens kapitel 8. Dette gælder afgørelser i sager, hvor et barn skal anbringes, hvor der skal tildeles forebyggende foranstaltninger rettet mod barnet eller den unge eller rettet mod forældrene, og sager hvor barnet eller den unge ophører med at være anbragt. Derimod omfatter høringspligten ikke ophør af forebyggende foranstaltninger. Høringen af barnet eller den unge træder ikke i stedet for dennes mulighed for at udtale sig for børne- og unge udvalget, jf. § 62, stk. 2. Bestemmelsen indebærer ikke en pligt til at følge barnets eller den unges holdning og ønsker. Der kan være faglige overvejelser, der umuliggør opfyldelsen af barnets eller den unges ønsker. I de tilfælde, hvor barnets eller den unges holdning til sagen ikke tillægges vægt, skal der i sagen foreligge oplysninger om, hvorfor dette er tilfældet. Barnet har naturligvis ret til at afslå at udtale sig. Forældremyndighedens indehaver kan ikke modsætte sig, at kommunen giver barnet mulighed for en samtale. Hvis barnet eller den unge ikke ønsker at udtale sig vil oplysninger herom opfylde lovens krav om, at der skal finde en samtale sted. Forældremyndighedsindehaveren har ikke ret til at være til stede under samtalen, medmindre dette ikke strider mod formålet med samtalen. I enkelte situationer vil barnets modenhed eller sagens karakter fx hvor barnet kan komme i en urimelig presset situation, kunne begrunde, at barnets ikke høres. I disse sager skal der foretages en konkret vurdering af, om hensynet til barnet eller den unge i afgørende grad taler imod, at barnet eller den unge høres eller inddrages. Der skal ved denne vurdering ikke tages udgangspunkt i hvorvidt »det nytter noget « at høre barnet eller den unge – men alene i om barnets situation tilsiger at høring og inddragelse bør undlades. Kommunen skal ikke vurdere konkret, om barnet med nytte kan udtale sig om sagen. Del. 3. Høringen af barnet eller den unge skal ske på en kvalificeret og respektfuld måde. Særligt for mindre børn skal samtalen foregå på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens art. Da det kan dreje sig om mindre børn, er det vigtigt, at barnet ikke sættes i situationer, som det ikke kan overskue og ikke har forudsætninger for at tage stilling til. Socialministeriet, den 24. november 2003 HENRIETTE KJÆR / Kirsten á Rogvi
Aftale om barnets eller den unges opholdskommune 3. Barnets eller den unges selvstændige opholdskommune kan med samtykke fra forældrene og den unge, der er fyldt 15 år, aftale med forældrenes opholdskommune, at denne tillige er handlekommune for barnet eller den unge, når der er særlige grunde til en sådan aftale. Der er således en fleksibel aftalemulighed i lighed med muligheden efter retssikkerhedsloven § 9, stk. 8. Det kan fx komme på tale, hvor der er behov for en fortsat social indsats over for familien, hvor aftalen er med til at sikre kontinuitet i indsatsen, eller hvor flytningen er led i den tidligere kommunes sociale indsats. Aftaler mellem kommuner, som er indgået før den 1. juli 2003 berøres ikke af lovændringen og kan opretholdes uændret. Det gælder både for så vidt angår handleforpligtelsen og betalingsforpligtelsen.
Betaling 4. Betalingsforpligtelsen vedrørende foranstaltninger efter servicelovens kap. 8 er ikke ændret og er som hidtil hos den kommune, som har truffet afgørelsen om foranstaltningen. Ved at give barnet selvstændig opholdskommune i samme kommune følges princippet om at betalingsforpligtelse og handlekompetence nu varetages af samme kommune i forhold til anbragte børn. I sager, hvor afgørelse om anbringelse er truffet før den 1. juli 2003, vil betalingsforpligtelsen stadig påhvile den anbringende kommune. Dette gælder selv om handleforpligtelsen påhviler en anden kommune, som var barnets eller den unges opholdskommune den 30. juni 2003. Betalingsforpligtelsen vil i øvrigt følge kompetencen til at træffe afgørelse i den pågældende sag. Således vil barnets eller den unges opholdskommune skulle betale for de foranstaltninger, den er kompetent til at træffe, ligesom forældrenes opholdskommune skal betale for de foranstaltninger, den kan træffe og faktisk træffer afgørelse om. Barnets opholdskommune kan dog aftale med en tidligere opholdskommune, at denne fortsat afholder udgifterne under anbringelsen. Dette følger af den generelle adgang til at indgå aftaler om betaling i retssikkerhedslovens § 9a, stk. 3. Aftaler indgået mellem kommunerne efter § 9a, stk. 3 før den 1. juli 2003 berøres ikke af lovændringen og kan opretholdes uændret. Kapitel 2 Afgørelser under anbringelsen (servicelovens § 53) -------------------------------------- Serviceloven § 53. Hvis et barn eller en ung, som er anbragt uden for hjemmet, har selvstændig opholdskommune, jf. § 9, stk. 4, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, skal denne kommune: 1) føre tilsyn med barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet og træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v., jf. § 55, stk. 1, 2) træffe afgørelse om revision af handleplanen for anbringelsen, jf. § 56, og i den forbindelse træffe afgørelser efter § 40 i det omfang foranstaltningerne vedrører barnets forhold, 3) træffe afgørelse om samvær og kontakt, jf. § 57, og 4) træffe afgørelse om hjemgivelse, jf. § 46, stk. 2. Stk. 2. Afgørelser vedrørende familiens forhold træffes af forældremyndighedens indehaveres opholdskommune. Stk. 3. Efter hjemgivelse bliver forældremyndighedsindehaverens opholdskommune barnets eller den unges opholdskommune. Stk. 4. Barnets eller den unges selvstændige opholdskommune samarbejder med forældremyndighedsindehaverens opholdskommune om at løse familiens problemer og hører forældrene, barnet eller den unge inden der træffes afgørelse efter reglerne i dette kapitel. --------------------------------------
Til § 53, stk. 1 Del. 1. 5. Et barn eller en ung får i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet selvstændig opholdskommune, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 4. Det får betydning i de tilfælde, hvor forældrene flytter til en anden opholdskommune. Barnets eller den unges opholdskommune har kompetence til at træffe afgørelse om: - anbringelsessted m.v. efter § 55, stk. 1. - ændring og revision af handleplanen efter § 56 - samvær og kontakt efter § 57 og - hjemgivelse efter § 46. Endvidere har barnets opholdskommune kompetence til at træffe afgørelse om foranstaltninger efter § 40, stk. 2, i det omfang foranstaltningerne udelukkende eller primært vedrører barnets forhold under anbringelsen. Det forudsættes efter § 53, stk. 2 og stk. 4, at barnets eller den unges opholdskommune samarbejder med forældrenes opholdskommune. Et godt samarbejde med forældrenes kommune eller kommuner har særlig betydning ved afgørelser om samvær og kontakt efter § 57. I den forbindelse bemærkes det, at underretningspligten efter § 33 a også gælder, hvor forældre flytter til en anden kommune, efter at deres barn/børn er blevet anbragt. Ex: Barnet er anbragt af og i A kommune. Forældrene flytter efterfølgende til B kommune. A kommune skal som fraflytningskommune i den forbindelse orientere B kommune som tilflytningskommune om flytningen. På den måde bliver B kommune forberedt på at kunne indgå i samarbejdet med A kommune om at løse familiens problemer. Det er barnets eller den unges opholdskommune, der skal genbehandle afgørelser efter § 42 om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter § 43, stk. 1. Ligeledes vil det være barnets opholdskommune, der træffer afgørelse om ændring af en frivillig anbringelse til en tvangsmæssig. Afgørelser om støtteperson til forældremyndighedsindehaveren, jf. § 40 a, træffes af dennes opholdskommune. Ligeledes træffer barnets eller den unges opholdskommune afgørelse om opretholdelse af anbringelsen ud over det fyldte 18. år i forbindelse med revision af handleplanen for anbringelsen efter § 56. Flere af afgørelserne efter servicelovens kapitel 8 kan rette sig mod både barnet eller den unge og forældrene. Det drejer sig fx om konsulentbistand med hensyn til barnets eller den unges forhold efter § 40, stk. 2, nr. 1, aflastning efter § 40, stk. 2, nr. 4, og kontaktpersonordningen efter § 40, stk. 2, nr. 7. Del. 2. Det er vigtigt, at der ikke bliver diskussion om, hvilken kommune, der er forpligtet til at træffe afgørelser i forhold til barn eller ung og forældre. Hvis barnet eller den unge og forældrene ikke har samme handlekommune, er det også vigtigt, at kommunerne holder hinanden orienteret om tiltag i forhold til parterne og samarbejder herom. Stillingtagen til, hvilken kommune der er kompetent handlekommune, kan støtte sig på følgende overvejelser: Drejer afgørelsen sig om en foranstaltning, der er af væsentlig betydning for selve anbringelsen og primært vedrører barnets eller den unges forhold , jf. ovenfor, er barnets eller den unges opholdskommune kompetent. Falder afgørelsen uden for dette område vil det derudover være barnets eller den unges opholdskommune, der er kompetent, medmindre foranstaltningen eller den sociale indsats primært retter sig mod forældrene. Ex1: Barnet er anbragt af og i A kommune. Forældrene har opholdskommune i B kommune. Det vurderes, at der er behov for konsulentbistand med henblik på, at barnet skal gå i en ungdomsskole, og at barnet har behov for en fast kontaktperson. I denne situation er A kommune kompetent til at træffe afgørelse, da den sociale indsats primært vedrører barnets forhold. Ex2: Samme situation. Det vurderes nu, at familien sammen har brug for en forældrevneundersøgelse med henblik på at afklare en eventuel hjemgivelse. I denne situation er B kommune kompetent til at træffe afgørelse, men skal i sagens natur samarbejde med A kommune. Alle afgørelser retter sig principielt mod forældrene, men det er i disse tilfælde vigtigt at skelne mellem afgørelsen og den sociale indsats/foranstaltningen.
afs_3/del_1 5. Et barn eller en ung får i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet selvstændig opholdskommune, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 4. Det får betydning i de tilfælde, hvor forældrene flytter til en anden opholdskommune. Barnets eller den unges opholdskommune har kompetence til at træffe afgørelse om: - anbringelsessted m.v. efter § 55, stk. 1. - ændring og revision af handleplanen efter § 56 - samvær og kontakt efter § 57 og - hjemgivelse efter § 46. Endvidere har barnets opholdskommune kompetence til at træffe afgørelse om foranstaltninger efter § 40, stk. 2, i det omfang foranstaltningerne udelukkende eller primært vedrører barnets forhold under anbringelsen. Det forudsættes efter § 53, stk. 2 og stk. 4, at barnets eller den unges opholdskommune samarbejder med forældrenes opholdskommune. Et godt samarbejde med forældrenes kommune eller kommuner har særlig betydning ved afgørelser om samvær og kontakt efter § 57. I den forbindelse bemærkes det, at underretningspligten efter § 33 a også gælder, hvor forældre flytter til en anden kommune, efter at deres barn/børn er blevet anbragt. Ex: Barnet er anbragt af og i A kommune. Forældrene flytter efterfølgende til B kommune. A kommune skal som fraflytningskommune i den forbindelse orientere B kommune som tilflytningskommune om flytningen. På den måde bliver B kommune forberedt på at kunne indgå i samarbejdet med A kommune om at løse familiens problemer. Det er barnets eller den unges opholdskommune, der skal genbehandle afgørelser efter § 42 om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter § 43, stk. 1. Ligeledes vil det være barnets opholdskommune, der træffer afgørelse om ændring af en frivillig anbringelse til en tvangsmæssig. Afgørelser om støtteperson til forældremyndighedsindehaveren, jf. § 40 a, træffes af dennes opholdskommune. Ligeledes træffer barnets eller den unges opholdskommune afgørelse om opretholdelse af anbringelsen ud over det fyldte 18. år i forbindelse med revision af handleplanen for anbringelsen efter § 56. Flere af afgørelserne efter servicelovens kapitel 8 kan rette sig mod både barnet eller den unge og forældrene. Det drejer sig fx om konsulentbistand med hensyn til barnets eller den unges forhold efter § 40, stk. 2, nr. 1, aflastning efter § 40, stk. 2, nr. 4, og kontaktpersonordningen efter § 40, stk. 2, nr. 7.
afs_3/del_2 Det er vigtigt, at der ikke bliver diskussion om, hvilken kommune, der er forpligtet til at træffe afgørelser i forhold til barn eller ung og forældre. Hvis barnet eller den unge og forældrene ikke har samme handlekommune, er det også vigtigt, at kommunerne holder hinanden orienteret om tiltag i forhold til parterne og samarbejder herom. Stillingtagen til, hvilken kommune der er kompetent handlekommune, kan støtte sig på følgende overvejelser: Drejer afgørelsen sig om en foranstaltning, der er af væsentlig betydning for selve anbringelsen og primært vedrører barnets eller den unges forhold , jf. ovenfor, er barnets eller den unges opholdskommune kompetent. Falder afgørelsen uden for dette område vil det derudover være barnets eller den unges opholdskommune, der er kompetent, medmindre foranstaltningen eller den sociale indsats primært retter sig mod forældrene. Ex1: Barnet er anbragt af og i A kommune. Forældrene har opholdskommune i B kommune. Det vurderes, at der er behov for konsulentbistand med henblik på, at barnet skal gå i en ungdomsskole, og at barnet har behov for en fast kontaktperson. I denne situation er A kommune kompetent til at træffe afgørelse, da den sociale indsats primært vedrører barnets forhold. Ex2: Samme situation. Det vurderes nu, at familien sammen har brug for en forældrevneundersøgelse med henblik på at afklare en eventuel hjemgivelse. I denne situation er B kommune kompetent til at træffe afgørelse, men skal i sagens natur samarbejde med A kommune. Alle afgørelser retter sig principielt mod forældrene, men det er i disse tilfælde vigtigt at skelne mellem afgørelsen og den sociale indsats/foranstaltningen.
Til § 53, stk. 2 Del. 1. 6. Efter § 53, stk. 2, træffes afgørelser vedrørende familiens forhold af forældremyndighedens indehaveres opholdskommune. I forhold til enkelte af de i § 40 nævnte foranstaltninger er det ikke altid muligt på forhånd at udpege den kompetente handlekommune. Kommunerne må sikre sig, at borgerne får den hjælp, de har behov for og eventuel uenighed må ikke forsinke nødvendige foranstaltninger. Kommunerne kan i tvivlstilfælde søge vejledning hos ankeinstansen. Hvis vejledningen fra ankeinstansen ikke fører til enighed, kan der, hvis betingelserne for det er opfyldt, være grundlag for at bede om en formandsafgørelse efter retssikkerhedsbekendtgørelsens § 16, stk. 1, eller en foreløbig formandsafgørelse efter bekendtgørelsens § 18, stk.1. Det er vigtigt at være opmærksom på, at den anbringende kommune har den fulde kompetence i forhold til den handleplan, der udfærdiges i forbindelse med barnets anbringelse uden for hjemmet. I de tilfælde hvor forældrenes opholdskommune træffer afgørelse vedrørende andre af familiens forhold vil der som følge heraf ikke være en afledt ret til at ændre i den handleplan, der er udarbejdet i forbindelse med barnets anbringelse. Kompetencen til at træffe afgørelser, der har væsentlig betydning for selve anbringelsen er som nævnt placeret i barnets opholdskommune. Barnets opholdskommune har herunder kompetence til at træffe afgørelse om ændring og revision af handleplanen. Handleplanen forudsættes udarbejdet af barnets opholdskommune i et samarbejde med forældrenes opholdskommune. Barnets opholdskommune har pligten til at tage initiativet til støtteforanstaltninger. Forældrenes opholdskommune vil i den forbindelse være forpligtet til at iværksætte støtte til forældrene, i det omfang det har væsentlig betydning for selve anbringelsen. Forældrenes opholdskommune bidrager til handleplanen vedrørende andre af familiens forhold, idet afgørelser herom træffes af forældrenes opholdskommune. Barnets opholdskommune kan ikke gennem handleplanen forpligte forældrenes opholdskommune til at træffe afgørelser vedrørende andre af familiens forhold. Ændring og revision af handleplanen for så vidt angår forhold, der primært retter sig mod andre af familiens forhold forudsætter tilslutning fra forældrenes opholdskommune. Dette udelukker dog ikke, at de to kommuner koordinerer handleplanerne for forældrene og barnet, og i det mindste sikrer, at der arbejdes mod et fælles mål med planerne. Oplysninger, der er af afgørende betydning for sagens afgørelse kan videregives til den kompetente kommune. Videregivelsen er i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven og persondataloven. For en nærmere præcisering heraf henvises til Socialministeriets vejledning nr. 19010 af 12. januar 1996 om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene. Revision af vejledningen er under udarbejdelse.
afs_4/del_1 6. Efter § 53, stk. 2, træffes afgørelser vedrørende familiens forhold af forældremyndighedens indehaveres opholdskommune. I forhold til enkelte af de i § 40 nævnte foranstaltninger er det ikke altid muligt på forhånd at udpege den kompetente handlekommune. Kommunerne må sikre sig, at borgerne får den hjælp, de har behov for og eventuel uenighed må ikke forsinke nødvendige foranstaltninger. Kommunerne kan i tvivlstilfælde søge vejledning hos ankeinstansen. Hvis vejledningen fra ankeinstansen ikke fører til enighed, kan der, hvis betingelserne for det er opfyldt, være grundlag for at bede om en formandsafgørelse efter retssikkerhedsbekendtgørelsens § 16, stk. 1, eller en foreløbig formandsafgørelse efter bekendtgørelsens § 18, stk.1. Det er vigtigt at være opmærksom på, at den anbringende kommune har den fulde kompetence i forhold til den handleplan, der udfærdiges i forbindelse med barnets anbringelse uden for hjemmet. I de tilfælde hvor forældrenes opholdskommune træffer afgørelse vedrørende andre af familiens forhold vil der som følge heraf ikke være en afledt ret til at ændre i den handleplan, der er udarbejdet i forbindelse med barnets anbringelse. Kompetencen til at træffe afgørelser, der har væsentlig betydning for selve anbringelsen er som nævnt placeret i barnets opholdskommune. Barnets opholdskommune har herunder kompetence til at træffe afgørelse om ændring og revision af handleplanen. Handleplanen forudsættes udarbejdet af barnets opholdskommune i et samarbejde med forældrenes opholdskommune. Barnets opholdskommune har pligten til at tage initiativet til støtteforanstaltninger. Forældrenes opholdskommune vil i den forbindelse være forpligtet til at iværksætte støtte til forældrene, i det omfang det har væsentlig betydning for selve anbringelsen. Forældrenes opholdskommune bidrager til handleplanen vedrørende andre af familiens forhold, idet afgørelser herom træffes af forældrenes opholdskommune. Barnets opholdskommune kan ikke gennem handleplanen forpligte forældrenes opholdskommune til at træffe afgørelser vedrørende andre af familiens forhold. Ændring og revision af handleplanen for så vidt angår forhold, der primært retter sig mod andre af familiens forhold forudsætter tilslutning fra forældrenes opholdskommune. Dette udelukker dog ikke, at de to kommuner koordinerer handleplanerne for forældrene og barnet, og i det mindste sikrer, at der arbejdes mod et fælles mål med planerne. Oplysninger, der er af afgørende betydning for sagens afgørelse kan videregives til den kompetente kommune. Videregivelsen er i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven og persondataloven. For en nærmere præcisering heraf henvises til Socialministeriets vejledning nr. 19010 af 12. januar 1996 om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene. Revision af vejledningen er under udarbejdelse.
Til § 53, stk. 3 7. Af § 53, stk. 3, fremgår det, at forældremyndighedsindehaverens opholdskommune bliver barnets opholdskommune efter en hjemgivelse. Hermed sigtes der til, at retsvirkningen af anbringelsen efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 4, m.h.t. barnets eller den unge handlekommune ophører. Er barnet eller den unge fortsat under 18 år, vil § 9, stk. 3, således kunne anvendes. Hjemgivelsen til forældremyndighedens indehavers opholdskommune kan have mere formel karakter. Forældremyndighedens indehaver kan således bestemme, at barnet eller den unge skal have ophold/bo mest hos den anden af forældrene, der kan være uden del i forældremyndigheden. Det vil efter § 9, stk. 3, have den retsvirkning, at det bliver en anden kommune, der bliver opholdskommune for barnet. Ex: Et barn er anbragt af A kommune i B kommune. Barnet bliver hjemgivet ved en afgørelse truffet af A kommune. Forældremyndighedsindehaveren bor i A kommune, mens den anden forælder bor i C kommune. Barnet vil få opholdskommune i A kommune, medmindre forældremyndighedsindehaveren beslutter, at barnet skal bo hos den anden forælder. I dette tilfælde vil barnet få samme opholdskommune som den anden forælder. En eventuel afgørelse om genanbringelse skal træffes af forældremyndighedsindehaverens opholdskommune – i eksemplet A kommune.
Til § 53, stk. 4 Del. 1. 8. § 53, stk. 4, understøtter udgangspunktet for servicelovens kapitel 8 om, at særlig støtte til børn og unge skal tage udgangspunkt i, at familien skal ses som en samlet enhed, og at hjælpen til familien skal tage afsæt i at løse familiens samlede problemer. Således vil forudsætningen for at kunne iværksætte en samlet indsats i situationer hvor forældrenes og barnets eller den unges handlekommune er adskilt, forudsætte et samarbejde kommunerne imellem. Der er ingen formkrav til dette samarbejde, som aftales konkret af de involverede kommuner. Kapitel 3 Ophævelse af aldersgrænsen i servicelovens § 58 9. Loven indebærer en ophævelse af aldersgrænsen på 12 år for, i hvilke tilfælde barnet eller den unge skal høres. Alle børn og unge skal nu som udgangspunkt høres, med mindre barnets eller den unges modenhed taler imod det. -------------------------------------- Serviceloven § 58 . Forinden myndigheden træffer afgørelse i en sag om foranstaltninger efter kapitel 8, og forinden der træffes afgørelse i en sag om ophør af en anbringelse, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge herom. Stk. 2. Samtalen kan undlades i det omfang barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan samtalen ikke gennemføres, skal barnets holdning til den påtænkte foranstaltning og til spørgsmålet om ophør af anbringelse søges tilvejebragt. -------------------------------------- Barnet eller den unge skal som udgangspunkt altid høres, medmindre barnets modenhed taler imod dette. Høring og inddragelse af børn og unge i sager om foranstaltninger efter kapitel 8 kan kun undlades i det omfang en vurdering af barnets eller den unges modenhed tilsiger det. Samtalen med barnet indgår som et naturligt led i sagsbehandlingen og formålet med samtalen er bl.a. - at give kommunen et førstehåndskendskab til det eller de børn, som sagen drejer sig om - at få en fornemmelse af barnets eller den unges egen mening - at få klarlagt barnets eller den unges holdning til foranstaltningen Bestemmelsen medfører, at flere børn og unge inddrages i beslutningsprocessen. Ophævelsen af 12-årsaldersgrænsen er begrundet i et ønske om øget inddragelse og høring af såvel børn over som under 12 år. Ophævelsen skal ikke ses som en adgang til i yderligere omfang at undlade at høre og inddrage børnene eller de unge. Bestemmelsen indebærer en egentlig pligt for kommunerne til altid at tage udgangspunkt i, at barnet eller den unge skal høres. Del. 2. Høringen eller samtalen skal foregå under de bedst mulige forhold for barnet eller den unge. Et afslappet, roligt og så tillidsvækkende møde som overhovedet muligt. Det er i den forbindelse vigtigt, at kommunen gør sig tilstrækkelige anstrengelser for at finde frem til barnets eller den unges egen mening i sagen. Kommunen skal vejlede barnet eller den unge om retten til at have en bisidder som personlig støtte under samtalen og foranstalte det, hvis det ønskes eller er formålstjenligt. Høringspligten efter § 58 omfatter alle sager om foranstaltninger efter servicelovens kapitel 8. Dette gælder afgørelser i sager, hvor et barn skal anbringes, hvor der skal tildeles forebyggende foranstaltninger rettet mod barnet eller den unge eller rettet mod forældrene, og sager hvor barnet eller den unge ophører med at være anbragt. Derimod omfatter høringspligten ikke ophør af forebyggende foranstaltninger. Høringen af barnet eller den unge træder ikke i stedet for dennes mulighed for at udtale sig for børne- og unge udvalget, jf. § 62, stk. 2. Bestemmelsen indebærer ikke en pligt til at følge barnets eller den unges holdning og ønsker. Der kan være faglige overvejelser, der umuliggør opfyldelsen af barnets eller den unges ønsker. I de tilfælde, hvor barnets eller den unges holdning til sagen ikke tillægges vægt, skal der i sagen foreligge oplysninger om, hvorfor dette er tilfældet. Barnet har naturligvis ret til at afslå at udtale sig. Forældremyndighedens indehaver kan ikke modsætte sig, at kommunen giver barnet mulighed for en samtale. Hvis barnet eller den unge ikke ønsker at udtale sig vil oplysninger herom opfylde lovens krav om, at der skal finde en samtale sted. Forældremyndighedsindehaveren har ikke ret til at være til stede under samtalen, medmindre dette ikke strider mod formålet med samtalen. I enkelte situationer vil barnets modenhed eller sagens karakter fx hvor barnet kan komme i en urimelig presset situation, kunne begrunde, at barnets ikke høres. I disse sager skal der foretages en konkret vurdering af, om hensynet til barnet eller den unge i afgørende grad taler imod, at barnet eller den unge høres eller inddrages. Der skal ved denne vurdering ikke tages udgangspunkt i hvorvidt »det nytter noget « at høre barnet eller den unge – men alene i om barnets situation tilsiger at høring og inddragelse bør undlades. Kommunen skal ikke vurdere konkret, om barnet med nytte kan udtale sig om sagen. Del. 3. Høringen af barnet eller den unge skal ske på en kvalificeret og respektfuld måde. Særligt for mindre børn skal samtalen foregå på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens art. Da det kan dreje sig om mindre børn, er det vigtigt, at barnet ikke sættes i situationer, som det ikke kan overskue og ikke har forudsætninger for at tage stilling til. Socialministeriet, den 24. november 2003 HENRIETTE KJÆR / Kirsten á Rogvi
afs_6/del_1 8. § 53, stk. 4, understøtter udgangspunktet for servicelovens kapitel 8 om, at særlig støtte til børn og unge skal tage udgangspunkt i, at familien skal ses som en samlet enhed, og at hjælpen til familien skal tage afsæt i at løse familiens samlede problemer. Således vil forudsætningen for at kunne iværksætte en samlet indsats i situationer hvor forældrenes og barnets eller den unges handlekommune er adskilt, forudsætte et samarbejde kommunerne imellem. Der er ingen formkrav til dette samarbejde, som aftales konkret af de involverede kommuner. Kapitel 3 Ophævelse af aldersgrænsen i servicelovens § 58 9. Loven indebærer en ophævelse af aldersgrænsen på 12 år for, i hvilke tilfælde barnet eller den unge skal høres. Alle børn og unge skal nu som udgangspunkt høres, med mindre barnets eller den unges modenhed taler imod det. -------------------------------------- Serviceloven § 58 . Forinden myndigheden træffer afgørelse i en sag om foranstaltninger efter kapitel 8, og forinden der træffes afgørelse i en sag om ophør af en anbringelse, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge herom. Stk. 2. Samtalen kan undlades i det omfang barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan samtalen ikke gennemføres, skal barnets holdning til den påtænkte foranstaltning og til spørgsmålet om ophør af anbringelse søges tilvejebragt. -------------------------------------- Barnet eller den unge skal som udgangspunkt altid høres, medmindre barnets modenhed taler imod dette. Høring og inddragelse af børn og unge i sager om foranstaltninger efter kapitel 8 kan kun undlades i det omfang en vurdering af barnets eller den unges modenhed tilsiger det. Samtalen med barnet indgår som et naturligt led i sagsbehandlingen og formålet med samtalen er bl.a. - at give kommunen et førstehåndskendskab til det eller de børn, som sagen drejer sig om - at få en fornemmelse af barnets eller den unges egen mening - at få klarlagt barnets eller den unges holdning til foranstaltningen Bestemmelsen medfører, at flere børn og unge inddrages i beslutningsprocessen. Ophævelsen af 12-årsaldersgrænsen er begrundet i et ønske om øget inddragelse og høring af såvel børn over som under 12 år. Ophævelsen skal ikke ses som en adgang til i yderligere omfang at undlade at høre og inddrage børnene eller de unge. Bestemmelsen indebærer en egentlig pligt for kommunerne til altid at tage udgangspunkt i, at barnet eller den unge skal høres.
afs_6/del_2 Høringen eller samtalen skal foregå under de bedst mulige forhold for barnet eller den unge. Et afslappet, roligt og så tillidsvækkende møde som overhovedet muligt. Det er i den forbindelse vigtigt, at kommunen gør sig tilstrækkelige anstrengelser for at finde frem til barnets eller den unges egen mening i sagen. Kommunen skal vejlede barnet eller den unge om retten til at have en bisidder som personlig støtte under samtalen og foranstalte det, hvis det ønskes eller er formålstjenligt. Høringspligten efter § 58 omfatter alle sager om foranstaltninger efter servicelovens kapitel 8. Dette gælder afgørelser i sager, hvor et barn skal anbringes, hvor der skal tildeles forebyggende foranstaltninger rettet mod barnet eller den unge eller rettet mod forældrene, og sager hvor barnet eller den unge ophører med at være anbragt. Derimod omfatter høringspligten ikke ophør af forebyggende foranstaltninger. Høringen af barnet eller den unge træder ikke i stedet for dennes mulighed for at udtale sig for børne- og unge udvalget, jf. § 62, stk. 2. Bestemmelsen indebærer ikke en pligt til at følge barnets eller den unges holdning og ønsker. Der kan være faglige overvejelser, der umuliggør opfyldelsen af barnets eller den unges ønsker. I de tilfælde, hvor barnets eller den unges holdning til sagen ikke tillægges vægt, skal der i sagen foreligge oplysninger om, hvorfor dette er tilfældet. Barnet har naturligvis ret til at afslå at udtale sig. Forældremyndighedens indehaver kan ikke modsætte sig, at kommunen giver barnet mulighed for en samtale. Hvis barnet eller den unge ikke ønsker at udtale sig vil oplysninger herom opfylde lovens krav om, at der skal finde en samtale sted. Forældremyndighedsindehaveren har ikke ret til at være til stede under samtalen, medmindre dette ikke strider mod formålet med samtalen. I enkelte situationer vil barnets modenhed eller sagens karakter fx hvor barnet kan komme i en urimelig presset situation, kunne begrunde, at barnets ikke høres. I disse sager skal der foretages en konkret vurdering af, om hensynet til barnet eller den unge i afgørende grad taler imod, at barnet eller den unge høres eller inddrages. Der skal ved denne vurdering ikke tages udgangspunkt i hvorvidt »det nytter noget « at høre barnet eller den unge – men alene i om barnets situation tilsiger at høring og inddragelse bør undlades. Kommunen skal ikke vurdere konkret, om barnet med nytte kan udtale sig om sagen.
afs_6/del_3 Høringen af barnet eller den unge skal ske på en kvalificeret og respektfuld måde. Særligt for mindre børn skal samtalen foregå på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens art. Da det kan dreje sig om mindre børn, er det vigtigt, at barnet ikke sættes i situationer, som det ikke kan overskue og ikke har forudsætninger for at tage stilling til. Socialministeriet, den 24. november 2003 HENRIETTE KJÆR / Kirsten á Rogvi