Skrivelse med orientering om L 43, som er vedtaget af Folketinget den 17. december 2010.\nTil jobcentre, kommuner, beskæftigelsesregioner, arbejdsløshedskasser, beskæftigelsesankenævn og Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2011/9061@2011-01-06/da
Indhold
Skrivelse med orientering om L 43, som er vedtaget af Folketinget den 17. december 2010. Til jobcentre, kommuner, beskæftigelsesregioner, arbejdsløshedskasser, beskæftigelsesankenævn og Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg
Folketinget har den 17. december 2010 vedtaget L 43 – Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik samt lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. (Sanktion for manglende deltagelse i læse- og skrivetest for kontant- og starthjælpsmodtagere over 30 år, ophævelse af flaskehalsbevillingen m.v.) Loven, som har fået titlen lov nr. 1596 af 22. december 2010, kan ses på Folketingets hjemmeside www.ft.dk , hvor lovforslaget med bemærkninger også kan ses. Der er sket ændringer i lov om aktiv socialpolitik samt lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Loven trådte i kraft den 1. januar 2011. I det følgende beskrives de indholdsmæssige lovændringer, der er relevante for lov om aktiv socialpolitik samt lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Selve teksten i lovændringerne er indsat i en kasse og bemærkninger følger nedenfor. Lovforslaget har ligeledes medført konsekvensændringer som følge af ændringer i andre love og navneskift. Disse ændringer beskrives ikke i orienteringsskrivelsen. Endelig er der på bekendtgørelsesniveau foretaget en ændring af reglerne for dagpengemodtagere (bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed), således at ledige dagpengemodtagere uden en ungdomsuddannelse, der er fyldt 30 år, sanktioneres på samme måde som unge under 30 år, hvis de udebliver eller ikke deltager i en læse- og skrivetest, som jobcentret vurderer, at personen har behov for. Se i punkt 1 nedenfor om ændringerne i lov om aktiv socialpolitik vedrørende kontant- og starthjælpsmodtagere. 1. Sanktion for manglende deltagelse i læse- og skrivetest til personer over 30 år. I lov om en aktiv socialpolitik er foretaget følgende ændringer: 1. I § 13, stk. 3, 2. pkt., udgår ”er under 30 år og”. § 13, stk. 3 er nu affattet således: Stk. 3. Det er en betingelse for at få hjælp, at ansøgeren og dennes ægtefælle tager imod et rimeligt tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Hvis ansøgeren ikke har en ungdomsuddannelse, er det endvidere en betingelse for at få hjælp, at personen deltager i en læse- og skrivetest, hvis jobcenteret vurderer, at der er behov for det. For ansøgere, der modtager hjælp efter § 25, stk. 1, nr. 3 eller 4, eller stk. 12, nr. 3 eller 4, og som ikke forsørger eget barn i hjemmet, er det endvidere en betingelse for at få hjælp, at ansøgeren medvirker ved beskæftigelsesfremmende foranstaltninger i form af aktiviteter pålagt efter § 21 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Efter gældende regler er det en betingelse for at modtage kontant- og starthjælp, at ansøgeren udnytter sine arbejdsmuligheder aktivt. Hvis en person uden rimelig grund udebliver eller ikke deltager aktivt i et tilbud eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, skal der foretages fradrag i hjælpen efter § 36 i lov om aktiv socialpolitik. Hvis kontant- og starthjælpsmodtagere under 30 år uden rimelig grund udebliver eller ikke deltager i en læse- og skrivetest, sanktioneres de efter § 36 i lov om aktiv socialpolitik. Læse-, skrive og regneproblemer må ikke være en barriere for job og uddannelse. Erfaringen viser, at flere ledige kan have behov for at få et løft i deres evner til fx at læse, skrive og regne. I forbindelse med aftalen om ”Flere unge i uddannelse og job” er det i foråret 2010 indført, at unge under 30 år, som ikke har en ungdomsuddannelse, skal læse- og skrivetestes. Som led i aftalen om bekæmpelse af langtidsledighed er det aftalt, at også personer, der er fyldt 30 år, skal læse- og skrivetestes. Pligten til at deltage i læse- og skrivetesten udmøntes administrativt i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats, som følge af den eksisterende hjemmel, som fremgår af § 21, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. § 13, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik er ændret således, at alle kontant- og starthjælpsmodtagere, der ikke har en ungdomsuddannelse, har pligt til at deltage i en læse- og skrivetest, hvis jobcenteret vurderer, at pågældende har behov for dette. Manglende deltagelse i læse- og skrivetesten for kontant- og starthjælpsmodtagere, der fyldt 30 år, sanktioneres på samme måde som for unge under 30 år. Det sker, hvis personen udebliver fra eller ikke deltager i testen, og der ikke er en rimelig grund til dette, jf. lov om aktiv socialpolitik § 13, stk. 4 og 5. Der kan alene foretages fradrag i hjælpen for den dag, hvor læse- og skrivetesten skulle finde sted med en gennemsnitsdagssats efter § 35, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik. Kommunen skal forud for læse- og skrivetesten skriftligt vejlede en person om, at manglende deltagelse i læse- og skrivetesten uden rimelig grund medfører fradrag i hjælpen med en dagssats, jf. § 35, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik. Før kommunen træffer afgørelse om sanktion, skal kommunen endvidere vurdere, om pågældende havde en rimelig grund til ikke at deltage i testen, jf. § 13, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik. 2. Ophævelse af flaskehalsbevillingen I lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats er foretaget følgende ændringer: 5. § 42 ophæves. 7. § 70, stk. 1, nr. 4, ophæves. § 70 er nu affattet således: § 70. De statslige bevillinger fordeles på følgende måde: 1) En bevilling til driften af statens opgaver efter §§ 5-12 a. 2) En bevilling til den statslige beskæftigelsesindsats efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. 3) En særskilt bevilling til indsatsen i forbindelse med større virksomhedslukninger. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere retningslinjer for fordeling og anvendelse af bevillingerne. En mindre del af bevillingstildelingen kan gøres resultatafhængig. Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler for regnskab, revision, tilsyn m.v. for statslige tilskud, der ydes til kommunerne fra de i stk.1 nævnte bevillinger. Efter hidtil gældende regler har det regionale beskæftigelsesråd inden for rammerne af en særlig statslig bevilling kunne iværksætte initiativer til at forebygge og afhjælpe mangel på arbejdskraft. Beskæftigelsesministeren kunne fastsætte nærmere regler om anvendelsen af bevillingen, og om regnskab, revision, tilsyn m.v. for de statslige tilskud, der ydes til kommunerne. Med lovændringerne afskaffes flaskehalsbevillingen. Baggrunden er, at den ikke har virket strukturforbedrende i forhold til de regionale arbejdsmarkeder, som det var intentionen med ordningen. Bestemmelserne om flaskehalsbevillingen er således ophævet som led i udmøntningen af aftalen om ”Stærkere ud af krisen - Bekæmpelse af langtidsledighed”. Flaskehalsbevillingen omprioriteres til finansiering af initiativerne i aftalen og bortfalder dermed fra 1. januar 2011. Som en konsekvens af ophævelsen af flaskehalsbevillingen vil kommunerne fra 2011 ikke længere modtage tilskud fra den særlige statslige bevilling til iværksættelse af initiativer til at forebygge og afhjælpe mangel på arbejdskraft. De hidtil gældende regler finder fortsat anvendelse ved aflæggelse af regnskab, revision og endelig udbetaling af tilskud for 2010 fra den særlig statslige bevilling til at forebygge og afhjælpe mangel på arbejdskraft, jf. tidligere § 42 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.