Skrivelse om akkreditering til DanAdopt til at yde adoptionshjælp
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Vejledning
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/manual/retsinfo/2011/9277@2011-07-06/da
Indhold
Skrivelse om akkreditering til DanAdopt til at yde adoptionshjælp
Akkreditering til DanAdopt fra Justitsministeriet til at yde adoptionshjælp på nedennævnte vilkår. Tilladelsen gælder fra 1. august 2011 til 31. juli 2016.
Kapitel 1 Kompetence, generelle vilkår m.v. § 1. I medfør af adoptionslovens § 30 har DanAdopt tilladelse til at yde bistand til at skaffe forbindelse mellem adoptionsansøgere, der har bopæl i Danmark, og børn fra andre lande med henblik på adoption og bistand til at gennemføre adoptionerne (international adoptionshjælp). § 2. DanAdopts virksomhed skal 1) være bestemt af hensynet til barnets bedste, 2) drives på et etisk og fagligt forsvarligt niveau og uden økonomisk vinding for øje og 3) være i overensstemmelse med internationale konventioner, den danske adoptionslovgivning og vilkårene i denne akkreditering samt adoptionslovgivningen i de lande, hvor DanAdopt arbejder. Stk. 2. DanAdopt skal samarbejde med andre organisationer, der arbejder med international adoption, for at udvikle standarder og god praksis. § 3. DanAdopt fremskaffer under behandlingen af en adoptionssag så vidt muligt de oplysninger og træffer de foranstaltninger i giverlandet, som myndighederne i Danmark finder nødvendige. § 4. DanAdopt er undergivet løbende tilsyn af Familiestyrelsen. DanAdopt er endvidere undergivet tilsyn af Adoptionsnævnet på de områder, hvor Familiestyrelsen har overladt tilsynet til nævnet, jf. § 19, stk. 2. Kapitel 2 Organisationsmæssige forhold § 5. DanAdopt er underlagt lovgivningen om ikke-erhvervsdrivende fonde. Civilstyrelsen er fondsmyndighed. DanAdopts vedtægter samt ændringer heri skal godkendes af Familiestyrelsen. § 6. DanAdopt ledes af en bestyrelse. Stk. 2. Organisationens almindelige drift varetages af et kontor i Danmark. § 7. Medlemmerne af DanAdopts bestyrelse samt organisationens medarbejdere skal besidde den nødvendige moralske retskaffenhed og gennem deres uddannelse eller erfaring være kvalificerede til at arbejde med international adoptionshjælp. § 8. DanAdopt holder Familiestyrelsen orienteret om ændringer i bestyrelsens sammensætning samt ansættelse og afskedigelse af medarbejdere. § 9. Medlemmer af bestyrelsen samt medarbejdere har tavshedspligt med hensyn til oplysninger om private forhold, som de bliver bekendt med under deres virke inden for organisationen. Stk. 2. Medlemmer af bestyrelsen samt medarbejdere må ikke deltage ved behandlingen af adoptionssager, hvori de selv eller deres nærmeste er part. Tilsvarende gælder, hvis der i øvrigt kan opstå tvivl om disse personers upartiskhed. § 10. Medlemmer af bestyrelsen samt medarbejdere må ikke modtage løn eller honorar udover, hvad der er rimeligt i forhold til det arbejde, som de yder for organisationen, ligesom de ikke på anden vis må drage utilbørlig økonomisk eller anden vinding i forbindelse med det arbejde, de udfører for DanAdopt. § 11. De i §§ 7, 9 og 10 nævnte vilkår finder tilsvarende anvendelse for andre, der måtte udføre opgaver for DanAdopt i ind- og udland. Kapitel 3 Administrative forhold § 12. DanAdopts administrative forhold skal tilrettelægges og udføres på sagkyndig måde. § 13. DanAdopt skal vejlede ansøgere, der er tilmeldt organisationen. Stk. 2. Tilmeldte ansøgere har ret til at blive gjort bekendt med dokumenter m.v. i deres sag i overensstemmelse med reglerne om parters ret til aktindsigt efter forvaltningsloven. § 14. DanAdopt skal føre og opbevare sagsjournaler på en sikker måde i overensstemmelse med Datatilsynets retningslinjer herfor, og således at journalerne er tilgængelige efter anmodning. DanAdopt er forpligtet til at overdrage arkivalier, som organisationen ikke længere har tilladelse til at opbevare, til Rigsarkivets Bevarings- og Kassationsafdeling og afholde de dermed forbundne omkostninger. Stk. 2. Hvis DanAdopts virksomhed ophører, er DanAdopt forpligtet til at overdrage alle arkivalier til Familiestyrelsen. Kapitel 4 Økonomiske forhold § 15. DanAdopts økonomiske forhold skal tilrettelægges og varetages på en hensigtsmæssig og forsvarlig måde. Stk. 2 . Organisationen må ikke drage utilbørlig økonomisk eller anden vinding i forbindelse med adoptionshjælpsvirksomheden, ligesom der ikke må modtages betaling, der står i et misforhold til det udførte adoptionshjælpsarbejde. Stk. 3. Overskud fra adoptionshjælpsvirksomheden eller fra andre kilder må alene anvendes til humanitært arbejde, der har relation til adoptionshjælp. § 16. Størrelsen af det gebyr, som ansøgerne skal betale til DanAdopt, reguleres efter principper, der er godkendt af Familiestyrelsen. Stk. 2. Gebyret kan alene dække omkostninger og udgifter i forbindelse med adoptionshjælpsvirksomheden, herunder udgifter til hjælpearbejde, der har naturlig tilknytning hertil. § 17. DanAdopt udarbejder årsregnskab for perioden 1. januar til 31. december. Regnskabet skal revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor. Kapitel 5 Udenlandske samarbejdsparter § 18. DanAdopt må alene indlede samarbejde om adoptionshjælpsvirksomhed med myndigheder, organisationer og institutioner (samarbejdsparter) i andre lande efter forudgående godkendelse fra Familiestyrelsen og så vidt muligt fra myndighederne i det pågældende land. Stk. 2. Familiestyrelsen kan tidsbegrænse godkendelsen således, at et fortsat samarbejde kræver en fornyet godkendelse fra Familiestyrelsen. Stk. 3. DanAdopt skal løbende sikre sig, at de udenlandske samarbejdsparters virksomhed er bestemt af hensynet til barnets bedste og drives på etisk og faglig forsvarlig måde uden utilbørlig økonomisk eller anden vinding for øje. Kapitel 6 Tilsyn § 19. DanAdopt er undergivet tilsyn af Familiestyrelsen, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Adoptionsnævnet fører tilsyn med organisationens virksomhed i udlandet og med organisationens behandling af matchningsforslag. Kapitel 7 Almindelige bestemmelser § 20. I tillæg til akkrediteringsvilkårene indgår Familiestyrelsen og DanAdopt en akkrediteringsaftale om udmøntning af akkrediteringsvilkårene. § 21. Tilladelsen til at yde international adoptionshjælp har virkning fra den 1. august 2011 og gælder i fem år. Ansøgning om fornyelse af tilladelsen skal være Familiestyrelsen i hænde senest 3 måneder før tilladelsens udløb. § 22. Familiestyrelsen kan til enhver tid give DanAdopt pålæg og kan ændre, begrænse eller tilbagekalde tilladelsen, hvis organisationen overtræder vilkårene for tilladelsen eller styrelsens øvrige forskrifter eller pålæg.