Gelex

Skrivelse med orientering om ændring af lov om social service\n(Respekt for vejledende tilkendegivelser for fremtiden »Plejetestamenter«)

OphævetVersion 2004-12-21fra 2005-01-13 til 2007-01-31
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Vejledning

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2004/10353@2004-12-21/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1
  3. Bilag 1

(Respekt for vejledende tilkendegivelser for fremtiden – »Plejetestamenter«)

Folketinget har den 17. december 2004 vedtaget L 114 – forslag til lov om ændring af lov om social service (Respekt for vejledende tilkendegivelser for fremtiden – »Plejetestmenter«).

Loven træder i kraft den 1. januar 2005.

Lovforslaget, som vedtaget ved 3. behandlingen, vedlægges.

Lovforslaget med bemærkninger kan bl.a. ses på:

1. Socialministeriets hjemmeside www.social.dk – se under lovgivning.

2. Folketingets hjemmeside www.folketinget.dk – se under dokumenter – Lovforslag fordelt på ministerområde – Socialministeriet – vedtagne lovforslag.

Indholdet af loven:

Kommunen skal i videst muligt omfang respektere tilkendegivelser fra en person med en demensdiagnose om fremtidige ønsker og behov for pleje og omsorg mv. (plejetestamenter).

Formålet med forslaget er dels at understøtte muligheden for, at personer med en demensdiagnose kan tage ansvar for eget liv og tilkendegive ønsker for den fremtidige pleje og omsorg, mens de endnu er i stand til det. Dels at hjælpe plejepersonalet til at give en værdig pleje, der så vidt muligt er i overensstemmelse med den dementes ønsker og den måde, den demente hidtil har levet sit liv på. Plejetestamentet kan være et vigtigt supplement til plejeplanerne. Formålet er endvidere at aflaste de pårørende, i og med at tilkendegivelserne fra den dementramte kan hjælpe og understøtte en eventuel ægtefælle, når denne skal træffe forskellige – og ofte svære - valg på den dementes vegne.

Plejetestamentet er vejledende for den indsats, som plejepersonalet skal udføre i forhold til plejen af den demente på det tidspunkt, hvor den pågældende ikke længere er i stand til selv at give udtryk for sine ønsker.

Der stilles ingen særlige krav om, at plejetestamentet skal fremgå af en særlig officiel formular eller skal underskrives af en notar. Plejetestamentet vil således også kunne fremgå af fx et videobånd eller kassettebånd.

I et plejetestamente vil man kunne tilkendegive, hvordan man ønsker at blive plejet i fremtiden. Et plejetestamente kan fx indeholde oplysninger om madvaner, at man ønsker (eller ikke ønsker) at gå i en bestemt slags tøj, at man ikke vil ligge sin ægtefælle til last, at man gerne vil gå en tur hver dag, at man foretrækker at blive barberet om aftenen, og at man gerne til have makeup på hver dag. Mulighederne er mange.

Kommunen/plejepersonalet er ikke forpligtet til at følge et plejetestamente. Forholdene kan ændre sig så meget, at det være i strid med den dementes tarv at følge tilkendegivelserne i et plejetestamente. De skriftlige tilkendegivelser skal derfor som nævnt alene bruges vejledende og i det omfang, den aktuelle situation gør det muligt og hensigtsmæssigt. I situationer hvor tilkendegivelserne i et plejetestamente ikke længere er relevante, er det vigtigt, at personalet lytter til de pårørende, som har et mangeårigt kendskab til den demente, herunder kendskab til den dementes ønsker og behov.

Et plejetestamente kan ikke bruges til, at man på forhånd tilkendegiver, at der må bruges magt i forbindelse med fx personlig pleje.

Man kan heller ikke via et plejetestamente betinge sig ret til at blive boende hjemme eller i et bestemt botilbud, hvis boligen/boformen ikke længere er optimal i forhold til den nedsatte funktionsevne.

Plejetestamentet kan heller ikke bruges til at udtrykke ønsker, der er omfattet af reglerne om livstestamenter i patientretsstillingsloven. Et ønske om ikke at blive behandlet blot for at forlænge livet, eller et ønske om, at man ikke vil modtage livsforlængende behandling i tilfælde af sygdom mv., vil stadig skulle fremsættes efter reglerne herom i patientretsstillingsloven.

Ønsker formuleret i et plejetestamente ændrer ikke på, at den demente som udgangspunkt selv tager stilling til egne forhold i alle de situationer, hvor pågældende er i stand til det og har forståelse for, hvad det drejer sig om. Giver den demente udtryk for sin vilje, uanset hvordan dette udmønter sig, skal dette så vidt muligt respekteres - også i de tilfælde, hvor den aktuelle tilkendegivelse ikke er i overensstemmelse med en tilkendegivelse i et plejetestamente.

Tilkendegivelser i et plejetestamente kan ikke pålægge kommunen nye aktiviteter. Kommunen skal forsøge at tilgodese den dementes ønsker inden for den ramme, herunder den økonomiske ramme, der i øvrigt er.

Den kommunale myndighed kan tilbyde at være behjælpelig med at udarbejde et plejetestamente, men der foreligger ikke nogen pligt til det.

Der vil i starten af 2005 blive udarbejdet informationsmateriale om plejetestamenter.

Eventuelle henvendelser kan rettes til fuldmægtig Bente Brandborg.

Underskrift 1

Socialministeriet, den 21. december 2004 Charlotte Markussen

Bilag 1

Bilag 1 Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 17. december 2004 Forslag til Lov om ændring af lov om social service (Respekt for vejledende tilkendegivelser for fremtiden – »plejetestamenter«) § 1 I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004, foretages følgende ændring: 1. Efter § 67 a indsættes i kapitel 12 : »Respekt for vejledende tilkendegivelser for fremtiden (»plejetestamenter«). § 67 b. Kommunen skal ved tilrettelæggelsen af pleje af og omsorg m.v. for en person med en demensdiagnose så vidt muligt respektere dennes vejledende tilkendegivelser for fremtiden med hensyn til bolig, pleje og omsorg.« § 2 Loven træder i kraft den 1. januar 2005.

Versioner

  1. 2004-12-21 · til 2007-01-31